Læsetid: 6 min.

Postmoderne på den faglige måde

Ud med 'hvad synes du selv', ind med kanon. Sådan har regeringens mantra for uddannelsessystemet lydt, lige siden den trådte til i 2001, og sjældent har postmodernismens barn, den subjektive tolkning, været så bandlyst som nu. Men selv om der er et brud med en postmodernistisk tradition i uddannelsessystemet, er vi ikke fordi på vej mod den rendyrkede faglighed
Retning. Er uddannelsessystemet på vej væk fra postmodernismen? Eller er eksempelvis gymnasiereformen bare mere af det samme, sådan som lektor Steen Nepper Larsen ser det. En uddannelse til effektive borgere i et noget-for-noget-konkurrence-samfund.

Retning. Er uddannelsessystemet på vej væk fra postmodernismen? Eller er eksempelvis gymnasiereformen bare mere af det samme, sådan som lektor Steen Nepper Larsen ser det. En uddannelse til effektive borgere i et noget-for-noget-konkurrence-samfund.

Charlotte Kim Boed

16. august 2008

Noget er forandret. Pludselig er der en mærkelig kulturteoretisk stilstand, hvor man ikke længere ved, hvor man skal vende sig hen. Man ser forskellige strømninger, som man endnu ikke kan kalde en bevægelse, men som alligevel var noget andet end den postmodernisme, der har domineret universitetsverdenen de seneste årtier, mener ph.d. i arkæologi ved Stockholms Universitet Ylva Sjöstrand. Hun offentliggjorde for nylig en kronik i svenske Dagens Nyheter, hvor hun argumenterer for, at postmodernismens stærke indflydelse på især de humanistiske fag lakker mod enden.

"Postmodernismen begynder at føles out of date, den er begyndt at gå i tomgang, men vi er heller ikke tilbage til 50'ernes måde at se videnskaben på. Der er noget nyt, der er ved at ske, det hører jeg også fra andre," siger Sjöstrand til Information. Hun definerer postmodernismen som en mangefacetteret teori, der "forkaster de store fortællinger, absolutte sandheder og muligheden for objektiv viden". Inden for arkæologien har det betydet, at man kan og bør se arkæologiske genstande som tekst, der tilsammen udgør hele fortællinger, der i virkeligheden siger mere om samtiden end om fortiden. "Frem for alt indebærer det, at der stilles spørgsmål ved ideen om en essentiel, iboende betydning hos ting, tekster eller fortællinger," skriver hun i Dagens Nyheter, og forklarer, hvad hun mener med, at postmodernismen delvist har haft en usund indflydelse, som hun skriver i indlægget. De postmoderne tænkere, eksempelvis Foucault og Derrida, opnåede med deres kritik af autoriteter så stor anerkendelse og slog så hårdt igennem i mange humanistiske fag, at de selv blev til autoriteter, som man ikke stillede spørgsmåltegn ved. Og det resulterede ifølge Sjöstrand i det modsatte af det postmoderne projekts anerkendelse af den subjektive tolknings værdi.

"De er nærmest blevet så mægtige, at man ikke længere har kunnet se deres magt. Man har behandlet deres bøger som kilder. Foucault kunne lige pludselig bruges til alt, og vi fik en slags modsat effekt, hvor autoritetstroen gjorde, at man ikke turde stå for sine egne tolkninger uden at referere til de store kendte navne og tykke bøger. At man altid skulle have et Derrida-citat i parentes," siger Sjöstrand, der mener, tilgangen delvist har været ukritisk.

Ødelagt almendannelse

Også i det danske uddannelsessystem ser vi et delvist brud med postmodernismen, mener forskerne Hans Siggaard Jensen, prodekan for uddannelse ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, og Harry Haue, lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet. Han har især forsket i almen dannelse og har været med i de udvalg, der vedrører blandt andet faget historie efter den nye gymnasiereform fra 2005.

"Postmodernismen har tidligere haft en stærk indflydelse på alle de fag, hvor der er et kraftigt holdningselement. Man ser det også i selve grundlaget for skolen, hvor værdirelativismen begyndte at slå igennem, dvs. at uddannelsessystemet ikke havde faste værdier, hverken akademisk eller opdragelsesmæssigt," siger Hans Siggaard Jensen, der ser postmodernismens indflydelse som en villighed og åbenhed til at diskutere og en anerkendelse af, at man ikke på forhånd kender sandheden og svaret på alting. Det er den gode side: "Den dårlige er, at man har sat spørgsmålstegn ved alting og dermed bidraget til, at alting flyder."

Ifølge Harry Haue er gymnasiereformen fra 2005 et eksempel på, at den type skole delvist er under opbrud. Højskoleforstander Tue Kjærhus mente ellers noget helt andet i sin klumme i Information for nogen tid siden. Han skrev, "at der er noget i tiden, som råber efter et opgør med postmodernismens relativisme" og konkluderede blandt andet, at postmodernismen havde været langt mere ødelæggende for den almene dannelse end oprøret i '68. For mens den ene del af 68'erne ville afmontere den almene dannelse, var den anden del sjældent interesseret i viden og intellektuel aktivitet. Desværre, mener Kjærhus, var det den praksisorienterede fløj, der vandt, og det slår stadig igennem: "Vi har derfor fået en gymnasiereform, hvor man taler om flerfaglighed, fagfaglighed, metafaglighed og metakognition, uden at man har redegjort for, hvilken ontologi (viden om væren, red.), der ligger til grund herfor. Og hvad værre er, man interesserer sig heller ikke for at redegøre for sammenhængen."

Harry Haue ser derimod gymnasiereformen som en form for modreaktion: "Da postmodernismen kom i 70'erne fik vi en opløsning af kanon. Det er der kommet en reaktion på nu, og i den sammenhæng sker der en form for beskeden retraditionalisering, fordi man igen vil sikre sig konsensus og sammenhængskraft ved, at de forskellige fag har umistelige værdier, som alle elever har ret til at vide noget om. Derfor har vi kernestoffet i gymnasiet og kanon i folkeskolens historieundervisning."

Men Steen Nepper Larsen, lektor ved forskningscenter GNOSIS under Aarhus Universitet mener, at postmodernismens rolle i uddannelsessystemet er stærkt overdrevet: "I dagligdags sprog er postmodernisme jo blevet det samme som relativisme, men det mener jeg absolut ikke rammer den uddannelsespolitiske rationalitet, der har styret dansk uddannelsespolitik, som snarere har handlet om noget for noget, staten er en konkurrencestat, og borgerne skal være effektive." For borgerne skulle opdrages til at begå sig i globaliseringen og i konkurrencekappestriden.

"Det er snarere tale om stramme neoliberale styringsredskaber fra statens side. Man er egentlig ligeglad med, hvad der bliver produceret, bare det bliver produceret effektivt. Videnskabelighed og viden i sig selv og i sin egen ret findes ikke længere, for samfundet er desinteresseret i videnskab og tænkning, hvis den ikke kan bruges til noget," siger Steen Nepper Larsen, der derfor mener, denne regerings så kaldte opgør med 'almendannelsens forfald' er et pseudoopgør. Alligevel mener Harry Haue, at der er sket et skift, og især siden 2000 har man følt sig tilskyndet til at stille spørgsmålet: hvad er det specifikt faglige, hvad er det specifikt nationale, hvad er det specifikt historiske. Fordi vi lever i en tid, hvor alt er flydende.

