Læsetid: 1 min.

Kritik af McCains brug af Cash-sang i valgkampen

Johnny Cashs datter, Rosanne, vil gerne have sig frabedt, at faderens sange bliver brugt i partipolitisk øjemed
Johnny Cashs datter, Rosanne, vil gerne have sig frabedt, at faderens sange bliver brugt i partipolitisk øjemed
Kultur
22. august 2008

Den republikanske præsidentkandidat John McCains mere eller mindre tilfældige omgang med populærkulturpersonligheder har atter bragt præsidentkandidaten i modvind.

Først fik han hele Hilton-klanen imod sig, da han latterliggjorde Barack Obama med en sammenligning af den blonde berømthed Paris Hilton. Hun svarede straks igen med en video, man kunne tolke som en støtte til Obama, og i alle fald som en latterliggørelse af McCains rynker.

Siden var det så Jackson Brownes gamle hit "Running on Empty", som var at finde i republikanernes præsidentkampagne. Senest var det et Johnny Cash-nummer som lød fra højttalerne på et valgmøde i Florida. Vel og mærke spillet uden tilladelse.

Countrysangeren og sangskriveren til McCain-oden "Raisin McCain" John Rich har desuden i en artikel på CMT.com udtalt, at han er sikker på at "Johnny Cash ville have været en John McCain-støtte, hvis han stadig var i live". Dette har fået Rosanne Cash, datter til den afdøde Johnny Cash, til med store bogstaver at bede folk om at lade være med at trække hendes far ind i valgkampen, uanset politiske fløje, siden han "åbenlyst ikke er her til at forsvare eller oplyse om sit eget tilhørsforhold" på sin blog.

Hun anser det for frastødende, at "folk stadig vil hidkalde min fars navn, fem år efter hans død for at tillægge ham overbevisninger, idealer, værdier og loyaliteter, som umuligt kan afgøres, og forsøge at styrke deres egen dagsorden ved at gøre dette."

Hun tilføjer dertil: "Jeg kendte min far ganske godt, i det mindste bedre end nogle af dem, som giver sig selv retten til hans arv og hans formodede idealer, og selv jeg ville aldrig sige offentligt, hvad jeg "ved", han tænkte og følte. Dette er især farligt, når der er tale om politiske tilhørsforhold."

Til forskel fra McCain har demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, større succes med at få superstjerner til offentligt at støtte ham; blandt andre Chuck Berry, Bob Dylan, Arcade Fire, Usher, Springsteen, John Legend, Jay-Z, R.E.M. med flere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her