Læsetid: 2 min.

Kom hid alle I grimme kvinder

En australsk borgmester opfordrer kvinder, der lider af 'skønheds-handikap' at flytte til minebyen. Her venter lykken for de grimme!
En mand fra Queensland kigger på et stykke rumskrot, der er faldet ned fra oven. Men faldende himmelobjekter er angive-ligt ikke den vigtigste årsag til, at kvinderne flygter fra Queensland-byen Mount Isa.

En mand fra Queensland kigger på et stykke rumskrot, der er faldet ned fra oven. Men faldende himmelobjekter er angive-ligt ikke den vigtigste årsag til, at kvinderne flygter fra Queensland-byen Mount Isa.

James Stirton

Kultur
20. august 2008

"Hvad venter I på piger? Her i byen er der fem mænd for hver kvinde. Så jeg synes, at alle kvinder, der lider af et skønhedshandicap, skal flytte ud til os". Sådan sagde borgmester John Maloney fra den lille mineby Mount Isa i delstaten Queensland i Australien.

De har verdens største undergrundsmine i den lille by cirka 2.000 kilometer fra delstatshovedstaden Brisbane. Og måske er det grunden til, at der er så få kvinder. Der er ikke mange Gucci-butikker i området. Og ikke mange kvinder. Af en befolkning på 21.421 er der kun 819 kvinder i aldersgruppen 20-24 år. Så der måtte "gøres noget," sagde borgmesteren til det lokale dagblad Townsville Bulletin sidste uge.

De pakker det ikke ind i floromvundne vendinger i Australien - og politisk korrekthed er ikke et udtryk, de kender der langt ude på landet i Queensland. I denne by er der flere kænguruer og krokodiller, end der er kvinder - og mændene har de verdensberømte kork-propper hængende fra de bredskyggede hatte for at holde fluerne væk. Det var her danskeren Johannes Bjelke-Pedersen for få år siden var guvernør. Vores landsmand var kendt som reaktionær og kvindefjendsk. Det sagde selv hans kone!

Glade grimme kvinder

Det er de ikke længere i delstaten. "Vi kan godt lide kvinder," sagde borgmesteren. "Vi kærer meget om kvinder. Her er der også plads til grimme ællinger," siger borgmesteren der åbenbart har læst H.C. Andersen.

"Jeg ser tit en grim kvinde der går ned ad gaden med et stort smil," siger borgmesteren. "Kvinder fra andre steder i Australien må komme her til Mount Isa. Her venter lykken. For skønhed er ikke noget med hvordan man ser ud. Er der ikke et eventyr om en grim ælling der blev til en smuk svane?," spurgte borgmesteren retorisk og igen med henvisning til vores fynske landsmand.

Kvaliteten af mænd er - efter gængse normer - overraskende høj i byen. Golfspilleren Greg Norman og tennisstjernen Pat Rafter var begge født i byen. Så hvorfor kvinderne ikke strømmer til byen er en gåde.

Borgmester Maloney er - underligt nok - ikke blevet populær på sit initiativ. Men han tager det med ro og vil ikke sige undskyld.

"Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det. Jeg siger det jo bare, som det er. Jeg er bare en almindelig bloke, sagde John Maloney til Australian Broadcasting Cooperation - Australiens svar på Danmarks Radio. Sandheden er ilde hørt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her