'Jeg starter øverst i venstre hjørne ...'

Vi kører på hovedvej 155 i retning af Fårevejle på Vestsjælland. Forfatterinden Dy Plambeck sidder på passagersædet med hovedet begravet i et udprint fra Kraks Ruteplan. Hun viser vej. For det er hende, der har bestemt, hvor vi skal hen.

"Dér er teltet," udbryder hun og peger ud af sideruden, hvor toppen af et blåhvidt telt ganske rigtigt stikker op over nogle træer i det fjerne:

"Så skal vi til højre!"

Vi drejer ind af en grusvej og parkerer bilen. Til den ene side ligger en hvidkalket bygning, til den anden en vidtstrakt græsplæne med stribevis af campingvogne og kuppeltelte. Det ligner en helt almindelig campingplads i Danmark. Ligner. For på en bakke rundt om hjørnet røber et lysende kors af elektriske pærer, at denne campingplads ikke er for turister. Den er for troende. Her kommer man ikke for at koble af, men for at tune ind. På Jesus og den slags.

"Gad vide, hvad de egentlig laver i løbet af dagen," siger Dy Plambeck og begiver sig op af bakken: "Det må vi prøve at finde ud af."

'Fordi jeg er nysgerrig'

To timer tidligere sidder vi under tagspærene i Dy Plambecks lejlighed på femte sal i indre København. Vi har aftalt et kort interview, inden turen går vestpå til Fårevejle. Dagen i forvejen har hun i en mail forsøgt at forklare, hvorfor vi overhovedet skal afsted. Men det står stadig ikke helt klart for mig.

"Nej, det har du efterhånden spurgt om nogle gange," siger hun og retter sig op i stolen:

"Men det skal vi, fordi jeg er nysgerrig. Det er mit udgangspunkt. Nysgerrigheden er en motor. Jeg ved ingenting, men jeg vil gerne vide noget. Den sætning har jeg taget fra Jørgen Leths filmpoetik. Jeg ved ingenting om at være på bibelcamping, men jeg vil gerne vide noget om det. Jeg søger ikke nogen særlig viden eller svar dér. Og jeg har ikke planlagt nogen spørgsmål. Jeg har ikke nogen anelse om, hvad der kommer til at ske. Men sådan kan jeg lide det."

Og sådan kan anmelderne lide Dy Plambeck. I hvert fald har et nærmest enigt anmelderkorps udnævnt den 28-årige tidligere forfatterskoleelev til en af sin generations mest talentfulde og originale forfattere. Dy Plambecks litterære gennembrud kom allerede i 2005 med debutdigtsamlingen Buresø-fortællinger, som året efter udløste Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik samt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. I april i år udkom så debutromanen Texas' rose, som igen har fået anmelderne til at gå bagover af benovelse og drage sammenligninger til litterære sværvægtere som Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger.

De seneste måneders hype har dog ikke fået Dy Plambeck til at hvile på laurbærrene. Da jeg møder hende i lejligheden i København har hun netop færdiggjort to mindre bestillingsopgaver - et erotisk radiodrama for DR samt en børnebog, som skal udkomme på Dansklærerforeningens Forlag.

"Temperamentsmæssigt passer det mig godt at være i gang med flere projekter samtidig," forklarer Dy Plambeck:

"I øjeblikket går jeg og overvejer, hvem min fortæller skal være i mit næste projekt, og hvordan historien skal fortælles. Om det skal være en første- eller tredjepersons fortælling. Nutid eller datid. Det er nærmest som en ligning, der skal gå op. Men lige pludselig er den der."

Der er navnlig to emner, som for tiden optager Dy Plambeck. Det ene er rockere, det andet er religion. Uden sammenligning i øvrigt.

"Det er to emner, som jeg er ved at sætte mig lidt mere ind i. Kristendommen beskæftiger jeg mig med både i Buresø-fortællinger og i Texas' rose. Tro har altid optaget mig. Jeg har læst Bibelen flere gange. Jo dybere, jeg kommer ind i det emne, jo større bliver det. Jeg har en fornemmelse af, at jeg aldrig bliver helt færdig med det."

Men der er ikke tale om egentlig research, understreger hun:

"Min research er, at jeg er i live og har øjne og ører. Jeg bruger virkeligheden som inspiration til mine romaner, og jeg kan godt lide at besøge steder, hvor jeg ikke har været før. Men jeg er ikke typen, der laver egentlig research. Så når jeg for eksempel tager på bibelcamping, gør jeg mig ingen forestillinger om at skulle gengive det ét-til-ét i min roman," siger hun og forklarer forskellen:

"Jeg ser ikke efter, om der er noget, jeg kan bruge. Jeg tager bare ud for at se, hvad der sker. Det er to forskellige ting."

- Men hvis du ikke vil skrive om det, hvorfor tager du så af sted?

"Helt grundlæggende fordi jeg interesserer mig for, hvordan folk i sådan et fællesskab taler sammen. Hvordan man formulerer sig. Jeg vil gerne lytte til deres sprog. For nylig var jeg inde på en kristen hjemmeside, hvor en pige spurgte en anden pige, om hun var forelsket i Jesus. Og det skrev jeg ned: 'Er du forelsket i Jesus?' Sådan nogle sætninger samler jeg på."

Metoden er den samme, hvad enten Dy Plambeck holder for rødt på cykel, går tur ved søerne, handler i Netto eller drikker porter med citronvand på den lokale bodega: Hun lytter efter sprogets afslørende tegn.

"Når jeg skriver, er jeg meget opmærksom på, hvad det er for et sprog, jeg bruger. Til litteraturfestivalen i København blev jeg spurgt, hvorfor jeg bruger ord som 'neger' og 'mongol' i Texas' rose. Men det er, fordi det er faster Lillians sprog, jeg gengiver. Sådan taler hun."

Rundt på gulvet

Ifølge Dy Plambeck har Forfatterskolen, som hun dimitterede fra i 2004, haft betydning for den måde, hun tænker og forstår litteratur på:

"Det, man bliver god til på Forfatterskolen, er at læse sig selv og se kritisk på sine egne tekster. Jeg vil ikke have, der står en sætning i mine bøger, som ikke behøver være der. Derfor bruger jeg lang tid på at læse teksterne igennem - og jeg lader også andre gøre det."

Når der skal tages hul på en ny roman, er der dog ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op og gå i gang:

"Jeg starter som regel øverst i venstre hjørne med en sætning eller en scene - og så finder jeg ud af resten undervejs. Det er forkert at sige, at bøgerne skriver sig selv. Men når man skriver noget ned, bliver der også gradvist sat rammer for, hvad der kan stå i teksten. Stoffet giver noget tilbage."

Alligevel er det ikke altid, at kapitlerne falder i hak. Oven på sin debut med Buresø-fortællinger skrev Dy Plambeck på en helt anden roman end Texas' rose. En roman, som hun efter et halvt års arbejde måtte kassere:

"Jeg nåede at skrive godt 60 sider, inden jeg gav op. Nu ligger den oppe på loftet i en pose."

- Må jeg se den?

Dy Plambeck trækker lidt på det.

"Mener du virkelig det?"

Så rejser hun sig fra bordet og går ud i gangen for at finde en nøgle. På reposet foran hoveddøren hægter hun en stige fast i loftet og begynder at klatre op:

"Så må vi se, om jeg overhovedet kan finde den," siger hun og forsvinder op igennem en lem i loftet.

'Hos stenhuggeren'

"Det er vist nok en klassiker, at man nogle gange bliver nødt til at forkaste et gammelt manuskript for at kunne komme videre med et nyt," siger hun, da hun står under den skrå tagkonstruktion med krum ryg og sænket hoved.

"Flere af de forfatterkolleger, jeg har talt med, har i hvert fald sagt: 'Nåårh, det kender vi godt!'"

Hun finder en gul nettopose frem mellem en sovepose og en kasse med julepynt.

"Her er den," siger hun og fisker nogle plasticcharteks med printede A-4 ark op. 'Kapitel 1: Hos stenhuggeren', står der på den første side.

- Det må have været bittert at indse, at alt det her arbejde alligevel ikke skulle blive til noget?

"Jo, men jeg tror også, det var meget lærerigt. Når jeg tænker over det, har jeg nok hele tiden vidst, at manuskriptet ikke duede. Så på en måde var det faktisk en stor lettelse, da jeg endelig kasserede det," siger hun og stiller posen væk.

Tilbage i lejligheden viser Dy Plambeck ind på sit kontor, der har udsigt til det gamle kommunehospital - og til søerne, hvis man strækker hals.

"Jeg har ryddet op, til du skulle komme," siger hun og lukker døren efter sig så reolen bagved kommer til syne. Den er fyldt med bøger, rejsebøger, et par frieksemplarer samt en masse gamle privatfotos og tegninger fra barndommen, som hun har brugt i forbindelse med sit børnebogsprojekt. På skrivebordet ved siden af computeren ligger der en lille grøn blok. Den er reserveret til de små mindeværdige sætninger, som endnu ikke passer ind nogen steder:

"Lige nu har jeg skrevet adressen ned på bibelcampingen, og så har jeg tilføjet: 'Målet med bibelcamping er, at mennesket i Danmark må møde Jesus og blive frelst. Valget er dit, men har du råd til at lade være?' Det stod inde på deres hjemmeside - og så tænkte jeg, det kunne være vores motto i dag."

'Ham fra Led Zeppelin'

Skumringen er så småt ved at lægge sig over campingvognene og kuppelteltene i Fårevejle, da Dy Plambeck tre timer senere sidder bøjet over en portion kogt skinke med stegte kartofler og gulerodsråkost i den hvide hovedbygning. Da vi har spist op, snuser vi lidt rundt i bygningen, mens vi venter på, at regnen udenfor skal stilne af. I et stort fællesrum hænger et billede af Jesus og hans disciple på væggen:

"Jeg har engang været klædt ud som Jesus til fastelavn," siger Dy Plambeck:

"Men jeg lignede ham overhovedet ikke. Til gengæld siger folk, jeg ligner ham forsangeren fra Led Zeppelin," siger hun og kigger ud af vinduet. Det ser ud til at være holdt op med at regne. Vi vover os ud og møder en af campingpladsens ledere, Karsten Amby, på plænen:

"Hvor har du hørt om bibelcamping fra," spørger han høfligt, og Dy Plambeck fortæller lige så høfligt, at hun oprindeligt ville have været til lovsang i Bethesda-kirken, men at hun fik at vide, at kirken var tom på grund af sæsonens mange bibelcampings: "Og det måtte jeg prøve!," siger hun.

Karsten Amby nikker interesseret. Men vi må videre, for tiden iler, og der er snart bønnemøde i det lille bolsjestribede telt oppe på bakken.

"Så er klokken vist slagen syv," siger aftenens bønneleder, da vi kort efter sidder i en rundkreds i teltet, klar til at bede:

"Lad os bede for de unge her på lejren, som ikke kommer fra et kristent hjem," lyder et af forslagene. En anden foreslår, at man beder for de to nyankomne. Det er vist os, han mener. Begge forslag bliver godkendt, og så folder alle hænderne og bøjer hovederne. I andagt.

Uden for teltet reflek-terer Dy Plambeck over sit besøg:

"Jeg er ikke taget herop for at snylte på folk. Det er ikke, fordi jeg håber på, at en eller anden bliver frelst og besvimer for mine fødder, og så kan jeg skrive om det senere hen. Jeg vil bare gerne se og høre. Sådan skriver jeg også. Jeg viser det, jeg ser og hører, jeg beviser ikke noget, jeg argumenterer heller ikke for noget, jeg lægger bare noget frem," siger hun.

- Så vi skal ikke forvente at læse om det her i din næste bog?

"Det må tiden vise, men jeg tror det ikke. Det skulle da lige være, hvis jeg skrev om hende pianistens brillestel. På stængerne var der et billede af en mand, som trak afsted med et æsel. Så du det?"