Læsetid: 9 min.

Da verden stod stille og alvoren hørte op

Mellem to runder alvor. I en eufori over Murens fald, de store fortællingers endeligt og verdens uendelige muligheder blev 1990'erne et årti, hvor ingenting blev taget alvorligt. Ironiens årti, hvor det kitschede blev dyrket som guder, og alle kunne gennemskue verdens koder. Men de store fortællinger var ikke forbi. 90'erne viste sig bare at være et frikvarter mellem to verdensordener, og alvoren blev banket tilbage i os, da det 21. århundrede tog fat
I en eufori over Murens fald, de store fortællingers endeligt og verdens uendelige muligheder blev 1990'erne et årti, hvor ingenting blev taget alvorligt. Ironiens årti, hvor det kitschede blev dyrket som guder, og alle kunne gennemskue verdens koder
30. august 2008

Alt kunne lade sig gøre og alt blev lige meget. Muren var faldet, den store trussel fra øst gået i opløsning, og det økonomiske opsving permanent. Alvoren var væk, moralen bandlyst, og Poul Kjøller var Gud. Vi dyrkede det kitschede; Susi og Leo, tyske reklamefilm, Karl Stegger og Master Fatman, mens Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget på at håndhæve retten til at være rig, grim og dum.

1990'erne var ironiens årti. Årtiet, hvor ingen mente, hvad de sagde, og alle troede på, at historien var forbi. Der var ingen nævneværdige fjender, ingen frygt, intet Dansk Folkeparti og ingen religiøse fanatisme. Tiden var euforisk, men to fly i synet på World Trade Center sendte en ny verdensorden tilbage, og alvoren, moralen og oprigtigheden fulgte. Ironi blev so ninetees.

"90'erne kommer efter det 20. århundrede, men før det 21. århundrede," siger sociologen Henrik Dahl kryptisk.

"Det 20. århundrede sluttede med Sovjetunionens fald i 1991, som historikeren Eric Hobsbawm også har beskrevet det og herefter udgav Francis Fukuyama bogen Historiens afslutning. Sammen med ham troede vi jo på, at historien var slut en gang for alle, og at der nu var fred i verden. Der var ikke noget, der var rigtigt alvorligt, og derfor bliver ironien også dominerende. Men så kom den nye verdensorden med et brag den 11. september. 2001."

Eller som reklamemanden Knud Romer beskriver 90'erne:

"Det var højkonjunktur. Både kulturelt og økonomisk. Der var ingen alvor, og det værste du kunne være, var moralsk. Du havde en hel generation, der var vokset op med tv og reklame, og pludselig kunne almindelige unge mennesker gennemskue medierne og koderne brød sammen."

Medieudbuddet var eskaleret op gennem 80'erne, og vi rykkede ind i 90'erne med postmoderniteten og uden noget fast holdepunkt.

"Efter det hele havde været så alvorligt og selvhøjtideligt i 70'erne og 80'erne, bliver alt pludseligt ligegyldigt," siger samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.

"I stedet begynder man at lege med alle de alvorlige elementer, vi før var bange for - og så ender vi i ironien. 1990'erne bliver socialkonstruktivismens årti. Man kunne gå i ufatteligt mange retninger, og det eneste, man kunne samles om, var ironien. Nu leder man så efter det oprigtige igen. Man leder efter substans igen."

Kult og Kitsch

Knud Romer arbejdede med reklamer i 90'erne, og ifølge ham er det også her man for første gang oplever 90'er-ironien slå igennem for alvor.

"90'er-ironiens begyndelse er markeret med tv-reklamerne for mintpastillen 'Mentos - The freshmaker'," forklarer Knud Romer.

"Mentos var et hollandsk pastilfirma, der i slutningen af 80'erne ville ud og erobre verden, og derfor hyrede de et tysk reklamefilmsbureau, som skulle give pastillen et ungt og urbant image."

Måske var det tyske reklamefirma komplet udueligt, eller måske var de fuldkommen geniale, for de kække reklamer blev en kæmpe succes, da de ramte biograferne. Ikke fordi de var særlig gode - tværtimod - de faldt fuldkommen igennem. De var helt ude af trit med deres eget årti.

"Folk var ved at dø af grin over filmene, der havde så klodset en måde at være smart på, at enhver under 30 kunne gennemskue de tykke virkemidler. Pludselig havde vi nemlig en generation, der var vokset op med tv og reklamer som en fast bestanddel af deres liv, og de kunne i løbet af få sekunder gennemskue reklamernes koder. Så let som ingenting kunne de aktivt bryde identifikationen, trække følelserne tilbage og kigge på det med en kritisk distance."

Ifølge Knud Romer er det netop identifikationsbruddet med medierne, der fører til ironien i 90'erne. Det brud skabes lettest på områder, hvor koderne er meget tydelige, og derfor er reklamefilmene nemme at ironisere over. Det samme gælder en anden af tidens mest fremtrædende kulturfænomener: B-filmene.

"B-filmenes koder er så lette at bryde, fordi genrekonventionerne er så massive i denne type film, så man kan meget let identificere filmene som forsøg på at lave film og skabe udtryk - og så har du distancen igen."

Det efterlader beskueren med to strenge at spille på, forklarer Romer. For mens nogen vælger at vende hovedet den anden vej, vælger andre at dyrke det klodsede og kiksede, som en kult.

"Nogen vælger ikke at tage afstand fra Mentos-reklamerne, men i stedet dyrke dem intenst i særlige klubber som kitsch. Rockbandet Foo Figthers lavede en musikvideo, der var bygget over Mentos-reklamerne, og man kan sige, at Mentos var blevet en ironisk markør. Det samme med B-filmene. Du kan på den ene side hengive dig helt infantilt til store babser og karikerede skurke, og samtidig kan du sidde med en voksen kritisk bevidsthed og tage afstand fra det. Du sætter ingenting på spil, og det var den position, der kom til at dominere populærkulturen. Vi fik for eksempel et helt program på DR2, der hed Kult, Kitsch og B-film, der ikke lavede andet end at dyrke det ironiske."

Men reklamebranchen er ikke en branche, der bare sådan lægger sig ned, fordi modtageren skyder tilbage. De svarede tiden ved at bryde ligeså mange koder ned og forholde sig kritisk til sig selv, forklarer Knud Romer.

"Modsvaret kom med Benetton- og Dieselreklamerne, der kom til at danne en ny skole. De spiller også på det kritisk distancerede og reklamerne begyndte at ironisere over deres egen status som reklame."

Citationskulturen

Sammenbruddet i de traditionelle koder var totalt. Den tidligere børne-tv-vært Poul Kjøller blev pludselig dyrket af de ironiske unge som en gud på landets diskoteker, og duoen Sussi & Leo fra Frederikshavn fik trods deres tvivlsomme fremtoning og begrænsede musiske talent et gennembrud blandt de unge og smarte, der stod i kø langt ned af gaden til spillestedet Skansen i Skagen, hvor ægteparret spillede - når de ikke var på turné. Selv finkulturen droppede det inderlige og alvorlige. I litteraturen havde man fået nok af 70'ernes socialrealisme og 80'ernes inderlige tristesse, og 80'er-modens stramme sorte stil blev til en ironisk og campet dyrkelse af 70'erne og 80'erne i en retrobevægelse. I musikken var den alvorlige punk for længst afgået ved døden, og det tidligere Kliche-medlem Niels Torp dannede bandet Souvenirs, der fik et kæmpe hit på den naive popsang "Jeg troede du var hos Michael". På teateret legede Danterne sig ind i den københavnske incrowds hjerter, og et af årtiets største film blev Quentin Tarantinos Pulp Fiction fra 1994, hvor han dyrkede kitschede skuespillere som John Travolta og legede ironisk med B-filmens koder. Næsten samtidig kom Oliver Stones Natural Born Killers, der modsat Pulp Fiction nok havde et ret klart moralsk ståsted, men også her var det ironiens virkemidler, der dominerede.

"Vi så allerede antydninger af en ironisk dyrkelse af filmens genrekoder i slutningen af 80'erne med tv-serier som Twin Peaks og The Singing Detective," siger Peter Shepelern, der er lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet.

"Ironien er en optik, man kan dyrke i en hver tid, men den havde særligt gode kår i 90'erne. Det er en strømning, der ligger latent i samfundet, men den falder så sammen med et eller andet, man kunne kalde tidsånden. Og som regel er der ikke mange, der bruger ironi, når man lever i en alvorlig tid."

Knud Romer påpeger, at mange fejlagtigt anser 90'ernes ironiske bevidsthed for at være en metabevidsthed, men det er den ikke.

"Hvis man ser på det ud fra afsenderens synsvinkel, er ironien faktisk et sadistisk ståsted at vælge, fordi du hele tiden negerer din modtager. Du forpligter dig aldrig på noget som helst, hverken følelsesmæssigt eller eksistentielt. Du holder dig hele tiden tilbage. Ironien er kujonens sidste skjulested," siger Knud Romer, der kalder den ironiske kultur for en 'citationskultur', hvor alt bliver tegn og indholdet forsvinder.

"Det er en kultur, der er tæt forbundet med en zapkultur. Modtageren er blevet ekspert i at aflæse udtryk fra omverdenen og lynhurtigt indtage en modposition til den. Du får en hel generation, der i løbet af sekunder kan aflæse hele fortællinger og får følelsesmæssig udløsning med det samme, de ser en enkelt kode på tv eller på gaden. De aflæser alt som udtryk i stedet for indhold."

På den måde bliver 90'erne en referende kultur. En kultur, hvor grupper finder sammen om koder, de selv mener er skjulte for omverden, for ifølge Romer er det en grundsubstans i ironien, at den er skjult, ellers ophæver den sig selv. Det er indstilling til tingene. Det handler om at bære koderne på den rigtige måde, og udtrykket 'på den fede måde' bliver udbredt.

Det flagrende årti

Man begyndte at gå med plateausko som i 70'erne og senere i stonewash som i 80'erne, men man bar tøjet på den rigtige måde.

"På et tidspunkt var det så grelt, at hvis en polak kom ind med Swinoujscie-færgen, ville han blive den smarteste i hele København. Hans tøj ville være ens med festarrangøren. Selve ironien er en indstilling ikke en kode."

Legen stoppede ifølge Romer først, da bærerne af den ironiske kultur fik penge mellem hænderne og gode stillinger i reklamebranchen og på tv-stationerne. Nu havde de gamle ironikere pludselig råd til at dyrke kvalitet.

"Det er jo din position på arbejdsmarkedet, der bestemmer, hvordan du forholder dig til forbrug, så da den her generation fik penge mellem hænderne, begyndte de at dyrke den gode smag og de dyre mærker. Det satte en stopper for den ironiske position. Det, og så selvfølgelig den 11. september 2001. Så er det hele pludselig ikke så skide sjovt mere."

Sociologen Henrik Dahl er enig i at se den 11. september som en stopper for 90'ernes ironiske livsfilosofi. Ifølge ham dukker 90'er-ironien op som en naturlig modreaktion til de selvhøjtidelige 80'ere og får næring af årtiets flagrende placering mellem to verdensordener.

"Den britiske historiker Eric Hobsbawm skrev en bog, der hed Det korte århundrede, hvor han definerede det 20. århundrede fra 1914 til 1991, ved Sovjetunionens fald. Efter 1991 havde vi ikke længere nogen verdensorden, og vi får faktisk først en ny verdensorden efter 11. september 2001. Derfor bliver 90'erne et underligt årti, der hænger og flagrer uforpligtende, og hvor alting bliver lige gyldigt. Det bliver sådan et slags bonusårti," siger Henrik Dahl.

Ironien bliver en følgesvend til det postmoderne. Den store fortælling var slut, og det blev så ifølge Dahl den store fortælling om 90'erne. Med 11. september 2001 døde den fortælling, "og nu taler man om historiens genkomst, og at oplysningstidens værdier har fået en genkomst, med islamismens opblomstring. Ironien er helt malplaceret i dag," siger Henrik Dahl.

"Der er kommet en seriøs udfordrer til den vestlige måde at gøre tingene på. Du har Kina med et kommunistisk diktatur, der banker derudaf, samtidig med en religiøs bevægelse i islamismen, der ser ud til at have vind i sejlene. Ingen af delene er bundet op på Vestens idealer om individets frihed, som vi troede var den eneste livsfilosofi, der kunne anspore vækst."

Tørsten efter substans

Samfundsforsker Johannes Andersen peger også på 11. september den oplagte milepæl for 90'er-ironiens endeligt, men ser også paradigmeskiftet som en naturlig reaktion på et helt årti uden konsekvens og substans.

"Vi får en afsindig eskalering i udbuddet af medier og forbrugsvarer op gennem 90'erne og ved indgangen til 00'erne begynder vi at råbe på substans som en modvægt til det," siger Johannes Andersen og peger på den økologiske bølge, wellness og jagten på det ægte som de tomme kaloriers naturlige afløser.

"Det er her, hele den økologiske bølge begynder, og vi oplever en jagt på ægthed og alvor. Efter et helt årti med letbenet junkfood, vil man nu have substans. Man dyrker kvalitet, man dyrker wellness, man dyrker inderligheden, og de ting åbner bestemt ikke for ironi."

Johannes Andersen mener ligefrem, der kan være tale om en skam over årtiet, der sender os tilbage til substansen og moralen efter 11. september.

"Ironien blev brugt til at flytte normer med, uden at sætte sig selv på spil. Når man flytter grænser for, hvad der er normen, så risikerer man latterliggørelse, og der blev ironien brugt som et forsvar. Det så du ikke bare hos de unge, men også hos de nye pensionister, der begyndte at dukke op på det her tidspunkt, de måtte ty til selvironien for at få lov til at opleve deres anden ungdom - tage på jordrundrejser, til Roskilde Festival og på golfferier," siger Johannes Andersen.

"Det handler om at iklæde sig ironien som et forsvar mod det patetiske. Det har vi heldigvis ikke brug for i dag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men siger vi farvel og tak for fisk til ironien, så siger vi goddag til noget andet. Den her artikel kan godt bekymre en familie i Roskilde, der er vilde med både at citere Gramsespektrum, samtlige Zucker-film og Blazing Saddles. Uden at mangle lange, vigtige samtaler om de store spørgsmål i livet. Tingene hænger jo sammen. Og uden evnen til at ironisere ville vi ikke vide, at præmissen (9.11) for hele artiklen kan diskuteres. Min ironi byder mig altid at tænke på mandag d. 10. Can't help it. Måske er klimaspørgsmål og fordeling af verdens goder vigtigere end endnu et sut på den nyere vesterlandske histories slikkepind. Forbud mod rygning har hjulpet mig til at holde op. De kommende års tiltag mod fedme vil hjælpe mig til en bedre kontakt med min krop. Men pjecer, plakater og pr med opfordringer til at undgå ironi? Hvor skal vores lille familie så bo? Når vi putter en Trojan-horse virus i karantæne på min 10-årige datters computer, så citerer hun glad Monty Python fra den pragtfulde scene, hvor de får kørt apparatet ind, men glemmer at placere sig selv i dets indre. Jeg behøver ikke engang forklare hende, hvad en trojansk hest er. Hun har allerede via ironien gættet sig til, hvordan det ”burde” have set ud. Jeg forsøgte at læse Hector Malots Frændeløs op for hende og hun kedede sig gudsjammerligt. Der skal lag til. Mange lag.
Måske skal vi gribe dybt i samfundsbarmen og se på, hvad der sker når alvoren får lov til at holde sådan en fest, som Lasse Lavrsen her lægger op til. Med Knud Romer som uimodsagt sandhedsvidne. Ironi og hvad deraf følger; herunder Frank Zappa (er de gamle krikker ved at forstå omfanget...?) forsvinder først, når verden er helt igennem retfærdig og forståelig i sin fulde båndbredde. Men sådan ser verden altså ikke ud. Vi er langt fra at kunne lukke for de mentale ventiler. Sandheden sejler. Sexualitet er stadig et tabu. Jeg kan ikke stille mig op og danse nøgen rundt på min arbejdsplads. Ikke engang Casper Christensen kan. Jeg kan hverken bestemme at verden lige om lidt skal være retfærdig eller antallet af toiletter og p-pladser for handicappede er for stort. Men positive tiltag starter altid med godt humør. Det er sikkert.

Søren Rehhoff

Det kan godt være jeg tager tingene for alvorligt, men jeg skulle være hammerstiv, for at nyde den fede ironi i et Sussi og Leo show, de var ikke engang gode som en ironisk joke. Ikke så underligt at forbruget af stoffer og alkohol er steget op igennem firserne og halvfemserne. Bortset er det vel lidt misvisende at kalde 60erne og 70erne for en specielt alvorstung periode både Monty Python og Zappa opstod jo i den periode, Beatles og Godard var vel heller ikke uden ironi og folk har altid gjort grin med reklamer. Forskellen er vel mere at i halvfemserne og i dag funger ironi mange gange mere som en form for eskapisme, istedet for at fungere som oplysende.På den måde er vi mere endt med at gå tilbage til de eskapistiske halvtredsere, hvor der heller ikke blev stillet så mange spørgsmål.

Søren Rehhoff, 70erne og 80erne var den ægte humors store tid med de fremragende tv-satirer, skrevet af rigtige tekstforfattere med rigtige skuespillere til at fylde ud. Hvad man i dag kalder satire, har intet med begrebet at gøre.