Læsetid: 9 min.

'Er du ikke hende præsten, der stjal øl?'

Præsten Lene Matthies blev forflyttet på grund af påstået druk og tyveri og endte med at sige op og arbejder i dag som sosu-assistent. Historien om Lene Matthies handler også om, hvordan ledelsen og arbejdsforholdene i den danske folkekirke kan køre af sporet
Farvel til kjolen. Det var ikke beskyldninger om druk og tyveri eller de rygter, der klæber til beskyldningerne, der fik Lene Matthies til at opgive sin præstegerning. Det var oplevelsen af efterfølgende at være bundet på hænder og fødder og ikke at kunne have sin egen mening.

Farvel til kjolen. Det var ikke beskyldninger om druk og tyveri eller de rygter, der klæber til beskyldningerne, der fik Lene Matthies til at opgive sin præstegerning. Det var oplevelsen af efterfølgende at være bundet på hænder og fødder og ikke at kunne have sin egen mening.

Jens Nørgaard Larsen

16. august 2008

Lene Matthies står foran sit hjem på Christianshavn i København med sin advokat. En bil ankommer og tre personer stiger ud. Forhørslederen har to ledsagere med sig og skal besigtige, hvad de kalder gerningsstedet; menighedsrådslokalet på første sal. Lene Matthies bor på anden. De begynder at se sig omkring og åbne skabene. De går grundigt til værks. Mærker på skabene studeres nøje for tegn på indbrud. Folk ansat i høje stillinger i den danske folkekirke går rundt med en mine som var de detektiver.

Bagefter kører de alle i taxaer ind til forhørslokalet i Bispegården. Lene Matthies sidder stiv af skræk i den ene. Hun har overhovedet ikke sovet og er tør i munden. Pludselig mærker hun, hvor alene hun har følt sig de sidste mange måneder. Det må have været nogen fra menighedsrådet, som har sat overvågningskameraerne op, tænker hun.

Forhøret

Præsten er på vej til tjenstligt forhør. Hendes biskop, Erik Norman Svendsen, har udarbejdet et 37-sider langt anklageskrift imod hende. Ifølge biskoppen har Lene Matthies opført sig sådan, at hun ikke længere har den agtelse og respekt, som hendes stilling kræver.

De sidste seks måneder har hun været trukket i løn på grund af sagen, så kun 3.500 kroner står tilbage til hende og de tre børn. Lene Matthies er anklaget for uberettiget at have fjernet drikkevarer fra sognehusets skab, for at have optrådt beruset i forbindelse med et børnearrangement og for have udvist 'uacceptabel' adfærd ved to menighedsrådsmøder. Lene er desuden anklaget for at have optrådt sådan, at tillidsforholdet til de to menighedsråd, hun er ansat af, er stærkt belastet.

I modsætning til almindelige retssager, er det her kun forhørslederen, som må udspørge og indkalde vidner. Som ansat ved Vor Frelsers Kirke og Christians Kirken på Christianshavn er der indkaldt en lang række ansatte og folk fra menighedsrådet. Forhøret løber over tre dage i august og september 2006. Undervejs i forhøret henviser Lene Matthies flere gange til, at hun har givet en uforbeholden undskyldning de få gange, hun har hidset sig op. Klagerne er begyndt halvandet år tidligere efter et børnearrangement i sognehuset.

Snakken går lystigt ved de to langborde, hvor forældre og børn fra begge sogne spiser og hygger sig. Lenes børn sidder sammen med naboens børn. Selv ankommer hun et godt stykke inde i arrangementet. Hun har været ude til en begravelsessamtale. Stemningen er god. Lenes naboer, Anne Maja og Ulf, sidder ved siden af Lene. De begynder at lave sjov med hendes ældste søn, Albert. Han går til studentereksamen og har ikke fået så gode karakterer. Lene siger, at hun ikke kan nå at læse alle fag op med ham, og råber ind over bordet: "Kan vi lige fordele Alberts fag - hvem er god til hvad?"

Under stigende munterhed fordeler Lene Alberts fag. Ulf, er god til engelsk. Anne Maja god til matematik. Lene selv kan tage sig af dansk og religion. Der bliver grinet mere og mere. Hun tiltrækker sig megen opmærksomhed.

To dage efter modtager Lene et brev fra provsten. Nogle fra menighedsrådet ved Christians Kirken har klaget over hende, fordi hun to gange har hidset sig op på et menighedsrådsmøde, og fordi hun har virket beruset ved børnearrangementet forleden.

Lene Matthies er chokeret over beskyldningerne. Hun forklarer sig over for provsten og giver senere menighedsrådet en undskyldning for de få gange, hun har hidset sig op under et møde. Menighedsrådet på sin side meddeler biskoppen, at samarbejdet nu går godt. Sagen er ude af verden. Men den er ikke glemt.

Et halvt år efter ringer telefonen i præstegården. Det er Lenes nevø fra Odense, der ringer: "Faster, kan vi overnatte hos dig?"

De er tre kokkeelever og en tjener, som skal lave særlige retter med øl i en konkurrence tidligt næste morgen hos Carlsberg.

"Naturligvis," svarer Lene.

Hun tager osso buco ud af fryseren og spekulerer på, om hun kan nå Brugsen på torvet for at købe drikkevarer. Hun orker det ikke rigtigt. Så hun går ned på første sal for at se, om der er drikkevarer nok i skabet. En time senere går hun ned igen, løfter en kasse øl og sodavand ud af skabet og lukker efter sig.

Tjenstlig samtale

10 dage senere ringer provsten. Lene Matthies skal komme til tjenstlig samtale næste dag klokken halv ni. Provsten vil ikke fortælle, hvad det handler om. Sagen er for alvorlig til, at man kan tale om det i telefonen. Den nat kan hun ikke sove. Hvad skal det møde handle om?

Næste dag er der dækket hyggeligt op på provstens kontor med kaffe, rundstykker og wienerbrød. Lene tager bare et glas vand.

Repræsentanten fra præsteforeningen, som Lene skulle have talt med før mødet, har siddet fast i trafikken og kommer først i sidste øjeblik.

"Kan jeg ikke bare få at vide, hvad det handler om?" spørger Lene utålmodigt.

Provsten lægger fem billeder, taget to dage i november, frem foran hende. De er sort-hvide og uskarpe. Et af dem viser, at hun kigger ind i skabet, et andet at hun tager en kasse øl, og et tredje, at hun forsyner sig med to flasker rødvin. Hun synes i et sekund, at ligegyldig, hvad hun siger, er hun havnet i et forbryderalbum.

Provsten spørger, om hun indrømmer, at det er hende, man ser på billederne.

"Ja, selvfølgelig," svarer Lene Matthies.

"Jamen, du har været nede at stjæle," siger provsten.

"Jeg har ikke stjålet noget. Det er almindeligt, at man låner hos hinanden. Andre har tit lånt noget af mig. Hvis der skulle afregnes nu, ville kassen skylde mig penge," forklarer Lene Matthies.

Menighedsrådet ved Vor Frelsers Kirke mener, at Lene Matthies ingen legal adgang har til skabet, forklarer provsten. Derfor har de meldt hende til politiet to dage efter, at hun har haft besøg af de unge kokke og tjeneren.

Umenneskelige arbejdsforhold

Hen mod jul 2005 aner Lene ikke, hvor hun skal gøre af sig selv. Det er jul, og folk ringer, banker på døren og spørger, om hun vil holde julegudstjenester på Christiania. Lene Matthies tør ikke fortælle, at hun er blevet meldt til politiet. I december bliver hun afhørt på Station Amager. Sigtelserne lyder på tyveri.

Først i marts kommer der svar fra politiet. De har opgivet at anklage Lene for tyveri. Politiadvokat Jens Rasmussen mener, at det er uklart, hvem der lovligt kan tage varer fra skabet. Han henviser også til en ikke-offentliggjort rapport udarbejdet af Arbejdstilsynet 2005 om det psykiske arbejdsmiljø i Vor Frelsers Kirke, som blandt andet om arbejdsmiljøet konkluderede, at "sladder trives i krogene, og hvor alle forsøger at placere skyld hos hinanden, uden selv at tage ansvar for situationen."

Menighedsrådet ønsker ikke at klage over politiets afgørelse. Alligevel klager Københavns biskop en måned senere til Statsadvokaten over politiets afgørelse. Motiveringen er i særlig grad, at præsteembedets almindelige omdømme gør det nødvendigt, at sagen finder en afgørelse ved domstolen. Statsadvokatens konklusion er også, at der ikke kan føres bevis for, at Lene Matthis har brudt skabet op. Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages.

Men i slutningen af maj 2006 modtager Lene imidlertid et anklageskrift fra biskoppen på ikke mindre end 37 sider. Biskoppen henstiller ministeriet til at indlede "en tjenstlig undersøgelse i henhold til tjenestemandsloven med henblik på afskedigelse af sognepræst Lene Matthies".

Det undrer kirkeretsekspert Jørgen Stenbæk, at biskoppen udtrykkeligt skriver med henblik på afskedigelse: "Det tjenstlige forhør er et afklaringsmiddel, som også kan ende med advarsel, en frikendelse eller en bøde til tjenestemanden."

Initiativet til at få Lene fyret kommer nu ikke fra menighedsrådet, men fra biskoppen selv, og det undrer kirkeeksperter. Men baggrunden er ifølge Søren E. Jensen, præst, journalist og redaktør af det teologiske tidsskrift Fønix, at der er større opmærksomhed omkring folkekirken i medierne:

"Biskopperne er blevet mere opmærksomme på, at de skal manifestere sig som stærke ledere. Det betyder, at biskopperne begynder at opfatte sig selv som chefer i et firma."

For kirkeretsekspert Kristine Garde er der ingen tvivl om, at Grosbøll-sagen er den store skillelinie:

"Folkekirken kan ikke tåle en Grosbøll-sag til. Den er et grumt studie i inkompetent håndtering og afslører, at sagen ikke er en præstesag, men sandelig også en bispesag," siger Kristine Garde.

Forskellen på Lene Matthies-sagen og Grosbøll-sagen er, at menighedsrådet ikke klagede over Thorkild Grosbøll. Her greb en anden biskop direkte ind, men tabte siden sagen.

Mediesagen

Nymoralismen er en anden grund til det spændte arbejdsmiljø blandt præster, mener Kristine Garde: "Nymoralismen og en grænseløs dyrkelse af idoler fører til, at fokus bliver flyttet fra præstens forkyndelse til hans eller hendes person."

Den stærke fremhævelse af individet er ifølge Garde en uheldig grobund for kollegiale problemer.

En videnskabelig undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø i folkekirken fra 2002 peger på, at folkekirkens ansatte i forhold til andre lønmodtagere dobbelt så ofte må undlade at sige deres mening. Derfor opstår der nemt overtryk i arbejdsmiljøet i kirken.

"Man skal nærmest være heldig," siger Kristine Garde, "hvis man som præst ikke på et tidspunkt løber ind i en sag."

Camilla Sløk, adjunkt i kirkeledelse på CBS, siger om præsterne: "Præster har ingen steder at gå hen, hvis de har samarbejdsproblemer. Og det specielle ved folkekirken er, at man ikke engang har forsøgt at lave en organisation, der prøver at bilde folk ind, at der er nogen, der vil hjælpe præsterne, når det går galt i samarbejdet mellem menighedsråd og biskop."

Sagen om Lene Matthies begyndte i medierne med Jyllands-Postens forside juni 2006: "Biskop lod præst videoovervåge. Hun 'lånte' øl og vin for 370 kr."

Biskoppen korrigerede med det samme, selv om han ikke kunne udtale sig nærmere om en personsag. Det var menighedsrådet, der lod lokalerne videoovervåge. Sommeren 2006 er aviserne fulde af kommentarer og læserbreve. 31 præster skriver i et indlæg i Kristeligt Dagblad, at de alle har lånt ting og sager ligesom Lene Matthies, og at de nu også ventede at blive indkaldt til tjenstligt forhør. Men sagen går sin gang. Lene får ikke den højeste, men den næsthøjeste straf: forflyttelse.

Henrik Lund Lindbo formand for menighedsrådet i Vor Frelser Kirke kalder nu sagen for 'en fejl': "Jeg vil egentlig helst glemme den sag. Det er nærmest uartigt at anmelde for et par hundrede kroner."

Sosu-assistent

Lene Matthies er blevet ansat som social- og sundhedsassistent på et plejehjem i barndomsbyen Fredericia. Hun mærker stadig, at både folk i og uden for kirken kender hendes historie. "Var du ikke præsten, der stjal øl?"

Men det er ikke derfor, hun opgav sin præstegerning.

I nogle måneder efter sagens afgørelse fungerer Lene som præst i De Gamles By i København. Og er glad for det. I januar 2007 får redaktionen af det teologiske tidsskrift Fønix Lene Matthies' tilladelse til at offentliggøre dokumenterne fra sagen. Redaktionen peger på, at det er første gang, at en biskops indstilling om afskedigelse af en præst på grund af brud på dekorum (regler for god opførsel, red.) ikke er blevet fulgt af Kirkeministeriet. Men Lene har forladt sit sogn i vanære, skriver redaktionen og tilføjer: "Den udgang på sagen er Lene Matthies ikke tilfreds med."

Biskoppen forlanger med det samme, at Lene Matthies dementerer den sætning. Han vil have, at hun skal erklære, at hun er tilfreds med sagens udfald. Men det har hun aldrig sagt. Hun er glad for stadig at kunne fungere som præst, men er ikke enig i sagens præmisser.

Hun bliver ved med at reformulere beklagelsen til biskoppen. Først her går det op for hende, hvor alvorlig situationen er. Lene Matthies føler sig bundet på hænder og fødder. Hun har ikke mere energi tilbage. Derfor sætter hun sig ned og skriver sin opsigelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu