"Værsgo, tænd en stjernekaster! Tag nogle serpentiner! De skal jo føle sig velkomne. De kommer lige om lidt ... Kan vi lige prøve med et velkomstråb?"
Alle hviner og hujer. Trappen ned til Archauz over for Musikhuset i Århus er fyldt med nysgerrige, der er klædt på til fest og sikkert også til morgenmad. Vi prøver velkomsthylet en gang til og er straks venner allesammen. Og ned ad trinene løber de os så i møde, de fire videokunstnere fra den hippe, tysk-engelske gruppe Gob Squad. De har kun undertøj på, og de vinker, mens de holder fast på deres kameraer under trappesprinten. Alle skriger hysterisk og vifter med stjernekastere, som om de hilste den olympiske festugefakkel velkommen.
Inde i salen får vi lov til at se Super Night Shot's fire videoer ved siden af hinanden. Det viser sig, at de fire videokunstnere har synkroniseret deres ure præcis en time tidligere - og at de så er løbet ud i byen for at se, om de kunne få nogen til at åbne sig så meget, at de faktisk ville indvilge i at give et kys. Bare fordi. De har talt med tilfældige, de har mødt på gaden. De har spurgt de mest ublu spørgsmål. Og jo, de fleste i Århus tror åbenbart på kærlighed ved første blik. Det er blevet hylende morsomt, omtrent hele tiden, men det er også bevægende. For selvironien blafrer, når disse performere hver for sig indtager byen med bycykel eller kaninmaske og tilbyder folk assistance i lyskrydsene.
Øller og kys
Selv får de tilbudt øller i Rådhusparken. Men slagsmål kan de nu ikke rigtig få nogen med på. Det er for tidligt på aftenen. Til gengæld får de en pige til at kysse kaninen. Astrid hedder hun, og hun er lige så køn og langhåret, som hun er ung. Alt ender godt: GobSquad'erne har igen sejret over storbyens anonymitet. Pyha.
Det er dramatikeren Christian Lollike, der som festugens teaterkurator har fået GobSquad til byen. Og trods diverse ujævnheder i videoflowet så kommer denne dynamiske videoerobring faktisk til at skabe en skæg og kantet karakteristik af Århus: Af charmen og varmen og fredsommeligheden - og af den skepsis, som trods alt røber storbyens mere beske realisme. Med happy end, vel at mærke.
Ovre i Musikhuset er den officielle åbningsstemning mere behersket. Dronningen bliver ellers ventet af store skarer bag afskærmningerne, og hendes hår er sat op til narrestreger i den smukkeste, spanske fletknold som hilsen til den spanske flamencostjerne Sara Baras. Men det er svært for åbningstalerne at gøre sig uforglemmelige, når årets tema netop ikke er et håndfast tema om kvinder eller vasketøj, men simpelthen byder på Århus som 'åben by'. For er det ikke lige akkurat det, som Århus altid er - åben?
Underben
"Der skal to til et møde," siger dronningen. Publikum nikker. Men det har de vist altid vidst i Århus. Det er vel derfor, alle vi andre bliver ved med at komme tilbage. Men Århus kan ligesom tillade sig mere under sin Festuge, netop fordi den grundlæggende er en venlig by. Med alle de problemer, som alle andre byer også har. Og publikum glemmer festugevirkeligheden udenfor, for det spanske åbningsshow hamrer hælene i gulvet med vild præcision.
Den 36-årige Sara Baras er en magnetiserende flamencodanser. En lillebitte kvinde med en slank linjeføring, som egentlig hører til i ballettens verden. Men også en kunstner med en heftighed, der eksploderer i bankende underben og et skørt, der tilsyneladende kan bredes ud i uendelige folder - eller samles helt stramt om hendes smalle hofter.
Festugen havde hyret hendes allerstørste show med syv musikere og 10 dansere foruden de to store, mandlige gæstesolister, José Serrano og Luis Ortega, hvis knipsende hænder i sig selv fremprovokerede gåsehud i Musikhuset.
Som forestilling var showet lovlig glat. Alt var perfekt, men den smerte, som flamencoen også handler om, nåede aldrig helt ud over rampen. Eller også var det bare, fordi man helst havde haft Sara Baras helt for sig selv på en lillebitte, kogende kælderscene. Men publikum var ellevilde, vel også fordi dansen teknisk set så indlysende var i verdensklasse.
