Læsetid: 9 min.

Den knuste drøm

Revolutionen i Argentina slår fejl, men Ciro Bustosslipper væk og hjælper igen Che Guevara, da tak-tikken lægges om, og et nyt mål udpeges: Bolivia
-Det hænger ikke sammen at kæmpe for en bedre verden og så samtidig skyde sine egne-, siger Ciro Bustos, der i de seneste 32 år har boet i Sverige og først for nylig genså Buenos Aires.

-Det hænger ikke sammen at kæmpe for en bedre verden og så samtidig skyde sine egne-, siger Ciro Bustos, der i de seneste 32 år har boet i Sverige og først for nylig genså Buenos Aires.

Jeppe Nybye

6. august 2008

I går bragte Information første del af historien om Ciro Bustos, den argentinske kunstmaler, der i begyndelsen af 1960'erne forsøgte at hjælpe Che Guevara med at sprede revolutionen fra Cuba til Sydamerika. Bustos, der senere er blevet beskyldt for at have angivet Che Guevara til det bolivianske militær, har i de seneste 32 år boeti Sverige. Her følger anden og sidste del af historien om Ciro Bustos og Che Guevara.

DET NORDVESTLIGE ARGENTINA, oktober 1963: I en bjergskov et stykke væk fra byen Salta etablerer gruppen sin lejr. Bustos står for rekruttering og pendler derfor mellem byen og lejren. Langsomt vokser gruppen - eller Folkets Guerillahær, som de kalder sig. Gruppen rekognoscerer også i bjergene på udkig efter bønder, der kan forsyne dem med mad, når kampen begynder. Resultatet er nedslående. De såkaldte bønder har ingen mad og lever under kummerlige forhold. I små ryddede lysninger, fyldt med fluer, hunde og snotnæsede børn, bor de uden kontakt til omverdenen. Selv indianerne har det bedre. Disse 'bønder' kan ikke udgøre et fundament for revolutionen.

Området, hvor lejren ligger, er for tyndt befolket, og der er flere timer til de nærmeste nybyggere. Tilmed er det midt i regntiden, så krigerne er gennemblødte det meste af tiden. Med så få bønder i nærheden er maden også et problem, og gruppen må tage risikoen og skaffe forsyninger i byen. Det viser sig senere at være en skæbnesvanger beslutning.

Folkets Guerillahær består af veteraner fra revolutionen på Cuba, men mest af unge studerende fra middelklassen. Få kan håndtere et våben, klare marcherne i det hårde terræn og ikke mindst Masettis barske ledelsesstil.

Den langsomme begyndelse skuffer Masetti, hvis autoritære træk bliver mere og mere tydelige for Bustos. Det er særligt de nyankomne, det går ud over - og især én: Pupi, en jødisk dreng fra Buenos Aires.

Skuddet

Ligesom i Algeriet udvælger Masetti et hadeobjekt. Pupi, som lider af astma og ikke kan følge med på marcherne, er et nemt offer. Han klager ofte over det hårde guerillaliv og har mere sans for drømme end for virkelighed. For at hærde Pupi presser Masetti ham til at fortsætte med det resultat, at Pupi bryder fysisk og psykisk sammen. Han lever et liv i frygt. Men Masetti er ikke ene om at foragte Pupi. Han irriterer hele gruppen. Hver gang Pupi sakker bagud på marcherne, må de andre hente ham. Selv hverdagsting som at hænge en hængekøje op skal han hjælpes med.

En dag farer Bustos og Pupi vild, mens de er ude for at rekognoscere. Da de kommer til en flod, giver Pupi pludselig op og beder Bustos om at dræbe sig. Hellere det end at gå over floden. De diskuterer længe, indtil Bustos sætter en pistol for panden af Pupi og sparker ham i røven. Bustos får ham til at gå, indtil det bliver nat. Om natten trøster Bustos ham. Næste morgen finder de lejren igen, og Pupi er mere forhadt end nogensinde før. Et par dage senere beslutter Masetti at henrette ham. Jøden Pupi er en byrde for gruppen, mener Masetti.

Hærdes ved henrettelse

ARGENTINA, den 5. november 1963: Med kærlighed kan man ikke kæmpe, man skal være hård. En nytilkommen, Piríncho, som Masetti mener, skal hærdes, udvælges til at henrette Pupi. Den blide Piríncho er skrækslagen. Han forstår ikke, hvorfor han skal gøre det. Alligevel adlyder han.

Forinden har Pupi uden at vide det fået et beroligende middel og ligger nu bundet og bevidstløs i sin hængekøje et stykke fra lejren. Piríncho går hen mod stedet. Bustos hører skuddet. Kort efter kommer Piríncho tilbage med et desperat ansigtsudtryk. "Han vil ikke dø", fremstammer han. Bustos beordres derhen. Pupi ligger død med en kugle i hovedet, ser Bustos, men han har stadig krampetrækninger, så Bustos beslutter at gøre en ende på det. Han trækker sin pistol og fyrer en kugle i hjernen på ham. I situationen virker handlingen rigtig. "Så lider han ikke mere", tænker Bustos. Men resten af livet vil denne handling forfølge ham.

Da Bustos vender tilbage til sine kammerater, er stemningen euforisk. Offeret har styrket Folkets Guerillahær. Piríncho ser godt nok elendig ud, men Masetti er i det bedste humør og forfremmer folk. Masetti begynder også at lægge planer om at tage til et andet sted. Men det er allerede for sent. De argentinske politisoldater har hørt rygter om bevæbnede fremmede i skoven og forbereder sig på at slå til.

På dette tidspunkt er Bustos bange for at forlade gruppen. Han frygter for, hvad hans gode ven Masetti kan finde på i hans fravær - og med god grund, skal det vise sig. Hvis Che Guevara havde været her, var det aldrig sket, tænker han og håber, at Che snart kommer og leder gruppen som lovet.

Som månederne går, tager Masettis galskab til, og han ser mulige desertører alle vegne. Masettis foretrukne syndebukke er jøder. Noget, der muligvis hænger sammen med hans fortid i det antisemitiske parti, Alianza Libertadora Nacionalista. Bustos afviser i dag, at der er en sammenhæng. Alligevel bliver endnu en jødisk guerillakriger nedbrudt af Masetti og senere henrettet. Domfældelsen sker på et tidspunkt, hvor vennen Bustos er væk.

Slaget ved Salta

ARGENTINA, den 18. april 1964: Folkets Guerillahær har endnu ikke været i kamp. Alligevel er to mænd allerede døde i Argentinas skove. Kampen kommer - bare ikke som Masetti havde regnet med.I Salta har guerillahærens leverandør af forsyninger været for synlig. Kvinderne jagter ham. Tilmed tager han på mange uforklarlige ture, og det er nemt for politisoldaterne at finde hans destination. En eftersøgningspatrulje sendes af sted og finder næsten omgående lejren. Et par stykker tages til fange i overraskelsesangrebet. De fleste dør. Deriblandt Masetti, som flygter ud i skoven. Man finder aldrig liget af ham.

Mens lejren overraskes af politisoldaterne, er Bustos langt væk. Han er i Buenos Aires for at hente en højtstående cubaner, der er sendt af Che Guevara. På vejen tilbage hører de, at en lejr er faldet ved Salta. Bustos vender bilen med det samme og får hurtigst muligt cubaneren ud af landet. Selv går Bustos under jorden. Che Guevaras revolutionære fortrop er slået. Alligevel fortsætter Bustos efterfølgende med at rekruttere oprørere i Argentina i håbet om, at Che vil sende bud efter ham igen.

Det gør han cirka tre år senere. Che Guevara har ikke opgivet drømmen om en revolution i hjemlandet Argentina, men taktikken lægges om. Det nye mål er Bolivia. Strategien er at erobre Bolivia for derefter at sprede revolutionen til resten af Sydamerika. Bolivia, som ligger midt i Sydamerika, er velegnet til det formål. Under dække af at være forretningsmand rejser Che til landet i 1966 og begynder kampen med kun 24 mand.

Pjaltehæren

BOLIVIAS JUNGLE, den 20. marts 1967: Sammen med Régis Debray transporteres Bustos til Ches lejr. Det er et rystende syn, der møder ham. Kæmpen Che er forhutlet. Hans tøj hænger i laser, og han ser mager ud. Alligevel omfavner Che Bustos, som om alt er normalt.

Efter et stykke tid fortæller Che, hvorfor han har kaldt Bustos og Debray ud i junglen. Målet er stadig at få magten i Argentina. Bustos skal rekruttere 200 argentinske mænd, som skal trænes i Bolivias guerillakrig og siden gå ind i Argentina. "Det er vigtigt, du kommer sikkert til Argentina", formaner Che. Det viser sig at blive svært. Debray skal bede om hjælp hos Fidel Castro på Cuba.

Et par dage efter opdages guerillahæren af bolivianske sikkerhedsstyrker. Ches armé vinder overlegent, men de overlevende bolivianere kommer tilbage til deres overordnede med mærkelige nyheder om fremmede soldater i junglen. Det ødelægger Ches planer. Han havde ellers regnet med at opbygge sin hær i al stilhed. Nu må han finde sig i daglige kampe med sikkerhedsstyrkerne, og Bustos må udsætte sin rejse til Argentina, til den rette lejlighed byder sig.

Langsomt udvikler guerillakrigen sig til en kamp for overlevelse. Noget, der ikke bliver nemmere, med udmattede og sultne soldater, hvoraf nogle er syge. Bustos har prøvet en lignende situation sammen med Masettis hær, så kampene tærer ikke så hårdt på ham. Men enkelte af krigerne er så sultne, at de spiser alt. På et tidspunkt ser Bustos en cubaner æde en rådden ko. Forstærkninger er påkrævet. Bustos må af sted. Samtidig er Régis Debray så nervøs, at Che, der tydeligvis betragter ham som en svækling, skriver i sin dagbog:

"Debray understregede lidt for kraftigt, hvor megen nytte han kunne gøre udefra."

Kæmper til det sidste

BOLIVIA, den 20. april 1967: Vi er, hvor historien begyndte. Det er tidligt om morgenen og stadig mørkt, da tre mænd nærmer sig landsbyen Muyupampa. Bustos skælder ud på Debray: De bør ikke gå ind i landsbyen med falske identitetskort. Deres mission for Che Guevara risikerer at mislykkes -

Kort efter overmandes de af regeringssoldater og bringes til forhør. Snart er Ciro Bustos kendt som forræderen, der tegnede og afslørede Che Guevara, mens Debray nyder status som en ukuelig revolutionær. Det selvom Debray afslørede Che allerede under første afhøring.

Den 9. oktober 1967: Det er et halvt år siden Bustos forlod Che i junglen. Der er noget under optræk, kan han mærke. Noget, der ikke er til hans fordel. Retssalen bobler. Soldaterne er i påfaldende godt humør, hvilket plejer at betyde dårlige nyheder for Bustos. For en kort stund afbryder dommeren retssagen mod Bustos, som er anklaget for at have været medlem af Che Guevaras guerillahær. Dommeren tager mikrofonen og meddeler til stor begejstring for publikum, at Che Guevara dags dato er død, 39 år gammel.

Che kæmper til det sidste. Men den 8. oktober bliver den efterhånden decimerede guerillahær omringet i bjergene, og den udmattede Che tages til fange. Han ligner en vildmand. Skægget gror eksplosivt til alle sider, og han halter på det ene ben. Dagen efter bliver han henrettet. Efter sigende skulle hans sidste ord have været: "Jeg ved, du er kommet for at skyde mig. Skyd, kujon, du dræber bare en mand". Men soldaten, der parerer ordre, dræber også en drøm. For i samme sekund bryder Bustos' verden sammen. Alt, hvad han har kæmpet for, har været nytteløst. Drømmen om en argentinsk revolution er knust.

Kunstmaleren

MALMÖ, 2008: Natten nærmer sig, og Ciro Bustos virker som en, der kan fortsætte i det uendelige med at fortælle om begivenhederne for knap 40 år siden. Bustos har efterhånden bearbejdet fortiden, men der er stadig ting, der nager ham. Først og fremmest, at Régis Debray ikke vil rense hans navn. Han håber, at han med sin version af historien kan lægge fortiden bag sig.

Drabet på Pupi nager ham også.

"Den handling ødelagde idealer, som vi alle havde. Det hænger ikke sammen at kæmpe for en bedre verden og så samtidig skyde sine egne," siger Bustos, der er glad for ikke også at have El Fusilados liv på samvittigheden. Uvist af hvilken grund valgte de algeriske soldater at skåne ham, fandt Bustos senere ud af.

For nylig var Bustos i Argentina for første gang, siden han blev tvunget til at forlade landet. Oplevelsen var rystende. Tidligere var Buenos Aires en smuk by, men elegancen er nu helt væk. Alt er ramponeret, og de engang så velhavende argentinere hutler sig igennem tilværelsen.

"Argentinerne har mere grund til at kæmpe i dag, end vi havde dengang," mener Ciro Bustos, der får tiden i Sverige til at gå med at male. Måske belært af fortiden laver han nu kun malerier af mennesker uden ansigt.

Jeppe Nybye er journaliststuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu