Læsetid: 7 min.

Er disciplinkrisen mere end en påstand?

Det er, som om eleverne i skolen aldrig har været mere uvorne. Alligevel har man talt om problemer med disciplinen siden 1950'erne. Hvad er der sket i mellemtiden?
Disciplinkrise. Allerede i 1950-erne begyndte man officielt at tale om, at skolen ikke kan rumme de unge, den sorterer ud. Og derfor får man fra Undervisningsministeriets side for første gang forestillingen om, at skolen skal være børneparat og ikke omvendt, påpeger Stefan Hermann, rektor på Den flerfaglige professionshøjskole.

Disciplinkrise. Allerede i 1950-erne begyndte man officielt at tale om, at skolen ikke kan rumme de unge, den sorterer ud. Og derfor får man fra Undervisningsministeriets side for første gang forestillingen om, at skolen skal være børneparat og ikke omvendt, påpeger Stefan Hermann, rektor på Den flerfaglige professionshøjskole.

Kultur
29. august 2008

"Din lede luder," skriger en elev fra 6. klasse og giver dansklæreren et spark over benet. En anden, én fra 3., er stukket af fra matematiktimen. Og eleverne i 7. laver ikke deres lektier i tysk, sidder med overtøjet på i timerne og bliver fornærmede, når læren forsøger at tale alvorsord med dem.

Man skal ikke lede længe efter desperate lærere, der som nødråb delagtiggør offentligheden i, hvad der for få år siden var utænkeligt; et blik ind bag den lukkede dør til klasseværelset, hvor læreren tydeligvis har mistet kontrollen over situationen.

Disciplinkrisen i folkeskolen er en varm kartoffel. På toppen af en økonomisk bølge er flere skolefolk, lærere, eksperter og politikere enige om, at fundamentet for høflig omgangsform og rimelige undervisningsbetingelser i folkeskolen smuldrer. Det underlige er, at diskussionen om disciplinkrisen har kørt de sidste 30-40 år.

En kendt bekymring

En formand for Danmarks Lærerforening blev i en avisartikel konfronteret med beretninger om frække og ulydige elever.

"Selvfølgelig er der ikke den samme respekt for voksne som tidligere, og selvfølgelig træffer man jævnligt frække unger, men det skal man ikke tage for højtideligt. Har vi disciplinkrise i den danske folkeskole? Med jævne mellemrum høres, at det har man. Den stadigt stigende gruppe af lærere, som søger førtidspension, skulle give et fingerpeg om det (...). I et samfund, hvor etablerede normer er under hastig ændring, må opfattelsen af skolen som samfundets skole også revideres."

Udtalelsen fra lærerformanden blev bragt for mere end 37 år siden og hevet frem i Berlingske Tidende under overskriften: Er disciplinkrisen mere end en påstand?

"Allerede i 1950'erne begyndte man officielt at tale om, at skolen ikke kan rumme de unge, den sorterer ud. Og derfor får man fra Undervisningsministeriets side for første gang forestillingen om, at skolen skal være børneparat og ikke omvendt," siger Stefan Hermann, rektor på Den flerfaglige professionshøjskole og forfatter til bogen Magt og oplysning - Folkeskolen fra 1950 til 2006. På det tidspunkt rasede debatten om, hvordan man skulle kontrollere og afrette de uvorne unger, hvis tidens ypperste magtmiddel, spanskrøret forsvandt. Ville eleverne så hænge i lysekronerne?

"Konservative aviser som f.eks. Kristeligt Dagblad skrev, at nu skulle der strammes op på disciplinen i skolen, og konklusionen, der også gælder i dag, er, at vi hverken er enige om midlerne i opdragelsen, eller hvordan børn skal opføre sig," siger Ellen Nørgaard, tidligere ansat ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og forfatter til bogen Tugt og dannelse.

I 1970'erne røg disciplinen i skammekrogen og var ikke længere et legitimt pædagogisk redskab. Sideløbende blev disciplinkrisen både forherliget og kritiseret. Synspunktet var, at den nu skyldtes ulighed i samfundet. Den nye venstreorientering påpegede, at eleverne var urolige, fordi arbejderklassens børn reagerede mod et på overfladen demokratisk system, der hyldede åndsfrihed og ligeværd, men i virkeligheden handlede om at producere føjelige borgere i et kapitalistisk samfund. Den 'skjulte læreplan' kaldte kritikerne fænomenet. Dermed antydet, at ansvarsplaceringen for børns urolige opførsel har vekslet. Som påpeget af kandidatstipendiat ved DPU, Hanne Knudsen, blev den manglende kvalitet i den offentlige sektor prügelknabe i næste årti. Det var i 1980'erne. Til gengæld forsøges aben i dag placeret på forældrenes skuldre i form af de nye kontrakter mellem forældre og myndigheder om, hvad der forventes af forældrene. Samtidig stiger antallet af forældre, der melder sig til såkaldte familieklasser sammen med deres problemunger.

Når det indre håndtag mangler

I det hele taget er der en del, der har været skjult og er gået bag om ryggen på skolefolk i spørgsmålet om disciplinen, mener tidligere rektor på DPU, Lars-Henrik Schmidt, der er forfatter til bogen Om respekten, og som ikke er i tvivl om, at der mangler høflighed i dagens klasselokaler og at opdragelse og socialisering uden disciplinering ikke har gang på jord.

I 70'erne kom datidens kapitalismekritikere til indirekte at gøre statens og fællesskabet krav illegitime. Ligesom det er gået hen over hovedet på liberale skolefolk og kulturradikale fortalere for reformpædagogikken, at deres fokus på den enkelte elevs udvikling er med til at skabe de disciplinproblemer, skolen har i dag, mener Lars-Henrik Schmidt.

Ifølge Schmidt er problemet, at nutidens lærer stort set ingen disciplineringsmidler har.

"Hvor man tidligere havde en ydre disciplin, er vi blevet afhængige af, at der skal være en indre disciplin; disciplineringen skal igennem den enkeltes selvforhold. Hvis man skal få et barn til at opføre sig disciplineret, er det barnets selvstyre, man skal bruge til at styre barnet selv. Det er det, der er det nye og roden til vores tids disciplinkrise. Håndtaget til at udøve disciplin er blevet et indre håndtag," siger Lars-Henrik Schmidt. Krisen opstår, fordi der kommer flere og flere børn, der ikke har det 'indre håndtag'. Derfor er den tidligere pædagogiske universitetsrektor varm fortaler for, at børn i dag skal kunne skamme sig. Ellers kan de ikke indse, at de har gjort noget galt.

Det ironiske er, at de forældre, der ikke orker at tage konflikterne med deres børn og få dem til at skamme sig, er de samme som ønsker at udskille urolige børn fra folkeskolen.

"Man er vendt tilbage til den gamle måde at udtrykke det på; at krage søge mage. I mange år haft man haft det som det vigtigste pædagogiske princip at splitte disse magepar, fordi man havde en forestilling om, at alle er udskiftelige. Derfor har man også sørget for at gruppedannelser var underlagt lærerne. Men der jo ikke nogen virksomhed med sans for bundlinjen, der vil sætte folk sammen, der ikke kan arbejde sammen. Og det bliver alligevel altid omgået på en eller anden måde. Derfor siger vi så nu, at i stedet for at alle skal være ens, så må dem, der er mest ens, være sammen; hver dag er en danseskole, hvor forældre skal sørge for, at deres børn kommer til at danse sammen med de rigtige."

Fra autoritet til coach

Det undrer ikke Stefan Hermann, at forældre i dag, som det viser sig i Informations undersøgelse af forældres ønske om mere disciplin og niveaudeling i folkeskolen, vender den rummelige folkeskole ryggen.

"Den rummelige folkeskole blev et politisk konceptsvar på, at der skal være plads til den forskellighed, som i realiteten kan sprænge arbejdet i skolen. En af de største forklaringsfaktorer på ringe elevpræstationer i Pisa-undersøgelsen er uro i klassen," siger Stefan Hermann.

Som Hermann ser det, er den store fejl, at man på et tidspunkt er gået bort fra at tænke læreren som en autoritet og har indsat en coach i stedet for.

En fejl, Danmarks Lærerforening i de senere år har arbejdet ihærdigt med at rette op på ved at debattere professionsidealer. Paradoksalt nok samtidig med, at brugen af coaches vinder hastigt indpas i både det kommunale og private arbejdsliv.

