Læsetid: 2 min.

Som at gå på line med stiletter

Nycirkusfestivalens tilskuere er så forhippede på cirkuscharmen, at de er ligeglade med, om forestillingerne dramaturgisk set dratter ned fra linen
De franske linedansere fra Les Colporteurs var den største oplevelse på årets nycirkusfestival.

De franske linedansere fra Les Colporteurs var den største oplevelse på årets nycirkusfestival.

Jean-Pierre Estournet

27. august 2008

Det vildeste øjeblik var måske, da linedanseren ude i Ørestaden gik på line - iført stiletter, altså. Men nycirkusfestivalen de seneste uger har budt på mange sære og sansepirrende stunder.

Københavnerpublikummet elsker tilsyneladende den dekadente blanding af olympiske færdigheder og støvede maneger. Københavns Internationale Teater har i hvert fald forlænget de fleste af forestillingerne. Og nycirkus vækker tydeligvis begejstring, men også overdreven tolerance. Selv mindre fantastiske forestillinger får enorme bifald - som om publikum i den grad hungrer efter det mere anarkistiske og uslebne sceneudtryk i nycirkus, at de gerne giver køb på forestillingernes indre sammenhængskraft eller udvikling. Som om kravet til dramaturgien er mindre, bare fordi etiketten er 'nycirkus' og ikke 'performance'. Eller også er det netop i dette ikke-strukturerede forløb, at nycirkuscharmen i virkeligheden ligger - akkurat ligesom i det traditionelle cirkus, hvor søløverne kun kommer ind som første nummer efter pausen, fordi det tager så lang tid at ordne det med vandet.

Mozes med musklerne

Det australske kompagni Acrobat optræder i aften på det gamle Landbohøjskolen med forestillingen Smaller - Poorer - Cheaper. Akrobaten Mozes har en helt vild styrke i sin guddommeligt smukke krop, som han hellere end gerne viser frem så nøgen som muligt. Men det bliver faktisk svært at ane forestillingens samlede budskab; måske også fordi markeds-føringen så massivt har fokuseret på, at Mozes er HIV-positiv og dermed vitterlig præsterer det umulige. Og jo, manden ser fantastisk ud, når han snurrer rundt højt oppe mod nattehimlen. Med balder og propel.

Den svensk-danske komiker Samuel Gustavsson har haft samme problem med at give forestillingen en tilstrækkelig spændings-opbygning. Gustavsson har tidligere imponeret i Kitt Johnsons Aber Dabei på Festsalens bibliotek i St. Kannikestræde sidste forår. Men hans Night for one på Dansescenen blev en unødigt ensom oplevelse, hvor hans underdrivelser blev så underdrevne, at de blev næsten usynlige. Og klovneforestillingen KaO med Compagnie A&O trak også tiden lovligt langt ud, men det gjorde mindre, for han fik skabt en finurlig udviklingshistorie om en mand, der tackler ensom-heden ved at myrde vand-flasker ...

Overraskelser bag Fields

Festivalen har dog også budt på topscoreroplevelser af epokegørende skønhed og overrumplende kompositioner. Denne festivals vildeste eksempel var den franske trup Les Colporteurs ude i et telt bag ved Fields i Ørestaden. Her opstod en fortælling om manden, der faldt ned og blev lammet, men som dog måtte fortsætte med at skabe cirkus. De syv linedansere bevægede sig rundt på hver deres line, i hvert deres ensomme univers, hvor de dansede, hoppede, drejede - og sov! Her var det tekniske niveau aldeles suverænt, og netop udtrykt med cirkusfriheden til at lade den enkelte artist optræde på sin helt egen måde. Fra balletpigen til flippertøsen, fra gadedrengen til poeten. Og altså placeret i en overraskelsesfyldt rammehistorie om artistens usvækkede drøm.

I sidste uge var det australske C!irca på besøg i MusikTeatret Albertslund, efter sigende med skøn dans. Og frem til søndag aften rundes festivalen af med den finske jonglør Jani Nuutinen fra Circo Aereo. Den vigtigste rekvisit skulle være noget så uanseeligt som en tændstik ...

Der er publikum til det her; i år har festivalen endda måttet arrangere ventelister. Så næste nycirkusfestival må gerne præsentere forestillinger, der både har cirkuscharmens tricks og scenekunstens helhedssans.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu