Læsetid: 3 min.

På kant med livet i Odense

Man kan møde mange forskellige mennesker i de danske dokumentarfilm, der fra i dag vises på den årlige kort- og dokumentarfilmfestival i Odense
Kultur
19. august 2008

Unge mødre i Chile, en ung soldat på vej til Irak, misbrugere på vej tilbage til livet, en filminstruktør på barrikaderne - emnerne er mange og forskellige i de nye danske dokumentarfilm, der vises på Odense Filmfestival, som begynder i dag. Fælles for dem er, at de går tæt på en række mennesker, som forsøger at leve et ordentligt liv - hvordan det så end måtte tage ud.

Ulla Boye har sammen med fotografen Jørgen Johansson besøgt Kofoeds Skole på Amager og lader i Kun med hjertet en række af skolens brugere fortælle deres historier. Man møder bl.a. en tidligere stofmisbruger, der stadig kan mærke suget i maven, når han kommer for tæt på stoffer, og som nu bruger sit liv på at prøve at hjælpe andre misbrugere.

En anden mand er fuld af fantastiske fortællinger, hvori han selv spiller en hovedrolle - fortællinger, som sjældent er sande, og det gør dem ikke mindre underholdende. Boye er også med til møder og aktiviteter, hvor brugerne på skolen taler om stort og småt, f.eks. om evnen til at styre sit eget liv, hvilket netop er, hvad Koefods Skole vil lære sine brugere og om det fornuftige i at sætte børn i en voldsom verden som vores.

Store spørgsmål

Den slags spekulationer er overflødige for de to unge, chilenske kvinder, Solange på 22 og Solange på 14, som man møder i Tine Katinka Jensens Solange on Love. De har begge fået børn, Solange den ældre endda to, og det er i høj grad med til at bestemme, hvordan de skal leve deres liv. Egentlig stiller de ikke store krav til fremtiden - de vil bare gerne have et anstændigt liv - men når faren til Solange den yngres barn ikke er ældre end hun selv, og faren til Solange den ældres børn sidder i spjældet, og hun ikke har fast arbejde, kan det være svært at få tingene til at hænge sammen.

Tre mænd, Jens Loftager, Erlend E. Moe og Sami Saif, står bag den forførende betitlede Paradis, som også er en af de bedste af de dokumentarfilm, jeg har set fra den nationale afdeling i Odense i år. Der er dog ikke meget paradisisk over dette multifacetterede portræt af Danmark lige nu. Sorg, glæde, død, liv, angst, ensomhed, kærlighed, uvished - mange af tilværelsens store spørgsmål og følelser belyses på afdæmpet og ukunstlet facon i mødet med mennesker, som står over for store udfordringer: En soldat er på vej til Irak, et ungt par skal have barn og flytter sammen, en irakisk pige og hendes familie har boet seks år i en flygtningelejr og kæmper for at komme ud og få et normalt liv.

Freud og Fassbinder

Først var titlen Kunsten og de utilpassede - hvilket meget godt fortæller, hvad Anne Gyrithe Bonnes underholdende, men også noget fragmentariske film om filminstruktøren og forfatteren Christian Braad Thomsen handler om. Nu hedder den vist i stedet En landsbytosse kommer til byen, hvilket Braad Thomsen selv er godt tilfreds med. I filmen beskriver han da også sig selv som en af den slags utilpassede individer, der ville være endt som landsbytosse, havde han ikke haft kunsten at udtrykke sig gennem.

Gyrithe Bonne når i løbet af en time vidt omkring i Christian Braad Thomsen, der vel altid har været en højrøstet, kompromisløs outsider og debattør i dansk kulturliv. Han får lov til at påkalde sig nogle af de personligheder og kunstnere, han i hvert fald åndeligt identificerer sig mest med - Freud, Fassbinder, Thelonious Monk - og man ser klip fra de hjemstavnsfilm, han har lavet, og som understreger, at det var kameraet - som en af instruktørens barndomsvenner på et tidspunkt sagde til ham - der så at sige gav hans liv mening.

Det er den 23. udgave af Odense Filmfestival, der under ledelse af Cecilia Lidin begynder i dag og frem til på søndag viser hundredvis af kort- og dokumentarfilm fra ind- og udland. Fem forskellige juryer sørger for, at festivalens priser bliver fordelt mellem de mange film, som publikum gratis kan opleve i de odenseanske biografer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her