Læsetid: 3 min.

Et sted jeg ikke kan finde(s)

Elverkilde lyder som noget, der stammer fra et eventyr, og det er helt passende, for det er faktisk eventyrligt at fare vild i debutantens labyrinter langt fra realismens brede vej
Kultur
28. august 2008

Alt det, der er mit eller Alt det dér er mit?

Titlen på Maja Elverkildes novelledebut er tvetydig, og da det endda skal vise sig, at ingen i novellerne rigtigt ejer noget, eller nogen rettere sagt, har titlen også et tragikomisk præg. Alt bliver til ingenting.

Her er tale om en samling noveller (ikke et skrabsammen), som kredser om (ikke at eje, men) det besværlige og uhensigtsmæssige i, at vi mennesker kan komme til at tro, at vi skal eje andre og hinanden - eller i det mindste bare en vædderkanin. Sådan en, som lillesøsteren til to misundelsesværdige kaninejere ønsker sig.

Kaniner spiller en pudsig rolle hos Elverkilde, de dukker op flere steder fra, og bogens omslag er udsmykket med (ikke en laurbærkrans, men) en kaninørekrans. De små kræ overlever nemlig ikke alle sammen. Samlingens tekster er hver især relativt lange labyrinter, og flere af dem forbindes indbyrdes via underjordiske (kanin)gange. Andre dyr dukker op andre steder fra. Mennesker søger ud i skoven, og enkelte får dyrelignende adfærd.

Ejerskabsfølelsen er måske især problematisk i familien og ægteskabet. Min mand, mine børn, min familie går vi jo rask væk rundt og siger uden dermed kun at ville slå ejerskabet fast, men genitivformen er udbredt.

Kældermennesket

Ejerskabsproblemerne opstår, når nogen dør, fødes, forelsker sig i de forkerte selvfølgelig eller bare flytter ind hos hinanden. Her er det særlige ved Elverkildes univers, at det på trods af tids- og stedsbundet inventar som ostepops og Silvan er mytisk og eviggyldigt. De genkendelige og jordnære fænomener bliver mystiske fremmedelementer, fordi Elverkildes fortællinger ellers er eventyrlige, groteske og båret af en drømmelogik. Figurerne forklares ikke psykologisk, de er snarere arketyper, der opfører sig underligt.

Når 'vores mor' dør, bliver den nye ejer af hendes kolonihavehus familiens nye morkult - også selv om den nye er en mand. Han går dog i dametøj. I samlingens afsluttende fortælling 'Tyv' er Sara blevet et kældermenneske, men først blev hun mor. Eller allerførst var de bare hende og Tage, men så kom lille Louisa til. Barnet har mareridt om natten, og nu sover hun sammen med Tage, og Sara bor i kælderen, hvor hun tegner tegninger, som hun efterfølgende sætter ild til. Tages mor er flyttet ind, for at sønnen har lidt selskab, nu hvor Sara ikke deltager i familielivet, og sørme om ikke Tages onkel også bor i huset. Familien er på alle måder anstrengende, og hvem er egentlig forældrene til den hvide baby, der pludselig ligger i Louisas gamle tremmeseng og viser sig at være glad for ild? Tage og Louisa? Eller er det navnløse og kønsløse væsen kun synligt for kældermennesket?

Sprogtonen er gennemført gammeldaws og med til at understrege tidløsheden. I det hele taget får man en fornemmelse af om ikke at kunne vandre til evig tid så i hvert fald meget længe i Elverkildes labyrinter. Meget flot indgår der snørklede stisystemer og bugtede veje i flere af dem, så 'labyrinten' findes på flere niveauer. De mytelignende figurer søger efter bestemte steder, eller de "går og går og kommer ingen vegne" ligesom uret. Kvinden i 'En tipi fuld af sand', som jeg har udvalgt til at være min yndlingsfortælling indtil videre, drømmer om et sted hvor hun ikke kan findes. Konstantinopel, "det klinger så godt, så fremmedartet." Som Elverkildes debut minsandten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maja Elverkildes novelle er noget af det mest tendentiøse pis der længe er løbet af trykken. Pseudovidenskabeligt krypto-fascistoidt småborgeliget lort i lange baner. Læs enfoldigt affaldet og ønsk et spark med en issyl gennem tindingen. "Gennemført gammel daws" = offerlitteratur. Jeg er en hvid nigger.