Læsetid: 1 min.

Kys og kærlighed i Havana

Mere melankoli fra Leonardo Padura
Kultur
28. august 2008

Mens forårsblæsten hærger Havana, forelsker kriminalkommissær Mario Conde sig vildt og blodigt i en gude-smuk kvinde med fuldendte former, egen saxofon og bil. Det står så grelt til, at den inkarnerede ungkarl gør hovedrent i sin lejlighed og vasker alt sit undertøj, mens han forestiller sig det frække, han skal gøre ved hende senere på dagen. Og han får, hvad han drømmer om. Det er ikke kun onani til varme fantasier for Mario Conde denne gang - der er saft og sex og sanselighed, når den rødhårede Karina med de store babser er på besøg.

Den cubanske krimiforfatter Leonardo Padura blev introduceret som erotiker allerede i den første roman om den storrygende, romdrikkende og lidenskabelige Conde på dansk, Maskespil i Havana, hvor turen gik gennem de hede havanesiske nætter. I den nye krimi, Forårsblæst over Havana, er der endnu mere drøn på eritikken, og man skal nok tilbage til Anäis Nins eller Henry Millers bøger for at få ret meget mere damp på.

Det varer ikke ved

Hverken lykken eller erotikken varer imidlertid ved, naturligvis. Melankolien og angsten for tabet af kærligheden indfinder sig samtidig med forelskelsen, så Conde har svært ved at fastholde koncentrationen om sin opgave: At finde den gerningsmand, der har voldtaget og dræbt en ung kvindelig gymnasielærer. Politiet har fundet spor af marihuana og sæd fra to forskellige mænd i kvindens krop, og opklaringen af den spegede sag går langsomt, når Mario Conde ikke er i topform.

Nu som før omgiver Conde sig med Røde Candito og Angola-veteranen 'den tynde' Carlos, der sidder i kørestol, samt Carlos' mor , der kokkererer den mest underskønne mad. Retterne udgør deres egen sælsomme kommentar til det cubanske samfund, for kun en cubaner med tomt køleskab kan fantasere sig frem til så vanvittige kulinariske specialiteter.

Alt i alt er Padura i topform. Hans sans for sprog og skæbner udgør stadig noget af det ypperste krimigenren kan præstere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her