Interview
Læsetid: 5 min.

Er det egentlig fedt at blive solgt på en tankstation?

Efter at være brudt ud af den snævre heavy metal-scene er rockbandet Volbeat for alvor slået igennem til et stort publikum. I dag følger de succesen op med et nyt album, der både skal tilfredsstille det brede publikum og metal-freaksene
Efter at være brudt ud af den snævre heavy metal-scene er rockbandet Volbeat for alvor slået igennem til et stort publikum. I dag følger de succesen op med et nyt album, der både skal tilfredsstille det brede publikum og metal-freaksene
Kultur
1. september 2008

Det er et ganske pakket program, den tatoverede forsanger for Volbeat, Michael Poulsen, har. Den her formiddag er programmet stramt: fra 9-17 står danske medier i kø for at lave interviews. Så er der lige en times respit, og så står de udenlandske medier i kø indtil klokken 23.

På mandag udkommer bandets tredje album. Guitar Gangsters & Cadillac Blood, og der er usædvanlig meget fokus på orkesteret, der normalt ville flyve lavt på radaren i mediedanmark, hvor udgivelser fra metalmiljøet normalt ikke fylder meget i eksempelvis dette dagblads spalter.

Det ændrede udgivelsen af Volbeats seneste album, Rock the Rebel/Metal the Devil imidlertid på med sin specielle blanding af traditionel heavy metal, rockabilly og melodisk rock n'roll. Bandet bragte den hårde rock ind i det fine selskab med høje salgstal i både Danmark og udlandet og med et melodisk mix, der har lokket lyttere, der normalt ikke ville lytte til så hård lyd, til.

"Vi startede med at spille koncerter i metal-miljøet, og så voksede det. Vi kunne jo se, at det ikke kun var metal-festivaler, vi blev booket til, det var også alt mulig andet. Det skulle man da lige vende sig til, hvor man tænkte: 'Hvordan fanden er jeg lige landet her?'" fortæller Michael Poulsen, mens plethunden Oliver på gulvet klynker efter hundekiks på en Vesterbro-café.

"Vi står jo og spiller med Shubidua og Gnags og de der gamle drenge, og så hænger du ud med Michael Bundesen bagefter. Det havde vi aldrig forudset, og det er da lidt syret. Men når man tænker lidt over det, så er det netop på tide, at du skaber plads til noget nyt. Det kan godt være, det ikke lige er metal og rock n'roll, men jeg kan egentlig godt lide, at Volbeat kan være begge dele," konstaterer Michael Poulsen og fortsætter:

"Da jeg lige pludselig fandt min egen cd på tankstationer og i Blockbuster tænkte jeg; 'Er det egentlig fedt, eller er det lidt pinligt?' Så måtte jeg lige spole tilbage og tænke; vi er blevet skubbet ud i så lang tid af de her døgnflue-popbands. Det er sgu' da fedt, at vi lige kan skubbe Absolute Music ned af hylden. Det er egentlig ok".

Mange hensyn at tage

Succesen med det seneste album har skabt høje forventninger i en grad, så der nærmest er blevet talt om 'det svære andet album', selv om det er bandets tredje. Volbeat har også skullet håndtere forventningerne om nye hits - og samtidig tage hensyn til et puritansk metalpublikum, som synes, de gamle favoritter er blevet for kommercielle:

"Der har da været en masse pres. Pludselig kunne man tage ud som hovednavn og spille i store udsolgte sale, vi fik musikpriser og høje salgstal. Jeg har altid haft mange idéer, og tænkte, at det skulle nok gå, men jeg røg alligevel ind i en skriveblokering, da jeg skulle i gang. Man kan ikke undgå at sætte tingene i perspektiv og tænke: 'Hvordan gjorde vi det sidste gang?'," fortæller Michael Poulsen og stikker hunden under bordet en cocktailpølse fra sin tallerken

"Men hvis du begynder at tænke for meget i succes og radionumre, så bliver det lidt uærligt, for så går du væk fra en formular, som egentlig virkede godt. Så vi slap alt det pres omkring, hvad folk forventede. Vi bestemte os til at se, om der var noget radiomateriale imellem det, vi skrev. For vi ville i hvert fald ikke målrettet sætte os ned og skrive det. Vi blev enige om, at vi ikke skulle skrive sange til vores publikum, vi skulle først og fremmest skrive sange for at tilfredsstille os selv - og så håbe, at folk kunne lide det".

Derfor fik Michael Poulsen først hul i sangskriveriet, da Volbeat var på turné.

"Det har været fedt, men det har også været hårdt, for vi har næsten ikke været hjemme. Sidste år havde vi 105 koncerter på ni måneder. Der har ikke rigtig været tid til at sætte sig hjemme i den bløde sofa og klimpre på guitaren, jeg har måtte bruge tiden på landevejen. Jeg havde en lille forstærker, jeg kunne klippe på mit bælte i bukserne, så optog jeg det på min mobiltelefon, så øvede vi det til lydprøverne, og det begyndte at tage form," forklarer han.

"Jeg kan huske, at jeg kom ind på badeværelseshotel i Belgien, tror jeg. Der var en skidegod klang, så jeg satte mig ned i et badekar med min guitar. Jeg lagde mærke til, at hvis jeg satte møtrikken fra min guitarrrem ind mod klinkerne, så klingede det skidegodt. Så jeg sad i det badekar i et par timer og skrev bare løs. Og det har da helt klart fået noget andet ud af, end hvis jeg havde skrevet derhjemme. Vi synes, at det er det stærkeste materiale, vi har lavet indtil videre. Jeg synger bedre, vi spiller bedre på instrumenterne, vi er bedre sammenspillede og sangmaterialet er bedre."

Fra hjertet

Men samtidig er lyden blevet mere poleret - eller i de mindste mere produceret. Bandet lavede tre demoer, da den nye plade skulle indspilles i studiet. Den første blev kasseret, fordi den var for voldsom med dominerende buldrende trommer, hvor melodien gik tabt. Først i tredje forsøg lykkedes det at få en produktion, der rummede alle lagene, strygerarrangementet på et nummer og gæstevokalist Pernille Rosendahl på et andet.

"Jeg ved godt, at der er nogle, der har ville have det lidt mere beskidt, men det er ikke det, vi er gået efter," konstaterer Michael Poulsen.

"Det er jo ikke fordi, pladen afviger specielt meget fra den forrige. Men det er jo sjovt; når man er i undergrunden, er der mange folk, der siger, det er uretfærdigt, de ikke er større, men når man så bryder igennem til et større publikum, er det også forkert. Du kan ikke vinde. Der vil altid være de der typer, som bare ikke vil tilfredsstilles," siger han og sukker.

"Vi har hele tiden sagt, at vi har forskellige inspiration, Elvis, Presley, Johnny Cash, Fats Domino og alle de gamle rock n'roll-legender fra 1950'erne. Manic Street Preachers. Og metal. Metalhjertet pumper stadigvæk derudaf. Men vi gider ikke at begrænse os. Alt, hvad vi skriver, kommer alligevel fra hjertet, så det lyder som det gør."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her