"I dag er ledelsesrummet ikke givet, derfor er det så meget desto mere vigtigt, at læreren forstår sig selv som vidensautoritet og ikke som konsulent eller coach. Problemet med rummeligheden i folkeskolen er, at det ikke i tilstrækkelig grad er blevet forbundet med genrejsningen af læreren, der skal håndtere de mere og mere selvstændiggjorte elever med iPod, personlige læringsstile og mor og far som krænse brugere," siger Hermann.

Eksperterne peger på, at vi er gået fra skoledifferentiering - dengang adelen, borgerskabet og almuen gik på hver sin skole - over undervisningsdifferentiering, hvor elever bliver undervist i samme klasselokale, men med forskellige materialer - til den elevdifferentierede skole.

Det er hver mand sin fodbold, som Lars-Henrik Schmidt udtrykker det.

Oversat kan det også betyde, hver mand sin diagnose.

Diagnosen er blevet attraktiv, pointerer lektor på Institut for Pædagogisk Psykologi på DPU, Søren Langager. Diagnosen er det, der giver ret til en individuel særbehandling; individualiseringen trukket helt i bund.

"Tidligere gik man ind for den rummelige skole, afdiagnostisering og afkategorisering. Nu gælder det om at få en diagnose, for så har man sikkerhed for, at der er noget galt med ens barn. Og når læreren opdager, at der er velbeskrevne grunde til, at et barn har faglige vanskeligheder, udløser det ressourcer, og det bliver meget nemmere for læreren at rumme barnet i klassen. Problemet er, at den gruppe elever, der ikke uden videre kan diagnosticeres, udgør uroens epicenter. De er på tværs og er ballademagere, mens de diagnostiserede stjæler de specialpædagogiske ressourcer. De urolige børn bliver ladt i stikken," siger Søren Langager, og henviser til, at der for øjeblikket står omkring 3000 børn på venteliste til psykiatrisk udredning.

Koster afsindigt

Tilbage står idealisterne og kynikerne.

"De skolefolk, der er fortalere for en rummelig folkeskole mener, at der med et slag på tasken er fem procent, der ikke kan rummes i normalklasserne. Mens de fleste praktikere mener, tallet er nærmere 25 pct. Dem kan man måske nå med pædagogiske midler, men det koster afsindigt, og de penge har skolerne ikke. Så de kyniske stopper ved de 25 pct., mens de idealistiske kæmper videre ned mod de fem procent," siger Lars-Henrik Schmidt, der i samme åndedrag stiller spørgsmålet:

"Hvordan undgår man at kæmpe sig fra de 25 og ned mod de fem procent? Ved at sætte sine børn i privatskole. Tanken om at droppe enhedsskolen er folkeskolens svar på truslen fra privatskolerne. Der er ikke så mange, der sender deres børn i privatskole, som man tror. Men der er rigtig mange, der spekulerer på det."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Din lede luder," skriger en elev fra 6. klasse og giver dansklæreren et spark over benet. En anden, én fra 3., er stukket af fra matematiktimen. Og eleverne i 7. laver ikke deres lektier i tysk, sidder med overtøjet på i timerne og bliver fornærmede, når læren forsøger at tale alvorsord med dem.

Dilemma :

hvad ville du rent praktisk gøre i den situation som vel at mærke ikke ny...

Mit valg er enkelt; for at få respekt- som vel er det det handler om -indfør spanskrøret igen, og giv de uvorne elever en tur over knæet.

Det bløde diplomati og pædagogisk samtale har vist sig at være en blindgyde for en gruppe af særlige elever som ikke vil høre, alternativt kunne man smide de elever ud som med deres opførelse har vist at de klart ikke ønsker at lade sig undervise.

Alt andet ødelægger fællesskabet og læringen for dem som enten kan eller vil undervises.

Og inden i himler op om at man da ikke slår børn, så kom frem med nogle forslag som rent faktisk virker,- forslag som skaffer ro i klassen så der kan undervises, så læreren ikke skal gentage sig selv i det uendelige blot for at skabe ro .

Den bløde og pædagogisk forstående linie virker jo ikke har tydeligt vist sig i praksis, og på mange skoler hersker den rene anarki.

Henrik Thiesen

Jo - så efter vi nu har haft en ledelse af landet der har lært os alle at man (kan) skal sige hvad man har lyst til så skal vi nu lære dem at det næste trin er vold.

Det der virker er at der er ordentlig kontakt med veldefinerede voksne som ikke spilder deres tid med ubrugelig registrering og evaluering - voksne som har en stolthed ved det de laver og ikke fra starten har fået at vide at de er elendige røde lejesvende som skal holdes i ørerne for ellers laver de nok ikke deres ting.

Der er gode lærere og dårlige lærere - ved at fjerne status fra fagene selekterer man de "dårlige" og de andre finder områder med mere status.

Konsekvensen bliver dårligere funderet undervisning som nu efter din mening skal suppleres med vold mens man tvinger de urgerlige (som måske reagerer meget sundt på et udsultet skolesystem) til at sidde stille til elendigheden...

tak for kaffe...

Verdens dyreste folkeskole kan vel næppe kaldes udsultet.

Der har været for meget sødsuppepædagogik. Alle andre steder i verden sidder ungerne limet fast til skolebænken og forstyrrer ikke i timerne. Det er faktisk ikke så svært at opnå, men det kræver selvfølglig, at både ledelsen og lærerne vil det.

Dorte Sørensen

I mine øjne er det største problem med folkeskolen, at den bliver mere og mere markeds gjort. Individet skal være i centrum, men er det ikke en for vanskelig opgave når der kan være over 20 individer i hver klasse.
Lærerne skal snart bruge mere tid på individuelle elevplaner end på selve klasseundervisningen. Læreruddannelsen bliver for ofte ændret før ændringerne kan nå at vise om de førte til bedre resultater. Osv
Forældrene blive hele tiden gjort opmærksom på det frie skolevalg – der ikke er så frit endda pga. kun frihed hvis den ønskede skole har plads – og vil derfor heller forsøge at finde en anden skole end tage dialogen med skolen og få løst de pågældende problemer. Osv
Lad Folkeskolen få ro til at genskabe en sammenhængende og god skole. Hav tillid til at lærerne ved bedre end de bedrevidende politikkere.

Lennart Kampmann

Når man ikke mærker en konsekvens, vil man trække på skuldrene og fortsætte ud af den tangent man allerede er på vej hen ad.
Det er et forudsigeligt reaktionsmønster for de fleste unge.

Mange unge har fejlagtigt den opfattelse at det er nok at være til, at være sød og venlig, og at det nok skal gå at man ikke laver så mange lektier og måske også pjækker lidt meget. Så længe man bare har en god intention.

De får et chok når de skal ud i den virkelige verden, hvor en arbejdsgiver belønner dovenskab med fyring, en kæreste slår op, og telesælgerne snyder dem fordi de er for dumme til at gennemskue selv simple renteudregninger.

Jeg forstår at det allerede er blevet "hårdere" at klare folkeskolen, og glæder mig til at opleve forskellen.

Heldigvis er der stadig en vis procentdel elever, der kan noget og har ambitioner, så alt er endnu ikke tabt. ;) Men skrækscenariet er hvis denne procentdel kommer for langt ned.

Med venlig hilsen
Lennart

ja, hvis lærerne måtte slå (igen) skulle eleverne nok lære at holde deres dertil indrettede kæft og kun udtale sig om emner, som læreren havde givet dem besked på de havde forstand på - på forhånd. Dette skaber frygtsomme individer som bøjer sig for konkurrencestatens autoritet. Og som denne stat derfore kan få den til at gøre som den vil - præcis som alle totalitære staters fornemste opgave er at knække børnenes egen viilje, thi 'din vilje sidder i min,dvs. fars lomme'.

Der er intet at sige til at en vis statsministers opvækst nu forsøges projiceret over på den danske folkeskole. Det synes som at folk har glemt alle de øretæver deres bedsteforældre fik i 1950ernes skole - især hvis de ikke kunne huske deres (indbankede) salmevers.

Min egen erfaring som lærer en ganske enkelt den at der to i klassen, hvis læreren er velforberedt, har gjort sig tanker over hvad han eller hun vil med sin undervisning, hvilke mål eleverne skal nå og hvorfor - og er i stand til at kommunikere, formidle, dette ud til eleverne. Min egen erfaring som lærer er også, at elever laver uro, når de ikke forstår hvad de skal eller ikke har opgaver nok. Læreren bør også lytte til hvad børnene foreslår at de kan lave - hvis det ellers falder ind under målbeskrivelsen for f.eks. matematik eller dansk.

Mange elever sidder med overtøjet i klassen, fordi de ikke bryder sig om at være der. Her gælder det om at opnå en god kontakt med dem - og så demtil at forstå, at det ganske enkelt ikke går i MIT klasseværelse at sidde med overtøj på. Ikke fordi det nødvendigvis generer mig som lærer, men fordi det bider eleven/barnet i røven, når eleven kommer og får et arbejde.

En anden man burde gøre er på regional-plan (i regionerne altså) at genindføre de specialskoler, der var i amterne før 2007 som tog sig af
elever med damp, adhd mv. Og et noget mere radikalt forslag ville altså være at afskaffe skole-hjem samtalerne for alle elever. Og så bruge internettet noget mere til at kommunikere og formidle viden mm. tl forældrene. Og så bruge resurserne til de elever som enten er bogligt svage ller har emotionalle og psyko-sociale problemer. Der er jo ingen grund til at holde et møde med forældrene til et barn hvor det går rimeligt godt.

Og jeg så også gerne at når en Lærer havde udtalt at denne elev har et problem, ja så bliver Læreren troet på sit ord. Undervisning og Læring er trods alt Lærerens Profession. Og når Læreren har et problem med sin bil går han til en automekaniker, men når automekanikerens søn har et problem i skolen, ja så mener automekanikeren sig altså bedre i stand til at overskue dette problem end Læreren gør. Det er jo dybt paradoksalt at en automekaniker mener sig i stand til at bedømme en lærers arbejde; hvis en lærer gjorde det samme med en automekanikers arbejde, skulle han, læreren, nok få læst og påskrevet, af automekanikeren.

Her er f.eks. en måde at gjort eleverne aktive på.

http://politiken.dk/uddannelse/article559772.ece

Sjovt nok en en vis hr. Sauer nærmest imod...

Og jeg som troede at alle lærere ville juble højt af glæde når eleverne var aktive, nysgerrige og spørgende...

Vi gamle har ikke alle sammen glemt vores øretæver, Karsten. Men vi kan måske somme tider ærgre os over, at de bag ørerne knapt så tørre debattører her i spalterne ikke er gamle nok til at have oplevet den sorte skole - så havde de måske været mindre emsige efter at forlange den tilbage.

Men måske skal man bare glæde sig over, at kommer kæfttritogretningpædagofikken tilbage, kommer der også et oprør imod den - og så er det om tyve år "stenvand" og de andre tågehorns tur til at sidde og sukke over den obsternasige ungdom.

Nu er jeg ikke så gammel, at jeg har oplevet at få tæsk i skolen. Men jeg har dog nogle store søskende som er mellem ca. 10 år ældre end mig. Og de beretter med gru i stemmen om, hvordan lærerne både snød med øretæverne og gav dem øretæver og tæskede dem - ofte også i modstrid med det cirkulære som gav lærerne ret til at tæske eleverne.

Jeg ved godt hvordan det føltes at få tæsk i skolen - ikke ud fra egne oplevelser, men ud fra mine store søskendes beretninger om det.
Og hvis nogen skulle være i tvivl kan de jo bare sig 'drømmen' - filmen der afslører skolen dengang som værende sort med kæft, trit og retning. Det interessante er at mange lærere sikkert har set filmen og tænker 'godt, det ikke sker sådan i dag' - men fuldstændig ureflekteret gør nogle andre ting som er lige så undertrykkende og egnet til at kue eleverne i frygt. Man bør også gøre sig klart, at uro og støj er noget individuelt. Hvad der er støj for mig er ikke nødvendigvis støj for andre.

Men hvis målet er at få en befolkning som gør hvad der bliver sagt - og marcherer i takt - hen til indkøbscentrets zombieparadis... - ja så skal man da bare fortsætte med at indføre 1950ernes skole...

Rent fremtidsmæssigt vil det være en dårlig ide - især fordi Danmark i fremtiden har brug for folk som er kreative, kan tænke selv, og er i stand til at indgå i varierende grader af fællesskaber hvor normerne mv. skifter hurtigere end øretæverne faldt i 1950ernes skole. Selvstændige mennesker der tør sige deres mening får man ikke på den her måde.

Rigtigt, Karsten. Et godt skridt på vejen til den sorte skole er taget med den stadige forøgelse af klassekvotienterne. Klasser på 30 børn eller mere kræver simpelthen kæfttritretningpædagogik.

Henrik Thiesen

Man skulle tro det umuligt at høre så meget aggression og sludder på Informations sider - ungerne har det ikke fra fremmede kan man bare konstatere.

Peter Jespersen

Bravo

Man skulle omkring 16 indlæg ind i debatten før der pludseligt var en der formastede sig til ikke at skubbe al skyld over på skolen - eller som mener at den sorte skole ville være løsningen.

Hvem er det der skal opdrage landets unger, er det skolen ??
Har forældrene respekt for skolens autoritet ??
Hvis ens unge ikke får det som man forælder ønsker, så klager man direkte til skolens ledelse og hvis dte ikke hjælper trækker man advokaten. Der er forældre der klager til universitetsledelsen fordi de synes at deres pode har fået for mange hjemmeopgaver for.

Hmmmm......

Henrik Thiesen

... Blev lige afbrudt i skriveriet...

Det er tankevækkende at vi sidder med de problemer vi gør - i denne tråd er der meget snak om hvad der er forkert ved eleverne og hvordan vi så får dem til at sidde stille. Lad os tage det fra en ende af..

1. Teori og praksis.
Uanset at nogle ikke bryder sig om teoretikere så er det dem der fodrer praktikerne med ny viden. De færreste praktikere orker at forske og der er behov for et spil mellem praktik og teori som aldrig må slutte hvis man skal blive bedre. Ofte er der dog en økonomi som sætter en grænse for hvor meget man kan komme på efteruddannelse og så må man klare en del selv.

Hvis man får en logik indbygget der hedder "dette er et lortejob men heldigvis kan jeg leve rigtigt udenfor" så får man ikke nogen til at efteruddanne sig, bare for at blive bedre: Skolen skal tilpasse sig det samfund den er en del af men det kræver at man ved hvad det er man har gang i - det nytter ikke at undervise i 1800-tals litteratur hvis det ikke kan bringes i sammenhæng med det liv der leves.

Jeg har ofte undret mig over hvordan det lykkes skolen at demotivere årgang efter årgang af glædestrålende hypermotiverede 7 års børn så de 7 år senere er totalt uden respekt for skolen, men en viden om indlæringsformer og motivation samt viden om pubertetsudvikling kan lette meget på sagerne. Og så skal der være TID - det nytter ikke at der ikke er tid til at se børnene i øjnene og indleve sig i deres verden - det nytter ikke at fyre outdatede "kanoner" af fordi det nu engang er de bøger der er råd til efter at diverse ministerier har brugt pengene på glittet papir og det nytter ikke at bruge tiden på registrering til diffuse overordnede instanser - for alt imens så blegner entusiasmen og skoleglæden hos børnene.

Nogle venter bare på at det er overstået så de kan komme videre andre går i baglås - men den gruppe som ikke vil åbne en bog efter sidste skoledag vokser...

2. Kognition og neurovidenskab og NPM.
Vores viden om læring og de processer det involverer stiger med expresfart og vores regering understøtter medicinsk forskning - men der mangler en forbindelse til skolen så vi får alle til at lære maksimalt. Vi har ganske vist noget der hedder undervisningsdifferentiering men det er blåslys og tågesnak når man ikke tilfører de midler der skal til fordi det er mere vigtigt at mor og far har råd til en 4-hjulstrækker. Differentiering tager tid. Samtidig pakker man skolen ind i new public management (som har 25-30 år på bagen og for længst er opgivet i det private erhvervsliv det kom fra) som i detaljer beskriver præcis hvad læreren skal så han kommer til at fremstå endnu mere "pølsemageragtig" derved bliver der mindre råderum og en angst fra lærerne for at træde udenfor - for så kommer der en påtale fra ledelsen som jo skal dokumentere sin berettgelse ved at videresende den såkaldte dokumentation.

3. Rammer.
Der har været sparet i så mange år at møget simpelthen er ved at falde sammen om ørerne på elever og lærere - det startede i 90´erne eller før men er ikke blevet rettet op sammen med den forbedrede samfundsøkonomi. Vi har fået et gigantisk skel mellem det private og skolen. Hjemme er der nye køkkener og badeværelser - i skolen er der møgbeskidt, bøgerne er lasede (bortset fra kanonerne som er nye og hver elev får et ex) og bygningerne er ved at falde sammen (da jeg var noget ved skolevæsenet for længe siden var der en skole hvor regnen stod ud af stikkontakterne !) og i det miljø skal man så inspirere til indlæring og modernitet.

Børnene reagerer naturligt og tænker - det kan sgudda ikke passe at jeg skal have respekt for den svinesti og nogen resignerer så, andre står af og andre venter bare på at komme videre - de sidste er dem der klarer sig uanset hvad og som har en ordentlig ballast hjemmefra som det hed i gamle dage - hvilket bringer mig til det sidste punkt:

Nogen børn har neurobiologiske forstyrrelser som kan lettes med bedre indlæringsmetoder og for nogles vedkommende med medicin - men pga den meget lille kontakttid er der ikke mulighed for at observere at det er det der er tale om (+ at man ikke kender til det fordi man ikke har lært noget om det) vi får derved også skabt nye tabergenerationer fordi vi misser det vindue hvor man kan handle...

4. Forældrene.
Som nu har fået et opskruet forbrug og en forventning om at det også afspejles i det offentlige - af en eller anden grund ser en hel del ikke en sammenhæng mellem ønsket om at skulle have ret til at få rettet ører indenfor en måned på et privathospital (som vel at mærke ikke er ved at falde sammen som følge af misligholdelde) og det at der ikke er bøger i barnets skole - det kunne være befriende hvis nogle økonomer brugte lidt tid på at regne ud hvor meget der er gået skoleungernes næse forbi fordi mor skal kunne få ordnet sine galdesten (som er kommet efter hun er blevet for fed af at køre i den nye 4 hjulstrækker) indenfor 4 uger og hvad det ville frisætte af økonomi hvis det var en faglig vurdering der bestemte hvornår mor skulle opereres og ikke en politisk beslutning....

... og så nåede vi til hospitalsvæsenet hvor man kan lave en ligndende øvelse...

(Tingene hænger sammen - og de løses ikke med et par på kassen...

undskyld de manglende kommaer - men jeg gik på en nedslidt skole med gamle lasede bøger og skolelærere der for en dels vedkommende drømte om dengang der var ro fodi man kunne smække møgungerne nogen på kassen så der kunne blive RO!!! - og derfor fik jeg ikke lært at sætte dem...)

Christian De Coninck Lucas

Jeg synes at Espersen og Jespersen er umanerligt jamrende og dømmende over for disse "problembørn":

1. Ikke forstår den verden de unge lever i.
2. Ikke kan forvente forbedringer i folkeskolen hvis den er topstyret, stokkonservtiv og ikke mindst stærkt favoriserer "left-brain" træning og "foreberedelse til erhvervslivet". Jeg kan slet ikke se hvordan det skal skabe en dynamisk og stimulerende folkeskole.
3. Det eneste de har ret i er, at det ofte er noget forældrene skal klare, men de vil tvinge dem og bruge økonomiske midler for at få dem til at "makke ret". Det er jo fuldstændig sindsygt at bruge den slags midler - det er altså ikke et firma der skal profit-maksimeres.
4. Hvis de to ministre vil bruge deres position til noget konstruktivt for en gangs skyld, kunne de overveje at investere i folkeskolen, interaktive undervisningsformer, mere idræt, fysik tur i forlystelsespark så børn tidligt lærer, at fysik ikke er gamle og støvede lærerere med ligninger men beskriver de mest blærede ting i naturen og universet. Tiden er løbet fra Bertel Haarder og simple fortolkninger...IGEN!!!
5. Forældre presses mere og mere i arbejdsmarkedet, arbejdet tages med hjem på Blackbeerry, mere stress, mere uro, mindre tid til at være forældre osv. osv.
6. Der er naturligvis foældre, der klarer disse ting selv, ved smart opdeling af arbejdsbyrden og hjemmetiden, men jeg må nægte at se den dag hvbor det er nopget politkere skal side og bestemme.

Det virker meget primitivt og "jeg er gammel og sur, og de unge gør ikke som vi gjorde". Nej. Selvfølgelig gør de ikke det. Hvad havde de to sipper forventet?!?

Sikke to gode, lange og velovervejede indlæg - tak for det!

Den var gal allerede tilbage i '90-erne, også på gymnasialt niveau:

http://www.information.dk/163854#comment-66156.