Læsetid: 8 min.

Alt det, de hvide godt kan lide at have, at gøre og at mene

38 millioner hvide, intellektuelle overklasseamerikanere læser en satirisk blog om deres præferencer, der nu er udgivet som bogen, 'The Unique Taste of Millions'. Den populære blog tager afsæt i forfatterens ophold i Danmark
38 millioner hvide, intellektuelle overklasseamerikanere læser en satirisk blog om deres præferencer, der nu er udgivet som bogen, 'The Unique Taste of Millions'. Den populære blog tager afsæt i forfatterens ophold i Danmark
15. august 2008

De nipper fair trade-kaffe, mens de bladrer i søndagsavisen. De priser mangfoldighed og mikrobryggerier, sushi og morgenmads-cafeer og udenlandske biografer. De hylder biodynamik og ironi, men har intet tv. Hvide mennesker i den øvre middelklasse forestiller sig at være unikke, men er tilsyneladende ens.

Uanset om de bor i USA eller Danmark.

WASP-segmentet eller hvide angelsaksisk-protestantiske menneskers præferencer er genstand for satire i Christian Landers bog, The Uniqe Taste of Millions. Guidebogen mellem sociale samfundsklasser, der udspringer af hans satiriske succesrige blog, Stuff White People Like.

Selvom bloggen handler om amerikanere, bør Landers observationer af 'hvide menneskers' præferencer også give danskere røde ører. 'Vidunderlige københavnere' er nemlig hvide amerikaneres 'avancerede rollemodeller', mener Landers.

"Hvide mennesker elsker at tage forfatterkurser for at skrive en bog. Hvorfor skulle de ikke det? Arbejd 10 timer om ugen fra et lille landsted. Blive kaldt et geni af andre hvide mennesker og måske sælge rettighederne til et filmselskab," lyder det i blogindlæg nr. 21, 'Forfatterværksted'.

'Kaffe' var bloggens første indlæg i januar i år. Seks uger efter talte bloggen 300.000 læsere, og i skrivende stund har Stuff White People Like rundet 38.340.544 hits.

Forlaget Random House lugtede potentielle læsere i foråret og købte rettighederne til bloggen for 1,8 millioner kroner. 1. juli udkom så The Uniqe Taste of Millions.

Kort før boarding på flyet fra Austin til Vancouver er den 29-årige Christian Lander, stadig overrasket over succesen. I en måned har han turneret gennem det meste af USA med The Uniqe Taste of Millions, der i dag ligger nummer 17 på New York Times' bestsellerliste.

"Jeg elsker at skrive satiriske tekster, så bloggen startede som et sideprojekt, hvor jeg regnede med få et par af mine venner til at grine," fortæller Christian Lander, der stadig funderer over, hvad han har ramt i den amerikanske selvforståelse:

"Hvis jeg må være prætentiøs, så er den sjov, men måske handler det også om en ændring i samfundet," siger han om bloggen, der mest består af hans egne observationer af sig selv og sine studiekammerater.

"Vi er børn af en generation, der havde råd til at købe et hus i de rigtige byer. Jeg har en længere uddannelse end mine forældre, men jeg har ikke råd til at købe det hus, som jeg selv voksede op i. Samtidig betyder det langt mindre for mig, end det gjorde for mine forældre. Det er en underlig forandring."

Den hvide mands ven

Hvide mennesker er besat af tanken om at bo i det rigtige nabolag, og vores adfærd på internettet er ingen undtagelse, afslører blogindlæg nummer 106 på Stuff White People Like: 'Facebook'.

"Til forskel fra sociale internetfora som MySpace og Friendster, der blev ødelagt af forkerte typer hvide mennesker, konkurrerende musikere og falske profiler, tilbyder Facebook komplet eksklusivitet," skriver Lander:

"Facebook har avancerede private indstillinger og lukkede netværk, og som et hus med sikkerhedssystem og dørmand er nabolaget sikret for husejeren gennem den rene og uigennemtrængelige interface."

Ingen kan nå den personlige profil af et Facebook-medlem uden det inkluderende klik på den blå 'accept-knap'. Facebook er den hvide mands ven, fordi man effektivt kan "vurdere venner og fremtidige venner på deres smag i film, musik og inspirerende citater".

Vil man gerne være venner med hvide mennesker, anbefales det straks at flytte ind i de digitale forstæder og åbne en Facebook-profil. Det hjælper at være leveringsdygtig i historier om gamle venner fra high school, der i dag er tykke og fattige.

Forsiden af Stuff White People Like afslører bloggens topposter; Asiatiske piger og piger med pandehår, dårlige minder fra high school, kaffe, at blive fornærmet og Barack Obama, fordi man er racist, hvis man er hvid og ikke kan lide ham.

Blogindlæg nummer 105 er 'Ulønnet praktik', som er en vigtig del af det hvide menneskes evolution, mens det i resten af verden bliver betragtet som slaveri.

Man skulle tro, at årevis af ulønnet praktik fører til en velbetalt karriere, men som regel tjener de unge mindre end deres forældre, når de er færdiguddannede, skriver Lander.

"Hvis en 19-årig præsenteres for valget mellem et sommerjob hos en VVS'er til 90 kroner i timen eller et telemarketingjob hos et produktionsselskab til nul kroner i timen, falder valget på det sidste. Faktisk er en afsluttende Udstilling af Vandrørsinstallationer det eneste, der kan få en hvid person til at vælge VVS-vejen'."

Ulønnet praktik er således en fod i døren til højt profilerede og lavt betalte job, som journalistik, film, politik, kunst og alt i forbindelse med et museum. Bliver man en dag ansat til 12.000 kroner om måneden, vil man få akkurat de samme opgaver som i praktik. Eneste forskel er følelsen af overlegenhed over for nye praktikanter.

"Ulønnet praktik sikrer samfundet en horde af instruktørassistenter, freelance skribenter og kuratorer, men vigtigst af alt, så lærer det hvide børn at klage over at være fattig. Når en hvid person klager over deres ubetalte praktik på The New Yorker, så lad vær med at fortæl dem, at de reelt betaler for at lave fotokopier. Sig: Du har fortjent det!"

"De vil aldrig forstå joken."

WASP people

L.A. Times kaldte Christian Landers blog for 'græsrods-antropologiske observationer', der alligevel afslører præcise præferencer hos den hvide, veluddannede amerikaner.

Landers observationer har dog et helt andet nationalt forbillede, som han stiftede bekendtskab med i 2000, da han som 21-årig forlod USA for at læse historie i et halvt år. På Københavns Universitet, hvor der er langt mellem anglikanerne.

"Københavnere er verdens smukkeste mennesker. Skandinaver generelt er veltrænede, I har et fantastisk sundhedssystem og en liberal narkolovgivning, og derfor er Skandinavien paradis for mange amerikanere, der ser skandinaver som perfekte rollemodeller," mener Lander.

På Københavns Universitet oplevede han en stigende desillusion i sin omgangskreds, som han begyndte at skrive om.

"Eksempelvis var mine studiekammerater og jeg selv relativt snæversynede. Vi anså os selv som frie for fordomme, men samtidig var der overhovedet ikke plads til andre livssyn end vores egne." (nummer 7, 'Diversitet').

"Vores forældre konkurrerede om den største bil eller det lækreste hus, mens min generation snarere er i en tilstand af 'post-rigdom'. Vi mangler ikke penge, og derfor søger vi status gennem intelligens og autencitet og anden kulturel kapital, men vi konkurrerer på samme måde. Vi skal stadig være bedre end naboen," siger Christian Lander, der med en halv ph.d. i engelsk litteratur ikke føler sig klædt på til udtalelser om kulturelle tendenser. Bloggen handler først og fremmest om ham selv.

"Min blog minder meget om stand-up, jeg skriver om mig selv og mit eget sprogsnobberi, og det er meningen, at den både skal få dig til at grine og blive lidt flov."

I L.A. Times hævdede klummeskribent, Gregory Rodriguez, at succesen for Christian Landers jokes om hvide folks selvsmag for genbrug, økologi og dyre sandwich, handler om en ny minoritet i USA.

"Landers' blog er en sociologisk trend blandt hvide, der lever i områder, som i stigende grad bliver ikke-anglobyer og -regioner. Hvide har altid set sig selv som 'standard-amerikanere'. De var 'os', og alle andre var 'dem'. Men ikke mere," skriver Gregory Rodriguez.

En ny minoritet

"USA's demografiske strukturer ændrer sig hurtigt, så i stater som Californien og Texas vil hvide i 2060 være en minoritet." siger professor fra Copenhagen Business School, Edward Ashbee, der bl.a. forsker i kulturelle tendenser og har skimmet Landers blog.

"Bloggen er baseret på reelle forskelle mellem race- og etniske grupper, som der længe har været talt om på den ekstreme højrefløj i organisationer som American Renaissance (tidsskrift for den rene race). Enkelte forskere har desuden observeret raceforskelle blandt tv-seeres vaner, men de er ofte for anklagende til at få opmærksomhed i den offentlige diskurs," siger Edward Ashbee.

"Barack Obamas kampagne blev eksempelvis konstrueret til at overvinde raceforskelle, men en blog som Landers bringer forskellene frem i lyset gennem humoristiske pointer," siger Edward Ashbee og trækker diskussionen hjem.

"I Danmark smelter reaktioner på immigration og demografiske forandringer sammen med holdninger til islam. Ikke desto mindre har der været et tilbageslag for den politiske korrekthed de sidste par år og en større villighed til at tale åbent og humoristisk om kulturelle forskelle."

Observationer af amerikanernes selvsmag gav anledning til flere håndbøger i starten af 1980'erne. Mike Hill fik øje på USA's demografiske udvikling i After Whiteness: Unmaking an American Majority, og i 1980 skrev Lisa Birnbach om den amerikanske overklasses parringsritualer og de koder, deres tøjvalg udtrykker i The Official Preppy Handboook'. I Class. A Guide Through the American Status System forklarede den amerikanske litteraturprofessor, Paul Fussel, begrebet om social klasse i USA som "Amerikas forbudte tanke":

"At sige til en amerikaner, at man skriver en bog om klasseforskelle i USA, er det samme som at sige, at jeg arbejder på en bog, der opfordrer til at dræbe babyhvaler ved at klaske dem med døde babysæler. Folk ser på deres håndled, og fem minutter efter rejser de sig stille og går. Social klasse er forbudt område," skriver Paul Fussell i 1980.

Et følsomt emne

Det er lettere for europæere end for amerikanere at 'vide hvor du står' i samfundets statushierarki, og derfor også 'at klare det' hele vejen til toppen, skrev Paul Fussell. USA er et af verdens hastigst skiftende samfund, og da amerikanere ikke arver titler, grader og æresgradueringer, skal hver generation definere statushierarkier på ny. Fussell pointerer, at USA er scenen for nytilkomne; Nogle nytilkommere er geografiske, altså immigranter, andre er økonomiske, nyrige, mens andre igen er kronologiske, de unge. Alle møder samme problem, der er uadskilleligt fra handlinger i massesamfundet; ønsket om respekt.

Derfor vil der altid være konstante kampe for individuel selvrespekt baseret på social anerkendelse i samfund som USA, hvor styreformen 'i det mindste skaber illusionen' om homogenitet blandt borgerne, skrev Walt Whitman i Democratic Vistas i 1871:

Med andre ord vil der altid være stærkere anerkendelseskampe i samfund, hvor det anerkendelsesværdige er uklart. "Hvor alle er nogen, og ingen er alle og enhver," skrev Whitman.

Christian Lander ser et skift i de præferencer, der høster respekt:

"I øjeblikket er der næsten en fetichisme om kulturel velstand. Det hele handler om uddannelse, at tale flere sprog og kende flere minoriteter indgående. Kapitalerne har ændret sig, men ligningen fungerer stadig."

"En 2. generation af hvide, velhavende mennesker dominerer en anden gruppe mennesker så overvældende, at alt, hvad de er vilde med, bliver brandet som 'hvidt' i samfundet. Hvis du ikke er hvid, og du er vild med de her ting, så 'spiller du hvid'. Det synes jeg er fedt at gøre grin med."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Lassen

Det er, efter beskrivelsen, svært at få øje på noget klogt, opløftende, indsigtsfuldt eller lærerigt i den der bog. En mand, der hæver sig ved hårene, ved at klandre andres angivelige smålighed. Havde han været dansker, ville han været blevet affærdiget som jantelovshåndhæver, men nu er han jo altså amerikaner og så slår visse danskeres (sado-)masochisme igennem.

Jeg må med beklagelse indrømme, at jeg næppe kan bruge den bog til noget som helst.

Kan I?

Heinrich R. Jørgensen

Nej, Hans Jørgen, bogen er ren satire...

Det er vel fint, at vanetænkende personer, kan genkende sig selv, og erkende hvor overfladiske de er? Den slags glider som regel nemmere ned, når man har et smil på læben.

Jeg tror heller ikke, jeg kan bruge bogen eller websitet til noget selv.

Frederik Jørgensen

Hvad nu hvis man lavede en bog der handlede om, hvad negere i Afrika godt kan lide at tage sig til? At drive den af dagen lang, fx?

Eller hvad med muslimer? Hvad kan muslimer godt lide?

Eller hov, er det nu racisme?

Heinrich R. Jørgensen

Frederik SJ, selvironi er altid tilladt, og helt på sin plads.

Folk, der ikke kan grine af sig selv, skal man være på vagt overfor.

Jens Sørensen

Bogen viser vel egentlig bare at alle dem der noget så selvstændige, noget så uafhængige, har sine helt egne meninger, er noget så sofistikeret , er politisk korrekt osv.
i den grad er fuldstændig underlagt modens, nej undskyld det hedder det jo ikke mere, "trendens" diktatur.
Det gælder alt, lige fra livsstil, tøjvalg, det livsnødvendige behov for samtalekøkkener, bo det rigtige sted, ha' det rigtige job, bruge de rigtige ord.
Det gør dem jo egentlig til uselvstændige, afhægige, uden reel egen personlig mening, let forudsigelig osv.

Dobbeltmoral, egoisme, snobberi og hykleri.
Er det ikke det vi er når det kommer til stykket ??

Hans Jørgen Lassen

"Dobbeltmoral, egoisme, snobberi og hykleri.
Er det ikke det vi er når det kommer til stykket ??"

Svaret på det spørgsmål er ganske enkelt: nej, det er vi ikke.

Hans Jørgen Lassen

Jeg finder den der form for masochisme, selvpineri, flagellantisme osv. højst mærkværdig.

Og i virkeligheden er den jo nok slet ikke en alvorlig ment kritik af den talende/skrivende selv, men en skjult og fordrejet form for kritik af alle de andre idioter.

Lassen:
Jamen det står da:
'Eksempelvis var mine studiekammerater og jeg selv relativt snæversynede. Vi anså os selv som frie for fordomme, men samtidig var der overhovedet ikke plads til andre livssyn end vores egne."
Det er vel selvkritiskt?