Læsetid: 5 min.

Museer og arvinger strides om to Picasso-værker

Mendelsohn-Bartholdy-familiens efterkommere gør krav på to pragtstykker, der i dag ejes af New Yorks to mest berømte museer. Familien hævder, at den oprindelige ejer, en tysk-jødisk bankier, kun skilte sig af med værkerne på grund af nazistisk forfølgelse
Mendelsohn-Bartholdy-familiens efterkommere gør krav på to pragtstykker, der i dag ejes af New Yorks to mest berømte museer. Familien hævder, at den oprindelige ejer, en tysk-jødisk bankier, kun skilte sig af med værkerne på grund af nazistisk forfølgelse
26. august 2008

BERLIN - Malerierne er ikke blot uvurderlige, de har i over fire årtier været to af de væsentligste attraktioner på henholdsvis New York Museum of Modern Art (MoMa) og det lige så berømte Guggenheim-museum i New York.

De er begge tidlige Picassoer og malet i begyndelsen af det 20. århundred, dvs. før de to verdenskrige rullede hen over Europa. Det ene lærred er Le Moulin de la Galette, som Picasso malede i 1900, og som i modsætning til kunstnernes senere værker ser ud til at efterabe de franske impressionister med sin farverige skildring af dansende par i fin de siècle-tophatte og udflydende kjoler på et lampeoplyst dansested i Paris.

Det andet maleri, Le meneur du cheval nu, menes at stamme fra 1905 eller 1906, altså fra Picassos såkaldte rosa periode. Dette værk, som er malt i elementære omrids i toner af sort, gråt og brunt, afslører den radikalt egenartede skulpturelle stil, som senere skulle blive Picassos særkende.

Før Adolf Hitler greb magten i Tyskland, tilhørte de to Picasso-malerier en af de mest fremtrædende skikkelser i det tysk-jødiske samfund, en mand, som engang havde spillet en væsentlig rolle i at skænke såvel landet som dets hovedstad, Berlin, et ry som centrum for intellektuel udmærkelse.

Maleriernes ejermand var nemlig Paul von Mendelsohn-Bartholdy, en prominent tysk-jødisk bankier og efterkommer af komponisten Felix Mendelsohn og oplysningsfilosoffen Moses Mendelsohn. Familiens restaurerede residens i det centrale Berlin, i hvilken en bank blev indrettet for 200 år siden, er i dag en turistattraktion.

I dag, over 63 år efter at Tysklands jødiske befolkning blev systematisk tilintetgjort af nazisterne, har de overlevende arvinger iværksat en spektakulær retstvist, for at få de to værker tilbageleveret.

Mendelsohn-Bartholdy-familiens arvinger er alle tyske og svenske statsborgere af jødisk herkomst, og de er oppe imod så magtfulde figurer som Ronald S. Lauder, arving til Estée Lauder-kosmetik-formuen og kunstsamler, og præsidenten for World Jewish Congress, der begge har betydelig indflydelse i de to museers bestyrelse.

'De sidste krigsfanger'

Det var i kraft af sin position og sin rolle som æresformand for MoMa, at Lauder fik udformet den såkaldte Washington-erklæring, som blev tiltrådt af 44 nationer og fastsatte præmisserne for tilbagelevering af alle de kunstværker, der forsvandt eller blev solgt under naziæraen.

Lauder har ikke ønsket at kommentere den verserende strid. I stedet for at diskutere spørgsmålet med arvingerne har MoMa og Guggenheim-museerne begge kategorisk afvist deres begæring. Advokater for de to museer har desuden søgt at få New Yorks byrets ord for, at de er de retmæssige ejere af malerierne. En officiel høring ventes dette efterår.

Vil Lauder blive fanget i sit eget spind? Derom er Julius Schoeps ganske overbevist. Den 66-årige Potsdam-historiker er efterkommer af Paul von Mendelsohn-Bartholdy, og det er ham der sammen med sin advokat, John Byrne, står i spidsen for kampen for at sikre de 26 efterkommere ejendomsretten til malerierne. Schoeps henviser til, at Lauder tidligere selv har betegnet uretmæssigt erhvervede malerier som "de sidste krigsfanger".

En passende pris

Schoeps anede intet om sin forfaders passion for kunst før for fem år siden, da han blev opsøgt af en canadisk van Gogh-ekspert. Hun kunne fortælle ham, at hans grandonkel, Paul von Mendelsohn-Bartholdy, engang ejede en betydelig malerisamling, der omfattede fem Picassoer, otte van Gogh'er foruden værker af Rousseau, Monet og Renoir.

Efter at have undersøgt sagen fandt Schoeps frem til, at hans grandonkels første kone, som var jødisk, havde stået på venskabelig fod med kunsthandleren, Alfred Flechtheim, som havde hjulpet parret med at opbygge den imponerende privatsamling. Men i 1933, nogle få måneder efter at Hitler kom til magten, blev bankieren afskediget fra alle offentlige tillidsposter, ligesom hans formue begyndte at svinde ind.

I foråret samme år begyndte han at sende sine malerier til udlandet. De fem Picassoer havnede i Basel, hvor kunsthandleren Justin Thannhauser fik dem i sin varetægt. Det følgende år lod bankieren Thannhauser vide, at han var parat til at sælge, hvis prisen var passende. De fem malerier blev derpå optaget i Thannhausers katalog i augustudgaven 1935 sammen med 200 andre billeder.

Le meneur du cheval nu blev købt for "en passende pris" af William S. Paley, den amerikanske grundlægger af CBS i 1936. Paley blev senere bestyrelsesmedlem i MoMa, og i 1964 skænkede han maleriet til museet som gave. Øjensynlig var han aldrig blevet underrettet om, hvem den virkelige ejer var.

Thannhauser forærede Le Moulin de la Galette til Guggenheim i 1963, idet han hævdede, at han havde fået værket af Mendelsohn-Bartholdy "omkring 1935". Men de reelle omstændigheder, under hvilke han erhvervede de fem Picassoer, er et af kernepunkterne i den foreliggende strid. Der findes ingen dokumentation, der viser, at Thannhauser købte dem, og det er Schoeps formodning, at kunsthandleren havde gældsproblemer og simpelthen stjal malerierne.

Note i centrum

Mendelsohn-Bartholdy døde i Berlin i 1935 i en alder af 59 år, øjensynlig efter at være blevet overfaldet af en nazibølle. Men tre måneder før sin død nåede han i sit testamente at fastslå, at hans anden og ikke-jødiske kone, Elsa, skulle være hans arving, og at arven efter hendes død skulle gå videre til hans fire søstre. Testamentet indeholder en håndskrevet note, hvoraf det fremgår, at Elsa Mendelshohn-Bartoldy allerede havde modtaget bankierens malerier som en "bryllupsgave".

Schoeps hævder nu, at denne note tyder på, at hele arrangementet var en "forfølgelsesaftale", et særligt juridisk kneb fra denne epoke, som skulle sikre, at kunstværker blev holdt ude af nazisternes hænder. Han insisterer på, at noten beviser, at bankieren solgte sine værker under indtryk af presset fra nazisterne, og om dette kan bevises, er kardinalpunktet i den juridiske tvist.

Heroverfor hævder New York-museerne, at som enke må Elsa have været den retmæssige ejer af alle malerierne, siden parrets ægteskab blev indgået i 1927, og at værkerne følgelig blev solgt af en 'arier', som ikke var udsat for nazistisk forfølgelse. Museets advokater hævder endvidere, at familien var domineret af protestanter som Elsa, der var i stand til at "afbøde følgerne af den nazistiske antisemitisme" på bankieren.

Schoeps anser sidstnævnte påstand for "kynisk", ligesom han er overbevist om, at hans grandonkel i lighed med mange andre tyske jøder i begyndelsen af 1930'erne sendte sine billeder til Schweiz for at kunne finansiere en eventuel flugt.

Han fastholder, at grandonkelen aldrig ville have solgt billederne, hvis ikke nazisterne havde grebet magten, og at bankieren havde et ry blandt nazisterne som 'pengejøde'.

"At retfærdigheden kan ske fyldest, er hvad der ligger os mest på sinde," siger Schoeps.

"Efter al denne tid ønsker vi os bare afklaring," insisterer han.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu