Læsetid: 2 min.

Kvinde med rod søger rod

Alberte Windings første voksenroman er et selvportræt af omkringdrivende 40-årige
19. august 2008

De dér nogle-og-fyrreårige, der under det første glas vin lader skinne igennem, at de har tjek på tingene, og efter det andet glas forklarer, at skilsmissen har været hård - ikke mindst for børnene - og efter det tredje glas bliver lumre og efter det fjerde bebrejder sig selv manglende indlevelsesevne og efter det syvende brister i gråd og retter anklager mod deres forældre ... Har man mødt dem? Ja.

Har man lyst til at møde dem igen? Tjae ...

Det er der ellers rig lejlighed til i Alberte Windings debutbog som voksenforfatter.

Titlen Tisvilde Strand er dækkende, for bogens personer er de typer, der lufter gevandter på denne eftertragtede lokalitet. De er på alder med forfatteren (der er født 1963), og de ernærer sig som symbolanalytikere, navnlig i den kunstneriske afdeling.

Hovedpersonen er Rita, der oversætter børnebøger fra tysk, har gennemlevet en skilsmisse fra Reklame-John og nu sidder tilbage med moderansvaret for seksårige tvillinger. Rod er både, hvad hun har, og hvad hun søger at knytte sig til. Et tilbud kommer fra en varm og fyrig ung elsker, Sune, som hun dog døjer med at slå bindende pjalter med.

Hysterisk fraskilt

Her er Ritas jeg-fortællende selvportræt, da telefonen ringer:

"Det var Sune. Skulle jeg tage den? Jeg var en komisk midaldrende, hysterisk fraskilt, som overvejede ikke at klamre sig til en ung, smuk redningsplanke på trods af snarlig druknedød."

Rita er dybere draget af kunstmaleren Mogens og hans henrivende hustru Henriette. Ægteparret prøver med stor energi at lave et barn, men Mogens tager sig også tid på at øve sig med Rita, hvad Henriette er nærmest begejstret indforstået med. I begyndelsen fanger bogen ved det greb at anvende to jeg-fortællere.

Den anden af dem omtaler bogens bagside som "en lidt mystisk herre i Rom". Mystikken letter dog hurtigt og blotlægger en utroværdig figur, som i øvrigt indstiller sine jeg-beretninger.

Når alt dette ikke bare er grinagtigt generationsnavlepil, skyldes det, at Alberte Winding har et skrivetalent og en evne til at få en handling til at rulle. I Tisvilde Strand ruller den ud i sandet, men sådan havde det ikke behøvet at ende.

Forlaget har været så glad for at kapre Alberte Winding som skrivende navn til en nogenlunde veldefineret målgruppe, at det har svigtet sin vejledningspligt. Tænk, hvis forfatteren havde skrevet en generationsskildring set fra en mands side. Så havde hun måttet træde ud af sig selv. I det levende liv.

Alberte Winding: Tisvilde Strand. 304 s. 249 kr. Politikens Forlag. ISBN: 978-87-567-8682-9Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu