Læsetid: 2 min.

En trappe til himlen

Når nu alle de andre utopier fra omegnen af '68 åbenbart er selvdøde eller skudt i sænk, er det med glæde, vi her fra bagsiden kan oplyse, at franske filosoffer har diagnosticeret, at rocken lever. Og at den er en realiseret utopi
Når nu alle de andre utopier fra omegnen af '68 åbenbart er selvdøde eller skudt i sænk, er det med glæde, vi her fra bagsiden kan oplyse, at franske filosoffer har diagnosticeret, at rocken lever. Og at den er en realiseret utopi
12. august 2008

Man har det jo nok på fornemmelsen, det der med at rockmusik har en tidløs status. Hvorfor ikke starte med Led Zeppelins "Stairway to heaven", som de ældre drenge henført satte på grammofonen, når de skulle kysse i 70'erne. Og som ikke er skyggen af has been, når mp3'en eller iPod'en plugges på bilens anlæg, og der køres gennem Europa med teenagere i 2008.

Eller Eurythmics' "Sweet dreams", som den yngste af poderne lærte den elektriske guitars grundliggende håndværk på i overbevisning om, at han lige havde opdaget noget, og at det var Marilyn Mansons. Nu ved vi, at Manson er en kommerciel nar, men det rager jo ikke musikken, der er noget i kernen af rock, som ikke påvirkes af det kommercielle.

Disse titler fra rockens katalog er valgt med fuldt overlæg. Det er mere forførende med en trappe til himlen og søde drømme, end straks at skræmme læseren bort med begreber som 'rockens metafysik'.

Ikke desto mindre er det dét, det handler om. Rock er en 'hændelse', om De ikke skulle vide det fra rockkoncerter. 'Hændelse' er et filosofisk-metafysik begreb af derridask og velsagtens også deleuziansk oprindelse.

Hvornår er det, der sker en 'hændelse'? Er '68 en 'hændelse' for eksempel, og hvordan i alverden blev det en 'hændelse', når der nu skete så meget det år? Jeg var for eksempel til min kusines bryllup, og min mormor døde, men det var nok ikke det, som gjorde '68 til en 'hændelse'.

Smelter sammen

Det er i det filosofiske tidsskrift Rue Descartes fra maj, at man kan læse filosofferne Jean-Luc Nancy, Elie Düring (kendt fra sine analyser af The Matrix), Paul Mathias og Pierre Todorov placere rocken som eneste overlever fra '68. Den 'hændelse', der blev efterstræbt i '68, er forlist alle andre steder. Hændelsen går ud på, at individet smelter sammen med samfundet, eller omvendt, at omgivelserne og jeg'et er et og det samme og lige her og nu. Utopien om dette i '68 var 'hændelsen', og altså ikke kusinens bryllup, og det er kun i rocken, det stadig sker - og måske i fodboldkampe.

Som Mathias og Todorov skriver det, sker der ganske enkelt noget i rock, noget "kompulsivt, uproduktivt, mål-løst", præcis som alt det, '68 gik ud på ... Dertil kommer, at man, som Nancy forklarer det, har et klassisk filosofisk greb i den sensitive lyd fra en elektrisk guitar. Det er her, den fremmedgørende elektricitet for alvor bliver menneskeliggjort, at instrumentet overtages igen og føres tilbage til følelsen. Rocken har også gennem årene været i stand til at bevare sin identitet, den er hverken blevet til rap, elektro oder wie. Rock er rock, for ikke at sige, at det nye som Franz Ferdinand eller Razorlight lyder fuldkommen som det gamle. Det kan man kalde mangel på fantasi, men det lyder altså bedre at kalde det "tidløs hændelse lige i kernen af rockens metafysik" eller "realiseret utopi".

Hvad der passer mig udmærket, er i al fald koblingen af trappen til himlen og metafysik. Jeg tror, jeg ville være en løgner, hvis jeg sagde, at vi ikke kunne komme højere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu