Læsetid: 5 min.

Det kom da til at lyde som Wagner

Der er ikke mangel på opfindsomhed i Peter Langdals iscenesættelse af Wagners 'Den flyvende hollænder' på Jyske Opera, men opera behøver ikke blive et forum for folk, der opfører sig fjollet
Sten Byriel giver Daland i en smukt syngende blanding af god enefar og den rene kobler i Den Jyske Operas opsætning af Wagners opera -Den flyvende hollænder.

Sten Byriel giver Daland i en smukt syngende blanding af god enefar og den rene kobler i Den Jyske Operas opsætning af Wagners opera -Den flyvende hollænder.

Anders Bach

23. august 2008

Richard Wagner fik ideen til sin første langtidsholdbare opera om havets Ahasverus, den fordømte evigt sejlende hollænder, dels fra Heinrich Heines roman om Herr Schnabelewopskis rejser, dels ved selvsyn af Norges sydkyst. Komponisten, notorisk upålidelig i pengesager, flygtede i 1839 fra sine kreditorer og en dirigentstilling i Riga og var flere stormfulde uger undervejs i skib til London over Østersø, Skagerrak og Nordsø.

I Sandvik hørte han igen disse sømandshistorier om den forbandede hollænder og skrev så sit højromantiske drama om den ulykkelige skibskaptajn i al evighed dømt til at færdes på verdenshavene i sit trøstesløse spøgelsesskib bemandet med døde sejlere uden rist og ro. Kun hvis en kvinde, kristen forstås, bedyrer lige så evig troskab, som forbandelsen er endeløs, og vel at mærke holder løftet, kan hollænderen udfries og opnå dødelighed og den af Wagner så eftertragtede undergang. Kun hvert syvende år må hollænderen gå i land og gøre forsøget

Operaen med førsteopførelse i 1843 er i den grad et søstykke; selve ouverturen illuderer bølgeslag og stormvejr, partituret inkluderer vindmaskine. Den Jyske Operas opførelse iscenesat af Peter Langdal føler sig foranlediget til at understrege havsnøden ved projicering af rullende bølger på fortæppet og som fortekster i biografen: Richard Wagner - Den Flyvende Hollænder, så er sagen klar, man er ikke gået forkert, handlingen kan begynde.

Langdal har valgt at overholde operaens anvisning af sted, men ikke entydigt tid. I diskret stilblanding er vi snarere hensat til 1960'erne, men uden demonstrativ markør. Det er godt nok. Den jævnt hen håbløse stemning i dramaet understreges af Thomas Bjørnagers farvedæmpede, udvaskede kostumer og en scenografi, der er som fodnote til en opgivet norsk kystby i ubestemt tidsalder.

Opførelseshistorisk set for denne opera er der ingen grænser for opfindsomheden, hvad angår det famøse spøgelsesskib. Langdal og Bjørnager har klogt undladt at konkurrere med tidligere tiders sceniske krumspring for at anskueliggøre dette fantom og lader det blive ved påstanden. Det er også godt nok. Ydermere gør John Lundgrens gribende syngende og majestætisk knugende hollænder grundhistorien troværdig. Lundgren er ikke en mand, der har det godt; kærligheden er det heller ikke, han søger, det siger han selv: gløden i ham er ikke kærlighed til Senta, snarere længslen efter frelsen, forløsningen, døden, tilintetgørelsen, ragnarok.

Senta. Det er hende, det også drejer sig om. Skipper Darlands datter, som far holder af, men gerne ser afsat for godt med penge. Denne ikke just gennemsympatiske Darland giver Sten Byriel i en smukt syngende blanding af god enefar og den rene kobler. Det sidste får måske en tand for meget i scenen, hvor Byriel med næsten frivol gestik om at få hånden op under opfordrer den ustyrligt rige hollænder til at tage for sig af Majken Bjernos Senta.

