Læsetid: 4 min.

Drik din OL - og drøm artigt

Vær en god borger, og drik din OL. Så du kan drømme om frihed, lighed og broderskab, imens magthaverne ordner uregerlige småstater og undersåtter
Hygge. Hvem har lyst tili at ødelægge den gode stemning med billeder fra Georgien, når nu OL byder på frihed, lighed, broderskab og flotte ben?

Hygge. Hvem har lyst tili at ødelægge den gode stemning med billeder fra Georgien, når nu OL byder på frihed, lighed, broderskab og flotte ben?

Dimitri Kustjukov

Kultur
15. august 2008

Tv har selvfølgelig stået i OL's tegn den sidste uges tid. Man har dårlig nok kunnet se på fjernbetjeningen uden at få sprøjtet grafik med kinesiske kalligrafier, olympiske ringe og atletiske muskler gennem nethinderne.

Men vi har selvfølgelig også fået lov til at se kanonmundinger og larvefødder snige sig ind på suveræne staters territorier. Rusland har spillet med deres nye selvsikkerhed og militære muskler i andre folks lande, i stedet for at løse deres problemer fredeligt i FN's Sikkerhedsråd. Og Vestens reaktion? "Det har vi ikke tænkt os at gøre noget ved, for vi sidder og ser OL," som Mikkel Vedby Rasmussen, chef for Dansk Institut for Militære Studier formulerede det med et vistnok bittert smil om munden i TV2 Nyhederne.

Så flyt blikket fra fortrædelighederne i en fjern provins, og åben munden. Drik din OL. Kom så. Mærk den gode stemning brede sig, og nyd illusionen om, at vi kan løse konflikter i mindelighed og god sportsånd.

Men bemærk også den helt banale mellemmenneskelighed på tværs af grænserne. F.eks. da en georgisk og en russisk skytte mødtes i en OL-finale. Georgiske Nino Salukvadze og russiske Natalia Paderina vandt bronze og sølv i 10 meter luftpistol i søndags. De to kvinder valgte forsonligheden og krammede, kindkyssede og poserede sammen. Og hvis du synes, at det lyder klæbrigt, ærede læser, så så du ikke den forsigtige ømhed mellem de to kvinder, som, ja, faktisk var noget så gammeldags som respektfuld. I hvert fald i den redigering, der nåede vores del af verden.

Blod i bassinet

Sådan gik det ikke ved OL i Melbourne i 1956, da russerne minsandten havde rullet sine erigerede kanoner og eventyrlystne larvefødder ind i et andet østland, dengang Ungarn (hvem bliver de næste?). Undervejs til Australien fik det ungarske vandpolohold nyheden om det ungarske oprørs fald, og det kom til at præge den legendariske Blood In The Water-kamp mellem Ungarn og Sovjetunionen. Der blev udvekslet knytnæveslag, blod farvede klorvandet, og på tilskuerpladserne viftede eksil-ungarere med oprørernes frihedsflag. Og semifinale-kampen måtte afsluttes ved 4-0 til Ungarn, da gemytterne kogte over, og de russiske spillere måtte politi-eskorteres fra hallen. Ungarn gik videre og vandt siden guld.

Men de geopolitiske gemytter er faktisk også kommet i kog i Beijing. Da Rusland og Georgien mødtes i beach volley. En ung olympisk disciplin for to spillere på hver side af nettet, der fik et højest nutidigt twist på balladen om grænsedragninger og nationalstater. Begge de georgiske spillere, Cristine Santanna og Andrezza Chagas, er nemlig tidligere brasilianske statsborgere, og det blev for meget for russerne, da de to kvinder sejrede og dernæst dedikerede sejren til det krigshærgede georgiske folk. Russerne erklærede at a) de havde spillet mod brasilianere, som b) ikke forstod krigen og c) ikke kunne navngive den georgiske præsident. Sidstnævnte syntes usandsynligt, da Santanna - efter at have oplyst at hun kun havde været i Georgien to gange - fortalte at hun havde fået overrakt sit statsborgerskab af netop den georgiske præsident.

Hvis drøm, hvis verden?

One World One Dream, lyder Beijing OL's slogan, og det er jo rørende. Men hvis verden og drøm er det? Er det den russiske drøm om maskulin magtudøvelse, når satellitstater af energipolitisk vigtighed ter sig? Er det de internationale forretningsfolks drøm om grænseløs transport af værdier, herunder sportsstjerner? Er det den kinesiske drøm om Riget i midten fuldt udfoldet, herunder endegyldig inklusion af Taiwan og Tibet? Er det Dalai Lamas drøm, som den - endnu en gang - kom til udtryk i dokumentarfilmen Jeg er Dalai Lama. "Uanset hvad, er vi nødt til at bebo denne planet sammen," lød det i denne dårligt fortalte, sløset sammenskruede dokumentar, der havde den ene fordel at have haft direkte adgang til Dalai Lama. Som altså foreslår fredelig sameksistens og i øvrigt ikke er separatist, men advokerer for Tibet som del af Kina. Hvilket ikke afholder kineserne fra at modarbejde ham.

Solen skinner jo

Så når åbningsceremonien giver os en buffet af fredelig sameksistens og frydefuld diversitet, så foregår det, mens magten klukler i kulissen og ordner uregerlige småstater og egne undersåtter hen over anretterbordet.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal holde op med at drømme. Men måske skal vi overveje, om det er egne drømme, vi får serveret på fjerneren, f.eks. under OL. Eller om det er impotente, men passiviserende symboler såsom åbningsceremoniens fredsdue bestående af folk i fluorescerende dragter.

Hvad nytter et par hvide vinger i bevægelse, når Rusland samtidig invaderer Georgien, og når Kina blokerer for fredsløsninger i FN's Sikkerhedsråd? Hvad nytter det kinesiske tegn for harmoni midt på grønsværen, når mere end en million mennesker blev fjernet uden ordentlig kompensation fra området, hvor det olympiske stadion nu står? Og hvad nytter en animeret hval over tilskuerpladserne, når den og uendelig mange andre arter trues af miljøkatastrofe og overfiskeri, som få kan finde ud af at gøre noget ved?

Ja ja, jeg ved, at jeg brokker mig. Solen skinner. Sport er stadig smuk selvovervindelse, jeg ved det. Så tag en slapper, og hold op med at ødelægge festen, Ralf. Nyd livet. Se de flotte ben. Drik din OL, mærk den gode stemning brede sig i dig. Gå tidligt i seng for at stå op og se finaler i eksotiske sportsgrene midt om natten. Og drøm artige drømme. Om frihed, lighed og broderskab. Det er så hyggeligt. Og hvem har lyst til at ødelægge den gode stemning?

OL-tv, DR1, TV 2, SVT, fredag til onsdagJeg er Dalai Lama, SVT2, søndagTV 2 Nyhederne, mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her