Læsetid: 3 min.

Ingen roser uden torne

Moderne dansk tv-dramatik er et barn af Ingolf Gabold. Han lærte os dramaturgi, og nogen fandt ud af, at hvis formen var fuldkommen, kunne selv det mest banale og ligegyldige indhold blive underholdende og populært. Men hvad med en smertefuld bloddråbe en gang imellem
Ingolf Gabold har lært en hel dansk generation af tv-tilrettelæggere og journalister på alle kanaler grundlæggende tv-dramaturgi.

Ingolf Gabold har lært en hel dansk generation af tv-tilrettelæggere og journalister på alle kanaler grundlæggende tv-dramaturgi.

Søren Bidstrup

29. august 2008

Mens denne medieklumme holdt sommerferie fik DR's Ingolf Gabold fortjent tv-branchens ærespris 'Årets Otto' for sin livslange indsats for dansk tv. I tidens ånd blev prisoverrækkelsen ledsaget af en række hurtige klip fra kendte og elskede dramaproduktioner som Krøniken, Ørnen, Forbrydelsen og Nikolaj og Julie, selv om prisen måske primært tilfaldt Gabold, fordi han har lært en hel dansk generation af tv-tilrettelæggere og journalister på alle kanaler grundlæggende tv-dramaturgi. Siden begyndelsen af firserne har han og hans lærlinge banket grundbegreberne i berettermodellen ind i os alle sammen på kursus efter kursus for ansatte på næsten alle kanaler. Inklusive denne klummeskriver, som i denne sammenhæng i øvrigt må erklære sig inhabil. Både som tidligere Otto-modtager, elev af, og kammerat med Gabold. Men pyt, den danske mediebranche vrimler med gamle kammerater og masser af prismodtagere.

Jeg understreger derfor her i anslaget, at den følgende konfliktoptrapning hverken er personligt eller ukærligt ment: Gabold lærte os form, struktur og regler. Omhyggeligt undgik han - for det var ikke hans opgave - at diskutere indhold. Det var jo redaktører og andre chefers opgave. Alle opdagede, at berettermodellen virkede. Alle fik vi oven i købet et fælles fagligt sprog, som gjorde formdiskussioner og efterkritik uendeligt lettere. Det blev klart for os, at uden styr på formen, uden viden om den enkle dramaturgi, ville selv det mest geniale indhold gå tabt. Mange lærte til gengæld også, at hvis man mestrede formen til fuldkommenhed, kunne selv det mest banale og ligegyldige indhold blive underholdende og populært. Professionalismens velsignelse og forbandelse. 'Godt tv' som det hedder.

Moderne dansk tv-dramatik er et barn af Ingolf Gabold, hans banebrydende forgænger Rumle Hammerich og deres superhåndværker Svend Clausen, som fortjent fik sin 'Otto' for flere år siden. De har skabt perfekt og vidunderlig underholdning og indimellem givet os indblik i vores egen historie, i menneskelige relationer og indimellem såmænd også om samfundet. En dans på roser søndag efter søndag i snart ti år.

Men ind imellem - for ikke at sige ofte - er dansk tv-dramatik uden de torne, som gør roser til rigtige roser. Man river sig sjældent til blods i den dramaturgiske perfektion. Og det ville jeg aldrig have skrevet, hvis ikke jeg i denne uge så det britiske tv-drama Terror (originaltitel Britz) på DR1. Og som i øvrigt fik Det Britiske Akademi for Film og Tv's pris for bedste miniserie i 2008.

Her var dramaturgisk og manuskriptmæssig perfektion, fremragende skuespillere, medrivende billeder og dygtige klip. Og der var skarpe og håndterbare torne i et særdeles sensitivt tema om et britisk muslimsk søskendepar, hvor broderen arbejder for den britiske udgave af PET og søsteren ender som selvmordsterrorist. Channel 4-dramaet balancerer på et knivsæg og sætter relevant fokus på både den umenneskelige og ufattelige selvmordsterrorisme - og de måske lige så farlige antiterrorlove, som fjerner helt basale rettigheder og i sig selv kan skabe grobund for mere terror i et nervøst og islamofobisk demokrati. Det var modigt, det var debatskabende, og det gik dybere og mere direkte ind i en afgørende og aktuel samfundsproblematik, end nogen dansk dramaserie har gjort det. Eller måske har turdet gøre det?

Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvad der ville ske, hvis DR havde lavet noget tilsvarende. Debatten om Den Hemmelige Krig ville ligne en søndagsskoleudflugt i sammenligning. DR skal have ros for at sende den britiske miniserie. Her kan dramachefen og hans talentfulde team hente inspiration til en kommende serie, som naturligvis vil blive lige så fantastisk som alle de andre, med den tilføjelse at den også blev farlig. For når fiktion er aktuelt, relevant og farligt, kan selv den bedste journalistik godt gå hjem og lægge sig. Se bare, hvad Philadelphia gjorde for aidsdebatten. Det er ikke et argument for, at alle tv-dramaer altid skal have skarpe torne. Det skal de ikke. Men det ville være fedt med en enkelt smertefuld blodsdråbe en gang imellem. Den skærper sindets klarhed på smukkeste vis, som en irske digter beskriver den virkning, synet af galgen har. Måske kommer det i DR's kommende drama Livvagterne. Hvem ved? Hvem tør?

I mellemtiden kan man trøste sig med, at dansk tv-drama tager terrortruslen op på anden vis. SBS TV har netop modtaget lidt over fire millioner licenskroner fra den såkaldte public service-pulje til produktion af en terror-sitcom med titlen Terrorcellen om en dansk-muslimsk fummelfingret terrorgruppe. Den vil jeg se frem til - humor kan også være farligt, men i dette tilfælde tillader jeg mig at tvivle. Men det bliver sikkert sjovt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu