Et søuhyre i de indiske farvande

Dengang i de sort-hvide 60'ere, da der stadig var tv-teater til, sendte man Carl Sternheims skuespil 'De unævnelige' i en version med Preben Neergaard i hovedrollen. Han spillede overhovedet i en stærkt kejsertro familie, der ved en lejlighed fik ingen ringere end selve Kejseren at se, netop som majestæten kom kørende i sin karet. Familiens hustru og moder blev så ivrig efter at vinke til kejseren, at hun strakte sit yppige legeme i så voldsom grad, at hendes 'unævnelige' reverenter talt gled af hende.

'De unævnelige' er naturligvis en pæn omskrivning af det, mere vulgære typer ville kalder 'trusser' eller måske ligefrem 'underbukser'. Dermed kastede hun skam over familien, der herefter kun har én ting at gøre: at holde sig inden døre indtil et nådigt forsyn måske - kun måske! - vil kaste glemsel over begivenheden. Stemningen i familien er naturligvis trykket.

Preben Neergaard søger tilflugt i sin magelige lænestol og prøver at sprede de tunge tanker ved at læse avisen. Han bliver pludselig opmærksom på en artikel, ser op over aviskanten med halvbriller på næsen og udbryder: "Nå, nu mener man igen at have konstateret et søuhyre i de indiske farvande!" Hans replik mildner stemningen en smule, men ikke ret længe. Derfor gentager han hele skuespillet igennem nøjagtig den samme replik den ene gang efter den anden.

Borgerlig skam

Man kan næsten ikke undgå at få den tanke, at det pæne, borgerlige Danmark godt kunne bruge en tilsvarende replik til at aflede opmærksomheden fra den pinlighed, at den pæne, borgerlige regering har forholdt visse af vores medborgere en viden, de kunne have stor glæde af. Nemlig den, at de så let som næsten ingenting kan få deres udenlandske ægtefælle med hjem til fædrelandet, hvis de måtte ønske det, og slet ikke behøver slå sig ned i Sverige eller Tyskland. Regeringen kan ganske vist ikke lide, at borgerne har den mulighed, og derfor har de ikke fortalt nogen, at den findes. Fra Korsbæk til Vedbæk, over alt i landets pæne købstæder og de gedigne forstæder nord for København, sidder der utvivlsomt et oplyst og dannet borgerskab og skammer sig. Bankdirektør Varnæs vil helst ikke tale om det ved morgenbordet, hvor Maud spørger ham, hvad der er med alle de udlændinge lige pludselig. Til sidst bliver det for meget for ham. Du kan da nok begribe, Maud, skummer han - og tænder sin cigar, selvom han godt ved, hun ikke vil have det - at vi ikke kan have en regering, der ikke overholder loven! Det kan Maud godt se, men det har vi da vel heller ikke? siger hun og glipper med øjnene. Jo, vi har! snerrer Hans Christian og går hen i banken uden at kysse hende farvel. Laura kommer rendende, men fru Varnæs er allerede gået op i seng, hun har mistet appetitten. Man skal ikke være i tvivl om, at Hans Christian Varnæs glæder sig til den dag, hvor han kan stå op på en stol og flå mørklægningsgardinerne ned, så det for altid vil være slut med ikke bare den bogstavelige, men også den åndelige formørkelse. Til den dag, hvor de fem-seks-syv onde år langt om længe vil være fortid! Nogle dage senere går stikkerjagten så formentlig ind, der skal jo nu engang renses ud, så Danmark kommer til at ligne sig selv igen. Med plenty of bonfire along the fjord.

Det nye parti

Men så langt henne i Matador er vi ikke kommet endnu. Laura har knap nok nået at få sin medalje for 25 års trofast tjeneste, vi har endnu til gode at se grisehandler Larsen blive sat i spjældet, fordi han har billeder af De unævnelige ledere af Dansk Folkeparti hængende ude på lokummet - til spot og spe, men indtil videre kun til uofficiel fordømmelse. Varnæs og andre gode borgere, som nu hans svigerinde Elisabeth og Doktor Hansen, må vente en tid endnu. Det hjalp ikke, at de sammen med Kresten Andersen Skjern, direktøren fra den anden bank, kollektivt meldte sig ind i Ny Alliance, så nu er de tilbage hos Venstre og Konservative, hvor de - især hos sidste - håber på, at der stadig findes god, gammeldags borgerlig anstændighed. Og i øvrigt på, at hele uvæsenet går over af sig selv. At det ikke udvikler sig til en ny Tamilsag, der også handlede om, at et medlem af regeringen, nemlig justitsministeren, ikke var enig i lovgivningen og derfor saboterede den.

Ludo om Laura

Hans Christian Varnæs og andre gode borgere må søge tilflugt i deres smukke hjem, andet råd kan man ikke give dem. Forsynet vil måske - ganske vist kun måske - vise sig så nådig at sænke sval glemsel over skændselen. Det hele er kun en overgang, som refrænet til en gammel revyvise lyder. Måske kommer Birgitte Graa på besøg, hun er så underholdende. Og så kan man jo fordrive tiden med at spille Ludo om Laura, det er også underholdende. I mere stille stunder kan man læse avisen. Endelig ikke om Cepos og deres evindelige ligusterhæksludder om, at skatten skal sættes ned for dem, der tjener mest. Heller ikke flere kulturkronikker, hvor provinsrektorer med skånelapper på ærmerne skriver om 'værdikampen' eller det ufattelige mod, der fik Jyllands-Posten til at lancere frihedsbegrebet 'Muhammedtegningerne'. Al den slags er vammel fortid, mug og sur ælde, fytteføj. Ro på, nu. Vi lever i moderne tider. Vi er moderne mennesker. Hellere læse noget lødigt, noget naturvidenskabeligt, der kan få én til at se op over aviskanten og udbryde:

"Nå, nu mener man igen at have konstateret et søuhyre i de indiske farvande!"