En konflikt mellem fred og retfærdighed

Ret og realiteter. Hvad Vesten ser som retfærdighed, opfatter afrikanerne som uretfærdighed. Med en fast plads i FNs Sikkerhedsråd kan man godt ignorere Den Internationale Straffedomstol. Det har Afrika bare ikke. Så i praksis er den internationale domstol ved at blive reduceret til en domstol for forbrydelser begået i Afrika

På anklagebænken. Arrestordren mod Sudans leder, Omar Hassan al-Bashir, får ingen praktiske konsekvenser. Det skulle da lige være at udstille Den Internationale Straffedomstols svagheder.

Tolga Bozuglo

30. august 2008

Kommentarer (0)

Han tog det med ophøjet ro. Han lignende ikke en mand under anklage for systematisk udslettelse af 300.000 mennesker og forfølgelse af endnu 2.450.000. Den sudanesiske statsleder tog anklagen om krigsforbrydelser helt køligt på sudanesisk tv.

"Fra begyndelsen har vi sagt, at vi er ikke medlem af domstolen. Domstolen har ingen bemyndigelse over Sudan," sagde Omar Hassan al-Bashir.

Det kunne han gøre, fordi Sudan aldrig har ratificeret den Internationale Straffedomstols såkaldte Rom-statut.

Alligevel kan verdenssamfundet skride ind, og det skete i 2005, da FN's Sikkerhedsråd sendte ICC's chefanklager, Luis Moreno-Ocampos til Sudan.

"Al-Bashirs hensigt med at begå folkedrab stod klart efter velkoordinerede angreb på de 2.450.000 civile, der havde fundet tilflugt i lejrene. Al-Bashir organiserede fattigdommen, usikkerheden og chikanen af de overlevende. Han behøvede ikke kugler. Han brugte andre våben: voldtægt, sult og frygt. Ligeså effektivt, men i stilhed," lyder Moreno-Ocampos anklageskrift, som i øjeblikket vurderes af tre dommere, der skal tage stilling til, om og hvordan al-Bashir skal stilles for en domstol i Haag.