Læsetid 2 min.

Lyset i Oslo

Vandringen på Operaens tag er en norsk folkeforlystelse, marmorklippen er blevet et udflugtsmål, et stykke natur og kultur forenet i én skrå, blændende oplevelse
Vandringen på Operaens tag er en norsk folkeforlystelse, marmorklippen er blevet et udflugtsmål, et stykke natur og kultur forenet i én skrå, blændende oplevelse
27. august 2008

Det er som en glitrende snemark i middagshøjdens solskin. Mellem spredte klynger af mennesker, der som bjergvandrere bevæger sig over de uanet store arealer, strider vi os opover på de hvide marmorflader med den voksende udsigt over fjordarmen Bjørvika, der har givet plads til den nye norske opera i Oslo. Helt ned til den klukkende vandskorpe strækker tagarealet sig nærmest som et gys anskuet heroppe fra, hvor også den gamle bydel, jernbanens stationsanlæg, motorvejen ind i byen og højhusene i Vaterland fylder blikket i en næsten surrealistisk helhed, mens øjnene svier.

Den overdækkede 'operabrua' førte lige frem til skulpturen af den verdensberømte norske sopran Kirsten Flagstad, der med sit bronzeblik beskuer det arkitektoniske landskab, som nu indrammer den store sang og musik. Vi andre må helst skåne øjnene med solbriller eller hatteskygge for ikke at erhverve en hovedpine. Det hedder sig, at visse marmorvandrere ikke bare har forvredet ankler på de forskudte niveauer, der gemmer sig i tagets lysreflekser, men også har pådraget sig en sneblindhed. Solens refleksion fra de store hvide flader er lige så stærkt som fra Jostedalsbræen ved påsketid, hedder det sig.

Forvovent mesterstykke

Arkitektfirmaet Snøhetta har skabt et forvovent mesterstykke af lys - og af lyd dernede, hvor vi denne dag kun har adgang til foyeren og ikke til de store programmer. Vandringen på taget er en norsk folkeforlystelse, marmorklippen er blevet et udflugtsmål, et stykke natur og kultur forenet i én skrå, blændende oplevelse - et modernistisk sidestykke til Akershus fæstning, der har en lige så prominent placering på kanten af byen og fjorden, længere inde mod centrum.

Også dér må vi bestige højder belagt med toppede brosten og krav til ankelstyrke for at nå frem, gennem befæstet murværk og op til den smukke slotsgård, der forvandler 1300-tallets krigeriskhed til renæssancens æstetik.

Også her er der betagende udsigter fra bastion og fra store sale gennem blyindfattede ruder mod fjordens farer og herligheder - og indsigter til historiens grumhed, lyden af krig, henrettelser, fængslinger og nu officielle møder og sammenkomster.

Og nær udgangen et pludseligt kig ind i Henrik Wergelands kontor! Norges store romantiske og patriotiske digter, der ellers står med sit højt løftede ansigt som skulptur nede på Karl Johans promenade, var sine sidste år af sit korte liv fra 1841 ansat i Rigsarkivet, som slottet også lagde rum til. Snart slukkede lungetuberkulosen hans lys, der gnistrede ubegribeligt klart til sidste døgn. Hånden slap ikke pennen, og tanken flakkede om den dødelige fare, overraskende udmøntet bl.a. som en galgenhumoristisk sømandsvise her ved fjorden:

Nu siste Reis mig forestaaer,
- Sing, Sailor, oh!
Afsted til Himlen Fartengaaer.
-Sing, Sailor, oh!

Og i en anden tonart fra hospitalet om natten:

Igjennem det store Fønster
Fuldmaanen stirrer ind.
'Ak, ligger du dér, min Elsker,
Vel blegere end mit Skin!'

Vi slipper synet af Wergelands tomme kontor og går ud i lyset, der skråt øjenblændende denne dag i Oslo ikke vil tage ende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu