Læsetid: 9 min.

Rockmusikkens nyttevirkning

'Hey Hey My My, Rock n' roll will never die', sang Neil Young. Optegnelser i anledning af et gensyn i Beirut og en stak bøger om 60'erne som kulturel katalysator i det tidsforskudte kulturelle rum mellem Islam og Vesten
Selv hos evigtunge Mick Jagger kan alderen læses i klangposerne under hagen og de foldede øjenlåg. Men alligevel bliver hans rockgeneration ved med at have betydning.

Selv hos evigtunge Mick Jagger kan alderen læses i klangposerne under hagen og de foldede øjenlåg. Men alligevel bliver hans rockgeneration ved med at have betydning.

Jørgen Angel

2. august 2008

Den lørdag, Mick Jagger blev berettiget til britisk folkepension på godt 900 kr. om ugen, var Teddy ude og danse. Da han selv rundede 65 for fem år siden, flyttede han sin folkepension fra London til det tyrkiske Nordcypern, en republik, der ikke findes i det diplomatiske atlas, og som bl.a. derfor er hjemsted for en koloni på omkring 30.000 britiske pensionister, skatteflygtninge og et antal småkriminelle, der lever nedsænket i fadøl, bingo og arrangementer som det, der blev fyret af på Jaggers fødselsdag 26. juli: Motown-aften i hotel Celebrity's strandbar i Lapta.

Teddy, i shorts, badetøfler og flaskegrøn baseballundertrøje med tallet 16 i gult, var kun af fliserne for at skylle den næste kolde Carlsberg ned i en smukt svungen kuffert. For dette var hans scene: The Supremes, The Temptations, Marvin Gaye, Stevie Wonder, The Drifters, Barry White - ved genhøret med Steve Croppers guitar-riff i Sam and Dave's "I'm a Soulmaaaan", kneb Teddy en tåre og sin partners fyldige balder i mindet om den gang, han på alder med cifrene på sin grimme undertrøje var en del af Londons rhytm n' blues-univers med dets pubs og spillesteder som The Marquee Club, The Roundhouse og Club 100, den dag i dag en svedig soul-kælder i Oxford Street, der for denne ene aften var omplantet til Cyperns nattelune Middelhavsbrise. Tyrkisk-cyprioterne i dette kulturelle rum var dem, der knappede Teddys øller op.

Dog - den musikalske isolationisme var socialt og generations-bestemt snarere end kulturelt betinget. For når Serhan, en tyrkisk-cypriotisk 'pc-doktor' på et par og tredive, skruer op for sin bil-stereo - og det sker automatisk når tændingsnøglen sættes i - brager soul, reggae, rock, rap, techno, hip hop, (bl.a. Outlandish) new age ud i Kyrenias smogmættede hede.

Opvokset i Londons muslimske diaspora hører han såvel Bob Marley som UB 40 og (hva'be'har?) Deep Purple ved siden af alt det nyere stof. Serhan er en multimusikalsk mosaik uden fordomme, det skulle da lige være om politik, da det, han kalder "de tre grimme B'er", Bush, Blair og Brown, giver ham "brækfornemmelser", og selvom han følger med i Afghanistan- og Irak-krigen, nærer han ingen illusioner om, at han kan gøre andet ved sin kritisk holdning end at anbringe den i sit bil-anlæg og i downloads fra internettet.

"Der er masser af politik og systemkritik i den musik, der produceres i dag," siger han, "men det er individuel harme, den udtrykker musikernes eget ståsted - det er ikke hippie-budskaber om at komme hinanden ved og gå sammen om at ændre verden, du hører i dag."

Rockens paraply

Men hippierne lever i bedste velgående. Fyrre minutters flyvetid fra Cypern faldt jeg i en Beirut-boglade over det britiske musikmagasin Un-cut med Crosby, Stills, Nash & Young på forsiden og købte det omgående. Også fordi jeg lige havde fået håndbragt Jan Perssons og Torben Billes coffeetable-agtige billedbog Midt i en Beat-tid, hvor 1969-CSNY-koncerten i København fylder flere sider - men måske mest fordi jeg stadig kunne huske, hvordan jeg og mine ufødte børns højgravide mor gik hjem til ydre Østerbro fra Falkonersalen, begge vinde og skæve af gruppens smækre a capella-harmonier og, for mit vedkommende, en monumental version af Youngs ballade "Down by the River".

Og nu stirrede CSNY på mig fra en bladhylde i Libanon, og det slog mig, at også på disse kanter er glittede rockmagasiner, Rolling Stone, Classic Rock, Mojo og Uncut, sonder ned i kulturelle lag, der fascinerer. Ikke så meget på grund af det tunge 4/4-musikalske udtryk - arabisk (og for den sags skyld tyrkisk) pop er langt mere kompleks og spændende - men fordi rockens paraply er foldet ud over den del af det vestlige, de fleste vakse muslimer misunder, og som Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger, definerede: "Den vestlige civilisation - er der nogen anden?" Ikke hvis man sukker efter uhæmmet individualisme, intellektuel frihed, afslappet religiøsitet og mangfoldig seksualitet.

Kør dit eget trip

Det var det ene, der slog mig: At mange muslimer bruger rocken på samme måde, som vi andre brugte den i 50'erne og 60'erne, nemlig til at definere sig selv socialt såvel som åndeligt og kulturelt. Rock-kulturen markerer altså også for muslimer et kænguru-hop i civilisations-historien, nemlig fra bundetheden af det fælles til den ubundne individualitet - forskellen til Vesten er ikke i tendens, men i tid.

I mellemøstlig sammenhæng (jeg nægter at skrive 'kontekst' eller 'diskurs') taler personen traditionelt fra en fælles etnisk eller religiøse cirkel, ikke fra sin egen, og understår man sig i at bryde cirklen, er man fordømt - eller dødsdømt, hvis man er så uheldig at være iransk bøsse.

Altså en tilstand, der er diametralt modsat det motto, bassisten Peter Ingemann, en central figur på danske rockscene, stod for, da han i 70'erne erklærede, at "enhver må køre sit eget trip". Vel at mærke så længe det trip ikke forulempede andre. Det måtte gerne forstyrre, som kunst gør, når det er kunst, det var helt fint med ham. I det hele taget var alting helt fint, så længe det ikke var ufint.

Det andet slående, især da jeg sammenholdt indholdet af Uncut med Billes og Perssons kakkelbords-killer, var selvfølgelig, at vi selv er kommet på spanden, og at den åndelige og politiske frigørelse, som rock-kulturen mere end noget andet samtids-udtryk kom til at symbolisere, er endt i angstneuroser, fremmedhad og kulturel segmentering grænsende til (gensidig) racisme. Men på den anden side er vi også nået frem til en fælles mental tilstand, hvor det står enhver frit for at 'køre sit eget trip' - 60'ernes kollektive oprør er fuldført med skabelsen af mangeartede og små kulturelle lommer, der identificerer sig med vidt forskellige musikalske, kunstneriske og litterære udtryk, undertiden aggressivt i autonome subkulturer for selvdøde poeter uden mange læsere, men for det meste i spraglet modernitet, hvor den enkelte er en multikulturel skulptur af facebook, fodbold og download-links til al mulig spændende musik.

Gamle fans

Derimod er rockens funktion som bredt socialt orienteringspunkt ophørt - altså hvor den så at sige af vanvare ved et tilfældigt teknologisk spring (den elektriske lyd-forstærker), satte strøm på storby-forstæderne og kom til at præge de litterater, skribenter, kunstnere og journalister, der hørte efter. For østblok-dissidenter som Vaclav Havel blev drømmerierne ligefrem afgørende. Havel dyrkede rocken som politisk friheds-symbol, og da han blev præsident inviterede han som sin første gæst (siger myten) Frank Zappa - i øvrigt knipset med sanset indsigt i Billes og Jan Perssons bog. Det meste af den billedkunst og fotografering såvel som den oplevelses-journalistik og litteratur, der skrives nu, ville se anderledes ud uden indflydelsen fra rock n' roll.

Sat på spidsen: Mens jeg boede i London, lagde jeg mærke til, hvordan nekrologer over Pink Floyd-guitaristen Syd Barrett, der døde som LSD-traumatiseret særling med damecykel, fik mere spalteplads, end den tidligere premierminister Edward Heath.

Den eneste forklaring er, at avisernes chefredaktører var gamle fans. Og i hvert fald er det evident, at den bedagede rock stadig er i stand til at gøre det til en forretning at producere flotte billedbøger som Midt i en Beat-tid og fotografen Bent Rejs The Rolling Stones in the Beginning, hvis billeder fra1965-66 er lige så illustrative for periodens mærkelige miks af kynisme og uskyld, og som har solgt i omegnen af 80.000 internationalt. Og for det ikke skal være løgn lå der for nylig en bog til mig på Information, Encore, med koncert-anmeldelser skrevet af Jan Søttrup i 1968-74 i den kommunistiske avis Land og Folk. Med tegninger af Claus Seidel er den ind imellem pudsig læsning i dens tidsbundne vurderinger af bl.a. Elton John, som Søttrup i 1969 kaldte "en døgnflue". Det er de færreste fluer, der har en levetid på 40 år, men jeg kan sagtens genkalde Søttrups idiosynkrasi - også jeg så Elton John som et kommercielt stunt, og som sådan suspekt. At Elton John skrev gode sange lagde man ikke så meget mærke til i det socio-politiske miljø, der havde kapret rockmusikken, og som Søttrups bog dokumenterer - om end ikke reflekterer over.

Men at den gamle rock er bærebølge for en politisk nostalgi, som nogen savner, fremgik af det nævnte Uncut-blikfang for interviews med Crosby, Stills, Nash og Young i anledning af en ny dokumentarfilm, hvor de er hovedpersoner.

Billedet var dog hverken fra i går eller i forgårs, men fra det store CSNY-år 1969, hvor de også rundede København, og altså det billede, som magasinet formodede, at læserne helst ville huske. De fire rockstjerner på 60+ er altså fremdeles et sted i tyverne i den kollektive fan-bevidsthed. Stadig blandt de mest funklende på rock-firmamentet, men som det, de var, ikke som det de er.

At de stadig er på banen fremgik af et par billeder inde i bladet, som fik mig til at tænke på Bent Vinn Nielsens iagttagelse i en af hans romaner, nemlig at man skal se på en persons hals, hvis man vil bedømme hans eller hendes alder. Vi bliver til kalkuner i 60+ alderen, med klangposer og foldede øjenlåg, med mindre vi da får 'lavet hals og øjne' på samme måde som Beiruts svulmende piger får tits-jobs, lip-jobs og nose-jobs som naturlig del af deres makeup.

CSNY har ikke fået lavet 'hals-jobs', de farver ikke håret og ser ældre ud end Paul McCartney (yes, "When I'm Sixtyfour"). CSNY ligner fire gamle styrvolter, der efter "ups and downs still playing together", som det hed på deres live-album fra 1972, efter eget udsagn fastholder drømmen fra Woodstock, festivalen i 1969, hvor hippie-kulturen manifesterede sig som både kommerciel og politisk faktor, der måtte regnes med. Den nye dokumentarfilm er drejet over gruppens Freedom of Speech Tour i 2006, hvor George Bush fik læst teksten i Neil Youngs "Living With War'-sangcyklus, der også gav ham fornyet aktualitet - han var f.eks. et af hovednavnene ved dette års Roskilde-festival.

Nægter at blive gamle

Der er altså liv i de gamle drenge, såvel som i Brian Wilson, Bob Dylan, Mick Jagger, Eric Clapton, Steve Winwood og Roger Waters, som jeg hørte af alle steder i Odense i foråret, ligesom næste generation holder trykket oppe med Bruce Springsteen, David Bowie, Patti Smith og Madonna som evigt tilstedeværende, akkurat som Elvis, Marilyn, Bogart, James Dean og Muhammed Ali er forankrede i vort fælles kulturelle rum. Årsagen til den stedsegrønne status er naturligvis, at de musikere satte en standard, der ikke kun blev tonalt, men også mentalt stildannende. Og så tilhører de generationen, der nægter at blive gammel, før den skal bæres ud med fødderne først.

Netop den sidevinkel gør det lidt patetisk - lidt som P4-programmet Eldorado - men også bevægende at bladre i de to billedbøger og Søttrups gamle tekster fra perioden, hvor ungdom blev en meriterende kvalifikation i sig selv, og som Mick Jagger i et interview har kaldt 'uskyldig og naiv'. Men som faktisk var det stik modsatte, nemlig startskud til narcissismen som livsform. Det er arven fra 60'erne, og skal Teddy, den gamle London-vognmand og taxachauffør, ikke høre for i sin grønne undertrøje med tallet 16. Han fylder 70 samme dag som Madonna bliver 50. Altså lige om et øjeblik.

De omtalte bøger: Torben Bille og Jan Perssons Midt i en beattid er udkommet på Gyldendal (349 kr.), Bent Rajs The Rolling Stones in the beginning på Firefly Books (40 eng. pund) og Jan Søttrup og Calus Seidels Encore på Sohns Forlag (250 kr.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu