Læsetid: 3 min.

Vil du ikke godt tale med mig?

Selv de, der ellers kun græder i biografen, overgiver sig til teatertårerne hos Teater Grob. For Thomas Levin og Patricia Schumann spiller fænomenalt i Andreas Garfields bilulykke-realisme
Kultur
1. september 2008

Så er der syv stjerner til Teater Grob for En plads i mit hjerte. Eller ni tandpiner. Mindre kan vist ikke gøre det.

For Grob'erne kan ikke bare få tilskuerens mave til at snøre sig sammen eller hovedpinen til at dunke med deres hyperrealistiske følelsesteater. Da jeg oplevede forestillingen, blev jeg faktisk spontant ramt af en hvinende tandpine - og jeg var tydeligvis ikke den eneste tilskuer, der blev dybt berørt af ulykkesangsten hos Grob.

Andreas Garfields nye stykke skildrer et par, der mister deres barn i en bilulykke med onklen bag rattet - forfærdeligt og uopretteligt. Temaet kunne være endt som sentimental Hollywood-teatralisering, men det sker netop ikke hos Grob.

For den 32-årige Andreas Garfield skriver sorgen og vreden ind i replikkerne, så netop det hverdagsagtige bliver helt tomt. Han kan kunsten kun at sige tingene én gang. Og han kan skabe tavshed mellem replikkerne, så instruktionen kan kline sig ind med alle de medbetydninger, der gør skuespillerne så levende.

Røntgen med farvekridt

Forestillingen er Teater Grobs opfølger på Garfields stykke Hjem Kære Hjem om Irak-soldaten, der vender hjem, der går på turné her i efteråret.

Idealet er det samme: At skabe scenekunst, hvor realismen balancerer på den tynde tråd mellem teater og film. Skuespilleren Per Scheel-Krüger debuterede dengang som instruktør, og han har nu fortsat sin røntgenafspejling af danskernes adfærd i en blændende instruktion.

Han har fået skuespillerne Thomas Levin og Patricia Schumann til at kejte rundt om hinanden i sorg og chok - ude af stand til at nå hinanden. Og han har fået dem til at bryde ind i hinandens sætninger lige akkurat øjeblikket for tidligt eller for sent: Smerten spærrer for kontakten.

Manden rækker hånden ud efter kvindens skulder, men hun tømmer i stedet sine indkøbsposer for mad, som ingen vil komme til at spise. Ubærligt. Og Thomas Levin er en mester i de stemningsskift og logikskift, som bærer hele dramaets indre spænding. Først er han stresset, så er han i chok, så er han fuld, så er han overbærende ... Levin gør ingenting. Men alt det, han føler, kan vi tilskuere se - som om han gør sig selv gennemsigtig.

Patricia Schumann beskytter sin sorg bag et perfekt ansigt. Selv om alt skriger i hende, formår hun at arrangere videre: Begravelsen, sangene, tøjet ... Hendes hud i ansigtet ser tyndere og tyndere ud - som om hun til sidst kan tage huden af, lige som den maske, som hendes datter legede rundt med sin sidste morgen.

Troværdigt nok opholder de sig kun i køkkenet; de andre rum er tydeligvis blevet umulige at være i. Marianne Nilsson har bygget en svævescene op, så køkken-alrummet befinder sig lige ud for tilskuerne med termokande, Fatboy og Trip-Trap-stol. Alt er livløst. Og nedenunder lyser barnelængslen i en tilstøvet underverden med dukkevogn og løbehjul, kun tilgængelig i drømme.

Skurken mod nørden

Claus Riis Østergaard har den svære skurkerolle som onklen, der bare ville hjælpe med at køre barnet i skole.

Hans tolkning er desto mere overbevisende, fordi hans indledende Karl Smart-svoger mister al sin ordflom og bliver tavs, sådan som man kan gøre det, når man har mødt døden. Han skrumper simpelthen. Og multiscenekunstneren Sune Bjørnvig spiller præsten, der kommer hjem for at planlægge begravelsen, som en velmenende ubehjælpsom mandefigur, der nørder rundt i tragedien på en næsten anmassende måde - originalt og sært.

En plads i mit hjerte virker ikke bare som en virkelighedsskildring fra Danmark i 2008. Forestillingen viser også et uventet slægtskab med en anden realistisk dramatiker, der udfordrede med de mest uhåndterlige følelser, nemlig Kaj Munk og ikke mindst hans Ordet.

Forestillingerne har desperationens inderlighed til fælles. Og så kræver begge forestillinger en barneskuespiller, der kan virke rørende uden at blive puttenuttet. Det kan Thea Stenbæk Jacobsen: Bedårende og begavet, men også helt igennem nærværende og naturlig.

Nej, bortset fra Grobs indlysende succes er her ingen happy end. Heller ikke selv om man som tilskuer bliver lettet det sekund, man ser den lille pige dukke op til fremkaldelserne - indtil man kommer i tanker om, at det er fiktion, dette her. Men den nænsomme musik af Efterklang rammer en magisk tone af minimalismegøgl, der sætter sig i både tanker og tænder. Og et strejf af karrusellykke, der efterlader en barnehigen efter en verden, der svæver over denne.

En plads i mit hjerte. Manuskript: Andreas Garfield. Instruktion: Per Scheel-Krüger. Scenografi: Marianne Nilsson. Musik: Efterklang. Lys: Sonja Lea. Lyd: Rasmus Kreiner. Teater Grob på Kaleidoskop, K1, på Nørrebrogade i København. Man-fre kl. 19.30, lø kl. 17. Til 20. sep. www.grob.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her