Fokus på hjemstavnen

Stavn i Nordjylland, Gram i Sønderjylland, Rødby på Lolland-Falster og Nexø på Bornholm. Mens globaliseringen raser, og verden åbner sig, søger danske forfatterne i stigende grad tilbage til deres udgangspunkt. Hjemstavn er blevet det foretrukne tema i en lang række af tidens toneangivende romaner.

Den ny trend viser sig bl.a. i bøger som Jens Smærup Sørensens Mærkedage, Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, Helle Helles Rødby-Puttgarden og Dennis Gade Kofods Nexø Trawl. Ifølge lektor og dr. phil. i Nordisk Litteratur ved Aalborg Universitet Anker Gemzøe har provinsens randområder sjældent været så rigt repræsenteret i dansk skønlitteratur som netop nu.

"Efter årtusindskiftet er tendensen blevet helt utrolig markant," siger han: "Ikke mindst fordi stedet og hjemstavnen går i hak med en anden påfaldende tendens til at gribe tilbage til slægtsromanerne," siger han og nævner blandt andre Morten Ramslands Hundehoved og Hans Otto Jørgensens Ida og Axel-trilogi som eksempler.

"Begge er slægtsromaner, der samtidig gør meget ud af det sted, hvor handlingen foregår," siger Gemzøe.

Det er imidlertid ikke kun provinsens små flækker, der spiller med på den ny trend. Også fortællinger fra storbyens skjulte miljøer myldrer frem i et antal, der gør det muligt at tale om en særlig form for københavnsk hjemstavnslitteratur, mener Anker Gemzøe.

"Kathrine Marie Guldager beskriver i København storbyens modstykke til Jens Smærup Sørensens Stavn. Jonas T. Bengtsons Submarino kan sammenlignes med Nordkraft i københavnske omgivelser. Og endelig er der Kim Blæsbjergs Rådhusklatreren, der kan betegnes som en københavnsk slægtsroman. Tendensen er massiv, og man kan næsten ikke blive færdig med at remse op," siger han.

Historisk parallel

Ifølge Anker Gemzøe er der flere ligheder mellem det stærke fokus på hjemstavnen i nutidens prosa og genrens store gennembrud omkring år 1900 med forfattere som Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø og Jakob Knudsen.

"Det ligner en tanke med to århundredskifter. Dengang som nu blomstrede den danske hjemstavnslitteratur i takt med, at folk blev rykket op fra landet," siger Anker Gemzøe, som også ser fællestræk i forfatternes ambivalente forhold til den egn, de beskriver.

"Johannes V. Jensen skrev sine Himmerlandshistorier, efter han var rejst til København, og Martin Andersen Nexø boede heller ikke på Bornholm, da han skrev sine bornholmernoveller. Det gode ved den historiske hjemstavnslitteratur er, at den både besinder sig på nogle regionale rødder samtidig med at den er pokkers internationalt orienteret. Og jeg synes, man finder den samme dobbelthed i den nye hjemstavnslitteratur," siger han.

Ikke nostalgisk

Den litterære opblomstring af hjemstavnslitteraturen må ifølge Gemzøe bedst ses i lyset af den tiltagende globalisering, som har intensiveret bevægelsen fra land til by.

"Jeg tror, både det er et goddag og et farvel. Forfatterne kigger tilbage på en hjemstavn og en rodfæstethed, der er på vej til at forsvinde. Og de må beskrive den periode, før den er forbi," siger han.

Trods det bagudskuende blik er den ny hjemstavnsprosa ikke hæmmet af nostalgi og sentimentalitet.

"Det er klart, at enhver roman, der beskæftiger sig med slægt, hjemstavn og rødder er i fare for at blive nostalgisk, men jeg synes, det er karakteristisk for den danske hjemstavnslitteratur, at den ikke er - og heller ikke historisk har været - reaktionær og sentimental," siger Gemzøe.