Holger Drachmanns hus i Skagen er en af Danmarks meget besøgte digterboliger. Langtfra noget fødested, men en lejlighedsvis ramme om de sidste fem-seks år frem til hans død 1908, en særdeles urolig periode præget af sygdomssvækkelse og hektisk produktivitet, paradoksalt og dramatisk.
Men dér i Skagens gule by står huset i en haveidyl, en bindingsvæksrønne udvidet med et stort, lyst atelierrum, som den trænede marinemaler måtte have.
Og billeder hænger der på væggene, de, der ikke rummer menneskefigurer, er af Drachmann, de andre af de berømte malervenner i den blånende kunstnerkoloni, hvis vækst han i mange år bidrog til.
Pax kaldte han sit hus. En blodig ironi. Han afprøvede her endnu et ægteskab, og denne fru Soffi, Sofie Lasson, har fået et dårligt ry i litteraturhistorien. Paul W. Rubow skriver som afslutning på sin store Drachmann-biografi et lille bind om hans sidste år. Triste år, kalder han dem, præget som de også er af digterens jammerklager. Soffi var ham utro efter noder, hedder det, og sangeren trøstede sig med en ny kærlighed, nu til den yndige skagenspige Ingeborg til Soffis ondartede jalousi. Ingen tvivl om, hvor sympatien skal anbringes.
Spøgelserne bænket
Og vi kan som turister gå rundt i husets stuer, betragte den fint opredte ægteseng i kammeret, falde over hans støvler og snuble over dørtrin til køkken over et mylder af efterladenskaber i entreen, hvor digterhatte og kapper tager plads. Og alle spøgelserne sidder bænket ved langbordet i spisestuen, mens klaveret står stumt i atelieret, hvor husherren lige har forladt kurvestolen foran pejsen. Han ligner på det postkort, vi køber, grangiveligt digteren Sten Kaalø, der da også som kvittering har skrevet et skuespil om Drachmanns og Herman Bangs møde. En komedie i grænselandet.
Og komedier kunne den gamle, højagtede barde stadig skrive, det formelig føg fra ham med artikler i Politiken, med kantater og lejlighedsdigte, skuespil, succes-opførelser, en ny roman manglede heller ikke. Når han ikke var i Skagen, turnerede han i lange tider i USA, rejste til bl.a. England, Frankrig, Italien og til Norge, der stod på den anden ende af begejstring.
Dengang var en stor digter stor. Litteraturen havde en i dag uhørt prestige og en folkelig opmærksomhed, der elskede succes og skandale lige højt. Holger Drachmann var leveringsdygtig. Der var engang. Og endnu har til sang og klang vi råd ved visse lejligheder - når vi f.eks. fornemmer denne endnufølelse ved tilværelsen en fin sommeraften: Snart er de lyse Nætters Tid forbi/og Mørket stiger bag de dybe Vande.
Der var store nekrologer ved hans død, kun Valdemar Rørdam og Sophus Michaëlis var fjendtligt stemt. Jeppe Aakjær holdt en mindetale:
"Ak, om 80ernes og 90ernes digtere havde taget deres parole fra Drachmanns sunde, havfødte rytmevælde i stedet for fra J.P. Jacobsens drømmegolde, æstetiske sygejournaler, hvis natlige hoste endnu lyder hult gennem vor litteratur!."
Dansk litteratur rømmer sig for at komme i niveau.
