Læsetid 5 min.

Legendernes slid

Publikum. Det er svært at sælge sin sjæl - når den allerede er allemandseje
De andre. Enten vil de gerne have en højere eller en lavere profil. Eller et spritnyt fokus. De vil bare rigtig gerne lave én om, og de ringer for at lave en aftale, og når de har fået den og noget kaffe siger de altid: Husk at lytte til dit hjerte.

De andre. Enten vil de gerne have en højere eller en lavere profil. Eller et spritnyt fokus. De vil bare rigtig gerne lave én om, og de ringer for at lave en aftale, og når de har fået den og noget kaffe siger de altid: Husk at lytte til dit hjerte.

Henrik Sørensen
22. august 2008

Jeg har konstant et publikum. Jeg ved godt, at det lyder selvoptaget, og 'så fis dog ned af scenen'. Men ikke desto mindre så sidder der en broget flok af venner og idoler og abstrakte fænomener på hver sin side af mine skuldre. De optræder enten som dommere, tilskuere eller deciderede hooligans. De skriger alle stædigt. På skift.

De fleste af mine venner må godt sidde dér. De er søde. Og fordomsfri. Enten har jeg kendt dem rigtig længe, eller også har de bare været skarpe nok til at gennemskue det hele. Man behøver ikke at skulle forklare sig. De kender alle ungdomstraumer, skilsmisser og achilleshæle. De ved lige præcis, hvor det lille nærige ego kommer fra, og hvorfor det store flotte forsideego gør som det gør. "Du skal ikke tage dig af hende," siger de overbærende og klapper deres hunde og katte og børn - og mig på hovedet. Nye venner er også velkomne på skuldrene - dem kan man male sin fortid både flot og glat foran. Lægge hovedet særligt på skrå. Udelukke lidet flatterende vinkler. Brænde billeder væk fra egen nethinde. Optræde, som man var født i det her tøj. I denne bogreol. I denne pladesamling. I denne unikke mening. Evig cool. Og måske endda sådan lidt sexet.

Så er der dem, man gerne ville sparke ned fra kroppens helt eget stadion. Gud, venstrefløj og fædreland. Alle dem der har forventninger og krav og ambitioner på ens vegne. Fy for helvede! Enten vil de gerne have en højere eller en lavere profil. Eller et spritnyt fokus. De vil bare rigtig gerne lave én om, og de ringer for at lave en aftale, og når de har fået den og noget kaffe siger de altid: "husk at lytte til dit hjerte. " Åh, de er så snedige og manipulerende med deres 'gode råd' og langdistance coaching.

Den evigt lidende kunstner

Man kan dele den slags venner ind i to kategorier. Den ene er dem, der ikke har fået udlevet en skid selv og derfor elsker at sole sig godt og grundigt i oversetheden. Og på trods af min manglende klassiske dannelse og bibelstyrke, tænker jeg på det gamle testamente, lige inden de når at sige "overeksponeret" om mig. De vil helst gå her og trashe sig til på kantinejob og undergrundsrigtighed og romantiske drømme. Den evigt lidende kunstner, der hverken sælger eller får anerkendelse, førend lille gruppe 20-30 år efter pludselig finder et uudgivet eksemplar af bog, plade, whatever. De satser hårdt på først at blive opdaget efter game over. Et stykke rent og fint uudlevet potientale. En myte er født. For sent.

Og så er der de andre. De massivt succesfulde. Sådan nogen, der bare altid gør det rigtige. Lige dele hoved og krop. Forretning og kunst. De vinterbader og dyrker taichi og rejser og rejser og rejser og handler sig ud af alting. De går hele tiden i nye retninger uden at glemme, hvor de kommer fra. De har venner rigtige høje steder. Og kulturministeren holder tale til indvielsen. Men det bliver aldrig rigtig kynisk. For de har aldrig lovet noget til nogen. De føler ikke, de skylder en skid, og de ser sig aldrig tilbage. Offentligt.

Hvis jeg nu bare lod være

Jeg står lige i midten og savner et selskab, hvor man bare kan få lov at være et festligt indslag. Jeg har hårdt brug for en drink. Problemet er som altid mig selv. Det er jo mig, der er den hårdeste dommer. Den største far. Den mest radikale. Hvis jeg nu bare lod være med at have en mening om alt og alle. Så ville de sgu nok stoppe med at have en mening om mig. Hvis jeg bare tog endelig plads i den sidste gruppe og accepterede den fede margen, som resultater giver. Tog en slapper på et helle fyldt med rosenblade og laurblær og huskede deres råd om at holde et rum helt privat. Lod være at sidde for længe og wanke i hovedstolen. Sådan en bliver nemlig varm eventually.

Men det er svært med en politisk feministisk baggrund at holde kortene tæt ind til kroppen. Og jeg har også læst for meget gonzo-journalistik og knækprosa og set for meget Deroute og Klovn og Grey Gardens. Og det er efterhånden jo også blevet en stil. En hudløs ærlig stemme, jeg ikke rigtig kan styre. Men gerne overdrive. Jeg synes jo, jeg er finere end hele det Nynne-dagbogshold, der også krænger sig selv helt og lyrisk ud. Jeg gør det jo ikke i jagten på en mand. Jeg vil helt beskedent bare gerne elskes af alle. Og det kan man jo som bekendt ikke.

Jeg ville så gerne...

"Vi har snakket om dig på fællesmødet", lyder det, når man skriver lidt om venstrefløjen. "Aldrig er jeg blevet provokeret, som da jeg læste din sidste klumme", hører man, når der er skrevet lidt om pladebranchen og pirateri. Mine ekskærester hilser ikke længere. Åh, jeg længes efter at skrive noget, der bare er smukt. Smukt smukt! Og jeg vil så gerne som Søren Ulrik Thomsen, når jeg bliver dygtig nok, skrive et digt, der starter så tøvende og toner så usikkert ud som et første og sidste kærtegn: Indtil da må det smælde som pisk over nakken

Hvis jeg kun kan være hård i filten på papiret, kunne det være, jeg skulle til at holde min kæft for alvor. Synke hen i lyserød glemsel med andre mine venner med det paradoksale opmærksomhedsbehov. Blive fundet årtier senere af et lille hold af de helt seje, der ville komme løbende ned fra skuldrene og ind på banen og behandle mig som et hedt one night stand fra svunden hedebølgesommer i Paris. 'Åh hvad kunne det ikke være blevet til med hende'. Jeg tror, det er det, vi gør:

Lev drømmen ud - baby - fortsæt med at sove.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! Had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mathias Vestergaard
Mathias Vestergaard

Dejlig artikel. Masser af spændende overvejelser, interessante holdninger og frem for alt et levende sprog. God læsning.