I dag udkommer filmmagasinet Ekko ligesom sidste sommer med en liste over dansk films 25 mest magtfulde personer.
Bortset fra, at den nytiltrådte direktør i Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, har overtaget førstepladsen fra sin forgænger i Gothersgade, Henning Camre, er den mest markante forandring, at to tv-folk er rykket ind i Top-5. Ny mand på 3.-pladsen er mediedirektøren i DR, Lars Grarup, mens programchefen på TV 2, Keld Reinicke, har fået tildelt 4.-pladsen.
Når Ekko har placeret de to tv-direktører så højt på listen, er det, fordi DR og TV 2 med det seneste medieforlig fik væsentligt flere penge i den pose, der er øremærket til filmstøtte og dermed langt større indflydelse på, hvilke film der i sidste ende bliver til noget. Denne disposition forklarer Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, med, at partierne bag forliget har villet bringe dansk film ud til folket:
"Forliget medfører, at dansk film i højere grad bliver tænkt ind i tv-sendefladen. Og det, tror jeg, er vigtigt for at få dansk film ud til et bredt publikum," siger Ellen Trane Nørby, der afviser, at tv-kanalerne har indflydelse på udformningen af de film, de støtter:
"Tv kan ikke gå ind og diktere, hvad indholdet skal være. I og med at der i den politiske aftale står, hvor mange film, de skal investere i årligt, kan de ikke bare poole deres penge sammen og investere i én film, som de mener er en publikumssucces."
Et klart signal
Helt så simpelt er det imidlertid ikke, mener instruktøren Ole Christian Madsen, der blandt andet står bag besættelsesfilmdramaet Flammen og Citronen: "Det er klart, at tv ikke direkte kan blande sig og for eksempel kræve, at en kvindelig figur bliver ændret til en mandlig. Men det er også klart, at de indirekte får stor indflydelse på indholdet af dansk film. For når det er dem, der i praksis afgør, hvilke film der skal laves, vil de selvfølgelig også få stor magt over, hvilken type film, der vil blive produceret. Mange film vil jo blive mainstreamet, efter hvad man forventer vil gå igennem."
Ib Bondebjerg, der er professor ved Afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, er enig i, at forliget vil medføre, at tv får stor indflydelse på indholdet af dansk film. Og det er et alvorligt problem, mener han:
Indbyrdes afhængige
"Min vurdering er, at forliget er en fejl. Grundlæggende er tv et andet medie end film. De to brancher kan udmærket arbejde sammen, men jeg synes ikke, de skal tvinges til at gøre det på en bestemt måde. Sagen er, at man gør de to brancher afhængige af hinanden. Man tvinger dem til at mødes på midten og skabe nogle leverpostejsprodukter, som ingen rigtig er tilfredse med."
Og det er ikke alene kompromiserne mellem tv- og filmbranchen, der er til skade for dansk film. Også tv's krav om publikumsvenlige film er et problem, mener Ib Bondebjerg:
"Særlig vil man for TV 2's vedkommende meget gerne have nogle film, der giver høje seertal, når de bliver vist på tv. Og det kan selvfølgelig betyde en stærk drejning over imod noget kommercielt. Det kommer både til at gå ud over de smalle film, men også de bredere film med kunstneriske ambitioner, som vil blive endnu mere kommercialiseret."
"Der var i det hele taget en kraftig tendens i forliget til at styrke den kommercielle film," fortsætter Ib Bondebjerg med henvisning til, at der i forliget blev flyttet penge fra den kunstnerisk orienterede konsulentordning til den mere kommercielle 60/40-støtteordning.
"Og en af måderne var, at få tv ind på banen og dermed sikre, at de brede film fik en større plads. Så jeg ser aftalen som et klart politisk signal fra en borgerlig regering, der gerne vil have øget kommercialiseringen i dansk film og andelen af brede og populære film."
