Læsetid: 9 min.

En anden tid, en anden kamp

De er opdraget af hippier og kommunister, der ville lave samfundet radikalt om. Alt skulle ændres, fra det helt nære til toppolitisk niveau. Men hvordan ser de børn, der fik revolutionen ind med barneskeen, egentligt på opgøret med samfundet i dag?
De er opdraget af hippier og kommunister, der ville lave samfundet radikalt om. Alt skulle ændres, fra det helt nære til toppolitisk niveau. Men hvordan ser de børn, der fik revolutionen ind med barneskeen, egentligt på opgøret med samfundet i dag?
2. august 2008

Begge er de børn af hippiebevægelsen, hvis rebelske vilje og evne til at rykke op i samfundets normer og strukturer har gjort, at de overdøvede alle andre generationer. De er flasket op med biodynamiske gulerødder, kommunisme, et globalt tankesæt og en tro på, at man kan lave samfundet om, hvis man virkelig vil det.

De har dog begge valgt at vende venstrefløjen ryggen og skifte til den anden ende af det politiske spektrum og lever i dag et liv, der på mange måder står i kontrast til barndommens ideologi.

Flavio Toxværd er lektor i økonomi ved University of Cambridge. Hans forældre var begge særdeles aktive i hippiebevægelsen fra dens spæde start i København og praktiserede i øvrigt i henhold til den indiske guru Maharaji. Han er Steinerbarn fra Vidar Skolen og opdraget med kommunismen som fremherskende politisk overbevisning.

"Min mor og far mødte hinanden, da min mor, der kommer fra Argentina, var i Danmark på et pitstop på vej til Sovjetunionen for at fejre en mindedag for revolutionen," siger Flavio Toxværd.

Thomas Hargreave startede sit eget reklamebureau som 16-årig og har i dag en række selskaber med en årsomsætning på et tocifret millionbeløb. Han husker ikke på samme måde sine forældre som politisk orienterede, selv om de så afgjort hørte til på venstrefløjen. Det handlede mere om et opgør med samfundet som helhed og en frigørelse fra de bånd, der blev lagt på individet. Thomas' papfar, fra da han var fem år, Ole Grünbaum, lagde sjældent fingre imellem i sit oprør mod samfundets normer.

"I Oles unge dage gjorde han stor set alt, hvad han kunne, for at give en stor fuckfinger til systemet. Han var ret tidligt ude med en totalbeskrivelse af samfundet som værende 110 procent forkert," siger Thomas Hargreave.

Venstrefløjen er til grin

Men hvor forældrene levede med drømmen om en revolution fra venstre, har oprørets sønner i dag ikke meget tilovers for venstrefløjen som politisk ståsted.

"Ser man på et parti som Enhedslisten, må man jo ryste på hovedet. Det parti er en joke," siger Flavio Toxværd, mens Thomas med et overbærende smil fortæller, at hans mor en gang stemte på 'De Grønne'.

Flavio, der i sin ungdom havde sin faste gang i Ungdomshuset, husker, hvordan venstrefløjen her missionerede med alle deres 'rigtige' meninger.

"Jeg kan huske alle de her VS'ere, SAP'ere og KAP'ere og deres påduttede solidaritet, som skulle hives ned over hovedet på folk," siger Flavio Toxværd og fortsætter:

"Og så noget, der selv i dag kan gøre mig voldsomt irriteret, nemlig attituden omkring at man er et uanstændigt menneske, hvis man stemmer til højre for midten," siger Flavio Toxværd.

Som 11-årig var han erklæret kommunist, men han begyndte hurtigt at interessere sig for alle mulige og umulige politiske retninger.

"Da jeg var yngre, flirtede jeg med anarkokapitalismen, som er en kapitalistisk form for anarkisme. Jeg var meget nysgerrig omkring en masse ting, da jeg var ung, jeg læste også om marxisme, fascisme og underlige små bevægelser, som jeg ikke sympatiserede med, men som jeg alligevel fandt fascinerende," siger Flavio Toxværd.

Han ser ikke sit opgør med forældrenes politiske overbevisning som et ungdomsoprør, men mere som et oprør mod den massive venstredrejning, der eksisterede i miljøet omkring Ungdomshuset.

"Jeg skilte mig gevaldigt ud, fordi jeg var højreorienteret og liberal. Og hvor det måske var de andre, der ud ad til var radikale, så tog jeg nok oprøret ind ad til i den gruppe," siger Flavio Toxværd.

Diskussionerne blev dog ofte meget følelsesbetonede og personlige, især når snakken faldt på Mellemøsten og i særdeleshed Israel-Palæstina-konflikten. USA var ligeledes noget af det værste, man kunne forestille sig i det miljø. Men Flavio orkede ikke diskussionerne i længden.

"Det var jo mine venner - og er det stadig i dag - så jeg gad ikke rigtigt at være uvenner med dem hele tiden, så der blev lagt låg på," siger Flavio.

Den autonome fiasko

Og miljøet omkring Ungdomshuset og især de autonome er noget, der kan få blomsterbørnenes børn i svingninger.

"Jeg kan fra mit kontor i dag se ud over Gammeltorv og Nytorv og nyder med stor glæde, hvordan de autonome holder deres torsdagscirkus. Så kommer der en masse unge fra forstæderne og køber 10 Prince light, tager en hættetrøje og noget eyeliner på for at solidarisere med en bevægelse, som jeg tvivler på de helt ved, hvad går ud på," siger Thomas Hargreave. Han ser bevægelsens nuværende form som en reaktion fra en ungdom, der er snotforvirrede og i den grad har et behov for at være en del af noget.

"Og ih, hvor er det så 'fantastisk', at vi i dag på nationaløkonomisk plan kan se, hvor meget det koster at ødelægge en bydel," siger Thomas Hargreave og fortsætter: "Det er ikke fordi, jeg er imod oprør og til en vis grad civil ulydighed, det mener jeg er sundt for vores samfund. Men der er ikke nogen grund til at gøre sig dummere, end man er, og den generation har en kapacitet, som de kan udnytte langt bedre, hvis de altså gider," siger Thomas Hargreave.

Han mener ligesom Flavio, at man må sande at oprøret af i dag må komme fra en anden front og med andre metoder, hvis det skal give mening og skabe ægte forandring. Samfundet er ikke så rigidt, som det var dengang, og det virker for Flavio helt sort at gå rundt i dagens Danmark og kaste brosten efter politiet.

"Politiet er jo ikke en politisk faktor i Danmark, de er jo embedsmænd. Det svarer til at kaste sten efter embedsmændene i Kulturministeriet, fordi man synes Brian Mikkelsen har sagt noget dumt," siger Flavio Toxværd og fortsætter: "Deres 'oprør' er et udtryk for den danske velstand. Og i modsætningen til hippierne dengang, tror jeg på ingen måde, at man kan tilskrive de autonome nogen indflydelse på samfundet. Det er bare forkælede unger," siger Flavio Toxværd.

Thomas Hargreave mener, at nutidens rebeller har overset den erkendelse som mange af 68-generationen kom frem til.

"Der er jo en erkendelse, som jeg er sikker på de fleste 68'ere gjorde på et tidspunkt; at hvis man skal ændre samfundet, skal man ændre sig selv. Og at den utopiske ide om bare at stå og råbe af alt, hvad man synes er for dårligt, ikke fører nogen steder hen," siger Thomas Hargreave.

Han savner intellekt og knowhow blandt nutidens 'oprørere':

"Det undrer mig, at de ildsjæle, der virkelige gerne vil sætte gang i samfundet, ikke bruger deres intellekt bedre, men bliver ved med at stå og kaste vand på 'elefanten' og tror på, at den til sidst vælter. Det sker ikke."

Man bliver ifølge Thomas Hargreave nødt til at have 'ham', der kan finde ud af, at kommunikere med 'ham med slipset', og så må man se på samfundets opbygning og finde nogle værktøjer til at skabe de forandringer, man ønsker.

"Prøv at forestille dig, hvad de kunne opnå, hvis de gad se på, hvad f.eks. informationsteknologi og netværk betyder i dag, og så gjorde sig til eksperter inden for det?! I stedet for vælger de at kaste med brosten og brande affaldscontainere af. Det er sgu da lidt pinligt," siger Thomas Hargreave.

Kørt fast i en 68'er-skabelon

For både Thomas og Flavio er man i dagens oprør kørt fast i en låst forestilling om, hvad oprør er, hvor det skal komme fra, og hvordan det skal manifestere sig på baggrund af en 68'er-skabelon. Og man overser i den sammenhæng et vigtigt element i 68'ernes oprør nemlig det liberale perspektiv; friheden til at være den man er. Alligevel begyndte venstrefløjen som før nævnt, at prædike sin egen 'religion' som den eneste rigtige, hvilket blandt andet førte til, at Ole Grünbaum fik nok.

"Det blev for konformt og restriktivt, når alle pludselig skulle bestemme, hvordan og hvornår man skulle gå på toilettet, og hvad man skulle spise. Ideen med oprøret var jo ikke at skabe et nyt styresystem, der var ligeså rigidt som det, man gjorde op med," siger Thomas Hargreave.

Og netop friheden til at leve, som man vil, er noget som også Flavio Toxværd har taget med sig fra forældrenes verdenssyn.

"Folk har lov at leve og bo som de vil, også selv om jeg er uenig eller hellere gør det på en anden måde. Jeg har det dårligt med, at man prøver at pådutte andre folk ens eget verdenssyn. Klassisk liberal tankegang," siger Flavio Toxværd.

For både Thomas og Flavio er deres valg af erhverv og politisk overbevisning ikke nødvendigvis så meget i modstrid med 68-værdierne, som det kunne synes. Og Flavio mener da også, at venstrefløjen mere er et påhæng til oprøret, end det nødvendigvis udgør en del af kernen.

"Det er klart, at 68-generationen var et brud med et daværende system på rigtig mange fronter, et brud der var præget af venstrefløjen, men som ikke nødvendigvis havde behøvet at komme derfra," siger Flavio Toxværd og fortsætter;

"Hvis man ser på Argentina, Grækenland, Spanien og Portugal har svaret på militærdiktaturet jo alle steder været en venstreorienteret model. Så det var måske bare en automatreaktion, at det var derfra, man brød med et samfunds givne normer i Danmark," siger Flavio Toxværd.

Oprøret lever

Både Flavio og Thomas har mødt rynken på næsen af deres livsstil, der i en vis udstrækning udgør en form for modvægt til deres barndomsideologi. Thomas Hargreave har fra blandt andre sine søskende mærket en vis undren over, hvad han bruger sin tid på.

"Det er det her, jeg gerne vil i mit liv lige nu, og hvis folk har det dårligt over det, kan jeg kun se det som noget, der peger tilbage mod dem selv. Men ja, jeg synes det er spændende at møde Roman Polanski eller Tim Burton og lave billeder med dem. Det er inspirerende at arbejde med dygtige og kreative mennesker," siger Thomas Hargreave og fortsætter:

"Og man kan altså godt gå op i både miljø og ulandsbistand uden at skulle være tvangsindlagt til at gå i espadrillios fra Føtex hele livet," siger Thomas Hargreave.

Han er for tiden involveret i en række initiativer i forbindelse med klimaåret 2009, har tidligere været med til at arrangere en Røde Kors-kampagne og arbejder ligeledes for en bedre forståelse for vigtigheden af Corporate Social Responsibility (CSR) for både stat, kommuner, regioner og erhvervslivet. Projekter, han med den stilling og position han har i dag, har en mulighed for at gå ind i.

"Hvis jeg havde stået i et par klip-klapper med en fadøl i hånden med mit band nede i en kælder, havde jeg ikke haft muligheden for at påføre det her nogen reel indflydelse, men det har jeg nu," siger Thomas Hargreave.

Ifølge Flavio Toxværd eksisterer der en glansbilledforestilling om, at man stadig kan ændre samfundet efter samme skabelon som dengang. Men verden er i dag en anden, og derfor kommer eventuelle samfundsændringer ifølge Flavio også fra et andet sted og på en anden måde. Og han tror da også på, at oprøret, på trods af at det i sin kendte form for længst er ebbet ud, lever videre både generelt i samfundet såvel som i hippiebørnene. Det sker bare lidt mere usynligt end tidligere.

"Det kan godt være, at 'revolutionen' i én forstand er død, men følgevirkningerne rækker jo langt ind i samfundet i dag. Jeg tror bare ikke vi tænker så meget over det længere," siger Flavio Toxværd.

Han mener, at 68'ernes børn, selv om det på papiret kan se anderledes ud for nogen, trods alt har taget noget af den rebelske ånd med sig.

"Vi er opdraget med, at ingen skal bestemme over vores liv, og hvordan vi vil leve det, og det tror jeg rent faktisk, mange af os udlever," siger Flavio Toxværd.

"Jeg tror at mange af os børn, kommer med en masse gode værktøjer, noget talent og et drive. Vi er vant til at se på systemet fra en strukturel og kritisk vinkel. Og jeg tror på, at vi på vores egen måde stadig prøver at bidrage til at gøre tingene bedre," supplerer Thomas Hargreave og fortsætter:

"Vi gør det bare ikke i opposition til samfundet, men som en fungerende del af det. Historien må så vise, hvordan de overførte værdier kommer til udtryk den vej rundt," siger Thomas Hargreave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Sig mig, har Information ikke fortalt denne historie mindst 1000 gange før?
Historien om sønnen eller datteren af 68eren, der endte med enten at blive tilfreds deltidshjemmegående husmor eller reklamesmart topchef? Og som ikke gad det der revolutionsnoget, men var godt tilfreds med verden, som den er? Kan I ikke finde på en ny vinkel? Kom ikke og bild mig ind, at alle der er født mellem 1961 og 1971 er sådan. Jeg VED, at der er mange andre helt anderledes historier at fortælle. Kom nu, fortæl! Vi vil også høre dem.

Helt ening med Vibeke Nielsen. Budskabet i ovenstående artikel har altså været bragt mindst 1000 gange tidligere, og SÅ interessant er det altså heller ikke...

Noget må man da kunne lære af sådan en historie:
Hvis der er for megen ensretning og dogmatik på venstrefløjen, så ender ellers fornuftige og intelligente mennesker i den anden grøft som politisk forvirrede kapitalister.
Så vi skal blot have lidt mindre dogmatik og ensretning, så skal det nok gå, sådan hen ad vejen.
Men ja, vi kunne måske godt have klaret os uden den historie....

Troels
Begrebet 'venstrefløj' er jo et dejligt fleksibelt begreb som enhver frit kan bruge til eget formål. Det er din definition et godt eksempel på. Din beskrivelse kan til nød bruges på de mere forbenede maxistiske fløje af venstrefløjen (kommunisterne, 'kineserene' etc.) men venstefløjen i 60'erne var meget mere end det. Den gik helt til socialdemokrater og radikale venstre. Folk som vel ikke er speciel dogmatiske? Desuden var der en stor gruppe at mere eller mindre uorganiserede 'flipper' og 'blomsterbørn' der heller ikke var særligt dogmatiske eller politisk skolede - de var nærmere politisk naive.
Mht. 'had og vrede' er højrefløjen sandelig kommet efter det de senere år. Man behøver blot læse på de forskellige tråde i denne avis for at få et indtryk af hvor vreden og hadet er placeret

Ulrik Høstblomst

Vibeke og Per

Det er jo Inf's kernesegment I udtaler jer om -

Klart de bliver ved med at producere den artikel igen og igen hvis de skal fastholde deres kernelæsere . de elsker nemlig at høre om sig selv og hvor pissekaffelattesmarte de er -----

Så den skal nok i 1001 versioner endnu ---- så længe Inf består

Vibeke Nielsen

Jeg tror sørme Ulrik ser rigtigt her. Nu har de gjort den til en af ugens bedste.

Egomassage til kernelæserne fra den kreative klasse....aaaaaaaaaaaaaah, lækkert.

Steven Jensen

Debatten om "arven fra 1968", som er det artiklen fundamentalt set handler om, er en vigtig diskussion for at orientere os på en kvalificeret måde i vores samtidshistorie. Det er derfor ærgerligt at se, at det er læserne selv, der får debatten til at kæntre fra start af, men det er jo typisk for mange avisblogs.

Artiklen er da udmærket og både Flavio Toxværd og Thomas Hargreaves reflektioner er ikke uinteressante at følge. Blandt andet fordi de siger noget om hvordan arven fra 1968 ligger i nogle forandringer i både den kulturelle og den økonomiske sfære, som strukturelt har nogle forbindelser tilbage til 1960erne og 1970erne.

Nutidens begreb om den kreative klasse er ikke bare modesmart branding, men trækker i sin analyse jo bl.a. inspiration på nogle af sociologiens klassikere fra denne periode, for eksempel Jane Jacobs kritik af datidens umenneskelige byplanlægning i "The Death and Life of the Great American Cities".

Ovennævnte forandringer i kultur og økonomi, og til tider i krydsfeltet mellem de to, er opstået både på grund af venstrefløjen og på trods af venstrefløjens rolle i "1968 og det der fulgte". Hele dette burde kortlægges, så vi ikke baserer os på erindringer og generationsfnidder.

I Danmark er vi godt 10 år efter vores nabolande i udforskningen af "1968" (måske endda det meste af Europa og USA). Det på trods af, at emnet har været heftigt diskuteret i offentligheden siden første havdel af 1990erne. Det er da lidt tankevækkende.

Som den tyske historiker Norbert Frei siger er 1968 "overkommenteret, men underudforsket". Selvfølgelig er Flavio Toxværd og Thomas Hargreaves reflektioner også kommentarer til en debat, men responsen er en skuffelse.
Vi vil vist helst ikke ud af vores intellektuelle "comfort zones" her i landet og derfor bliver det faste ritual at skyde budbringeren i stedet for at komme ind i debatten/kulturkampen med kvalificerede indspark. Ærgerligt.

Jeg har som læser lidt svært ved at se hvor artiklen vil hen andet end at fortælle om sønner af 1968erne som nu åbenbart har taget et opgør med deres forældres 1968 holdninger.

