Læsetid: 4 min.

Når jeg ser et regnbueflag smælde

Weekendens Pride-Parade gennem Københavns gader er homoernes svar på første maj. Og den er endt med at være akkurat lige så intetsigende
Weekendens Pride-Parade gennem Københavns gader er homoernes svar på første maj. Og den er endt med at være akkurat lige så intetsigende
15. august 2008

Efter fire besøg i det lokale solcenter. I bar overkrop med brystvorterne indsmurt i sølvglimmer. Og iført stramme tights dansende på en vogn gennem Københavns gader.

Sådan havde jeg min debut som pride-deltager en gang omkring årtusindeskiftet. Og siden er horder af håbefulde homoseksuelle fulgt i mine fodspor. Selv holder jeg mig nu langt væk fra priden og alt, hvad der lugter af dens regnbueeskapisme og tomme kalorier.

"Hvor længe skal homofile ligge i samfundspres?" Under den overskrift blev den første pride - eller Christopher Street Liberation Day, som det hed dengang, - afholdt i København i 1971. Protestdemonstrationen - som var formen dengang - var en markering af, at bøsser, lesbiske samt bi- og transseksuelle i New York to år tidligere havde taget kampen op mod politiets og myndighedernes diskrimination og overgreb.

Nu skulle kampen også tages på dansk grund. De følgende år fulgte arrangementer under overskifter som "Vi er dem, vores forældre advarede os imod." I 80'erne blev der holdt sporadiske arrangementer i et homomiljø hårdt ramt af aids, og i slutningen af 90'erne begyndte så de farverige optog, der stadig kører den dag i dag.

Alt i alt minder pride-historien om den skæbne, som 1. maj har lidt. Fra kampdag til lallende fridag uden megen politisk indhold og med fadøllen, den røde pølse og et omrejsende tivoli i centrum.

Nye markeringer

Man behøver dog ikke drømme sig tilbage til 'de gode gamle dage' for at rette et kritisk blik på priden. Gennem de seneste år har kritiske røster i homomiljøet afholdt alternative arrangementer og kritiseret priden for at være for kommerciel, mandsdomineret, apolitisk, tilpasningsivrig og nationalistisk. Og det virker, som om der er blevet lyttet bare lidt hos arrangørerne. I år slipper man således for, at priden hedder Danish Pride, på årets plakat er modellerne for engang skyld ikke alle kridhvide i hovedet, og man har sågar forsøgt sig udi nogle politiske markeringer.

Man kritiserer hængningen af homoseksuelle i Iran og forholdene i Østeuropa. Noget, der kun kan bakkes op om. Der, hvor kæden dog delvist ryger af, er, at kritikken kun rettes ud af landet.

Hvor er kritikken af, at Danmark rent faktisk vil udvise homoseksuelle asylansøgere til Iran med begrundelsen, at de bare kan leve i skabet, når de vender hjem? Hvorfor foregår protesterne kun foran den iranske ambassade og ikke - også - foran Udlændingeservice?

Og hvorfor kun protestere over højrereligiøse homohadere i for eksempel Letland? Hvorfor ikke - også - rette søgelyset mod, at EU, som Danmark jævnfør de seneste ugers debat jo må siges at være en del af, rent faktisk skal gøre mere for at beskytte minoriteters rettigheder, sådan, som medlemslandene jo har forpligtiget sig til?

Hvor er protesterne til Per Stig & co.?

Der har været nogle pip, men intet markant, og det er synd.

Uholdbar fedte-strategi

Det ligner et mønster, at man skubber de alvorlige problemer ud over grænsen i stedet for at tage fat på dem, der hvor de - også - skal løses, nemlig herhjemme.

Et mønster, der kun bliver tydeligere, når man i stedet bruger energien på at nominere Lene Espersen til en pride-pris som årets politiker, fordi hun måske vil kigge på, at homoseksuelle ikke længere skal diskrimineres nær så meget, når de får børn. Vi taler om et medlem af en regering, der temmelig konsekvent stemmer mod at give homoseksuelle fulde rettigheder, om en justitsminister, der kun meget fodslæbende er gået med til overhovedet at se på problemerne med overfald på homoseksuelle, og om kronprinsessen i et parti, der netop har budt über-homofoben Tove Videbæk velkommen ombord. Jamen hun skal da have en pris, mens vi bukker og skraber, eller hvad?

Problemerne eksporteres altså ikke kun delvist syd eller øst på, men de hjemlige politikere roses samtidig for stort set intet at foretage sig. Fogh fik for et par år siden den samme pris for at sige noget, han aldrig siden har fulgt op på, så den mest holdbare lefle- eller fedtestrategi er det altså ikke.

Alligevel har priser og feststemning erstattet kritik og politisk kamp, og priden er endt med frivilligt eller ufrivilligt at skabe et billede af, at her går det hele fantastisk, hvilket årets motto "vi fejrer, fordi vi kan" får slået fast. I andre byer som Paris, der også laver store mainstream prides, kan man som minimum blive enige om paroler, der for eksempel kritiserer diskrimination i undervisningssystemet. Måske ikke super sexet, men med kant og kritik også rettet indadtil. Så langt er vi ikke nået i København.

Kræftens Bekæmpelse kan derfor glæde sig over, at jeg i år dropper de mange solariebesøg og bliver hjemme. Jeg elsker fest. Sågar også iført stramme tights. Men jeg har fået nok af pridens regnbueeskapisme og tomme kalorier.

Sune Prahl Knudsen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu