Læsetid: 6 min.

En ode til ensomheden

Den hollandske debutant Gerbrand Bakker mener, at den danske natur er fantastisk, mens danskerne ikke er det. Hans debutroman handler om en ensom bonde, som drømmer om at komme til det forjættede land Danmark
28. august 2008

Helmer er 55 år og har brugt de sidste 30 år på 'at ligge under køerne', som han selv siger. Det var egentlig ikke det, han ville med sit liv, men sådan blev det, da hans tvillingebror, Henk, som skulle have overtaget den fædrende gård, døde. Helmer var den, der tænkte, Henk den, der handlede. Helmer er godt træt af at ligge under køerne, og det har han været i rigtig lang tid, da han på side ét i Gerbrand Bakkers debutroman Ovenpå er der stille endelig beslutter sig for at gøre noget og derfor bærer sin gamle tyranniske far ovenpå i håbet om, at han så vil dø - og helst i morgen.

Selv om der egentlig ikke sker det store i Gerbrand Bakkers debutroman og han selv kalder den lidt kedelig med et skævt smil, er der noget ved dens stilfærdighed, der fænger, og romanen er blevet en anmelderrost bestseller, som har solgt over 70.000 eksemplarer - blandt andet på fransk, engelsk, tyrkisk og koreansk. Den udkom på dansk i sidste uge.

- Hvorfor tror du, at den her stilfærdige historie om en bondemand på 55 år taler til noget i så mange mennesker?

"Jeg tror, det der tiltaler så mange er Helmers ensomhed. Normalt opfatter vi ensomhed, som noget sørgeligt. Man bliver betragtet som en stakkel, hvis man er ensom, men jeg har skrevet bogen på en måde, så ensomheden er noget rart og stilfærdigt," siger Gerbrand Bakker, som kalder romanen for en ode, der fejrer ensomheden.

- Hvorfor er ensomhed noget, der skal fejres?

"Når alt kommer til alt, er man altid alene. Når det virkelig gælder, er man alene. Man dør alene, og de rigtigt svære beslutninger her i livet er man nødt til at træffe alene. Selv om man snakker med sine venner om dem, så er der ikke nogen, der kan træffe dem for en. Men det, at man grundlæggende er alene, behøver ikke at være noget dårligt. Man skal bare acceptere, at det er sådan, det er," siger Gerbrand Bakker.

I løbet af romanen forlader de få mennesker, der er i Helmers liv, ham. Enten rejser de væk, ligesom den unge mælkemand, som Helmer er lidt småforelsket i, eller også dør de. Men det er ifølge Gerbrand Bakker slet ikke spor sørgeligt. For romanen handler netop om, at Helmer bliver nødt til at indse, at han er alene - for at kunne komme videre med sit liv.

"Sjovt nok bliver det, at alle forlader ham en befrielse for ham. Først fra det øjeblik kan der ske en hel masse ting," siger Gerbrand Bakker.

Siden tvillingebroderens død, har Helmer helt udeladt at træffe nogen beslutninger. Han er holdt op med at tænke og udlever sin sorg ved at leve den afdøde brors liv, i stedet for det liv han selv havde drømt om med bøger og en universitetsuddannelse.

"Folk siger altid til mig, kvinder især, at Helmer er en kæmpe kujon. De spørger mig hvorfor han ikke har gjort noget ved sin situation. Hvorfor han malker køerne i 45 år, bare fordi hans far siger, at han skal. Men i virkeligheden gør han det slet ikke for faderens skyld, men for sin afdøde brors skyld. Det at malke køerne er et monument over hans døde bror," siger Gerbrand Bakker. Selv om Helmer hader det, fortsætter han med at malke køer og fodre får, indtil han en dag ser to unge drenge, sejle forbi i kano.

"Han bliver opdaget af de her to drenge, som kommer sejlende forbi med mål og retning, og pludselig går det op for ham; 'hov, der er jo mennesker, der ser mig'. Og i det øjeblik indser han, at han også er nødt til at kunne holde ud at se sig selv. At han er nødt til at kunne leve med den, han er," siger Gerbrand Bakker.

Han mener, at en anden forklaring på, at romanen har fundet så mange læsere i hele verden netop er, at den handler om en mand, som meget sent i livet beslutter sig for at ændre sit liv - og at det rent faktisk lykkes for ham.

"De fleste tror, at man kun kan ændre sit liv, mens man er ung, men det er selvfølgelig nonsens. Det kan altså godt lade sig gøre at ændre sig, også når man bliver ældre," siger Gerbrand Bakker.

Danmark er et forjættet land

Da Helmer først har set sig selv udefra gennem de to unge drenges øjne, begynder han at drømme om et andet liv. Han køber et gammelt landkort over Danmark og smager med stor fornøjelse på danske stednavne, som Ballerup, Stenløse og Holbæk, mens han højt lader ordene runge ud i stuen.

"Dansk er jo ikke ligefrem et kønt sprog, men hvis man som hollænder står foran et kort over Danmark og smager på ordet vaeuerloese (Værløse, red.), så smager det jo vidunderligt. De danske stednavne er som magi," siger Gerbrand Bakker.

Hvorfor er det lige netop Danmark, Helmer drømmer om, som et mulighedernes land?

"I Holland står der aldrig nogensinde noget som helst om Skandinavien i aviserne. Aldrig et ord om Finland, Sverige, Danmark eller Norge. Intet. Hvis man læser avisen i Holland er det nærmest som om, Skandinavien slet ikke eksisterer. Vores udsyn er rettet mod USA, Frankrig, England og Tyskland. Så derfor er Danmark på en måde et forjættet land. Det er et sted, som for Helmer ikke er forbundet med nogen betydning, og derfor kan han drømme, hvad han vil om det," siger Gerbrand Bakker.

Selv holder Gerbrand Bakker meget af at komme i Danmark, hvor hans ven har et sommerhus i Rågeleje, som han besøger flere gange om året.

"Jeg er vild med Danmark. Nordkysten af Sjælland er helt utroligt smuk. I Holland har vi kun de her kedelige strande med en masse sand. Jeg kan godt lide den her lidt mere vilde kystlinje, I har," siger han.

Er det kun naturen, du er vild med, eller er du også fascineret af det danske samfund?

"Det er naturen, for hvis jeg skal være helt ærlig omkring danskerne, så kan vi hollændere jo godt lide at tænke, at det var os, der fandt på homoægteskaber og så videre, men det var jo i virkeligheden jer, der gjorde det. I har altid været først med al den slags. Men det sjove er, og nu håber jeg ikke, jeg fornærmer nogen, men når jeg er i Danmark, og nu taler jeg ikke om København, men om områderne oppe nordpå. Når jeg kigger på de her mennesker og snakker med dem, så kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan kan de være de første, som tillod homoægteskaber? Man får ikke indtryk af, at danskerne tænker særligt meget over den slags ting," siger Gerbrand Bakker og tilføjer, at homoægteskaberne selvfølgelig blev indført i en anden tid, og at det er muligt, at danskerne har ændret sig i mellemtiden.

"Nu har I selvfølgelig også hele den her højrebølge i øjeblikket, som overhovedet ikke lader sig forene med homoægteskaber og fritænkning, men I er i virkeligheden en mærkelig nation. Og meget lille. I er kun fem millioner, ikke sandt, selv om I har lige så meget plads, som Holland," siger Gerbrand Bakker og smiler skælmsk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu