Læsetid: 4 min.

'Jeg skriver altid om håb'

Sådan siger den irakiske digter Alan Pary, der i snart 10 år har siddet i danske asylcentre. I går deltog han i en festivalaktion med danske kunstnere og PEN-folk i Apostelkirken på Vesterbro
20. august 2008

"Jeg tror, det er sidste forsøg," siger Alan Pary. Hans stemme er blød, og hans mørke øjne er venlige. Men han virker urolig. Hænderne flakser. Også selv om han lige nu er i ly hos præsten Niels Nymann Eriksen ved Apostelkirken på Vesterbro. Kirken er ved at blive fyldt med kunstnere og PEN-folk, der forbereder eftermiddagens festival-aktion for afviste asylansøgere. Her er staffelier og groteske bannere, og et par kvinder er ved at tegne et 'prøv-at-få-asyl-spil' for børn ude i gården. Så Alan Pary har fået lov til at gå afsides til et interview i dåbsværelset, hvor der er helt stille.

"Jeg føler mig forfulgt. Jeg er kristen, og jeg er digter. Og i Irak bliver det ikke accepteret mere. Min familie i Irak bliver også forfulgt; de skal omvende sig til muslimer eller forlade landet," siger Alan Pary næsten automatisk.

"Verden blev forvandlet i 1990'erne: Fra 1990'erne ville flertallet ikke acceptere mindretallene... Derfor skal Irak heller ikke mere deles i Nord-irak og de andre dele af Irak. Det hedder Irak. Og Irak har et flertal af muslimer, og de kan ikke lide kristne."

Kors om halsen

Hans læber taler, som om de har forklaret det alt for mange gange. Om nogle uger har han boet 10 år i forskellige asylcentre rundt om i Danmark; de sidste tre år i Sandholmlejren. Fra han var 20 år, har han boet sammen med to-tre andre mænd på et lille værelse - uden mulighed for at være alene eller tage et arbejde og bygge et liv op.

"Jeg kunne give mere til Danmark med mine digte og min kunst," siger Alan Pary. "Jeg tænker, at jeg er en del af det danske samfund. Måske er jeg bare en positiv mand. Men jeg tror stadig på menneskene. Og kunsten giver mig styrke til at fortsætte. Som barn blev jeg hadet på grund af min religion. 'Se, ham dér, han er kristen!' sagde de. Og nu sidder jeg her. I Danmark har jeg lov til at bære et kors om halsen som kristen - jeg må bare ikke opholde mig her. Jeg må godt sige min mening, men jeg skal samtidig hele tiden gøre min taske klar."

Paradokserne kommer uden tøven, for Alan Pary taler et imponerende dansk. Med perfekte vokaler og rigtig rytme.

"Jeg har været i Danmark i 10 år. Jeg har brugt 10 år på at lære det danske sprog. Og Danmark har brug for arbejdskraft nu, så derfor er mine 10 år ikke gået til spilde. "

Skriver på gangen

Alan Pary ser op på billederne af tidligere tiders præster ved Apostelkirken. Dåbsrummet er lille, men alligevel meget større end hans deleværelse i Sandholmlejren.

- Hvor skriver du dine digte, når du aldrig er alene på dit værelse?

"Jeg går ud på gangen. Eller også skriver jeg, når jeg tager ind til København. Når jeg skriver, er det, ligesom jeg har det godt. Når jeg skriver, så flyver min sorg. Jeg har pyntet mine bekymringer med andre ord. Digtene har hjulpet mig til at fortsætte - og til at have tålmodighed. Men tålmodighed var et svært ord for mig..."

Han standser ordene. Gnider sig i de drømmende, mørke øjne. Han sover tydeligvis ikke meget disse nætter, hvor rygterne om tvungne hjemsendelser presser sig på.

- Tænker du tit tilbage på Irak, når du skriver?

"Nej. I kunst skal man ikke tænke tilbage. For hvis du tænker negativt, så kommer du til at bringe det ind i kunsten. Jeg skal ikke bringe 'sygdom' til folk. Jeg skal bringe det smukke. Men det er sorgen, der får mig til at skrive om solen. Jeg skriver altid om håb. Og jeg skriver fra hele min sjæl. Og så skriver jeg, så alle kan forstå det."

Tid til privatliv

- Hvordan er det for dig at digte på dansk?

"Jamen, jeg er vild med sprog. Seriøst! Lige så mange sprog, du kender, lige så mange mennesker kender du. Så jeg kender fem millioner danskere, ik'? Der er megen melodi i dansk sprog, en helt speciel melodi. Selvfølgelig er dansk helt forskelligt fra kurdisk og arabisk. Da jeg kom til Danmark, talte jeg engelsk i asylcentret. Men så begyndte jeg at lære dansk af personalet, så jeg har lært det hele med øret..."

- Hvordan var det så at se dig selv i teaterforestillingen 'Hegn'?

"Det var godt. Michael Svennevig (dramatikeren, red.) ramte præcist, da han beskrev mit liv i Hegn. Det var, som om jeg selv havde skrevet det, men han havde jo også brugt mine ord fra alt det, jeg havde fortalt ham. Niels Vigild spillede så flot - og jeg synes, at det var et fint teamwork."

- Hvad tænker du om Danmark i dag?

"Jeg vil sige, at jeg har fået et godt liv i Danmark. Men jeg har også fået et meget bekymret liv. Jeg håber, at politikerne skaber nogle gode beslutninger. Og jeg håber, at vores aktion her i kirken fungerer som et godt symbol. Kristendommen siger jo, at du skal behandle alle mennesker som din bror og søster..."

- Hvor lang tid kan du holde ud?

"Ikke så lang tid. Hvis jeg havde haft et barn, ville det være blevet 10 år nu... Det er nok nu. Jeg er 30 år gammel. Nu er det tid til at have familie og have et privatliv. Hvis jeg havde siddet i fængsel, havde jeg været ude nu. Hvis du dræber nogen, får du højst 10 år. Og jeg har ikke dræbt nogen."

Nej, Alan Pary har bare skrevet digte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Pary er ikke alene en unik digter, men også et helt unikt menneske!
Jeg ville være glad hvis jeg en dag kunne sige: "i Danmark har vi haft den store ære at modtage en irakisk flygtning, som har bidraget til at gøre Danmark til et smukt land"!

Jeg tror også jeg besætte en moské i Saudi Arabien og skrive lidt lyrik med inspiration a la Baudelaire eller T.S.Eliot, og efterfølgende erklære mig selv for muslim.

Gad vide hvorlangt jeg vil nå med sådan en aktion?

Janus er altid klar med en kommentar under lavmål. Manden er helt uden medmenneskelig forståelse eller indlevelse - hvis han har nogen bruger han den i alt fald ikke

Janus, det er for mig totalt ligegyldigt om det er en troende eller ej, om det er en budhist, jøde, muslim, kristen eller ateist; mine medmennesker møder jeg uden forudindtagethed; men min verden er også stor!
Manden er vokset op som kristen og tilhører dermed et forfulgt mindretal!

Falstoft

Nej, jeg er ikke uden medmenneskelige forståelse, men før eller siden skal det uvæsentlige skæres fra.

Jeg er imod, når asylansøgere anvender kirker, som springbræt for en asylsag. Jeg er imod, når religiøse grupperinger lufter deres religiøse symboler i det offentlige rum. Jeg er imod når indvandrere begår groft kriminalitet i dét land, hvor alle døre og alle muligheder står åbne for bl.a. uddannelse og arbejde. Jeg er imod folk der "flygter" fra deres land i stedet for, at blive og bygge landet op til et bedre samfund uden religion. Jeg er i det hele taget modstander af, når der anvendes følelsesladede mekanismer for opnåelse af en gevinst, der sætter den eller de pågældende i første parkét.

Den eneste nulevende saudi araber jeg til en vis grad respektér måtte være verdens fjerde rigeste mand, prins Walid bin Talal. I hans hovedsæde, Riyad, er der ansat omkring 70% kvinder, der ikke bærer abaya fordi de ansatte skal repræsentere virksomhedens ansigt udadtil.

I Europa går det stik den modsatte vej med glimrende lobbyisme og politiske indflydelse af OIC.

Pia

Havde de pågældende været ateister havde jeg bedre forståelse, idet jeg overhovedet ikke kan sætte mig ind i nogen monoteistiske religioner. Men sådan er der jo så meget, når man er stoiker.

Janus
Så får vi den sædvanlige svada fra den fremmedfjendtlige skole.
Nu handler artiklen ikke om en kriminel muslim med en flok at uforsørgede børn der har pædofile tilbøjligheder
Jeg forstår at du er imod at Alan Pary benytter den grundlovssikrede ytringsfrihed til at forklare sit syn på virkeligheden? og at han bare kan skrubbe hjem til Irak og lade sig skyde uden yderligere klynk? Trods dine forsikringer kan jeg ikke få øje på nogen medmenneskelig forståelse fra din side ('pladderhumanisme' som I plejer at kalde det)

Kenneth Krabat

janus

du misser pointen: Manden er flygtning, fordi han er kristen OG digter.

Du lever i et land, hvor du kan både mene og sige, som du gør, uden at blive forfulgt.

Er det, du mener, at han skal blive muslim og holde op med at føle og udtale det, der gør ham til ham, så han slipper for at komme i fængsel - så han i hemmelighed kan arbejde for at lave systemet om? Vil du have, at han snarere end blot at være menings- og religionsforfulgt også skal blive oprørs- og modstandsforfulgt?

Altså: "skrub hjem og bliv modstandskæmper i dit eget land!" Er det dét, du siger? Opfordrer du ham til at blive soldat, og til at slå ihjel? Til at bruge samme undertrykkelse, samme våben, som dem der vil ham og mennesker med lignende holdninger til livs?

kk

Janus H

"Jeg er i det hele taget modstander af, når der anvendes følelsesladede mekanismer for opnåelse af en gevinst, der sætter den eller de pågældende i første parkét. "

-----------------

Ja! fy da føj: FØLELSESLADEDE mekanismer... !

For som verdenen kører her og nu kommer man jo nok længere ved brug af:

IKKE-følelsesladede mekanismer !

-----------

Det er en dårlig ide at protestere imod noget bare fordi det er
følelsesladet - en evt. protest må så heller gå på den retning
nogle følelser kører i.

Det der adskiler os fra de øvrige dyr er at vi har fornuft,
og det der adskiller os fra maskiner er at vi har følelser!

Ok - følelser giver ofte mange fejltagelser, besværligheder, ulykker osv. -
men det er: Take it or leave it !