Læsetid: 10 min.

I Mellemøsten er de begyndt at tale om sex

Det er Libanon, man vender sig mod, hvis man har forhåbninger om en seksuel revolution i Mellemøsten. Og det er ikke uden grund. Beirut har som den eneste by i den arabiske verden en offentlig homo-organisation, overfyldte bøssebarer og kvinder med krav om seksuel selvbestemmelse. Men noget tyder på, at vejen mod frihed er en anden, end den man fulgte i Vesten
På bar. Teddy, en libanesisk universitetsstuderende, opfører en mavedans på en natklub i Beirut. Byen er også hjemsted for organisationen Helem, der åbent kæmper for homoseksuelles rettigheder i den arabiske verden, hvor bøsser stadig risikerer dødstraf for deres seksuelle orientering. Helem, der betyder -drøm-, er grundlagt i 2004.

På bar. Teddy, en libanesisk universitetsstuderende, opfører en mavedans på en natklub i Beirut. Byen er også hjemsted for organisationen Helem, der åbent kæmper for homoseksuelles rettigheder i den arabiske verden, hvor bøsser stadig risikerer dødstraf for deres seksuelle orientering. Helem, der betyder -drøm-, er grundlagt i 2004.

Marawan Naami

22. august 2008

Husseins hænder kører ned over min ryg. Sæben skummer, og han fortsætter massagen ned over ballerne, lårene, læggene. Tilbage til ryggen, lænden, ballerne, og så ned mellem ballerne. Et par hurtige glid frem og tilbage og så en markering. Lige dér, ikke til at tage fejl af.

Hussein stopper op, hviler venstre arm på briksen idet han læner sig ind over mig. Jeg drejer hovedet og møder hans blik. Et par blide arabiske fraser afsluttes med et spørgende: "sex"?

Det er anden gang, han spørger, og anden gang jeg takker pænt nej. "Just massage, please."

Hussein bliver stående, nøgen og inviterende. Han fører højre hånd langs konturerne af min krop, lader øjnene følge bevægelsen nøje for så at lukke dem, idet han tager hånden op til munden, kysser fingerspidserne og kaster dem ud i rummet.

Jeg smiler, smigret.

"Thanks," siger jeg.

"But no thanks."

Det er sådan med homosex i Beirut, at det på én gang er ingen steder og alle steder. Det bliver hårdt fordømt, men lovgivningen nævner det ikke med et ord. Der er flere tyrkiske bade, såkaldte hammam'er , som det Anders besøgte ovenfor, som de facto fungerer som bordeller. Men da vi efterfølgende spiser en kebab på en lille restaurant skråt over for hammam'en, spørger ejeren, en kristen-armensk kvinde, ganske uskyldigt om badet var godt. Måske er hun bevidst diskret, måske er hun uvidende, det er ikke til at vide i Libanon, hvor sex sjældent er noget, man taler om. Slet ikke sex mellem to af samme køn.

Men hist og her er der tegn på nye tider. For et par år siden afholdt et af Beiruts førende universiteter, det private American University of Beirut (AUB), en konference om seksualitet i Mellemøsten, og arrangøren, professor i sociologi ved AUB Samir Khalaf, glædede sig over, at der endelig var tegn på en åbning for at tale om den slags emner i den arabiske verden. "Bare det, at vi kan holde en konference og diskutere disse emner, er et opmuntrende tegn," lød det.

Drøm

I 2003 deltog en lille gruppe bøsser med et hjemmelavet regnbueflag i en demonstration mod Irak-krigen. "Ti bøsser deltog i marchen. En af dem havde farvet sit hår grønt, en anden havde en ørering, og resten bar stramme sorte T-shirts," refererede avisen an-Nahar, der tilmed fik lov at interviewe en af demonstranterne, som til gengæld insisterede på, at de ikke blev omtalt som shawaadh, perverse. I alt fire libanesiske aviser registrerede deres tilstedeværelse i demonstrationen, hvilket i sig selv er en form for anerkendelse.

Det er falmet lidt i farverne siden da, men det vævede regnbueflag - kendt som det eneste, der nogensinde har vejret offentligt i den arabiske verden - hænger flot i passepartout på væggen hos Helem ('drøm' på arabisk); så vidt vides den eneste organisation i Mellemøsten, hvis man ser bort fra Israel, der kæmper for homoseksuelles rettigheder.

Helems lokaler ligger let tilbagetrukket fra en travl gade i det centrale Beirut, og intet signalerer, at der er tale om en kontroversiel organisation. En håndfuld fyre sidder og småsludrer i gårdhaven til tonerne af Edit Piafs "Non, je ne regrette rien", og indenfor er der to små rum hyggeligt indrettet med planter, plastikstole, et par sofaer og et lille bibliotek. Her møder vi Bilal, der arbejder som projektleder.

Bilal bærer ørering i venstre øre, men hans mor ved ikke, at han er homoseksuel.

"Hvorfor skulle jeg fortælle hende det," spørger han og lader os forstå, at den slags ærlighed ikke bringer noget godt med sig.

Bilals mor har spurgt ham engang. Det var, da broren havde læst en chat, Bilal havde haft på nettet. Broren fortalte moren, at Bilal var bøsse. Hun blev oprørt og græd.

"Jeg benægtede," siger han.

Bilal havde brug for en støtte i familien og søgte hjælp hos storesøsteren, der var venlig og lyttede, mens han insisterede på at leve sit liv på sin egen måde.

"Jeg er egentlig ikke bange for at blive smidt ud hjemmefra, hvis jeg fortæller min mor, at jeg er bøsse. Min far er død, og han var meget snævertsynet, og tingene havde sikkert været anderledes, hvis han stadig levede. Jeg ved, min mor elsker mig, uanset hvad jeg er. Men familier skaber normer og regler for deres børn. I vores kultur skal manden være gift, inden han fylder 30. Hvis du skal bryde de normer, er du nødt til at forberede dig selv og andre. Nu tror min mor, jeg er biseksuel, så har hun stadig håbet. Men alle mine venner ved, at jeg er homoseksuel," siger Bilal og griner.

Han fortæller, at han stadig er praktiserende muslim. Da han var 16, troede han, at Allah var imod homoseksuelle.

"Nu tror jeg, at religionen blev brugt til at organisere samfundet dengang, der stadig ikke var nogen rig og avanceret kultur. Nu har vi meget mere, og religionen kan fortolkes anderledes. Jeg siger til mig selv, at jeg ville gøre mig selv ondt, hvis jeg ikke lever efter mine behov. Og jeg tvinger ingen til at have sex med mig."

Familien betyder alt

Bilals historie er symptomatisk for de bekymringer, der gør sig gældende blandt homoseksuelle i Libanon. I et land, hvor staten er nærmest ikke-eksisterende, er religiøse fællesskaber og familieforbindelser afgørende for ens sociale eksistens. Forholdet til familien er i centrum, og der er sjældent plads til dramatiske udfordringer af det bestående. Derfor er de fleste homoseksuelle sprunget ud over for deres venner, men optræder som heteroer i deres familier for ikke at kaste skam over dem. Valget er pinefuldt; enten indrømmer de deres seksualitet og bliver forkastet af deres familier, eller også lever de et dobbeltliv.

Det dilemma støder Michael Khoury ofte på, når han arbejder som frivillig terapeut hos Helem. Her snakker han ofte med mænd, der er til mænd, men alligevel drømmer om at stifte familie på konventionel vis.

"En mand kan fuldstændig have accepteret, at han er homoseksuel og stadig inderligt ønske sig en kone og børn," siger Michael Khoury, der til hverdag underviser i medicin på American University.

Michael Khoury fortæller også, at mange af hans klienter egentlig ikke bryder sig om Helem som sådan. Det handler alt for meget om sex, lyder kritikken. De føler sig utilpas i et miljø, hvor folk snakker bramfrit om sex, fortæller frække vittigheder og ikke er bange for at vise deres krop frem. De har ikke lyst til højlydt at erklære deres seksualitet for omverdenen, for måske føler de ikke, at den behøver være så vigtig en del af dem. Bare de kan slippe for at blive udstødt af familien og stigmatiseret af deres kolleger.

Det er, som om at kampen ser anderledes ud her i Libanon, end den har gjort i Vesten. Der fokuseres nærmest ikke på politiske og juridiske rettigheder, til dels fordi det er uopnåeligt, men også fordi det er omsonst. Staten har ikke nøglen til større seksuel frihed. Forandringen må komme nedefra. Michael Khoury snakker om at påvirke sine venner, sine studerende og patienterne. Samme tilgang kendetegner Røde Kors, hvor Marya Abdul Rahman er frivillig koordinator for et program, der handler om sikker sex og seksuel diskrimination.

"Vi er ikke en støttegruppe, der har til formål at få folk til at stå op og sige 'I'm gay'," siger hun og klapper ironisk med hænderne. "Folk kan så godt lide at kategorisere og putte folk ned i forskellige kasser, men hos os er der kun én kasse: Vi er alle sammen mennesker, og det er det, vi prøver at få folk til at forstå. Vores mål er ikke, at folk skal være for eller imod homoseksualitet, men de skal forstå, at vi alle sammen er mennesker, og at der ikke er brug for at diskriminere."

Det budskab arbejder Røde Kors for at give videre til organisationens mange lokale repræsentanter, så det på den måde kan sive ud i de små hjem. For det er først og fremmest derude, at den sociale kontrol opererer.

'De er som mafiaen'

Og der skal ikke meget til at vække mistanke. Sex er så betændt et emne, at bare det at tale om det kan medføre mindre familiære kriser. Det har Yasmine Jardaly og Joyce Haddad erfaret på den hårde måde. De to medicinstuderende er begge 23 år og skriver bachelorprojekt om identitetskriser blandt homoseksuelle mænd. Og kun mænd. "For at beskytte os selv," som de siger, da vi møder dem i Helems gårdhave. Hvis to unge, ugifte kvinder skrev om lesbiske, ville folk tro, de selv var lesbiske, lyder rationalet. Bare det at interessere sig for bøsser har været kontroversielt nok, fortæller de.

"Min familie nægtede at give mig lov," siger Yasmine Jardaly. "Min storebror bønfaldt mig nærmest: 'Please, Yasmine, du må ikke gøre det. Homoseksuelle er ligesom mafiaen.' Min far ved det slet ikke, og jeg har heller ikke tænkt mig at fortælle ham det. Det ville han aldrig gå med til."

Yasmine er muslim, Joyce er kristen, de kommer begge to fra Sidon, en by i det sydlige Libanon, der i modsætning til det moderne Beirut er præget af traditionelle normer. Deres projekt havde da også et noget konservativt udgangspunkt, om man vil.

"Vores mål var at kurere dem. At gøre dem straight," siger Joyce Haddad. "Men det er ikke er ikke længere vores mål. Efter at have snakket med alle de her folk, er det gået op for os, at de jo bare er mennesker, der fortjener respekt."

Udsatte kvinder

Det er lørdag aften og rytmerne fra Eurythmics' "Sweet Dreams (Are Made of This)" dunker ud af højtalerne på natklubben Acid i udkanten af Beirut. Tætsiddende undertrøjer eller skjorter knappet godt op er den foretrukne uniform blandt fyrene, der er i klart overtal. Go hard big dick står der med blogbogstaver på ryggen af en t-shirt. Den tilhører en fyr med imponerende store overarme, der poserer foran den ti meter lange bar, formet i en halvcirkel under en svævende statue af Buddha.

I modsætning til nogle af de andre af byens natklubber - hvor unge kvinder danser udfordrende på bordene, men efter sigende overholder normen om ingen sex før ægteskab - oser Acid af sex, der bliver til noget. Stedet er kendt som en af de vilde bøssescener i Beirut. Der skulle være seks af slagsen i byen, forstår vi. Store bredskuldrede vagter tjekker dansegulvet for utugtig virksomhed, f.eks. kysseri, men, fortæller sidemanden smilende, de har ikke altid styr på, hvad der foregår under bæltestedet.

Kvinder er bemærkelsesværdigt fraværende, ikke bare på Acid, men også i Helem og generelt i de snakke, vi har med folk om homoseksualitet. Det er ikke tilfældigt, forklarer 23-årige Rebecca med det tilegnede efternavn Saab Saadé ('Besværlig lykke'). Kvinder er nemlig særlig udsatte i mellemøstlig kultur, fordi det er nærmest umuligt for dem at etablere et selvstændigt og uafhængigt liv, hvis de mister den placering i den sociale orden, som familien giver dem.

"En mand kan tage sig et job, det kan jeg som enlig kvinde ikke, det er næsten umuligt for mig at leve uden familie. Så lesbiske kvinder vil ikke 'outes'. Og det bliver de, hvis de ses sammen med bøsser. Folk tænker: 'Hvilke kvinder vil være sammen med bøsser, hvis ikke de selv er lesbiske,'" siger Rebecca Saab Saadé, der selv definerer sig som queer.

Derfor har kvinderne skabt deres eget sted, Meem, en støttegruppe for homoseksuelle kvinder i Libanon, hvor der både kommer kristne og muslimske kvinder med og uden tørklæde. Meem lever i det tyste og vil ikke have opmærksomhed. Her kan kvinder og unge piger komme og snakke med hinanden, se film og deltage i forskellige aktiviteter.

Rebecca er maronit, en af de store religioner i Libanon, og studerer biologi på Lebanese University. Vi møder hende på en travl café i den kristne bydel. Hun er korthåret, med store sorte krøller, har cowboybukser og -jakke. Om halsen hænger et kvindetegn. Det er heller ikke tilfældigt, for Rebecca Saab Saadé er først og fremmest feminist, fortæller hun.

"Vores kamp er i højere grad som kvinder, ikke som lesbiske," fortæller hun, mens hun ryger den ene cigaret efter den anden.

"Kvinder har ikke nogen seksualitet juridisk set. Vi anerkendes ikke som selvstændige seksuelle væsner. Sex bliver betragtet som noget mænd gør, så lesbiske er juridisk immune. Man kan ikke dømme os for usømmelig seksuel adfærd, for vi eksisterer simpelthen ikke. Derfor er der ikke så meget at vinde ved at gå ud og råbe, 'vi er gay og stolte'. Vores problemer er sociale, for eksempel hos vores familier, som smider os ud. Så vores kamp er i høj grad en feministisk kamp for kvinders ret til selvbestemmelse, imod seksuelle overgreb og vold mod kvinder, som er meget udbredt i vores del af verden. Det handler om at ændre folks holdning og støtte pigerne, så de kan tage kampen op ude i lokalsamfundet og hjemme i familien. Det er dér, vi er nødt til at starte," siger Rebecca og fortæller, at mange homoseksuelle i Libanon ville rejse til Vesten, hvis det var økonomisk muligt for dem.

"Hvis jeg tænker fem år frem i tiden: Lad os sige, jeg har mødt mit livs kærlighed, og lad os sige, at det tilfældigvis er en kvinde. Hvis vi vil have et barn, så er vi nødt til at forlade Libanon. Vi behøver ikke nødvendigvis blive her og kæmpe, vi kan tage til Europa. Jeg ville gerne til Norge," siger Rebecca.

"Sådan er det. Vi prøver at lave det om, vi kan, og så rejser vi."

Kilder: Unspeakable Love af Brian Whitaker og Sexuality in the Arab World, redigeret af Samir Khalaf og John Gagnon

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Richard L, man kan ikke tale om et kuldsejlet multikulti-projekt, for Danmark er ikke mere mutikulturelt, end det altid har været. Ydermere er der ikke tale om, at man det er et projekt, der kan kuldsejle. I en lille verden som vores, er det et vilkår, at folk bevæger sig rundt på kloden og bosætter sig andre steder end der, hvor de oprindeligt kommer fra. Det er kun rimeligt og naturligt.