Læsetid: 2 min.

Heftig debat om Bush på film

Alene traileren for Oliver Stones film om George W. Bush var nok til at gøre Amerikas filmnørder pol-itiske. Det, og så om ligheden mellem Bush og Batman
2. august 2008

Først: En mand får læst lektien af sin far. Dernæst: Den samme mand er nu iført cowboyhat og danser på et podium med en pige, der, skal vi sige, ikke virker beklemt over situationen. Så: manden sidder på knæ i bar mave og drikker øl gennem en tragt; manden flirter med en blondine; manden ryger i fængsel iført en trøje med påskriften YALE; manden spiller poker (og vinder); manden kører i fuldskab sin bil ind i en villahave; manden er oppe at slås med sin far... Manden bliver præsident.

Sådan lyder et kort referat af handlingen i den netop frigivne trailer til W, Oliver Stones film om George W. Bush, der har premiere 17. oktober - godt 14 dage før præsidentvalget. Der er blot tale om et minut og 36 sekunders film, men det har været rigeligt til at tyvstarte den ideologiske filmdebat på amerikanske filmhjemmesider. På hjemmesiden firstshowing.net glæder den ene ende af det politiske spektrum sig således til at se "den værste regering i Amerikas historie blive udødeliggjort på celluloid", mens man i den anden forsvarer hovedrolleindehaveren med, at "ingen er fuldkommen" og kalder det "endnu et af Hollywoods halvhjernede karaktermord på en republikaner." Hertil lyder det, at plottet om en bums, der bliver verdens mest magtfulde mand da indikerer, at det bliver "årets feel good-film", hvortil svaret blot lyder "Gab. Folk som jer ville se maling tørre, hvis bare malingen var anti-Bush."

Også rollelisten har medført heftig debat. Fra den ene side kritiseres for eksempel valget af Richard Dreyfuss som Dick Cheney skarpt, mens den anden erkender, at "jovist havde Satan været et bedre valg, men han var tilsyneladende ikke ledig."

Bushman

Debatten kan næppe komme som nogen overraskelse. Med Bush's yderst beskedne popularitet, Oliver Stones position som hadeobjekt for den amerikanske højrefløj (han har endda lavet en film med Fidel Castro) samt en premieredato lige inden valget, og inden den portrætterede har forladt Det Hvide Hus, er forudsætningerne i hvert fald på plads.

Hvad der derimod kommer som lidt af en overraskelse er Bush's lighed med en anden og helt aktuel filmfigur, den mørke ridder alias Batman. For hvis man spørger amerikanerne - hvilket en gruppe komikere ved navn 'Secret Pants' gør - så har de nemlig mere end almindelig svært ved at skelne imellem Batmans replikker i tv-serien af samme navn fra 1960'erne (den med Kapow! og Thwack!) og citater fra deres nuværende præsident. Og det er da heller ikke helt nemt - prøv selv at finde det ene Bush-citat blandt de følgende: "In the interest of law, order, justice, good fellowship and the flag you must convict them to keep our streets from evil persons.", "If you can't spend it, money is just a lot of worthless paper isn't it?", "I don't think we should treat religion lightly Mr. Gore.", "The constitution is the corner stone of our great nation. We must abide by it." og "Whether we bring our enemies to justice or justice to our enemies, justice will be done." (Bush sagde det sidste - resten er Batman).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu