Det var tider, dengang et isbjerg fra Södertälje med tætsiddende øjne modstod koleriske salver fra Queens-drengen med det flabede Art Garfunkel-look og mottoet "You cannot be serious".
For min generation er dysterne mellem Bjørn Borg og John McEnroe barne- og ungdomsminder på linje med sjaskvåde ture på Gudenåen og sodavandsfester med The Police i baggrunden.
Og så var der jo den underlige Wimbledon-finale i 1983 mellem Andrea Jaeger og Martina Navratilova, som Jaeger senere indrømmede, at hun tabte med vilje.
Målt op mod nutidens fights mellem Roger Federer og Rafael Nadal og søskendeopgøret Venus versus Serena Williams har den danske tenniskomet og Wimbledon-mester fra 2006, Caroline Wozniacki, stadig et stykke vej. Nu er hun ude af OL efter nederlaget i tredje runde til verdens nr. 5, russeren Elena Dementieva.
Det var især serven, der kiksede for den 18-årige Odense-pige fra Lyngby Tennisklub.
Arvefjender
Kampgejsten er der dog ingen, der kan stjæle fra Wozniacki, som imponerede med cifrene 6-1, 6-3 mod Daniela Hantuchova i den anden OL-match, for som Mark Twain-mottoet på hendes T-shirt lyder: "It's not the size of the dog in the fight. It's the size of the fight in the dog".
Så skulle al krukkeri vist være blæst væk. Det handler om determination - og konsistente server. Ikke helt på højde med Serenas kosmiske urbrøl og aggressive angreb direkte på serven og stadig centimeter fra Anna Chakvetadzes muskuløse dobbeltbaghånd. Men det skal nok komme.
De verbale slagsmål er vendt tilbage.
Skal der overhovedet være tennis ved OL?
Og noget tyder på, at den spiller, som returnerer førsteserver bedst, vinder mest. Lige nu er det Rafa, der i lighed med arvefjenden Federer er videre efter tredje runde i Beijing.
Federers kvaler med fans
I Athen for fire år siden blev Federer efter eget udsagn godt træt af konstant skubben og masen fra fansene. Når han tog bussen til og fra de olympiske gemakker, var der autografskrivning og brede smil på kommando.
For den schweiziske superstjerne, som er kendt for at være lidt af en kontrolfreak, blev hysteriet klaustrofobisk. Hvad gør Federer så? Han lejer et komfortabelt domicil i sikker afstand fra ståhejet i uptown-Beijing. Til gengæld må han lægge ryg til Nadals undren i medierne.
"Det er altid rart at være sammen med de andre atleter fra hele verden," udtalte den 22-årige spanier. Ikke noget larmende statement, men så sandelig fermt nok til at udstille Federer som en arrogant 2'er, der vil gøre næsten alt for at blive 1'er igen.
Apropos Mark Twain og Caroline: Det er, om jeg så må sige, hundens størrelse i kampen og ikke størrelsen på kampiveren i hunden, som er Federers kendemærke her.
Samtidig har schweizeren flere gange ytret, at OL-guld er lige så værdifuldt som en Grand Slam-medalje. I lyset af den evindelige clinch med Nadal - "jeg tror, vi kommer til at spille mindst 20 vigtige kampe endnu," sagde Federer for nylig - er citatet forståeligt, ikke mindst efter Nadals opstigning til verdens-1'er og den episke triumf i årets Wimbledon. Men i det bredere perspektiv er det sludder. Ved OL for fire år siden blev Federer slået ud i første runde af en ukendt tjekke.
De gamles herredømme
I 1996 gad Pete Sampras og Boris Becker ikke deltage. Den eneste spektakulære, Grand-Slam-lignende undtagelse i moderne tid er André Agassi, som vandt OL-guld i Atlanta 1996. Hvem ved?
Måske har Federer allerede besluttet sig for at give den en ordentlig skalle i Beijing, fordi han føler sig forbandet usikker på US Open og nok en Nadal-triumf om kort tid.
Først i 1991 begyndte The Association of Tennis Professionals (ATP) at føre lister over antallet af serveesser. Men herefter var billedet krystalklart. I 1991 var syv ud af 10 bedst seedede spillere i verden dem med flest esser. Tronen tilhørte Stefan Edberg, men værst af alt var Wimbledon-finalen, hvor Boris Becker og Michael Stich lullede publikum i søvn med esser i over halvdelen af de 33 partier. I lang tid fremover virkede tennis som en magtfuld reminiscens af amerikaneren Roscoe Tanners altødelæggende venstrehåndsserv, der i 1979 rystede Bjørn Borgs Wimbledon-herredømme.
Sådan er det ikke mere. Bevares, stjernerne server stadig som død og helvede, hvilket forklarer, hvorfor fyrtårnet Ivo Karlovic og allround'eren Andy Roddick overhovedet kan blande sig med Nadal og Federer.
Begge har en knaldhård serv à la Tanner - 'Bullet Man', som han blev kaldt.
Pointen er bare, at hastigheden for førsteserver generelt er steget de senere år, og tilsvarende synes udviklingen i ketcherteknologi at favorisere styrke frem for højde. Exit Karlovic, intro Nadal og godt nyt for den æstetiske appel. Som de siger med et engelsk ordspil om fremtiden for tennis: The return of the return.
I mellemtiden kan Caroline Wozniacki nyde resten af OL-dagene sammen med Nadal - ikke Federer - og med god samvittighed læse Mark Twain.