Hvis man f.eks. ser på hvad Thomas Hargreaves beskæftiger sig med vil jeg mene, at det er er en direkte forlængelse af hans forældres kamp for et bedre miljø.

Jeg ved ikke helt, hvad de mener med at gå i espadrillo fra Føtex? Jeg er sikker på at mange liberale og højreorienterede mennesker går med espadrillos - i deres sommerferie. Men ikke på arbejde.

Vibeke Nielsen

Aj, nu må I lige. For det første ugyldiggør vi ikke de historier som de to herrer har at fortælle. Vi mener bare at der også er så mange andre historier at fortælle om den samme generation. Og det underlader Inf at gøre. Det er altid cirka den samme fortælling skåret efter samme forudsigelige læst. Så ens er vi altså ikke i min generation.

Hvad Hargreaves angår vil jeg nu nok mene, at hans "kamp" ikke ligger i forlængelse af særlig meget, der har med venstrefløjen at gøre. Han er modemand til fingerspidserne og absolut ikke spor økologisk eller noget der ligner. Google lige hans firma 6agency engang.

For en gangs skyld vil jeg gerne give de interviewede ret. Venstrefløjen ER til grin - Enhedslisten er til grin, størstedelen af SUF er til grin, fordi de tror på den åh, så hellige, marxistiske revolution i en utopisk, anti-autoritær udgave, som ikke vil antage en diktatorisk lederskikkelse og dermed bryde sammen, som det skete i Sovjet. Men der hvor jeg ikke giver ham ret, er til gengæld når han sammenligner 68'er-generationen med nutidens 'rebeller' i Ungdomshuset. Der hvor vejen skiller for Flavio Toxværd, var såmænd ikke at han fandt ud af at han var frisindet og udogmatisk over for andres livsstil (og alligevel skyder han sig selv i foden ved at generalisere alle punkere som Prince Light-rygende, emo-wannabes - for af alle mennesker har Flavio da netop ikke forstået bevægelsens grundlag, hvis han tror det blot handler om at være a rebel without a cause), det var da han fandt ud af at han var egoist og ikke kollektivist. Han ville retten til at undertrykke andre for at opnå sine egne mål, frem for at lade den enkles frihed være udslag af kollektivets fællesnævner. Der har man så nemt forskellen på anarko-kommunisme og anarko-kapitalisme, og jeg skulle da mene, at uanset hvor frisindede og udogmatiske sidstnævnte personer er, så er de da om nogen de største egoister der findes. Toxværd var en af dem der fejlede og måtte opgive oprøret. Han var om nogen den der slukkede lyset for sig selv. Og nu prøver han desperat at beskylde de andre for at forfølge den drøm, han inderst inde aldrig selv var mand nok til at holde fast i.

Det er alt for nemt at kæde den venstreradikale (kollektivistisk orienteret kombineret med liberale elementer) bevægelse sammen med den kommunistiske (kollektivistisk orienteret, men med autoritære elementer i sig) bevægelse som en samlet ting. De to har nemlig altid været uenige om fænomenet revolution og bliver næppe nogensinde enige. Hvis man ikke er interesseret i at 'pådutte' andre sin 'religion', så bør man efter min mening sparke opad og ikke nedad, altså gøre op med sin egen og andres undertrykkelse (også kaldet direkte aktion) i stedet for at indføre proletariatets diktatur, som nærmest er en form for alternativ statsrepression lig den vi har i dag. Alt andet er dømt til at kulsejle.

Meget enig, Markus - alt for mange argumenterer ud fra et vrængbillede af, hvad 68 egentlig stod for. Vi rystede sgu lige så meget på hovedet af de sekteriske ultramarxister dengang, som vi gør i dag.

Det er muligt, at du gjorde det, Per, men de fik utroligt frit løb især i undervisningssektoren.

I flere dekader var den litteratur, der blev tilbudt elever i historie, geografi og samfundsfag i gymnasiet og folkeskolen så farvet, at det nærmest var grinagtigt.

Jeg tror, at man skal læse dagbladet arbejderen for at genfinde mainstreamretorikken i skolerne fra dengang.

Vibeke Nielsen

Nu gik jeg jo selv i folkeskolen fra 78 til 88. Det er endnu en myte, fabrikeret af den yderste højrefløj, at 70'ernes og 80'ernes folkeskoler skulle have været specielt politisk farvede. Folkeskolen var ikke mere farvet end den er i dag. Lad mig nævne et par eksempler. Vores historielærer var inkarneret CD-er - og det gjorde han opmærksom på i tide og utide. Ok, så vidste vi, hvor han stod. Vores geografilærer var temmelig højreorienteret. Det fandt jeg ud af engang cirka midt i min skolegang, fordi jeg kom til at udtrykke min begejstring for den kollektivtanke, der lå bag nogle af de venstreorienterede landbrug rundt om i verden. Det undervisningsmateriale, som vi havde om den sag var sikkert farvet af nogle holdninger, men vores lærer skulle sørme nok sørge for at fortælle os, at idéer i den retning var det rene tosseri. Så at 70'ernes og 80'ernes folkeskoler var specielt venstreorienterede er simpelthen lodret løgn. De var præcis lige så varierede som det politiske landskab i det hele taget - fra Konservative og Fremskridtspartiet til VS og DKP.

Jeg har også svært ved at genkende den myte om de venstresnoede skoler.
Nu gik jeg så heller ikke i alle Folkeskoler, i flere dekader, ligesom Kim Vibe...

Der var selvfølgelig en bredde i lærerkorpset, selvom det er længe siden, det har afspejlet det generelle politiske billede på landsplan.

Der hvor munkemarxisterne virkelig tog magten, var på de højere læreranstalter, på Danmarks pædagogiske universitet og på lærerhøjskolen og ikke mindst i Danmarks lærerforening.

Og påvirkningen har været enorm. De har haft en uforholdsmæssig stor indflydelse på folkeskolens og gymnasiernes undervisningsmaterialer igennem de sidste 40 år, og har stukket en kæp i hjulet på samtlige skolereformer i min levetid.

Hvis man kan introducere et megakommunistisk makværk som Fundamental Historie i gymnasiet, så kan man slippe afsted med alt. Vi taler her om en verdenshistorie, der i propagandaretorik overgår Der Stürmer.

Kunne man forestille sig nazistisk eller facistisk propaganda slippe ind i undervisningssystemet på samme måde? Næppe.

68 generationens manglende afstandtagen fra og ofte direkte flirt med eller tilbedelse af den totalitære kommunisme har præget samfundet siden.

Heinrich R. Jørgensen

Har undervisningsmaterialer til faget historie, både til grundskolen og gymnasiet, ikke altid været fordrejet, forløjet og manipulerende? Har pensum og materialer ikke altid handlet om, at bestemte vinkler, begivenheder osv. udvælges som de centrale, og endnu flere frasorteres?

Har det principielt ikke altid være den aktuelle politiske elite, der har forsøgt at definere hvad den rigtige historieundervisning bør indeholde, og forsøgt at gøre deres indflydelse gældende?

Så kan Kim Vibe måske oplyse mig om, hvorfor denne påstået massive venstreorienterede indoktrinering i skolen (og TV) ikke for længst har ført til, at Enhedslisten får 45-50 mandater til valgene?

Har lærerne været for dårlige til at indoktrinere? For i så fald, hvor er så det skadelige?

Eller er den såkaldte indoktrinering snarere en myte? Hvilket ville forklare dagens politiske billede.

Og så ville jeg ønske, at vi havde en tidsmaskine, så mam kunne sende alle dem, der råber så højt om indoktrinering tilbage til mit gamle gymnasium i 50'erne - SÅ skulle de få at mærke, hvad massiv indoktrinering var!

Per,

Den var for fed, og resten af samfundet kunne jo heldigvis fortælle en anden historie. Derudover er der jo bonus. de studerende er markant rødere end resten af befolkningen. Det er først når virkeligheden rammer, at fornuften sætter ind.

Det skadelige består primært i at spilde de studerendes tid, men du ville åbenbart være helt tryg, hvis historiematerialet primært var inspireret af Mein Kampf?

Det tvivler jeg på, at det var i 50'erne.

Heinrich,

Jo, formentlig. Jeg har da også konstateret, at der i slutningen af 90'erne kom en multikulti historiefortolkning, der fortalte os, at vi kun har været danskere siden 1849, så det er der absolut noget om.

Tak Lauritzen, det var nu heller ikke det indtryk, jeg ligefrem fik, der hvor jeg voksede op.

Så vidt jeg husker blev SF nærmest betragtet som småborgerligt i de toneangivende kredse.

I taler begge om fænomenet munkemarxisme, et begreb, der først dukkede frem for alvor i midt-70'erne dels som reaktion mod os "flippede" og tolerante 68'ere, dels i frustration over nederlaget ved EF-afstemningen i 72.

Denne intolerante sekterisme, som trivedes i visse universitetsmiljøer, har intet med "ånden fra 68 at gøre, den ånd, der bedst kan karakteriseres med Dylans ord: "Don't follow leaders and watch the parking metres."

Per,

Det er vi fuldkommen enige om. Det er derfor også et underligt paradoks, at så mange velbegavede mennesker faldt i den totalitære grøft som en eftervirkning af blomstertankerne.

Der er ingen tvivl om, at det indledningsvist var tænkt som et opgør med vanetænkning, men igen gik det vist lige et par tænder for langt, som den slags jo har en tendens til.

Da jeg læste artiklen, hvor min søn Flavio blev interviewet, fik jeg kaffen galt I halsen. Hvad er det? Har han sagt, at hans forældrer var kommunister og revolutionsromantikere? Et opkald kastede lys over det: Journalisten havde helt klart sin egen dagsorden, og han havde besluttet, hvad der skulle stå, før samtalen (en halv time pr.tlf.) fandt sted. Der skulle være en edge, en kant, som AR fandt det oppertunt at referere. Den skulle være præget af en kontrast, som med bevidste og ubevidste fordrejninger og fortielser, blev præsentert mod bedre videndes havelse.

Til afklaring: han sagde at hans mor, i universitetsmiljøet i Buenos Aires, ikke havde andre måder at reagere mod militærdiktaturets overgreb, end at støtte venstrefløjen. Og at hans far stort set var apolitisk, men havde sympatier med venstrefløjen. Da hans forældrer mødtes, spurte hun ham om han kendte til Che Guevara? Det gjorde han ikke, så det ville hun gerne fortælle om. Efter vi havde trukket vejret kraftigt gennem en chillum, vendte vi aldrig tilbage til ”Che”.

En anden fordrejning, som egentlig er grovere, og som yderligere udstiller AR´s ærinde: at Flavio skulle have haft sin faste gang i Ungdomshuset. Han sagde klart, (som han har forklaret mig) at han aldrig har sat sine ben der, men at hans venner kom der.

Hvorfor gider jeg skrive om dette? Fordi jeg på den ene side undrer mig over at Sognebladets læsere ukritisk accepterer bladets artikler som sandhedsvidner. Og fordi de ikke gennemskuer, at der er et fundamentalt misforhold mellem en postuleret revulutionsromantik og indoktrinering, og det faktum at vi sendte ham i en Steinerskole og iøvrigt havde en indisk guru. Rimer det med revolutionen?

Hvad jeg vil vedkende mig, er at vi forældrer har haft et globalt udsyn i modsætningen til venstrefløjen dengang som nu. Og vi har støttet vor søn i at søge den karriere og det liv, som han fandt det umagen værd at leve, ud fra en betragtning om at både individet og samfundet har mest glæde og nytte af at enhver bruger sine talenter og evner maksimalt. Nu er han så blevet forsker i teoretisk økonomi, hvilket glæder mig usigeligt, fordi det er det han brænder for og det er det hans talent berettiger til. Men et oprør/opgør med forældrerne? Det passer artiklens vinkel, men ikke sandheden.

Bortset fra unøjagtigheder i referatet, slår det mig at artiklen er skrevet på en ubehjælpsom og kluntet måde. Fx. bliver den journalistiske cliché: ”bla-bla”, sigger NN og fortsætter:”bla-bla..” brugt hele fem gange. Det leder tanken hen på ”At tænke sig”, hvor parodierne på et interview netop har denne skabelon.

Og nu til det værste: IGEN konstaterer jeg, at ikke alene kommentarerne i dette Sogneblad, men i alle de medier, jeg har været forbi, tager afsæt i snart sagt hvilken som helst artikkel til at ride sin kæphest og udkæmpe sit korstog. Ingen notits er ubetydelig nok til at den ikke kan være anledning til at kræve andre til ansvar, kræve at de trygler om tilgivelse og ydmyger sig i fuld offentlighed.

Ak ja. Men måske jeg skulle glæde mig over, at den ideologiske debat, som åbenlyst er suspenderet i det politiske liv, lever i de utallige blogs. En skam at det udfolder sig i et hadefuldt og revancistisk toneleje.

Vibeke Nielsen

Sognebladets læsere gennemskuer skam nok, at der er tale om et kraftigt vinklet og forvredet generationsportræt.

Det er jo derfor, nogle af os undrer os over, hvorfor alle interviewede, der var børn i halvfjerdserne, altid tilsyneladende har præcis den samme historie at fortælle om et opgør med revolutionsromatiske forældre og en nyvunden glæde ved kapitalisme og borgerlige dyder. Om journalisternes ønskede vinkling af historien resulterer i, at de bevidst kun udvælger interviewofre, der har præcis den historie at fortælle eller om den simpelthen resulterer i bevidst manipulation med interviewofrenes udsagn, kan den almindelige læser af gode grunde ikke gennemskue. Vi kan ikke vide, hvad der faktisk blev sagt i telefonen, men vi kan da sandelig godt se, at avisen forsøger på at forsimple historien og presse klichéer ned over de personlige biografier.

Ole Grünbaum

Jeg undrede mig en del over den diskuterede artikel, i hvilken jeg optræder som Thomas Hargreaves "papfar". Udtalelserne fra Thomas og Flavio Toxværd er sikkert gengivet nogenlunde korrekt, men de omkringsiddende "fakta" er groft manipiulerede, åbenbart for at passe ind i en skabelon, og det glæder mig at der er læsere der fanger dette.
Her kommer min sandhed om baggrunden: Jeg og Thomas' mor, Pia, var under Thomas' opvækst stærkt engageret i it-verdenen. Thomas voksede op i et hjem med mange computere og med forældre, hvis bekendtskabskreds var stærkt præget af den dengang nye og banebrydende branche.
Flavios forældre, Ole og Diana, var tidligere hippier, først og fremmest kreative og kunstneriske mennesker. Ingen af os fire forældre var på noget tidspunkt typiske venstreorienterede dogmatikere, og derfor er ingen af børnene vokset op i et hjem, hvor man drømte om den store revolution – i modsætning hvad artiklen postulerer.

Til Vibeke N. Tak for dit indlæg, som jeg tolker som en forståelse af mine ord. Jeg vil herefter ikke sige et dyt om mine personlige forhold.

Men der er et tema, som ikke lader sig feje ind under gulvtæppet: hvordan har vi det med hinanden, og hvordan har vi indrettet vort samfund så der er plads til os alle? Jeg ser en tendens til at vi beskylder hinanden for det værst tænkelige: højrefløjen kalder de andre terrorister, og de andre kalder de første egoister, kapitalister og endda fascister. DF finder at vort fællesskab er baseret på fortiden, mens liberalister mener at vi har fremtiden tilfælles.

Her skal det så beklages, at der i dot.dk ikke er et liberalt parti. Venstre har forlængst forladt det liberale projekt, og klæber sig til magten.

Jeg vil nøjes med at udtrykke min dybeste beklagelse over, at der ikke er et politisk parti, som jeg føler representerer mine værdier, og som jeg har lyst til at stemme på. Men det skal ikke afholde os fra at være anstændige og respektfulde over for hinanden

Det mest pinlige er faktisk, at de fleste af dem, der dengang virkelig VAR yderligtgående maoister og revolutionære i dag endten sidder på Bahamas (som Amdi), på borgerlige aviser og vræler på bod og bedring fra "venstreorienterede" eller som ministre i regeringen.

Per,

ja, men det er nok fordi, de i virkeligheden mere er opportunister, der kun bruger deres holdninger til at rage magt og karriere til sig.

Der er dog også nogen, der forbliver stærke i troen.

Men Kim, synes du ikke selv, det er påfaldende, hvor mange af de mest højtråbende på højrefløjen der har en fortid som rabiate marxister?

Jo, og jeg opfatter dem som sagt, som magtliderlige opportunister, der svinger den vej vinden blæser.

Så har jeg da langt mere respekt for de, der står ved deres meninger også i modvind.

Munkemarxisme er dog måske nok en ret tabt sag idag, så en lille opblødning ville nok være naturlig.

Jesper Kristensen

Det er nok en sandhed med modifikationer, når Hargreave påstår at politiet ikke er en politisk faktor.

Nominelt holder hans argument, men når man ser på den medieskabte virkelighed, og de aktører som som præger diskursen, så er poilitiet blandt nogle af de oftest spurgte aktører her i Danmark på en lang række områder. De har jo ofte præget debatten på områder som narkotikapolitik, kriminalitet, terror, rockere, osv. Senest har selv PET forsøgt at præge det politiske billede ved at anbefale et "spin" på diverse ord og vendinger, som de mener er skadelige for landet, når politikerne bruger dem.

Hvornår har man sidst hørt aktive politifolk fremføre argumenter, som slår på at man burde forsøge sig med helt andre metoder for at håndtere landets narkotikaproblemer end gennem en ensidige strafferetslig forbudsløsning, som alle videnskabelige rapporter efterhånden er enige om er uvirksom.

Heinrich R. Jørgensen

Politiet har lader sig "politisere", bl.a. ved at lade hyggeonklen Per Larsen optræde på slap linie. Politiet skal være neutrale, og det sker ikke ved at promovere sig selv så kraftigt som de gør.

Derimod er det en fornøjelse at opleve Hans Jørgen Bonnichsen, der som ex-PET chef med forbilledlig pædagogisk sans maner til besindighed og proportionssans.

Jesper Kristensen, jeg har faktisk - også i medierne - hørt politifolk fremføre de ting, du nævner, men de får ikke mange ben til jorden.