Bjerno har stemmen til det, med stort vibrato i de bevægede øjeblikke måske også et par steder for stort, men med den råstyrke partiet, Anja Siljas glansnummer gennem årtier, nu engang fordrer. Hvorfor de så har majet denne Senta ud i uklædelig lusekofte, hestehale og storrøvet buks er lidt af en gåde. Den slags modvirker følelsen af heftig tragedie. Da Senta i Langdals optik er krøbet i kanen med hollænderen midt på scenen i Sandvik centrum, hvad der nok er lige i overkanten - hvordan gør en i udstyret norsk gennemsnitskvinde i striktrøje det med et spøgelse før forløsningen - har hun smidt lusekoften. Men ivrig efter at få den på igen, da hendes udkårne jæger Erik, en rådvild fortvivlet tenor ved Jens Krogsgaards måske lidt for bedagede bud, bryder ind i sovekammeret til den oprevne forlovede og det snorkende søspøgelse, genopretter hun indtrykket af det hjemmestrikkede. Der er som antydet ikke langt fra det ophøjede til det komiske.

Frihed til fortolkning

Den flyvende hollænder er en totalopera med det symfoniske støbt ind i tekst og sang og omvendt. Ikke én fuge hvor man kan få gaflen ind, det hænger sammen det hele. Giordano Bellincampi har den symfoniske sans for denne musik, musikaliteten vælder ud af begge hænder, men svaret fra orkestret er ikke altid på højde med begavelsen på podiet. Ouverturen kom svagt fra start på premiereaftenen, det kvækkede i blæserne et par gange for meget, indsatser hang, og klangen var noget mat. Men det kom sig, og i aftenens løb blev det Wagner.

Spørgsmålet er om det også blev det ved forestillingens afslutning. Og spørgsmålet er atter engang, hvor store friheder instruktøren kan og bør tage. I princippet kan man jo gøre, hvad det skal være, der er ingen ophavsret her.

Som Erik A. Nielsen engang skrev i en glimrende bog med kritik af kontratekstlige forestillinger: Hvem ejer Shakespeare? Det står jo højt og tydeligt hos Wagner, at Senta, da hendes flyvende sømand alligevel ikke kan tro på det med troskaben, fordi der også er den historie med jæger Erik, og det kan misforstås, hvad han da også gør, at hun, Senta, kaster sig fra klipperne i døden. Derved opfylder hun sin ambition: at ofre sig fuldt og helt for mandfolket, Wagners eget naturlige krav til kvinderne. Hollænderen har da også brudt med hende, tvetydigt, fordi han er nødt til det, og fordi han elsker hende og ikke vil bringe hende i fordærv, når hun uundgåeligt svigter, for så er også hun fortabt.

Med andre ord, det hele er ad helvede til, dam it if You do osv. Og så springer Senta efter at have gentaget troskabsløftet jo med et højt hyl. Hvad andet er der at gøre i en Wagner-opera. Men ikke i Århus. Der henter Senta sin grimme grønne kuffert og storker ned fra scenen, ud i foyeren og, må man gå ud fra videre ud på Frederiks Allé, hvor sporet hurtigt bliver koldt, uden at det behøver blive det på dén måde. Man tager jo ikke kuffert med, når man vil tage livet af sig, hvilket antyder er sket i det slutbillede, forestillingen præsenterer af de to, hollænder og Senta i øm tête a tête i en ophøjet anden verden, hvor Senta spidser munden imaginært, hvad det så skal betyde. Godt nok igen igen. Men hvorfor kufferten? Der er alligevel ikke undertøj og rene lusekofter nok til evigheden. Hvorfor?

Den opfindsomhed der lægges for dagen i operainstruktioner, får nu og da den gemene tilskuer til at drømme om en skønnere forening af ideer og almindelig fortællelogik, så opera ikke bliver forum for folk der bare opfører sig fjollet. Så er det sagt. Igen igen.

Hvorfor bruger damekoret i anden akt Singer-symaskiner, når der i teksten står spinderokke, og kvinderne da også synger om at spinde? Warum?

Programmets bærende artikel er skrevet af Michael Bonnesen og understreger hvilket tab, det var for Information, da denne begavede og dannede skribent i sin tid forlod avisen.

Richard Wagner: Den flyvende hollænder. Medvirkende: John Lundgren, Majken Bjerno, Sten Byriel, Jens Krogsgaard, David Danholt og Mette Ejsing. Den jyske Operas Kor, Århus Symfoniorkester. Scenografi: Thomas Bjørnager, iscenesættelse: Peter Langdal. Dirigent: Giordano Bellincampi. Premiere torsdag aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu