Læsetid: 5 min.

Alt det som livet er

Journalisten og nu også forlæggeren Poul Pilgaard Johnsen udgiver sidst på måneden Jurij Moskvitins efterladte manuskript om vennen Henrik Stangerup og deres fælles drukture i det københavnske natteliv
9. august 2008

Poul Pilgaard Johnsen er en kontroversiel skikkelse i dansk journalistik, fordi han i sin avis, Weekendavisen, har udviklet sin egen stil langt fra det, man lærer under journalistuddannelsen. Han har også etableret sig med eget forlag, Bianco Luno, som i fjor udsendte én bog, skrevet af ham selv, men i år dobler han op. Sidst i august udkommer således en ny bog om forfatteren Henrik Stangerup, en bog, der nok vil vise sig at være lige så grænseoverskridende som sin forlægger, nemlig Jurij Moskvitins Du må ikke sjuske med dit liv.

Bogen beskriver "en 30 år lang druktur af den mest begavede og underholdende slags," hedder det i forlagets foromtale. Moskvitin og Stangerup gennemtrawlede som bedste venner diverse københavnske værtshuse i evig jagt efter kvinder, sprut, oplevelser og beåndede samtaler. Intet er fejet under gulvtæppet, og diverse personer fra kultureliten hænges ud og gøres til grin med navns nævnelse.

I dag er begge døde, Henrik Stangerup i 1998, Jurij Moskvitin i 2005.

Følsomt stof

Jurij Moskvitin var mest kendt i en kreds af københavnske kunstnere og bohemer. Han var magister i filosofi og musiker, født af en russisk, aristokratisk mor og en dansk civilingeniør og opvokset i et overklassehjem på Frederiksberg. Dog fik han en større læserkreds, da han i nogle år skrev på Politikens kultursider.

"Jeg har aldrig mødt ham, men jeg synes, at han skriver fantastisk," siger Poul Pil-gaard Johnsen, da vi får os sat i gårdhaven til Cafe Den Blå Time i hjertet af København.

"Jeg hørte om manuskriptet, da jeg interviewede pia-nisten Ilja Bergh," fortæller han videre. "Det skulle egentlig være udgivet for otte år siden på forlaget Lindhardt & Ringhof, som imidlertid opgav det igen. Jeg tror, det måske var for følsomt stof lige efter Henrik Stangerups død og mener desuden at vide, at Stangerups arvinger var stærkt imod projektet."

Poul Pilgaard Johnsen fandt frem til en, som havde et eksemplar af manuskriptet, og læste det - mest for sin egen fornøjelsens skyld, men derefter var han ikke i tvivl: Det burde udgives, og han fik tilladelsen af Jurij Moskvitins enke og børn.

No go area

- Hvad ser du som kvaliteten i det efterladte manuskript?

"Jeg kan godt lide, at det private ikke er et no go area for Jurij Moskvitin, tvært-imod. Det private er omdrejningspunktet - ligesom for øvrigt i nogle af mine egne artikler. Sym- og antipatier spiller en enorm rolle, ligesom de gør i samfundet i det hele taget. De er bestemmende for megen udvikling, lige så meget som de store linjer er. Sandheden er altid kon-kret, og Moskvitin viser med sine meget konkrete og private beskrivelser, hvor dominerende, voldsom og umulig at omgås Stangerup kunne være, og hvorfor mange undervejs måtte sige fra."

"Bag det rå og kærlige portræt ligger der i Moskvitins bog altså også en klar analyse af Stangerup, og det berettiger i hvert fald dens udgivelse, hvis man ikke synes, det i sig selv er nok, at bogen er suverænt velskrevet."

Jaguaren

Her afbrydes vi, af mobiltelefonen. Poul Pilgaard Johnsens Jaguar er lige brudt sammen, hvilket har forsinket vores møde et par timer. Nu venter han spændt på dommen. Kan den overhovedet blive til bil igen? Ord som kardanaksel og blæsermotorer fyger gennem luften. Værkstedet har endnu ikke det fulde overblik.

Desværre har Johnsen ikke taget sit hvide jakkesæt på i dag. Ligesom Jaguaren er den en del af hans stil. Stilen er manden, og manden er stilen. Ligesom forlaget er manden og manden forlaget. Det hvide snit kunne ligne et lån fra den amerikanske new journalism-journalist Tom Wolfe, som Johnsen er blevet sammenlignet med, men det benægter han:

"Jeg tager et hvidt jakkesæt på, når det er passende og fordi, det ser godt ud," siger han.

Alligevel virker det faktisk ganske overlegent at iklæde sig elegant Wolfe-suit ved fotosessions - som for at "komme fjenden i forkøbet", som Henrik Stangerup nok ville have udtrykt det.

Champagnen

Der er folk i Sdr. Felding i Jylland, som er stolte af Poul Pilgaard Johnsen, ved intervieweren tilfældigvis. De ser ham som byens store søn.

Hans bedstemor drev byens afholdshotel, hun døde i foråret, 107 år gammel. En kvinde, der ved at arbejde som stue- og tjenestekvinde sparede op og blev selvstændig, hvilket var helt usædvanligt i 1930'erne. "En jernvilje", siger han karakteriserende og tilføjer: "Men hun var ikke begejstret for druk og udskejelser."

Der er også læsere af Weekendavisen, som er forargede over Poul Pilgaard Johnsens artikler. Efter en stor en af slagsen forleden om kærestesorg, længslen efter at få børn og champagnesmagning på et højt plan, skrev en kvindelige læser, at han kun har øje for sin egen navle, og det åbenbart var så berusende, at han måtte brede sig over hele to sider. Samtidig fik han en mail fra forfatterinden Helle Helle, der takkede for den overordentligt velskrevne artikel, og det er sådan, det er: Læserne enten elsker ham eller elsker at hade ham. Det har han det udmærket med.

Det særlige ved hans artikler er, at nok kan de handle om champagne eller store vine, som han elsker, men han fletter sine personlige følelser - lykke og katastrofer - ind i det, så artiklerne kommer til at rumme tilværelsens yderpunkter: nydelserne og smerten. Det hele menneske, kunne man også sige.

"Jeg gør det jo ikke kun, fordi jeg er selvoptaget," forklarer han, "men fordi jeg virkelig ønsker at fortælle noget vedkommende med det, og de sidste 10 år af mit liv har været ret voldsomme. Først døde min lillesøster af kræft, som 34-årig, derefter fik en kæreste kræft."

"Heldigvis overlevede hun, men så forlod hun mig. Det har jeg skrevet om, alt det, som findes i livet, og som alle mennesker oplever i en eller anden grad, men som jeg så har oplevet temmelig meget af i en periode. Det lyder måske idiotisk, men jeg arbejder med journalistikken som materiale til at udtrykke mig, ligesom en komponist bruger toner, og en billedkunstner arbejder med ler."

Forlaget Bianco Lunos andet store udspil dette efterår er vennen og kollegaen Martin Krasniks Min amerikanske drøm - på jagt efter stjernerne.

Selv skriver Poul Pilgaard Johnsen på en bog om Ringen, kendt fra Ole Wivel- og Knud W. Jensen-'sagen.' Den skal udkomme på Gyldendal til foråret. Forlagsvirksomheden er kun en sidegesjæft for forfatteren, der først og fremmest ser sig som journalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende, spændende. Jeg er tilfældigvis tidligere på dagen startet på Slangen i brystet, jeg tror den skal følges op af Du må ikke sjuske med dit liv,