Tid til at gå videre

"Det har igen noget med globalisering og multikulturalitet i samfundet at gøre, at man har forsøgt at gøre sig klart, hvad vi skal bevare, og hvad vi skal videreudvikle, og det kommer til udtryk i gymnasiereformen i 2005. Det er til dels et opgør med postmodernismen."

Men vi er ikke tilbage i 50'ernes sorte skole. Der er ikke noget fast pensum, i stedet er der kerneområder og kompetencemål, og i læreplanerne står der, at alle emner og temaer skal relateres til elevens egen situation og tid, pointerer Harry Haue. Det er en slags videreudvikling af både postmodernisme og fagtraditionen, der gør, at eleven bliver konfronteret med stoffet, og at de to skal i dialog med hinanden: "Der er udviklet nogle filosofiske og pædagogiske forestillinger, der har gjort det muligt at håndtere postmodernismen på en tilstrækkeligt kompleks måde. Dér tænker jeg især på filosoffen Niklas Luhmann, som har formået at skabe en kommunikationsteori, der kan forbinde postmodernismen med en fagtradition, uden at de kommer i modsætning, men i stedet kommunikerer med hinanden," siger han.

Man har desuden lagt vægt på problemorienteret tværfaglighed i gymnasiereformen.

"Alligevel er der ikke et fuldt brud med postmodernismen, som stadig kan siges at have indflydelse på fag som historie, litteratur og sprogfag. Samtidig har der været modtræk, hvor man fokuserer på logik, gyldighed, argumenter, evidens," siger Hans Siggaard Jensen. Og det var på tide, mener Ylva Sjöstrand, der inden for arkæologien så, at man var ved at nærme sig en farlig polarisering mellem de såkaldt teoretiske arkæologer, der skriver lange skrifter om Derrida, og de traditionelle arkæologer, der går op i evidens, kronologi og kan datere keramik bare ved at snuse til det.

"Det er blevet til, at de to grupper foragter hinanden og har bygget mure op mellem hinanden i stedet for at samarbejde. Det er, som om vi må gå videre og sige: Nu har vi de her erfaringer med os fra postmoderniteten, nu har vi sagt det, der skal sige, og nu arbejder vi sammen om at gå videre."

For hvis det postmoderne projekt begynder at være ved vejs ende, så er det tid til at gå videre, ikke at vende tilbage, mener Ylva Sjöstrand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når ædruligheden begynder at indfinde sig:

Opgøret med postmodernismen kunne jo ganske enkelt skyldes at
postmodernismen bare ikke dur' som videnskab - at den ganske enkelt aldrig kan være (nævneværdigt) meget virkelighedstro!

Hvor sært: At netop den struds - der stikker hovedet SÅ dybt ned i jorden -
mener at kunne SE: At enhver sag virkeligt har SÅ mange gyldige SYNsvinkler :-)

Som Marx skrev: De kommunistiske arbejdermasser - bilder sig ikke ind at de bare kan tænke deres herrer bort ! ( og man kan heller ikke bare
omfortolke dem bort )

Eller med andre ord: Postmodernisme KAN da være meget hyggeligt når man sidder på caféen og drikker caffe latte - MEN har ikke så meget med virkeligheden at gøre - som jo handler om 8-16 job's, madlavning, gulvskuring, læggen ryg til diktatoriske arbejdsledere's slavepiskerier, at kostes rund i arbejdsformidlingssystemer, bleskiftning osv.

Mik Shridhar Højlund Bøll

KAN man godt parkere postmodernismen i rabatten og sige at den ikke har så meget med virkeligheden at gøre? Det ville vel være det samme som at sige, at den har været uden betydningen siden...?

@Mik

"KAN man godt parkere postmodernismen i rabatten og sige at den ikke har så meget med virkeligheden at gøre? Det ville vel være det samme som at sige, at den har været uden betydningen siden...?"

Ikke helt! Postmodernismen SKULLE vel forsøges! Og som videnskabeligt eksperiment er postmodernismen vellykket - forstået på den måde, at den mere og mere tydeliggør - at postmodernismen ikke dur' som videnskab.

Det forekommer mig, Kim Gram, at du argumenterer for en art "et skridt frem og to tilbage"? Det forekommer mig tillige, at din definition af, hvad der er "videnskabeligt" er temmelig afstumpet, og at der som konsekvens af samme vil være mange videnskabelige discipliner, du ikke kan anerkende?

Som kommunikations-studerende er det i hvert fald vanskeligt at acceptere, at der ikke skulle være brug for de postmoderne tanker, der forekommer dig så irrelevante. Men da DU ikke er MIG, sandsynligvis arbejder i et andet 8-16 job og ser verden fra DIN vinkel, kan DU nok ikke begribe, hvad JEG siger. Verden er ikke så firkantet; ikke alt er ingeniørkunst og matematik.

Bevares postmodernisterne har da ret i at der er meget ( umiddelbart )mystisk i verden - men det meste mystiske er at de humanistiske(!) postmodernister ikke går rundt med ildrøde ører !

Videnskab som kun er betragtning - som er uden praxis -
er ikke videnskab!

Eller for at tage gode gamle Darwin: Det særlige ved mennesket er at det ikke blot tilpasser sig vilkårene - men at det også - med mere eller mindre succes - forsøger at ændre vilkårerne efter sin vilje!

Forsømmer vi (at forsøge) at ændre kapitalismen-liberalismen efter vor
vilje - lader dem stå som en vedvarende undtagelse ( som et særligt urokkeligt vilkår ) OVER det særlige ved mennesket - afvikles det særlige ved mennesket.

Hvilket paradox - at den superhumanistiske postmodernismes bidrag til mennesket - er at bidrage til afviklingen af det særligt menneskelige !

Din sammenblanding af praksis og lovmæssigheder er problematisk. Hvad er betragtning uden praksis? Hvad betragter du så?

Du søger tilsyneladende efter reproducerbare lovmæssigheder, sådan som jeg forstår dig (og jeg forsøger i det mindste); men at disse skulle findes allesteds og regere verden efter dikterede regler, den køber jeg ikke (som du vel hentyder med dit elegant indskydte "umiddelbart").

Darwin ville formentlig heller ikke mene, at vi som mennesker allesammen er/opfører os ens (der røg evolutionsteorien i så fald...), og at enhver således ser verden fra sit perspektiv og skaber et billed og en forståelse af verden ud fra egne oplevelser (sense-making) er for mig mere logisk end noget, du finder i Platons hulelignelse.

@Peter Brix

"Darwin ville formentlig heller ikke mene, at vi som mennesker allesammen er/opfører os ens "

JO:
Mht. emnet her er ALLE mennesker ens!

Det er et ALMENT fællestræk ved alle mennesker - at vi ( forsøger ) at
indrette vilkårerne efter vor vilje - det er så også samtidigt det SÆRLIGE
der adskiller os fra de øvrige væsner her på kloden.

Nuvel; men det virker som om, du i din iver for at forfægte din sag, smider barnet ud med badevandet (kill your darlings, remember?). Din hovedpåstand er vel stadig, at postmodernismen ikke har medført noget positivt i forhold til uddannelses- og skolevæsen? Det mener jeg personligt er noget sludder. En øget forståelse for, at der er forskel på mennesker (uagtet, at vi som art har fællestræk og disses forfatning), mener jeg, har medført udprægede forbedringer i vores evne til at skole mennesker.

I en verden der konstant skriger på nyudvikling og kreativ innovation, mener jeg det er uhensigtsmæssigt kun at undervise inden for specifikke kasser (jf. kanon-undervisning)og søge efter lovmæssigheder; men respekterer da dit, ganske vist antikverede, livssyn.

@Peter Brix

"I en verden der konstant skriger på nyudvikling og kreativ innovation, .... "
--------

Det er nu ikke VERDEN ( som helhed ) der KONSTANT skriger....

Men noget/nogen i verden gør det jo unægteligt - og med din brug af ordet:
KONSTANT, fik du så tilkendegivet at det er at anse for et eksempel på noget af det urokkelige OVER mennesket, som vi, efter bedste evne, skal forsøge at tilpasse og indordne OS under - i stedet for selv at forsøge at overtage roret !

--------

Mht. at postmodernismen har givet nogle positive ændringer mange steder i undervisningssystemet - Jo da! men IMO: Det skyldes alene det at nogle
af forholdene i det gamle undervisningssystem var SÅ elendige, at ENHVER forandring ( selv en postmodernistisk sådan ) nødvendigvis måtte blive et fremskridt !

@Peter Brix

"men respekterer da dit, ganske vist antikverede, livssyn."

Tør næsten ikke forestille mig fra hvilke andre livssyn - man kan kalde
mit livssyn,som meget bygger på Darwinismen, for: Antikveret !

-------

Men der er da noget godt ved postmodernismen - i en kritik af den
( og af dens "gåen vidre" )- er det: Let og uundgåeligt ( men selvfølgeligt helt utilsigtet :-) at komme til at fremstå som et lysende sandhedsvidne, ved
blot at pege på det postmodernismen "gik vidre fra" !

Nu var det jo ikke just din insisteren på Darwinismen, jeg hentydede til som antikveret, men derimod din afvisning af nogle af verdens fremmeste tænkere over de sidste 50-60 år.

Din insisteren på at fordreje ord, overfortolke og afkontekstualisere (for nu at blive i det postmoderne) synes samtidig at indikere, at du måske ikke har jordens stærkeste sag.

@Peter Brix

"men derimod din afvisning af nogle af verdens fremmeste tænkere over de sidste 50-60 år."

Tja. Jeg bedømmer mindre tænkere på hvor fremmelige de måtte være, men
mere på deres tænknings eventuelle overenstemmelse med virkeligheden.

-----------

Check i øvrigt en med denne debat meget parallelt kørende, på tråden:
Nede i hr. Fritzl's kælder.

@Peter Brix

"Din insisteren på at fordreje ord, overfortolke og afkontekstualisere (for nu at blive i det postmoderne) synes samtidig at indikere, at du måske ikke har jordens stærkeste sag."

------------------------

Jeg afholder mig fra at køre en ren debat mod de tanke- og ordstærke postmodernister - forsøger i stedet blot at modsige dem ved at pege på nogle forhold i omverden ( før de får mig overbevist om at jeg er en sten ).

--------------

Et eksempel fra hukommelsen: Baudrillard: Det symbolske er en langt
stærkere samfundskabende kraft end både arbejdsindsats og kapital !

Det er flot sagt og flot tænkt - men medmindre det passer med virkeligheden er det desværre: Vrøvl!

-------------

IMO: Der har ikke været nogen god grund til at "gå vidre" -
eller kan postmodernisterne pege på de ændringer i samfundens
grundliggende økonomiske indretning og ejendomsforhold -
der sku' ku' ha' gjort klassekampen overflødig ( nationalt/globalt ) ?

---------

Det eneste der virkeligt gør denne sag "lidt" dårlig ( at den måske ikke er jordens stærkste sag ), er at dens virkelige modpart ikke er postmodernistiske intellektuelle - men er: Kapitalismens
millitærmagt !

"Jeg afholder mig fra at køre en ren debat mod de tanke- og ordstærke postmodernister - forsøger i stedet blot at modsige dem ved at pege på nogle forhold i omverden ( før de får mig overbevist om at jeg er en sten )."

Men kan vi blive enige om, at "omverden" også består af mennesker? Hvis det er tilfældet, er det så ikke værd at studere, hvordan vi i højere grad kan forstå andre mennesker? Det virker som om du giver køb på en masse erkendelsesteori til fordel for en blind sværgen til Marx' tanker om kapital og klasse?

Tror umiddelbart, at der hvor kæden hopper af er, at du ikke kan se de praktiske formål med postmoderne tænkning. Men landvindingerne inden for de humanistiske discipliner i kraft af postmodernismen har været enorme.
Et eksempel fra hukommelsen: Kenneth Burke beskrev mennesket som "a symbol using animal", og argumenterede for, at verden var konstrueret (og kontinuerligt rekonstrueret)af symboler, som vi bruger til at skabe mening og kontinuitet. Dermed gør han det symbolske til en forudsætning for alt andet, og siger således også, at verden er en (menneskelig; men absolut ikke fælles-menneskelig)konstruktion. Holder du dette sammen med det flyvske begreb kultur (hvis definition er stort set umulig), forstået som et sæt symboler, så er det klart, hvorfor der er forskel på mennesker - det er pga. de forskellige definitioner/opfattelser, der følger af forskellige symbolsystemer, og som udspringer af forskellige opfattelser af verden, kombineret med tradition (overleverede symbolsystemer) og fænomenologisk erkendelse (altså at vi opfatter ud fra os selv, kroppen er din sansemaskine, så at sige). Alt dette giver et langt mindre stabilt billede af verden, bundet til individet - som jo er centralt i den postmoderne tænkning.

Personligt har jeg beskæftiget mig mest med socialkonstruktivismen, som for mig at se leverer langt bedre svar på, hvorfor menneskelig interaktion foregår som den (empirisk dokumenterbart) gør.

Såfremt du ikke kan se værdien af disse ting, må jeg nok konstatere, at du muligvis er en sten, men agter ikke at argumentere videre for dette.

@Peter Brix

"Såfremt du ikke kan se værdien af disse ting, må jeg nok konstatere, at du muligvis er en sten, men agter ikke at argumentere videre for dette."

Til det - og til din bemærkning om at min definition af videnskab er
afstumpet: Det - ( umiddelbart kyniske: ) bare at bedømme tænkning på dens evt. overenstemmelse med virkeligheden - er jo også bla.a. et oprør imod positivismens [ og andres ] (forhånds)udelukkelse af følelseslivet fra videnskabens tænkning og argumenteren! Fordi: Når det især er omfanget af overenstemmelse med virkeligheden der tæller - KAN man jo ikke dømme en tænkning inde/ude bare af den grund at den er følelsespræget.

Og ja: Positivismen er jo længst forbi -men alligevel griber man ofte sig selv -og andre i - at afvise de og de fremførte tanker/begrundelser, med: Det er jo følelsespræget - uden at se på hvorvidt de tanker/begrundelser kunne være i god overenstemmelse med virkeligheden.

Bad timing ( og en mulig forklaring på at nogle ( humanister af anden observans ) skåner postmodernismen for kritik ) ?

At påbegynde en kritik af postmodernismen på et tidspunkt hvor den tegner humanvidenskaberne, KAN opfattes som en kritik af humanvidenskab i det hele taget - og kan blive taget til indtægt af de pengekræfter der af indlysende grunde, nu ønsker et videnssamfund - men helst kun viden på snævre "teknologiske" områder; altså helst uden den slags humanistisk videnskab - som kunne give samfundets borgere en bedre forståelse af ders virkelige situation, andre mulige samfundsformer og andre mulige måder at være menneske !

Henning Ristinge

Jeg vil bestemt ikke afvise at der er sider af den postmoderne kritik der har værdi, også i mit fag – historiefaget. Men den omsiggribende relativisme har ikke mindst medført at man i praksis har medvirket til at åbne dørene på vid gab –ikke mindst for holocaust denial – med elfenbensudtænkte påstande om at alle udsagn har lige gyldighed - og når alt kommer til alt kan alt reduceres til sproglige og litterære udsagn.

Der er desuden en klar sammenhæng mellem den tiltagende hardcore anti-intellektualisme og undergravelse af respekten for ekspertudsagn. Jeg hilser et opgør med denne form for relativisme velkommen, og et opgør med den, vil nødvendigvis også indebære et intellektuelt opgør med den ekstremistiske postmodernisme, og det er på høje tid.

Henning Ristinge

Der er en stærkt ubehagelig tendens i den postmodernistiske tankegang der går ud på at da ingen udsagn kan ophøjes til et gudeligt universelt niveau – så er alle udsagn relative – og lige gyldige –

Den slags tankegang er vejen til helvede – sandhed eksisterer også selvom absolutte og universelle sandheder ikke eksisterer – de universelle sandheder overlader jeg trygt til Vorherre og dem der tror på ham – men der bør stadig være plads og respekt for det faktum at vi almindeligt dødelige nu engang er nød til at forholde os til den daglige virkjelighed der omgiver os og afgøre om udsagn er sandt eller usandt – med de begrænsninger dette nødvendigvis indeholder.

Store dele af det postmoderne univers bærer præg af at alt for mange i mit fag kan nøjes med at tænke og fortænke og læse andres tanker – engang imellem kunne man godt ønske sig en rask lille kulturrevolution hvor enkelte blev sendt ud på lidt skovl og spade arbejde i deres eget fag.

@ Ristinge
Måske er fejlkilden netop denne: At fordi alle sproglige udsagn er ( eller: sprogligt set FREMSTÅR som ) ligeværdige/ lige gyldige - overføres det til en tro på at den lige gyldighed så også gælder for alt det i omverden hvert sprogligt udsagn ( direkte/indirekte ) peger på !

Henning Ristinge

Jeg ved det ikke Kim, men det forekommer mig at der er et stort sammenfald mellem postmodernismens indmach ogden omsiggribende brug af stadig dygtigere spindoktorer, som kan afvise enhver form for saglighed med et kæmpe spin af ord og vendinger.

Men kommunikation er jo vor ven Brix område så måske han har noget inlektuelt at sige i forsvar her.

Sammenfald ja - også med noget andet!

( Oki: Det følgende bør lige læses med det for øje: At overdrivelse kan fremme forståelsen )

Postmodernismens styrker og svagheder er omtrent sammenfaldende
med computeres sådanne! [ Med den ene
undtagelse: At Computere ( endnu ) kræver Aristoteles logik overholdt ]

Computere:
Har så at sige en total upartiskhed, LIGEgyldighed - for så
vidt en evne til at sluge hvad som helst råt - Eller: lidt mere positivt udtrykt:
I visse sammenhænge: Evnen til at udvise en enorm smidighed og
modtagelighed - og det er ikke kun spydigt ment: Under mange forhold
ER de samme evner jo meget ønskværdige - også hos mennesker!
( At nogle af vore tankevaner som burde brydes - er umådeligt svære for
os at bryde )

Hvis man så tænker på computeres svagheder:
At de ikke er særligt gode til hverken at erkende omverden - eller til at udføre de i omverden daglige nødvendige handlinger: Såsom: rengøring, madlavning, ..., kan man så sammenligne med postmodernismens
modvillighed til at erkende at i dagligdagen er der simpelthen nogle handlinger der nødvendige - og andre der ikke er ! Og at de handlinger derfor ikke er LIGE gyldige!

At overgangen fra industrisamfund til videnssamfund er et: Farvel til kroppen,
er grunden til at disse moderne tider ( paradoxalt nok ) mere og mere ligner: Middelalderens genkomst ( Umberto Eco ). Bortset fra at kirken jo var klog nok til at rage landbrugsjord til sig - gik middelalderen jo kort sagt ud på at give indtryk af ( Hvad den gejstlige elite reelt bedrev - er en anden sag ): At ånden er meget vigtigere end kroppen.

Henning Ristinge

Nå Kim,det ser ikke ud til at vi med Brix har fundet en der ønsker at forsvare den der omsigribende undegravelse af alle udsagn og relativistiske ekstremisme som postmodernismens hærgen har medført i humaniora i de sidste to årtier

@Ristinge

Ved nu heller ikke lige hvorfra min irritation/motivering til at gå ind i en debat om postmodernisme kontra virkelighed- sku' ku' hente sin fortsatte næring -
der er jo i mit synspunkt den modsigelse: At virkeligheden jo - for så vidt netop ikke har brug for nogen vogter! ( og jeg ligger i strid med postmodernister om forskningsbevillinger osv. )

Øv! Der røg drømmen om en post som sandhedsminister :-(

Korrektion:

Og jeg ligger IKKE i strid...

----------

Når nu virkeligheden er den: At det er processerne i samfundets basis
der langt mere bestemmer processerne i samfundets overbygning - end omvendt, er det jo rimeligt meget spild af energi at argumentere imod postmodernistiske virdenskabsfolk - for selv hvis det skulle lykkes at overbevise nogen af dem, om at de bør nedtone postmodernismen til fordel for marxismen - kommer det alligevel næppe til at gøre hverken fra eller til
- i virkeligheden.

Henning Ristinge

Jeg synes nu ikke helt at vore postmodernisterne sådan skal have lov til at gemme sig i elfenbenstårnene, så lad os se om de kan li nedenstående svada.

Postmodernismen har nu hærget vore universiteter i mindst to årtier og resultatet er mærkbart. Vi har uddannet mindst en generation der er flintrende ligeglade med kriterier som ’objektivitet’ og ’sandhed’ og lignende. For sådanne ting eksisterer jo ikke, og alt hvad der handler om objektivitet og sandhed ligger nu i historiens brokkasse.

Generationens ’vandring igennem institutionerne’ er nu også fuldbyrdet og den har så sandelig været bemærkelsesværdig. Som salig Brix antyder ovenfor er sprogteoriernes nihilistiske dekonstruktivisme, relativisme og afvisning af enhver form for objektivitet og sandhed ganske uundværlig for de kommunikative ’videnskaber’.

Jo tak, det har vi bemærket. Vores således nys udklækkede postmodernister fylder spindoktorernes kontorer og taburetter hos partier som Dansk Folkeparti og Venstre (og tilsvarende i Udlandet), ikke mindst er de kommet langt i de store politiske partier i USA, det republikanerne især har lært meget. Hopsa fik kildematerialet sig en tur da vi skulle putte en spin på Irak. For ikke at nævne vores hjemlige producerede Lomborg, et ægte produkt af tidsånden.

Postmodernisterne hylede da også op da nogen fandt på at imødegå den britiske holocaust benægtende ’historiker’ David Irving’s systematiske manipulationer med alt kildemateriale.

Sandhed eksisterer jo ikke længere vel!

Alle udsagn har deres egen gyldighed, alt er relativt, forklarede de os.

Historikere der hævder at ingen jøder blev myrdet af Hitler, og at der ingen gaskamre eksisterede har derfor lige så meget ret som alle andre historikere.

Historieskrivning er jo bare skønlitteratur – ikke sandt.

Det er derfor også ganske uacceptabelt at nogen historikere, af mere klassisk observans, fandt på at deltage i processen med at imødegå Irving i en retssal.

’Det er usmageligt’ fortæller de os medens deres stemmer flyder over af medlidenhed med lille Irving. Det er ganske uretfærdigt at han nu er en ruineret mand, fortæller de os.

Ligeledes er det ok når ethvert krav til objektivitet fejes frådende af bordet af vores egen hjemlige professor Bent Jensen. Hvorfor skal der stilles krav til ham om alsidighed og objektivitet – det er jo altsammen levn fra brokkassen ikke sandt?

Jo vi har i sandhed alle lært meget af Foucault og Derrida – tillykke.

David Stodolsky

The only interesting question with Postmodernism/Social Constructionism /Discourse Analysis, etc. is how such obvious nonsense could take hold in the academic world. The answer is a profound failure to deal with the existential crisis of the modern age.

According to recent developments in existentialism (terror management theory) every society must construct a 'social anxiety buffer' to shield the individual from the fear of death. The traditional judeo-christian belief system that served this function for thousands of years has been totally undermined by modern science.

POMO came to the rescue by telling people that everything is a story. If you don't like the story in the physiology textbook that says you will die and be eaten by worms, the story in the Bible that you will go to heaven is just as 'valid' (according to POMO).

By passing itself off as 'subversive/leftist' the anti-scientific and crypto-fascist nature of the claims remained hidden for a long time behind and impenetrable barrier of obscure language. This has served the elite well. If there is no 'truth' then disagreements can only be solved by force. Those with money/guns will always prevail.

Thus it has served those who can't face the realities of existence and those in power. The first needed the new mythology, the second were glad to provide the resources needed to spread the nonsense. Marx said religion was the opiate of the people. POMO was the new religion which clad itself in the trappings of science. This was necessary, because religion was defeated as a source of authority as we entered the modern age.

Post-modernism was actually post-democracy: a return to the law of the jungle.

Henning Ristinge

Hmm, harshly perhaps, det var sandelig post-videnskab.

Min oplevelse var at der var mange frustrerede marxister blandt dem der kastede sig over POMO.

Det synes til tider som om der blandt disse var en type af menneske der altid søger det ultimative. Marxisme blev for dem et religions surrogat.

Da den så skuffende ved ikke at vise sig at indeholde moseloven og det ultimative så var det oplagt at alt måtte dekonstrueres.

Man tilsluttede sig opfattelser der på den ene side hævede almen videnskabelig begreber og arbejdsredskaber af den slags der opdeler udsagn i ’sandt og falskt’ og stille krav om at man tilstræber ’objektivitet’ til - et absolut niveau.

Objektivitet skulle være af den slags som kun Jahve og guderne besidder. Da man ikke kunne få det skulle al tale om at tilstræbe objektivitet forkastes.

Her var ikke plads til kompromisser, det var alt eller intet. Enten er videnskaben absolut og hævet over menneskelige begrænsninger eller osse skulle enhver tale om videnskab forkastes. Det skulle være den ultimative eviggyldige objektivitet, eller ingenting overhovedet.

Tilsvarene skulle begrebet sandhed som blandt almindeligt dødelige anvendes til at afgøre om et givet udsagn er sandt eller falskt - løftes til niveau af den endegyldige gudelige og ultimativ sandhed. Sandhed af den slags som ikke er relativ og kun kan findes i den verden der ligge uden for den menneskelige verden og formåen.

Ingen af delene eksisterer selvsagt i den verden vi almindelig dødelige befinder os i, vi har alle kun et menneskeligt og derfor begrænset udsyn. Vi er bl.a. et produkt af vores tid og levevis. Vi kan derfor kun gøre vores bedste.

Men for POMOerne synes dette ikke tilstrækkeligt. Det skulle være absolut objektivitet og ultimativ sandhed eller ingenting – og ingenting blev det så – i hvert fald nå det gælder humaniora.

Det lykkedes vist ikke helt at få naturvidenskaben med på galskaben.

@Ristinge

"Det skulle være absolut objektivitet og ultimativ sandhed eller ingenting – og ingenting blev det så"

----------------------------------

Og enhver der kender bare lidt til besværet med at forsøge at forholde sig til virkeligheden - måtte på forhånd have vidst, at hvis ovenstående præmis opstilles og godtages - kunne svaret KUN blive: Ingenting.

---------------------------------

Og når nogle postmodernister nu måske indrømmer at der kan være noget om snakken mht. kritikken af potmodernismen, vil de nok tilføje:
Men også det er jo dybest set ligegyldigt :-(

Det er rimeligt let at finde gamle tænkere - og nyere - til en polemik for og imod det postmodernistiske synspunkt, formodentligt har de fleste mennesker op gennem historien - af og til, men mere eller mindre bevidst -
tænkt på den slags spørgsmål, eller nogle i den retning.

Emnet nu, er imidlertid mere dette nye: At postmodernismen i den grad slog igennem som en massebevægelse ( OG nærmest gik i selvsving ):

Hvad var/er: Motiverne, årsagerne og følgerne ?

Videnskab af den slags der FORSØGER at finde nogelunde almengyldige
"sandheder" ( med mere/mindre held - ja ofte med nærmest direkte fejltagelser )- BEHOVET for at forsøge sig med sådan videnskab falder selvfølgeligt drastisk hvis man mener ( ja har held til at udbrede det i (verdens)samfundet ):
At: Intet over, intet ved siden af, og intet udenfor markedsmekanismens
styring og afgørelser. ( Og hvis nogen alligevel insisterer på at forsøge en sådan videnskab, kan de jo blive opfattet som hindringer for udbredelsen af marekedsmekanismen domæne ).

De fælles menneskelige afgørelser etc. ,da overladt til markedsmekanismen - kan man jo så nøjes med en videnskab såsom
postmodernismen!

@Ristinge

At naturvidenskabsfolkene ikke helt hoppede med på vognen - skyldes næppe at naturvidenskabsfolk er gjort af en særlig støbning - men skyldes
nok mere at deres "genstand": NATUREN, bare ikke helt "formåede" at
følge med den postmodernistiske modestrømning!

@Ristinge

Det kan desværre også skyldes noget andet:

Måske har giganterne allerede udkæmpet luftslaget?

Vor kritik af postmodernismen er SÅ oplagt, at andre der deler vore holdninger, men som har større indsigt i videnskabsteori og andre videnskaber - end vi har; forlængst ligger i strid med postmodernisterne
( i det mindste udenfor vor hjemlige andedam ). Altså: Vor mindre kvalificerede kritik er det måske ikke værd at spilde tid på at imødegå?

Det er jo nok især historievidenskaben der har problemer med postmodernismen ( og diverse revisionister ). Jeg ved ikke så meget om historievidenskab - men så vidt jeg kan se: Den almengyldige lov: At det er den økonomisk betingede klassekamp der er det bestemmende ( i den hidtidige historie, i hvert hidtidigt samfund ) - rokkes jo ikke selv HVIS mange af de specifikke hændelser i forhistorien - vi har fået fortalt som kendsgerninger - sku' være opdigtede og/eller ha' været meget anderledes!

Henning Ristinge

Problemet ligger i Kim, at dele af POMO holdet principielt afviste eller bare undergravede princippet om at historiske kilder skal og bør behandles efter videnskabelige kriterier. Det vil sige analyse af deres værdi og gyldighed som kilder og princippet om at man skulle tilstræbe den højest mulige grad af objektivitet i sin behandling af kilderne og i sin endelige fremstilling. (jeg er selv historiker)

I USA var og er nogen af de kvindelige historikere især, så rabiate at de mener at der er sammenhæng mellem mængden af mandlige kønshormoner og ideen om videnskabelighed. De kalder os andre - vrængende - for videnskabelige historikere og påstår at vi kun acceptere den historie der kan lokaliseres i dokumenter gemt i arkiver og dens slags.

Virkeligheden er at begrænsede dele af POMO fulgte op på en kritik om dokumentfeticering og overdreven tro på objektivitet som som er en rigtig kritik men også en som allerede var fremsat og som de fleste havde taget til efterretning. Men som det ofte er tenderer strømninger mod at slå over i ekstremisme, hvorefter det for alvor bliver skadeligt og det mener jeg bestemt vi kan se at det har været og er. I kommunikationsstudierne har den omsigribende reletivisme bestemt også trukket ubehagelige spor i journalistik og i form af den principløshed vi ser nå ovennævnte spindoktorer for alvor går i selvsving og spinner enhver saglighed ud af rapporter fra f.eks efteretningstjenester som vi så det i USA og mange andre steder. POMO i dens mere ekstreme former har understøttet afgørende anti-videnskabelige og anti-intelektuelle elementer i tidsånden til stor skade for os alle

Virkeligheden er at når alt skrælles væk er der ikke væsentlig forskel på de problemstillingerr der er og de krav man bør stille til videnskabelighed i samfundsvidenskaberne og den der stilles i naturvidenskaberne. Vi er alle underlagt begrænsninger i sprog og samt sted og tiddsånd, man behøver bare studerer hvad naturvidenskabernes omklamring af socialdarvinismen førte til i det nittende og det tyvende århundrede for at se at de problemer der rigtigt pegedes på er almene for os alle.

Henning Ristinge

Jeg mener derfor heller ikke at man behøver være videnskabsteoretiker for at forstå de centrale dele af denne problemstilling. Tværtimod forekommer det mig ofte, som de også antydes i et par eksempler i artiklen, at skellet mellem dem der teoretiserer og os der laver fodarbejde ofte er for stort.

@Ristinge

Artiklen tyder jo også på at nogle postmodernister selv har erkendt at der er "lidt der halter".

-----------------

Med beklagelse over at de mange uelegante afkonteksttualiseringer her, afholder postmodernister i af tage denne kritik alvorligt :

@Ristinge: Vi udstiller egentligt en forbløffende naivitet ( ofte i modsigelse med vore egne udmeldinger ) - at vi ( pga. vor "gammelskolling" ?) bilder os ind at postmodernister - for alvor vil lade sig påvirke af anklager om uvidenskabelighed - så længe deres postmodernisme sikrer næste
månedsløn og forskningsbevillinger !

-----------------

Og ja: VK+O synes også at have lidt modvilje imod postmodernismen
( på nogle områder ) og de har nok deres grunde!

Så lige dette mere: Postmodernister nægter ( på trods af at vi og de ved bedre ) - at skelne imellem om en ( indrømmet: Ofte ensLYDENDE ) kritik
kommer fra venstre eller fra højre! Med det resultat at marxister fremstår som facister - og postmodernismen som: Revolutionær, frigørende, "leftist",
progressiv - og f.eks. også som: ikke-racistisk og ikke-sexistisk - hvad den
har opnået - af samme grund som et menneske der af patologiske årsager er født uden nogen sanseevner - med garanti aldrig bliver racist eller sexist.

Ristinge: "Det skulle være absolut objektivitet og ultimativ sandhed eller ingenting – og ingenting blev det så"

På nogle særdeles skræmmende områder er det mønster måske ved
at gentage sig: Blandt anti-racister og anti-sexister !

Det er progressivt at ville arbejde for et samfund og en videnskab der
( pga. sin organisering af økonomien ) er 99,99999% sikret imod enhver forekomst af sexisme eller racisme;
men at ( erklære at ) ville arbejde for et samfund og en videnskab der
er 100% sikret imod enhver forekomst af sexisme eller racisme er
mildest talt ikke progressivt!

Ristinge:"Det skulle være absolut objektivitet og ultimativ sandhed eller ingenting – og ingenting blev det så"

Vil helst tro at nogle anti-racistiske og anti-sexistiske udmeldinger der kræver det 100% - bare er uvidende eller uopmærksomme på det mønster Ristinge påpeger - men jeg er dybt bekymret for at det ikke gælder alle de umeldinger's ophav.

Henning Ristinge

nu tror jeg nok du er på vej ud i nogle politisk konsiratoriske væverier Kim som ikke har ret meget med virkeligheden at gøre. Det der snarere er tale om er psykolgi her. Mennesker har øjensynlig brug for absolutte svar på tilværelsesn gåde. I dette tilfælde viste de absolutte svar at have deres begfrændninger hvorfor man så ihærdigt og hovedkuls kaster sig over et nyt antitese paradigme som tillægges samme ikon og bibeltydnings værdi som man tidligere tillagde et andet paradigme.

Det er tilsyneladende en ikke særlig gennemtænkt tendens til hele tiden ukritisk at tillægge den modebølge man nu falder over en totalitaristisk evne til at frembringe endegyldige og absolutte svar på alle problemer. En tendens til ikke hele tiden at holde fast i den skeptisisme og villighed/evne til løbene at stille kritiske spørgsmål til sig selv, sine frembringelser og egen væren som burde være kernen i al videnskabelighed.

@Ristinge

"En tendens til ikke hele tiden at holde fast i den skeptisisme og villighed/evne til løbene at stille kritiske spørgsmål til sig selv, sine frembringelser og egen væren som burde være kernen i al videnskabelighed."

-------------------------------

Da postmodernismen aflivede de store fortællinger, fik den jo
også samtidigt aflivet ( de sidste rester af ) heltedyrkelsen.

Postmodernisten sidder i sit elfenbenstårn, med indsigten i altings ligegyldighed - kan derfor ryste dybt på hovedet over de infantile individer
der i deres forfængelige/megalomane forestillinger bilder sig ind at de kan gøre en forskel ( f.eks. ved at debattere her :-) ! Ved snart ikke hvilken af de to indstillinger der er den mindst ringe ?

Henning Ristinge

'De store fortællinger' aflivede sig selv Kim, de behøvede ikke fødselshjælpere, de var offer for deres egen iboende relionstenderende drøm om det absolutte, svaret på alt. Men det var ikke enden på historien, det var the coming ogf realitry - og det var sgu igrunden ikke så galt

@Ristinge

Et forslag om hvad der BØR ske ( konkret eksemplificeret ved en kulturrevolution der sikrer at alle arkæologer af og til faktisk deltager i markarbejde ) er for så vidt selv uden jordforbindelse- ikke mindst
historikere bør vide, at selv gode grunde til det og det: BØR, ikke sikrer at det: Bør,bliver fulgt - medmindre nogenlunde magtfulde grupper finder en nødvendighed i at følge et sådant bør !

Det er også klart at hvis der sker en eller anden form for tilbagevenden
til 50'ernes skolingsstanker - vil der jo netop ikke være tale om en fuld
tibagevenden - den mellemliggende procese vil ha' ændret ved det :
( Man kunne jo så håbe på: Det bedste fra 50'ernes skolingstanker forenet med det bedste fra de senere mere eksperimenterende erfaringer ) -
men at pege på det hegelianske mønster, er så sandt at det i sig selv er næsten intetsigende - hvis man ikke kan hæfte noget konkret på; og hvad der end kommer til at ske kommer det nok til at følge den øvrige samfundsudvikling ( Som lige nu viser sig som mere og mere topstyring ).

@Mokkasinen

Selvsving? Ja!

Selvsvingets ulidelige lethed er jo: Let.

Det følgende er for så vidt bare en gentagelse af den kritik de mere venstredrejede kritikere af postmodernismen kom med dengang da potsmodernismen tog fart - og påfaldende ensLYDENDE med nogle kristne fundamentalister !

Postmodernisters afvisning af både venstrefacisme og
højrefacisme, er et udtryk for postmodernisternes manglende jordforbindelse - fordi: For temmeligt mange mennesker her på kloden
er forskellen imellem venstrefacisme og højrefacisme temmeligt
afgørende -i teorien og især i praksis !

Det liberalistiske opgør mod østbloktotalitarismen blev af liberalisterne
selv markedsført(!) som: Det var nøjagtigt lissom dengang da vi ( Liberalisterne )gjorde oprør imod feudal og enevælde - hvilket er helt korrekt - HVIS man ser bort fra forskellene.

At nogle af de strukturer i vestens universitetsverden, som postmodernisterne gjorde oprør imod, jo så nok var/er et levn fra feudalen/enevælden - kan højest være en "isoleret retfærdiggørelse"
af noget postmodernisme. MEN i virkelighedens verden viser det sig jo nu at
oprøret i form af: Lære for livet - ikke for skolen , blev til: Lære for erhvervslivet
- ikke for skolen!

Det er en gammel nyhed at liberalisternes: "frihed" nu er: De ( store ) penges frihed , og ikke er menneskenes frihed. Det nu skærpede ved det
( bla.a. takket være teknologiens landvindinger ) er bare
at ikke alene skal kun de ( store ) penge være frie - samtidigt skal alle vi andre nemlig underkastes en: Topstyring, kontrol, overvågning, manipulation osv. af hidtil uset omfang ! Postmodernismens rolle i det er: Dels at sprede almindeligt tågeslør og uklarhed om at det er det der sker - og dels at udvikle "teknikker" til at effektivisere det.

Tilføjelse, med et lidt "groft" eksempel: Goebbels selv havde jo en dobbelt
interesse i sandheden/virkeligheden - dels for at kunne vide hvad det var han sku' lyve om - men OGSÅ for at kunne udvikle "teknikker" til at
effektivisere udbredelsen og virkningerne af løgnene.

@Mokkasinen

Hvad selvsvinget end måtte være tegn på ( af mindre almen interresse );
sku' helst ikke overskygge for det at selvsvinget OGSÅ er et tegn på noget af særdeles stor almen interresse: At det er RYSTENDE let at komme med
HOLDBAR kritik af postmodernismen, ved blot "hjernelamt" at gentage gamle fortærskede venstreorienterede synspunkter.

Henning Ristinge

Tak Mokkasin, det var rart at se at der også er nogen der vil gå til forsvar for POMO. Og jo jeg synes også godty om artiklen, hvorfor det ville have været på sin plads om du forsøgte at imødegå min kritik på en mere saglig måde. Det er selvfølgelig hvis du finder den er forkert. Jeg ved godt at jeg på et tidspunkt var bevidst provokerende, men jeg står ved fundamentet i det jeg siger, at POMOens indflydelse har undergravet videnskabelighed snarfere end det mostatte og at det har styrket Pia Kærsgaard og co style anti-intelektualisme ved at gøre alle udsagn lige værdige. Du tendere i dit indlæg, som jeg læser det, mod netop at bekræfte det sidste, hvad jeg skal uddybe.

Jeg selv sagde at meget af den kritik POMO lancerede ikke på nogen måde var irrelevant. Tværtimod, der blev bidraget med vigtig metodologisk kritik, ikke mindst i mit fag - historie. Det jeg protesterede over var, på den ene side var relativismen og den anden den unuancerede angreb på videnskabelige redskaber så som kravet om videnskabelig objektivitet og verificering etc., altså etablering af om et udsagn er sandt eller falskt m.m. fundamentalt afvises fuldstændigt, uden at der opstilles bedre alternativer.

Jeg vil ikke gentage hvad jeg allerede har skrevet, blot ville det have været rart om du havde gjort forsøg på at imødegå min kritik istedet for at bare at påstå at den er unuanceret og plat. Jeg ville gerne vide hvor og på hvilken måde jeg er plat. Jeg kan ikke li at være plat, jeg synes ikke det er en dyd, og skulle jeg være blevet det vil jeg godt ha en mulighed for at forbedre mig selv. Jeg synes også det er ret uvedkommende hvad Stodolsky mener, ikke mindst på uvedkommende områder. Jeg forstå at manden er Dr i psykologi og du påstår at han er kristen fundamentalist. Vel han har så en anden indgangsvinkel en min, hans indlæg bar ikke præg af at han var kristen fundamentalist, sådanne plejer jo at afvise videnskab, i alle tilfælde når der er tale om darwinisme, som er en temmelig fundamental ting og en afvisning er fundamental antividenskabelig.

Du citerer så en kilde som i sin visdom udspreder den ide at computere og internet, skulle være vejen fem, da viden nu ikke længfere er forbeholdt eliten. Du synes at sætte lighed mellem borgerskab og elite, du glemmer at det parti i danmar der skælder mest ud på eliten er Dansk Folkeparti, det uanset at du ikke synes at være tilhænger. Men min mod påstand er at Lyotard i sin genialitet (jeg har ikke læst ham, skal jeg erkende, men jeg tager citatet og din udlægning for face value) siger er at vi ikke længere behøver intelektuel bearbejdninge, for alle har nu adgang til den viden som tidliger var forbeholdt kun eliten. Du ser – i egen selvudslettelse – noget stort og genialt i det. Mere end det – du mener det er venstreorienteret og progressivt.

Mit spørgsmål til dig er – synes du selv at internettet og den antiintelektuelle udvikling og afvisningen af videnskabelig metode i humaniora – som notorisk er stærk blandt POMOeer, især feminister i mit fag i USA – som er POMOens højborg i mit fag – synes du selv at det har været en progressiv udvikling som har styrket venstreorienteringen, som er din påstand? Jeg gør ikke nogen hemmelighed af at jeg mener det har styrket højrefløjen om nogen ’ spindoktorerne er veluddannede POMOer er min påstand – og bare hør Skaarup, manden er jo en sand POMO ikke sandt. Han har ikke brug for krimonologers statistik og udsagn, det er jo bare elitære eksperter som politiserer, så han vælger bare det ud han skal bruge og giver fanden i eksperter – det er jo bare elite – er det ikke det du også siger – eller hører jeg forkert?

Henning Ristinge

Tak Mokkasin, det var rart at se at der også er nogen der vil gå til forsvar for POMO. Og jo jeg synes også godty om artiklen, hvorfor det ville have været på sin plads om du forsøgte at imødegå min kritik på en mere saglig måde. Det er selvfølgelig hvis du finder den er forkert. Jeg ved godt at jeg på et tidspunkt var bevidst provokerende, men jeg står ved fundamentet i det jeg siger, at POMOens indflydelse har undergravet videnskabelighed snarfere end det mostatte og at det har styrket Pia Kærsgaard og co style anti-intelektualisme ved at gøre alle udsagn lige værdige. Du tendere i dit indlæg, som jeg læser det, mod netop at bekræfte det sidste, hvad jeg skal uddybe.

Jeg selv sagde at meget af den kritik POMO lancerede ikke på nogen måde var irrelevant. Tværtimod, der blev bidraget med vigtig metodologisk kritik, ikke mindst i mit fag - historie. Det jeg protesterede over var, på den ene side var relativismen og den anden den unuancerede angreb på videnskabelige redskaber så som kravet om videnskabelig objektivitet og verificering etc., altså etablering af om et udsagn er sandt eller falskt m.m. fundamentalt afvises fuldstændigt, uden at der opstilles bedre alternativer.

Jeg vil ikke gentage hvad jeg allerede har skrevet, blot ville det have været rart om du havde gjort forsøg på at imødegå min kritik istedet for at bare at påstå at den er unuanceret og plat. Jeg ville gerne vide hvor og på hvilken måde jeg er plat. Jeg kan ikke li at være plat, jeg synes ikke det er en dyd, og skulle jeg være blevet det vil jeg godt ha en mulighed for at forbedre mig selv. Jeg synes også det er ret uvedkommende hvad Stodolsky mener, ikke mindst på uvedkommende områder. Jeg forstå at manden er Dr i psykologi og du påstår at han er kristen fundamentalist. Vel han har så en anden indgangsvinkel en min, hans indlæg bar ikke præg af at han var kristen fundamentalist, sådanne plejer jo at afvise videnskab, i alle tilfælde når der er tale om darwinisme, som er en temmelig fundamental ting og en afvisning er fundamental antividenskabelig.

Du citerer så en kilde som i sin visdom udspreder den ide at computere og internet, skulle være vejen fem, da viden nu ikke længfere er forbeholdt eliten. Du synes at sætte lighed mellem borgerskab og elite, du glemmer at det parti i danmar der skælder mest ud på eliten er Dansk Folkeparti, det uanset at du ikke synes at være tilhænger. Men min mod påstand er at Lyotard i sin genialitet (jeg har ikke læst ham, skal jeg erkende, men jeg tager citatet og din udlægning for face value) siger er at vi ikke længere behøver intelektuel bearbejdninge, for alle har nu adgang til den viden som tidliger var forbeholdt kun eliten. Du ser – i egen selvudslettelse – noget stort og genialt i det. Mere end det – du mener det er venstreorienteret og progressivt.

Mit spørgsmål til dig er – synes du selv at internettet og den antiintelektuelle udvikling og afvisningen af videnskabelig metode i humaniora – som notorisk er stærk blandt POMOeer, især feminister i mit fag i USA – som er POMOens højborg i mit fag – synes du selv at det har været en progressiv udvikling som har styrket venstreorienteringen, som er din påstand? Jeg gør ikke nogen hemmelighed af at jeg mener det har styrket højrefløjen om nogen ’ spindoktorerne er veluddannede POMOer er min påstand – og bare hør Skaarup, manden er jo en sand POMO ikke sandt. Han har ikke brug for krimonologers statistik og udsagn, det er jo bare elitære eksperter som politiserer, så han vælger bare det ud han skal bruge og giver fanden i eksperter – det er jo bare elite – er det ikke det du også siger – eller hører jeg forkert?

Henning Ristinge

Beklager at ovenstående kom to gange. Det er internettets velsignelse ...lol.

Min pointe er at din tale om ’borgerskabet’ og intelektuel arbejde som omm det poltitisk set handler om det samme og at videnskabelig metode kun tjener ’borgerskabets’ interesser er i mine ører ren tågesnak. Enhver form for viden skal bearbejdes og hvis du synes at det videnssamfund vi nuu har fået med internettet og mere eller mindre ubegænset adgang til ubearbejdede oplysninger og en generel nedbrydelses af respekt for sortering, bearbejdning og anden intelektuel virksomhed – har styrket venstreorienteringen er du mere end bare naiv. Det er en god udvilking – ja – ubetinget. Men den har ikke styrket de dårligt stillede – og i øvrigt er politik en ting og videnskab noget andet – og det er fornuftigt at holde dem adskilt.

Henning Ristinge

Fjernelse af ’menneskelig kompetence til fortolkning’ af viden indeholde ikke skyggen af noget progressivt – det er ren pia kærsgaard - og jeg synes at gense denne ulykkelige leninistiske idealisering a ’proletariatet’ bag dette. Hvis det ikke er tilfældet så vær venlig at forklar dig Mokassin.

Begavelse og analytisk præstationer er nu engang den eneste acceptable form for magt og bør i mine øjne fortsat være det. Der er sgu ikke i sig selv noget progressivt i at give fri adgang til al viden (det har der sgu været i mange år før computeren blev til, du kunne bare bevæge dig ind på dit lokale bibliotek) og så bagefter påstå at enhver fortolkning af samme er lige god.

For det er jo på godt dansk det du siger når du, som det smukke intellektuelle magt menneske du fortsat er, på ’uproletarisk’ manér taler om ’dekontekstualisering af vidensforståelse’.

Eller hvad er det så du siger hvis ikke det netop er det?

Sider