Læsetid: 4 min.

Kafka - universel og jøde

At være menneske er hos Kafka at være under anklage
21. august 2008

I Information den 10. juli fremgår det, at to kufferter med manuskripter, som Kafka overlod sin ven Max Brod, og som denne overlod sin sekretær og elskerinde, Esther Hoffe, er kommet for dagens lys i Tel Aviv, hvor Hoffe boede. Ifølge Ha'aretz vil den israelske regering "gøre alt, hvad der er muligt, for at redde den uvurderlige jødiske kulturarv." Når regeringen i Jerusalem taler om en uvurderlig, jødisk kultur-arv, skyldes det formodentlig det faktum, at Kafka var jøde. Men jeg vil tro, at mange af hans læsere hovedsagelig opfatter Dommen, Processen, Slottet mv. som central verdenslitteratur. Den israelske regerings løfte udspringer nok af samme fornemmelse og er i den forstand et udtryk for det, der kaldes 'Beitragsgeschichte', in casu at det er vigtigere, at det er en jøde, der har gjort det, end at det, der er gjort, er jødisk.

Men så enkelt er det ikke med Kafka.

Uvigtig herkomst

For nogle år siden holdt jeg foredrag om eksil-erfaringen hos Franz Kafka ved et forfatterseminar på Hald Hovedgård. Jeg pegede på en mulig sammenhæng mellem Kafkas temaer - fremmedhed og eksil, individets manglende orientering i forhold til Loven samt begreberne skyld, anklage og dom - og de historisk-jødiske forhold på Kafkas tid. Undervejs rejste en tilhører sig og gik hen mod udgangen. Jeg er næsten sikker på, at jeg hørte ordene: "Kafkas jødiske herkomst er uvedkommende, Kafka er universel!," inden døren slog i.

Kafka tilhørte en marginaliseret samfundsgruppe: det tysktalende assimilerede jødiske borgerskab i Prag, der i begyndelsen af 1900-tallet sydede af nationalpolitiske, etniske og antisemitiske spændinger. I denne højspændte atmosfære groede hans værk frem. Inddragelsen af tid og sted i dets fortolkning gør det hverken mindre eller mindre universelt, men kaster nyt lys på, hvad det er, vi forstår, når vi siger, at noget er kafkask. Kafkas værk afdækker mønstre, der kan begribes inden for et nærmest uendeligt antal kontekster, som ikke behøver at udelukke hinanden. Men de tilsyneladende uudtømmelige fortolkningsmuligheder peger mod den hebraiske fortolkende teksttradition og er et jødisk træk.

I februar 1913, ca. fem måneder efter nedskrivningen af Dommen natten mellem 22. og 23. september året før, skrev Kafka i sin dagbog: "- Georg har lige så mange bogstaver som Franz. I Bendemann har jeg forstærket Bende med et 'mann' for at antyde alle de ukendte udviklingsmuligheder, som historien rummer. Men Bende har lige så mange bogstaver som Kafka, og vokalen e går igen på de samme steder som vokalen a i Kafka. Frieda har lige så mange bogstaver som Felice og samme begyndelsesbogstav, Brandenfeld har samme begyndelsesbogstav som Bauer, og der er også gennem dette ord og 'feld' en vis betydningsforbindelse -"

Som den amerikanske litteraturprofessor Robert Alter peger på, befinder Kafka sig her "kun et skridt fra (-) traditionelle hebraiske fortolkningsmåder som (-) gematria (forbinder ord med andre ord ved at referere til bogstavernes talværdi)."

Han fik ret

At være menneske er hos Kafka at være under anklage. Loven er både universel og hemmelig og peger - bogstavelig talt u-tydelig - tilbage på sig selv. I Processen indfanges Josef K i et paradoks: at erklære sig uskyldig over for en for ham ukendt, overmenneskelig domstol, som han ikke kan gennemskue. Men at blive dømt uden at kende sin skyld kunne i virkeligheden ske for hvem som helst, synes Kafka at mene. Han fik ret.

Kafka overførte det jødiske eksil til fiktionen. For Prags jødiske borgerskab var eksilet dobbelt: indadtil havde de assimilerede jøder lagt afstand til religionens åndelige rødder, udadtil i det antisemitiske samfund blev de marginaliseret. Kafkas antihelte rejser fra eksil til eksil, f.eks. landmåleren K, der tilkaldes i Slottet eller er en samfundsborger, der som Josef K eksileres (mister sine borgerrettigheder) i sit eget hjem. Omstændighederne er absurde, men - i lyset af hvad der skete ca. 20 år efter Kafkas død i 1924 - realistiske. I Slottet kommer K ikke til at fungere som landmåler. I Processen henrettes Josef K. Kafkas søstre døde i kz-lejr.

I dagbogen kan man følge, hvordan øget fokus på jødisk identitet sætter skub i Kafkas 'skriverier'. I 1911 fascineredes han af en jiddisch teatertrup fra Galicien. I 1915 stiftede han bekendtskab med den østeuropæiske chasidisme i den nyere jødiske mystik. En påvirkning herfra ses f.eks. i En Landlæge, hvor to 'ujordiske' heste dukker op i landlægens svinestald. I 1917 begyndte Kafka at lære hebraisk.

At tilegne sig sine rødders sprog blev for den 'sekulære kabbalist' eller 'fromme ateist' en indtræden i en jødisk-mystisk teksttradition. Et forhold, som Kafka uddybede i aforismer af en fortsat tilegnelse af sin oprindelses verden og undersøgelse af spørgsmålene om verdens oprindelse.

I 1923 flyttede Kafka og hans sidste kærlighed, Dora Diamant, til Berlin. Her tog han imod et råd om at kalde sig Keesburger, der klingende germansk, og planlagde at emigrere til Palæstina. Men tuberkulose kom i vejen for planerne.

Birte Kont er forfatter og cand.phil. i litteraturvidenskab med speciale i Kafka.

Der er Kafka-aften i Literatur Haus den 8. oktober kl. 17-22

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu