Læsetid: 2 min.

Slidte spidser er at foretrække

Selvom man betaler for det, kan man vel ikke tillade sig at være i selskab med et andet menneske i en hel time uden at tale med vedkommende?
Danskerne kan ikke lide at tale med fremmede - og det intime rum hos frisøren kan da også ind imellem være en prøvelse.

Danskerne kan ikke lide at tale med fremmede - og det intime rum hos frisøren kan da også ind imellem være en prøvelse.

Moulliaud Richard

Kultur
2. august 2008

Blandt os mennesker er der en udbredt konsensus om, at vi står med mindst to meters afstand til hinanden, når vi venter på bussen, medmindre vi kender hinanden eller der er så tætpakket, at vi er tvunget til at bevæge os tættere på. Det er en god regel. Der er som regel rigeligt med bekendtskaber i ens liv, og det ville være anstrengende, hvis man hver gang man venter på 5A skulle tale med et fremmed menneske, som man højst sandsynligt aldrig ser igen. Men på et tidspunkt kan stilheden begynde at blive pinlig. For eksempel, hvis bussen ikke er kommet efter en halv time, så begge personer står og undrer sig. Den ene er måske på nippet til at spørge, om chaufførerne mon strejker. Mens den anden ærgrer sig over, at vejret er så uinteressant, at man ikke kan tale om det. Det regner måske ikke engang, men er bare lidt overskyet. Heldigvis kommer bussen for det meste, så man slipper for at tale med en fremmed. Men hvad gør man så i situationer, hvor man selv har valgt at være utroligt tæt på et andet menneske. Man har endda betalt hende for at røre ved en. For at lade fingrene løbe igennem håret. Frisøren bliver man vel nødt til at tale med? Strider det ikke imod al høflighed bare at samle et blad op fra disken og ellers forsøge at undgå øjenkontakt i spejlet? I hvert fald mod min. Derfor hader jeg at gå til frisøren. Derfor har jeg utroligt langt hår med helt nedslidte spidser.

Terapeutiske kvaliteter

For hvad skal man tale med en fuldkommen fremmed om i op mod en hel time? En time er nok til at nå vidt omkring. Hvad laver man - standardspørgsmål, hvis svar vil definere resten af samtalen - hvor kommer man fra, har man børn, er man gift, hvad synes man om tørklædeforbud, har man husdyr, hvad tænker man om hjemmefødsel, hvor skal man hen i sommerferien og hvornår har man sidst været i biografen. Ja, spørgsmålene kunne lige så godt stamme fra et båndudskrift af en afhøring hos Politiets Efterretningstjeneste. Svarene bliver lige så korte og præcise. For har man virkelig lyst til at diskutere indvandrerpolitik med et fremmed menneske i en ramme, der slet ikke kalder på politiske diskussioner - Ja, undskyld, Thomas Mann, men balsam, tørrehjelm, lyse striber og hårnåle er ikke politik - og i en situation, hvor man ikke ved, om vedkommendes holdninger vil være så frastødende, at man har lyst til at rejse sig fra frisørstolen og forlade salonen med håret fyldt med klemmer. Selvfølgelig kan et frisørbesøg også i enkelte tilfælde have terapeutiske kvaliteter. Man lærer måske nogle ting om sig selv, man ikke var bevidst om. Men igen: Har man lyst til at besvare spørgsmålet: 'Hvornår gik det op for dig, at du ikke elskede din kæreste, og at du havde valgt den forkerte karriere?' med: 'Da jeg var hos frisøren.'

Så jeg beder veninder klippe mit hår, når længden og slitagen ikke længere er til at leve med. De ved i det mindste hvilke emner, de skal berøre med en vis forsigtighed og hvilke, der er absolut tabu. Fremmede mennesker er farlige. Især frisører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Yndlingsaversioner og fordomme:

Det var dog en grusom tanke, at blive afæsket svar på hvad men mener om dit og dat, bare fordi man skal klippes.
Hvis det forholdt sig sådan, ville jeg aldrig blive klippet.
Det gør det heldigvis heller ikke. Frisører er efter min erfaring et utroligt fintfølende og diplomatisk folefærd, der har en udpræget tendens til at forsøge at forstå, hvad kunden ønsker – frisure såvel som snak.

Hvis man har lyst til at sludre, griber de tråden – og hvis man bare vil klippes og holder sin kæft, er det også i orden. Og det føles absolut ikke pinligt. Man kan jo f.eks. studere interiøret eller processen for de andre kunder, og evt. sende et venligt smil, alternativt udstråle noget negativt.

Jeg har ingen anelse om hvor gammel du er, men det er helt i tråd med Metz’ ’Intermetzo’ i dag, bare med kvinder i stedet for ældre mænds fordomme og vris.

Hvori består det farlige, og hvorfor lige netop frisører?