Læsetid: 2 min.

Hansen blev helt i sidste sekund

Herrelandsholdet i håndbold spillede en ny forfærdelig kamp mod Rusland, men vandt alligevel. Mikkel Hansen scorede efter slutfløjtet
14. august 2008

Det var bestemt ikke kønt, men det var der nok ingen af spillerne på håndboldlandsholdet, der bekymrede sig om efter 25-24-sejren over Rusland torsdag eftermiddag dansk tid. Resultatet og de to point betyder nemlig, at Danmark fortsat selv er herre over sin egen skæbne i turneringen.

Danskerne lagde nøjagtigt som mod Sydkorea forleden forfærdeligt ud med masser af tekniske fejl og hasarderede afslutninger. Efter et kvarter var holdet bagud med fire mål, men fik dog hentet det tabte tilbage, så der ved pausen stod 10-10.
Og selv om det danske angrebsspil efterhånden hang bedre sammen i de sidste 30 minutter, så oppede russerne sig også og førte kampen det meste af anden halvleg. Det endte i en gyserafslutning, hvor Mikkel Hansen fra en spids vinkel efter slutfløjtet scorede til 25-24 direkte på frikast.

Danmark har nu tre point for tre kampe. Tre hold i puljen har fire point, mens kun Egypten halser bagefter med et enkelt point. Dermed kan det stadig blive alt fra en sidsteplads til en førsteplads i puljen afhængigt af resultatet i de sidste kampe mod Island og Tyskland og de øvrige resultater i puljen.

Hansen ville selv skyde
Mikkel Hansen valgte selv at tage det afgørende tremeterkast, der sikrede sejren mod russerne i sidste øjeblik. Det var en detalje, han har trænet længe

Mange afteners flid efter den ordinære træning bar frugt for unge Mikkel Hansen, da Danmark fik tilkendt et tremeterkast netop som tiden løb ud mod Rusland.
Og trods stillingen 24-24 tøvede den 20-årige kommende Barcelona-spiller ikke med at tage bolden og prøve topspin-skuddet af. Med held, for bolden gik i mål og sikrede dansk 25-24-sejr.

- Det er noget, jeg har øvet meget. Men jeg tror aldrig, at jeg har scoret sådan på tremeterkast som senior. Men det var da et godt tidspunkt at gøre det på, lød det fra dagens helt, der bagefter slet ikke kunne fatte, at bolden gik ind.

- Det var også tåbeligt af russerne at stille de to mindste op midt i muren. Så det skulle prøves, sagde Mikkel Hansen, der egentlig kun var udset som OL-reserve, men som blev indskrevet i turneringen, da Michael V. Knudsen røg på hospitalet med blindtarmsbetændelse.

/ritzau/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu