Læsetid: 3 min.

Eksil er poesiens hjemland

Mahmoud Darwish var en af den moderne arabiske poesis største digtere. Betragtninger i anledning af hans død
Kultur
14. august 2008
Stearinlys brænder ved siden af en plakat af den store palæstinensiske digter Mahmoud Darwish i Rahmallah forleden. Darwish fik i går en såkaldt 'statsbegravelse'; en ære, der tidligere kun er overgået PLO-lederen Yasser Arafat.

Stearinlys brænder ved siden af en plakat af den store palæstinensiske digter Mahmoud Darwish i Rahmallah forleden. Darwish fik i går en såkaldt 'statsbegravelse'; en ære, der tidligere kun er overgået PLO-lederen Yasser Arafat.

Fadi Arouri

Mahmoud Darwish skrev, som alle andre ordentlige digtere, om de menneskelige grundvilkår, der er fælles for alle netop i det dyb af noget helt konkret og rent personligt, der er poesiens fremmede domæne. I de senere år bevægede hans digte sig oftest rundt i lange, tumlende men rytmisk strengt kontrollerede sproglandskaber, befolket af skikkelser fra den arabiske poesis store, førislamiske fortid i Babylonien, Sumer eller det kanaanæiske Palæstina med dets matriarkalske kultur, der blev væltet over ende af indtrængende, patriarkalske hyrdefolk. Den palæstinensiske, kanaanæiske månegudinde Anat, der svarer til babylonernes Ishtar og sumerernes Inanna, spiller en stor rolle i Darwishs digte.

Dem begyndte han tidligt at skrive. Den tolv-årige Mahmoud, der boede med sin familie som statsløs fremmed i Israel, blev af sin skole-forstander bedt om at fremsige et digt til fejring af staten Israels fødselsdag. Digtet er et brev fra en lille palæstinensisk dreng til en lille jødisk dreng, og temaet er sådan omtrent: "Du kan lege i solen, som du har lyst til, med dit legetøj, men det kan jeg ikke. Du har et hus at bo i, og det har jeg ikke. Du holder familiefester, og det kan jeg ikke. Men hvorfor kan vi ikke lege med hinanden?"

Den israelske militærguvernør lod drengen tilkalde, overfusede ham og truede med, at hvis noget sådant gentog sig, ville han sørge for, at drengens far blev frataget retten til at arbejde. Den dag, siger Darwish i et biografisk prosafragment, "indså jeg, at poesien er farligere, end man tror, og at man skal tænke sig om, når man skal vælge, om man vil fortsætte eller afbryde en så farlig leg."

Den farlige leg

Det var første gang, Mahmoud Darwish stod foran en mikrofon, og det gjorde han mange gange siden, for han valgte at fortsætte den farlige leg, og hans poesi er, som den arabiske poesi i det hele taget, i høj grad mundtlig, rytmisk, sangbar. Arabisk poesi, også den mest moderne, bygger på en lang og ubrudt tradition med utallige tekniske greb, der som en musik nedarves fra generation til generation, og Mahmoud Darwish var en af den moderne arabiske poesis største digtere, selv om han fra begyndelsen, da han voksede op i, hvad der formelt var Israel, især lod sig inspirere af den internationale modernismes store skikkelser - de politiske som Hikmet, Neruda og Mayakovskij, og de store billedmagikere som Saint John Perse og Garcia Lorca.

Mere end et ekko

For øvrigt kan man sagtens mene, at netop Garcia Lorca i mange henseender hører lige så meget hjemme i den arabiske tradition som i den europæiske.

Holder hans digte ikke - som Darwish gør med sine - det strålende, mytiske Andalusien i live?

Det er svært, når man kun kan kende en digters værk og verden i oversættelser, der ofte afviger betydeligt fra hinanden, hvis man læser samme digte i f.eks. svensk, engelsk og fransk gengivelse. Men det slår igennem alt, at Mahmoud Darwish mesterligt fortsætter en lang række, ofte ellers uforenelige traditioner (eksempelvis lagde denne palæstinensernes nationaldigter aldrig skjul på de store oplevelser, klassisk og moderne hebræisk poesi havde givet ham), og det er åbenlyst i hans prosadigte, at han er langt mere end blot et ekko og en efterklang af den store mester Rimbaud.

"Jeg vil det andet sprog", "andre skal komme og sove ind i vores søvn", "andre barbarer skal komme", "kunne du ikke lige slukke månen, så jeg kan sove ?", "så dans dog på ordenes firmament", "eksil føder erindringens perler og forkorter evigheden" - det er bare sætninger, men der er mange flere, selv om der nu så desværre ikke kommer endnu flere til.

Mahmoud Darwish har, som han formulerede det et sted, "slået alle sine telte op i den usikre fremtid."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her