"Zá-to-PEK!, Zá-to-PEK!" lød det taktfast i 1952 på Helsinkis olympiske stadion, da det tjekkiske 'lokomotiv', løberen Emil Zatopek, afsluttede 5.000-meteren i tiden 14 minutter og 6 sekunder og tog sin første af tre guldmedaljer. Han vandt også 10.000 meteren og maratonløbet i Helsinki.
En bedrift og olympisk rekord i atletikken som står endnu. Zatopek udtalte: "Hvis du vil vinde, skal du løbe 100 meter. Hvis du vil vide noget om livet, skal du løbe maraton".
Vil du vide noget om at løbe hurtigt, skal du kigge på Usain Bolt fra Jamaica. I 100-meter-finalen i Beijing, tog han det olympiske guld i tiden 9 sekunder og 69 hundreddele af et sekund og forbedrede dermed sin egen verdensrekord med 0,3 procent. Måden, det skete på, viste, at vi her var vidne til den største sprinter, verden har set (på alle måder: Bolt er 1,96 meter høj).
Uden at løbe for fuld kraft hele vejen - uden medvind, uden konkurrenter til at presse sig og endda med løse snørebånd og hånden på hjertet - var det en uhørt magtdemonstration og samtidig et studie i perfekt sprintstil. Bolt er også favorit på 200-meteren i Beijing og har en kapacitet, der rækker til også at løbe 400 meter. Det vil dog først blive muligt - altså individuelt - i London 2012, og måske vil han der tangere Zatopeks rekord.
Fysiologi bestemmer
I dag vil en sådan ekstrem sportspræstation i sprint blive mødt med en vis skepsis. Især hvis man tager i betragtning, at de seneste seks olympiske guldvindere på 100 meter hos mænd er blevet sat i forbindelse med doping. Også løbere på Jamaica har i tidens løb indtaget andet end rom og kokosmælk i jagten på en løbesucces.
Men i Usain Bolts tilfælde vil jeg holde en mulighed åben for en helt naturlig forklaring på hans præstationer.
Som andre løbere med oprindelse i Vestafrika har 'Bolten' flere hurtige hvide muskelfibre - i fysiologien benævnt fast twist eller type II-fibre.
Som navnet antyder, vil de - når de modtager et nervesignal - trække sig hurtigt sammen. I modsætning til de røde udholdende fibre som kaukasiske, hvide danskere og europæere generelt har flest af. Ingen hvid løber har endnu løbet under 10 sekunder på 100-meteren. De hurtige hvide fibre reagerer kraftigt på styrketræning ved at vokse hurtigere og mere end de røde udholdende fibre (da de har flere cellekerner, kan de danne mere kontraktivt protein). Det kan forklare den øgning i muskelmasse, som især Bolts ben har undergået det seneste år.
Samme udvikling kan ses hos de jamaicanske kvindelige sprintere heriblandt guldvinderen Shelly-Ann Fraser, som vandt i den personlige rekordtid 10,78 sekunder. Jamaica har godt to og en halv million indbyggere og havde tre løbere med i hver af de to sprintfinaler.
Der, hvor Bolt skiller sig ud fra landsmænd og 'ligesindede' sprintere, er hans højde. Med sine 1 meter og 96 centimeter kan han komme ud blokken og accelerere sine lange ben uden at tabe tid i forhold til sine lavere konkurrenter, og når han først er i fart, holder han sin hastighed bedre end andre i kraft af sine lange og hurtige skridt.
Det kræver som nævnt en stor og hurtig muskelmasse helst fordelt på den øverste del af benene. Læg her mærke til Bolts forholdsvis tynde underben. Også i sprint er en god løbeøkonomi vigtig - og ikke mindst en afspændthed i løbet. Bolts optræden i forhold til sine konkurrenter kunne i den sammenhæng minde om Bjarne Riis' opstigning på Hautacam i 1996, men der hører ligheden forhåbentlig også op.
Anderledes beskeden var verdensrekordholderen på 10.000 meter, Kenenisa Bekele fra Etiopien, da han satte feltet på plads med en sidste kilometer på to minutter 27 sekunder og den afsluttende omgang i 53,42 sekunder. På den måde vandt han guld i ny olympisk rekordtid, 27.01,17 minutter.
Bekeles landskvinde Tirunesh Dibaba havde dagene forinden sikret Etiopien sejren hos kvinderne på den samme distance i tiden 29.54,66 og blev dermed den første 'rene' kvinde under 30 minutter på 10.000 meter.
Yderligere imponerende var tiderne, når varmen og den høje luftfugtighed i Beijing tages i betragtning. Det er netop en fordel for små løbere med en lille varmeproduktion, som skyldes både deres størrelse og deres fænomenale lave energiforbrug, som igen skyldes deres tynde underben. Den lave vægt i underbenene betyder, at der skal bruges meget lidt energi på at løfte benene under hvert skridt. Det er naturligvis en fordel.
Endnu nogle grænser i løb var rykket - af østafrikanske løbere. Som sir Roger Bannister - anerkendt neurolog og den første mand til at løbe en mil på under fire minutter i 1954 ved et lokalt stævne i Oxford - har sagt:
"The human spirit is indomitable. No one can ever say you must not run faster than this or jump higher than that. There will never be a time when the human spirit will not be able to better existing records."
Rigtigt, det kræver bare mange hvide fibre eller tynde ben.