Chili og teens
Århus måler sig selv internationalt med sin festuge. Og måske har festugens direktør, Jens Folmer Jepsen fundet balancen. I år er den ellers uslukkelige debat om festugens begrænsede folkelighed og uforståelige elitedyrkelse i hvert fald kun på lavt blus.
Århusianerne bidrager gerne med nattefriskhed. Med fadøl og blinkende lamper på Pustervig - og tålmodige bartendere med blendere og Kim Larsen her i na-aaat, når lyset brænder ud. Ved midnatstide er de 50-årige mænd stadig høflige, mens de 20-årige er blevet mere målrettede. Sådan må det jo være. Og ellers kan lidt chili con carne fra gadekøkkenerne vel peppe hormonerne lidt op.
De 13-17 årige er efter sigende blevet vilde med Smells like Teens i Ridehuset, hvor hotte navne laver alkoholfrie koncerter kl. 17; og forældrene har velsagtens julelys i øjnene. De yngste teenagere er i hvert fald ikke så synlige i nattebilledet. Til gengæld står moden på korte kjoler i baldehøjde og hvide stiletter for de evigt 18-årige. Heldigt at festugen og brostenene er åbnet i sommervejr.
Zig-zag og Lulu
Festugen er åbnet, ja. Med åben å og åbent torv. Store Torv er gået helt i selvsving i år og har åbnet mulden op under fliserne. Neden for tårnet på domkirken er der pludselig skudt græs op fra undergrunden - med små bakker og fine, lyserøde rosenbede. Ungerne suser rundt, og forældrene bliver rørte, som om de besøgte bedstemors sommerhus fra for længe siden. Det er clash'et mellem storbyen og det bløde, saftige grønne, der pludselig gør folk rørte - og som tydeligvis åbner for en masse, som festugen ikke kan have den fjerneste anelse om.
Her er også gadekæret i genopstanden, plastikindpakket form - og altinget strakt ud i den 51 meter lange, røde Guiness-rekord sofa, der heldigvis igen er blevet hevet frem, så folk kan sætte sig og blive betragtere af deres egen fest. Sofaen skulle i år også være interaktiv med en lyd, der reagerer på folks sætte-sig-bevægelser, men lørdag formiddag var sofaen helt tavs. Den havde nok oplevet rigeligt om natten.
For åbenheden og gennemsigtigheden kan selvfølgelig blive for meget. Velsagtens derfor skulle der også dukke rigtig tåge op over Bispetorvet. Røgen lignede dog mest hvide gejserskyer, sådan som dampstriberne steg op midt mellem taburetterne foran den lille børnescene. Ellers også var det bare røgkiler fra den franske kunstner Zevs, der har designet årets festugeplakater med Z-kiler.
Selvfølgelig er det ikke alle, der har fået kileplakater. Folkedanserne i Ryesgade klarede sig nu også glimrende med at tegne hjemmelavede zig-zag-tegn på gadefliserne for at skabe sig en firkant til hopsa og mølle. Og linedancerne oppe ved Skt. Knuds Torv sparkede selv tilskuerne ud i en firkant med deres cowboystøvler. (At festugens mest diskuterede plakat er Århus Teaters reklameposter for forestillingen Lulu, er en anden sag. Først måtte pigens bare ben og særligt hendes køn ikke være helt så synligt, og derefter skulle hun pludselig ikke vise ben, men hellere sutte på en asparges. Så selvfølgelig er billedet nu set af absolut alle i Århus Stiftstidendes energiske debatartikler. Det kan man da kalde åbenhed.)
For importeret flamenco eller ej. Festugen er allerbedst, når den er åbnet af Gud og hvermand. Det er vel også derfor, at Steffen Brandts uofficielle åbning i Rådhushallen med Jørgen Leth og de andre supershots blev så underfundig og så helt igennem århusiansk. Fordi disse internationale Århus-kunstnere viste det, som Århus har vidst selv hele tiden: At Århus er verdensbyen, hvor man heldigvis kan spare olympiadefyrværkeriet og nøjes med stjernekastere.
Århus Åben By 2008. Åbningsforestilling i Musikhuset med Sara Baras. Super Night Shots. Gob Squad på Arhauz. Kurator: Christian Lollike.
Se mere på www.aarhusfestuge.dk
