Læsetid: 6 min.

Dressur på cykel

Med målrettet planlægning er dansk banecykling kandidat til 2-3 OL-medaljer efter mange års venten på store resultater
Medaljehåbet. Flagskibet i den danske satsning er holdet til fire km forfølgelsesløb. Danmark har lang tradition for at gøre det godt i denne smukke disciplin, hvor ikke et tråd må trædes forkert af fire ryttere, og hvor indbyrdes forståelse og timing er altafgørende - som rytter og hest i dressur. Her landsholdet i banecykling fra venstre: Casper Jørgensen, Michael Færk, Michael Mørkøv, Alex Rasmussen, Jens Erik Madsen.

Medaljehåbet. Flagskibet i den danske satsning er holdet til fire km forfølgelsesløb. Danmark har lang tradition for at gøre det godt i denne smukke disciplin, hvor ikke et tråd må trædes forkert af fire ryttere, og hvor indbyrdes forståelse og timing er altafgørende - som rytter og hest i dressur. Her landsholdet i banecykling fra venstre: Casper Jørgensen, Michael Færk, Michael Mørkøv, Alex Rasmussen, Jens Erik Madsen.

Claus Bech

16. august 2008

Under sommerens Tour de France kunne man imponeres og frydes over den blot 23-årige engelske sprinter Mark Cavendish, der i særklasse var feltets hurtigste, når det kom til afslutninger i en massespurt. Imponeres fordi han med fire etapesejre kørte sig op i klasse med multivindende landevejssprintere som Mario Cipollini og Alessandro Petacchi fra de seneste år, og frydes, fordi han viste stort menneskeligt format som en tænksom og betænksom, venlig ung mand, der husker at takke også massører, mekanikere og chaufføren på rytterbussen. Okay, det kan også være et brand at være en flink fyr i en verden af egoistiske krukker, for sådan er sprinternes sædvanlige image, men for Cavendish falder det øjensynligt naturligt at tænke på andre end sig selv.

Det gjorde han dog, da han efter sine fire etapesejre valgte at tage hjem fra Frankrig i utide, fordi hans andet store mål i sæsonen ikke ligger på landevejen, men ved OL på banen, hvor han i disciplinen madison stiller op som favorit sammen med makkeren Bradley Wiggins, der også er kendt fra landevejen som en af verdens bedste på enkeltstart. Madison? Hvad er nu det for noget?

Værtshusunderholdning

Hvis man siger seksdagesløb eller parløb, så siger det straks mere, og associationerne hos mange, især ældre, vil vandre til røgfyldte og øldunstende kæmpehaller med cykelryttere som aktører i en kommerciel underholdning, hvor grænsen mellem sport og show er tynd som målstregen. Madison hedder disciplinen simpelthen, fordi de første seksdagesløb blev kørt som folkelig underholdning i Madison Square Garden i New York i 1890 'erne. På dansk kalder vi det bare parløb, og det internationale/engelske navn på disciplinen er det eneste, der stinker af øl og røg, lidelse og undertiden aftalt spil i den olympiske disciplin, hvor de to ryttere afløser hinanden med et slynggreb i jagten på vundne omgange og point undervejs. Men smukt, synes jeg, at en olympisk disciplin i navnet vedkender sig sine rødder som værtshusunderholdning. Vi er langt fra dressurridning, eller hvad det nu hedder, hvor efterkommere af den danske lavadel, suppleret med en enkelt prinsesse, netop har vundet bronze i holddressur, og hvor det for udenforstående er svært at se, hvem der er dresseret mest. Rytteren eller hesten. Nok begge dele, men i en rundspørge lavet af Politiken blandt danske OL-deltagere, er netop ridning på dresserede heste den idræt, cykelrytterne mindst kender og forstår. Så var det noget andet med Lis Hartel ved OL i Helsinki, hvor hun som tidligere poliolammet vandt sølv i det, jeg husker som skoleridning, på hesten Jubilee, og hun var første kvinde, der tog medalje i den disciplin. Vi elskede den kvinde og den hest, og personligt hadede jeg som ni-årig den adelige skiderik i fuld militæruniform, Saint-Cyr hed han vist, der nappede guldet foran vores Lis på Jubilee. Jeg har med vilje ikke googlet det for med mulige fejl at vise, at selv heste til afdansningsbal kan stå stærkt i hukommelsen uden for Bernstorffsparken. Så af helt hjerte under jeg dressurholdet deres medalje, og det er helt fint, at der ved OL er discipliner, der i deres udspring og rekruttering er så forskellige som dressur og madison. Cykelryttere kommer til hele tiden, men der er vel ved at blive tyndet ud i adelen og kongehusene.

I madison, i parløbet, er Mark Cavendish og Bradley Wiggins favoritter. De blev verdensmestre på hjemmebane, da der i foråret blev kørt cykel-VM på bane i Manchester, men det danske par Alex Rasmussen og Michael Mørkøv er alvorlige bejlere til guld i Beijing eller i hvert fald en medalje.

Mens Cavendish og Wiggins er højt betalte stjerner på landevejen, er Rasmussens og Mørkøvs berømmelse af anden og dårligere betalt art. Og indtil videre mest lokal. I den fortsat kommercielle afdeling af parløb, nu uden så megen øl og røg, blev de to danskere lanceret som legendarisk par nummer syv i arven fra Willy Falck Hansen og Kay Werner, ved årets seksdagesløb i Ballerup blev de nummer to, og parret er fremtidens i den kommercielle afdeling af disciplinen. Hvis de kan kombinere det med højre mål.

Michael Mørkøv er en glimrende landevejsrytter også. Få sidder smukkere på en cykel end han, og på UCI's verdensrangliste for baneryttere var han i sæsonen 2007/08 den bedste. Som kommerciel parløbsrytter fik han et opsigtsvækkende gennembrud med hollænderen Danny Stam i seksdagesløbet i Zürich, hvor de som til lejligheden sammenflikket par blev nummer tre og udfordrede hierarkiet på vinterbanerne i et løb, hvor alle de bedste deltog. Det var de ikke i Grenoble, hvor Rasmussen og Mørkøv vandt, men i seksdagesløb, hvor kun lokale matadorer trækker folk, er det tegn på klasse at vinde eller placere sig uden for hjemlandet.

Mørkøv er måske verdens bedste parløbsrytter. Han er stayeren, der holder farten omgang efter omgang, mens Alex Rasmussen er den hurtigste - men mere end det.

Sammenligningen med Mark Cavendish falder lige for. Den 24-årige odenseaner er en af verdens allerhurtigste på en cykel. Da han i et nyligt for-olympisk etapeløb på landevej i Kina vandt fire etaper, blev hans hastighed i spurten målt til over 72 km i timen, og hurtigere køres der ikke. Hverken af Cavendish eller Cipollinier. Den over 90 kg tunge mand, der blev dansk mester på landevej sidste år, har en stor fremtid for sig på landevejen, hvor pengene ligger. Hvis han taber sig en anelse, kommer på det rigtige hold og måske tror noget mere på sig selv. Han kører også en fremragende enkeltstart. Men denne beslutning er udskudt til efter OL, hvor de danske baneryttere er blevet dresseret til at vinde medaljer og har udskudt deres videre planer.

Hurtighed er genetisk

Æren for, at der er flere medaljechancer i det danske banelandshold, må tilskrives DCU, der i 2005 ansatte Heiko Salzwedel, der, hvad resultater angår, er den største kapacitet på området. Opvokset i DDR kunne den nu 50-årige ikke komme hurtigt nok væk, da Muren faldt, og han har været bagmand for både australieres og briters succes på banen, inden han kom til Danmark. Med den viden, at hurtighed er genetisk og ikke kan læres, har han sat banerytterne på tung træningskost på landevejen. Langt og længe. Da Alex Rasmussen vandt sine fire etaper i Kina lige før OL, og det danske hold dominerede et løb med store landevejsryttere, var det banelandsholdet, der gjorde det. Som forberedelse.

Flagskibet i satsningen var holdet til fire km forfølgelsesløb, og forbilledet i forberedelse og bemanding var roernes letvægtsfirer. Guldfireren. Danmark har lang tradition for at gøre det godt i denne smukke disciplin, hvor ikke et tråd må trædes forkert af fire ryttere, og hvor indbyrdes forståelse og timing er altafgørende - som rytter og hest i dressur. Men det er 40 år siden, Danmark vandt guld ved OL i disciplinen.

Siden Salzvedels tiltrædelse har fremgangen været markant. Med det samme hold. Nærmest edsvorne i det langsigtede arbejde for at toppe i denne weekend. Jens-Erik Madsen, Casper Jørgensen, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv - der indtil finalen slås med Michael Færk om at køre. Et bredt hold, hvor det ikke er de samme fire, der kører både kvalifikation og finaler, er en luksuriøs fordel, hvis alle er arbejdet sammen, selv om det nok gør ondt på Michael Mørkøv og Michael Færk, at de skal slås om sidstetjansen.

Medaljehåb

For mindre end fem måneder siden ved VM i Manchester kørte kvartetten klart hurtigste tid af alle i kvalifikationen og kørte med 3,57 og en sjat hundrededele under de magiske fire minutter i disciplinen og i den tredjehurtigste tid nogensinde i verden. I finalen blev holdet slået af englænderne, der satte ny verdensrekord. Men i alle indbyrdes løb mod de engelske OL-favoritter er den danske kvartet kravlet tættere og tættere på, og selv har de det sådan, at sølv må være realistisk og dermed okay, mens bronze vil være nedtur.

Pointløb er også en traditionel dansk disciplin. Dan Frost blev verdensmester i 1986 og vandt olympisk guld i 1988. Den unge debutant Daniel Kreutzfeldt har nok ikke de store chancer blandt kuriøse tidligere OL-vindere som spanieren Llaneras, der er 39 år, og argentineren Curuchet, der har deltaget i seks OL siden 1984. Han er 43. Men pointløb, som i regler ligner parløb, blot for en enkelt rytter, sker der ofte overraskelser. Og i kvindernes pointløb er den 20-årige danske debutant Trine Schmidt slet ikke uden medaljechancer.

Efter mange års tørke er dansk cykling fremme på banen - og så er det sjovt at se på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu