Læsetid: 8 min.

Hun tog vores litterære mødom

For 30 år siden kom bogen om og af barnenarkoluderen Christiane F., og verden var ikke længere den samme. Nu er Christiane Felscherinow efter sigende atter stofafhængig, og myndighederne tager sig af hendes søn. For Christiane F. var der ingen vej ud af det totale helvede
Christiane F. Selv om Christiane Felscherinow umiddelbart tjente mere end 1,6 millioner kroner ved udgivelsen af -Wir Kinder vom Bahnhof Zoo- og stadig tjener omkring 20.000 euro om året, ville hun selv lade bogen være uskrevet eller forbyde den. På grund af hende selv og på grund af de unge, der har gjort hende til et forbillede.

Christiane F. Selv om Christiane Felscherinow umiddelbart tjente mere end 1,6 millioner kroner ved udgivelsen af -Wir Kinder vom Bahnhof Zoo- og stadig tjener omkring 20.000 euro om året, ville hun selv lade bogen være uskrevet eller forbyde den. På grund af hende selv og på grund af de unge, der har gjort hende til et forbillede.

Markus C. Hurek

29. august 2008

Midt i bogen er der en række sort-hvide fotografier. På den venstre side er der et billede af Livia S. Hun ligner en køn udgave af Janis Joplin med løsthængende hår i midterskilning og en mønstret løs hippiekjole. På højre side ligger den døde Livia på et toiletgulv. Hun har hovedet på sin pelsjakke, ved siden af hende ligger en sprøjte, og hendes jeans står åbne. Billedteksten lyder: "Livia S. begyndte at fixe som 15-årig og døde som 18-årig på det offentlige toilet på Hansaplatz. I den dødes lomme fandt man et brev til socialforvaltningen med en bøn om en afvænningsplads: 'Jeg beder endnu engang inderligt, da enhver overflødig dag så at sige kan koste mig livet. Jeg beder om Deres hjælp til igen at få et sundt, arbejdsdueligt menneske ud af mig'."

I år er det 30 år siden, den udkom, og langt om længe er det lykkedes mig at opdrive Wir Kinder vom Bahnhof Zoo i boghandelen på Alexanderplatz. Den er udsolgt over hele byen, men her ligger den i tre eksemplarer. En sort paperback med hæslig gul skrift og et lige så hæsligt modelbillede på forsiden med en mand i cottoncoat og mappe, der laver en aftale med en børneluder. Men indeni befinder sig en af de mest rædsomme, deprimerende og bevægende historier, der nogensinde er fortalt. Historien om barnenarkomanen Christiane F., der trak for at få penge til heroin. Fortalt af hende selv til Kai Hermann og Horst Rieck, journalister ved ugebladet Stern, som kom i kontakt med Christiane, efter at hun havde vidnet i en retssag mod en kunde, der var anklaget for misbrug af mindreårige piger.

Bogen er oversat til 15 sprog og har alene i Tyskland solgt 1,8 millioner eksemplarer. Den blev filmatiseret i 1981 med musik af David Bowie. Ingen, der er født i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, er kommet uden om bogen i skolen. Hvis De Fem-bøgerne var kinddans i fjerde klasse, var det Christiane F., der tog vores litterære mødom.

Mors skyld

Christiane Felscherinow er i dag 46 år. Metadon har hun været afhængig af de sidste 15 år. De tyske medier beretter netop nu, at hun atter er afhængig af hårde stoffer. Hun skal efter sigende bevæge sig i narkomiljøet omkring Kottbusser Tor i Berlin, og hendes 12-årige søn er i de sociale myndigheders varetægt: De undersøger, om Christiane Felscherinows mor, der utallige gange har forsøgt at få sin datter stoffri, skal tage sig af drengen.

Sker det, er det næppe med Christiane Felscherinows velsignelse. I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung i foråret fortalte hun, at hun har anklaget sin mor for at være skyld i hendes skæbne. Men det har hendes mor - som bogens ene forfatter Kai Hermann husker som en solid, men stærkt overbelastet kvinde, der elskede sine børn - ikke indset, ifølge Christiane Felscherinow. Derfor har hun kun sporadisk kontakt til sin mor og kun, fordi hun - som forventet af samfundet - 'bør' have det. "Samfundet - måske kriminalpolitiet," - siger hun - har forfulgt hende siden begyndelsen af 1990'erne. De har installeret mikrofoner i hendes lejlighed, aflytter hendes telefon og overvåger hende med kameraer. Siger hun.

H gjorde os til søskende

20. maj 1962 bliver Christiane Vera Felscherinow født i Hamburg. De første seks år af hendes liv bor familien, der også består af Christianes ét år yngre søster, i en landsby i Slesvig-Holsten. Idyllen hersker. Men i 1968 flytter familien til Berlin. To et halvt værelse i betonslummen i bydelen Gropiusstadt i udkanten af Vestberlin. "Man legede mere imod hinanden end med hinanden," fortæller Christiane, der snart ser de få grønne steder, hvor børnene kan lege neden for højhusene, cementeret. Moderen forsørger familien. Faderen kan ikke få arbejde og begynder at drikke. Christiane og hendes søster får bank. Moderen og døtrene flytter sammen med moderens yngre kæreste, og det går ikke særlig godt, så søsteren flytter snart tilbage til faderen, der forsøger at gøre det bedre end hidtil. Christiane bliver hos sin mor, savner sin søster og kommer i dårligt selskab.

Den lidt ældre veninde Kessi lærer hende at pjække, og de kommer sammen i ungdomsklubben Haus der Mitte, der ledes af den evangeliske kirke. Men socialpædagogerne dér ser stort på, at børnene ryger hash, og snart er Christiane del af den eftertragtede klike."Jeg røg ikke kun. Jeg drak også vin og øl, når jeg ikke havde noget hash."

Christiane er 12 år. Et nærmest billedskønt pigebarn med kæmpestore øjne, amorbuet mund og en lille yndig næse. Hun beskrives senere af myndighederne som et barn, der har gennemgået en fuldkommen normal udvikling til sit 13. leveår, med en begavelse over gennemsnittet. Kai Hermann, bogens ene forfatter, har tilmed kaldt hende "en vanvittig intelligent pige".

Kliken bliver Christianes familie. "Dér fandtes der venskab, ømhed og en form for kærlighed," siger hun, mens hun får stadig mere og mere besvær med at følge med i skolen. Hun begynder at komme på diskoteket Sound i Tiergarten-kvarteret. Her kan man købe alle stoffer. "Jeg tog alt undtagen H. Valium, Mandrax, Efedrin, Cappis (Captagon), en mængde shit og mindst to gange om ugen et trip (lsd). Doping og sovemidler kastede vi ned i håndfulde," fortæller hun. H er heroin. På Sound møder hun den 16-årige Detlef, som hun forelsker sig i. Men han er snart på heroin, og så vil Christiane også.

"Det var altså ikke sådan, at jeg stakkels pige fik den første sprøjte af en stiknarkoman eller af en pusher, sådan som man læser om det i avisen. Jeg kender ingen, der fik den første sprøjte mod eget ønske. De fleste unge kommer selv til H, når de er modne til det, sådan som jeg var." Den 18. april 1976, en måned før hun fylder 14 år, sniffer Christiane for første gang heroin gennem næsen og får med egne ord en "ny fed familie. H gjorde os til søskende." Snart er hun også stiknarkoman.

Dårlig prognose

Christiane F. var den første, der gjorde Tyskland opmærksom på sit narkoproblem. Avisen Frankfurter Rundschau kalder hende prototypen på alle junkier og har spurgt Joachim Messer, der leder et narkorådgivningscenter i Frankfurt, hvor typisk Christianes F.'s tilfælde egentlig er.

"Christiane F. bliver beskrevet som psykisk meget labil. Men det er usandsynligt, at en sådan psykose opstår alene på grund af heroin. Stoffet rammer altid en bestemt personlighed: F. var endnu meget ung, da hun begyndte med heroin. Jeg skønner, at hun fra begyndelsen havde meget dårlige chancer," siger Messer.

Han tilføjer, at den gennemsnitlige alder for at begynde at tage heroin er 19 år. "Christiane F. var med knap 14 år altså fem år tidligere på den. Heroinen har brat afbrudt bestemte udviklingsprocesser, som man gennemgår i den alder. Derfor har hun en dårligere prognose end en, der først tager heroin som 20-årig," siger han.

Horst Rieck, der er den ene af bogens to forfattere, har holdt kontakt med Christiane Felscherinow siden dengang. I et interview med Spiegel Online er han mere optimistisk med hensyn til hendes chancer for endnu engang at komme fri af narkosumpen.

"Principielt har hun en chance. Jeg tror, det er et spørgsmål om vilje og beslutsomhed. Dertil kommer en mængde disciplin. Man ved, at for afhængige giver børn livet en struktur. Spørgsmålet er, hvad der nu sker, hvor barnet ikke er der mere. Såvidt jeg har kunnet følge med de sidste år, har hendes omgang med sønnen været meget pålidelig, omsorgsfuld og kærlig. Når man ser barnet og ingenting ved, så antager man ham for en helt normal dreng," siger Rieck.

Tjente som en direktør

I området omkring Bahnhof Zoo arbejder Christianes ven Detlef som trækkerdreng for at tjene penge til stof til dem begge to. Christiane begynder selv at trække. Hun er så køn, at hun kan vælge og vrage og selv sætte betingelserne. I hvert fald i begyndelsen. En dag overrasker hendes mor hende, mens hun fixer på badeværelset derhjemme, og erkender endelig sin datters problem. Hun forsøger at hjælpe hende til at blive stoffri, men ikke så snart er de værste abstinenser overstået, før hun fixer igen. Christiane fortæller, at hun er 14 år og tjener 4.000 D-mark om måneden. Det samme som en direktør. Det er i marts 1977.

"Det gik mig ikke så godt, men jeg var ikke fuldkommen færdig. Jeg kunne stadig lyve en hel masse over for mig selv."

I sommeren 1977 dør hendes bedste veninde Babsi af en overdosis. Berlins hidtil yngste narkooffer. Resten af bogen er én lang beskrivelse af Christianes utallige forsøg på at blive clean. Med sin mor, med sin far, med Narkonon, Scientology Kirkens humbug af et narkoafvænningsprogram. Hver gang er hun tilbage på sprøjten få dage efter.

13. november 1977 flyver hendes mor med hende til Slesvig-Holsten til hendes farmor og tante. Da bogen slutter, har hun fra skolen fået en god afslutningseksamen og har været i Slesvig-Holsten i et år. Stoffri.

Frygt og forbandelse

I begyndelsen af 1980'erne forsøger Christiane Felscherinow at få gang i en karriere som skuespiller og sanger i et par punkbands. Først i 1983 afslører hun sit fulde navn under en promotiontur for filmen 'Christiane F. - Wir Kinder vom Bahnhof Zoo' i USA. Fra 1987 til 1993 bor hun i Grækenland, i 1996 bliver hendes søn født, og ham bor hun med i en lille by i delstaten Brandenburg.

I interviewet med Frankfurter Allegemeine Zeitung siger Christiane Felscherinow, at der hviler en forbandelse over hende. Og selv om 'Wir Kinder vom Bahnhof Zoo' ved udgivelsen gav hende en umiddelbar indtægt på 400.000 D-mark og stadig giver hende en fast indtægt på 20.000 euro om året, siger hun: "Hvis jeg havde muligheden, ville jeg lade bogen være uskrevet eller forbyde den." På grund af hende selv og på grund af de unge, der har gjort hende til et forbillede.

Sidste forår deltog hun i Sascha Maischbergers talkshow på tv. Det handlede om afhængighed. Kommentator Jörg Böckem skrev på Spiegel Online om hendes tv-optræden: "Hun er stadig på erstatningsstoffet metadon. Uden det frygter hun ikke at være sit liv og sin moderrolle voksen. Hun har ikke noget job, føler sig udgrænset af samfundet og snydt for sin ungdom. Hun besøger stadig regelmæssigt sine gamle venner fra narkomiljøet og frygter at falde i igen. Man fik lyst til skiftevis at ruske hende og tage hende i sine arme."

Christiane F.'s frygt er nu blevet til virkelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu