Læsetid: 9 min.

Da verden stod stille og alvoren hørte op

Mellem to runder alvor. I en eufori over Murens fald, de store fortællingers endeligt og verdens uendelige muligheder blev 1990'erne et årti, hvor ingenting blev taget alvorligt. Ironiens årti, hvor det kitschede blev dyrket som guder, og alle kunne gennemskue verdens koder. Men de store fortællinger var ikke forbi. 90'erne viste sig bare at være et frikvarter mellem to verdensordener, og alvoren blev banket tilbage i os, da det 21. århundrede tog fat
I en eufori over Murens fald, de store fortællingers endeligt og verdens uendelige muligheder blev 1990'erne et årti, hvor ingenting blev taget alvorligt. Ironiens årti, hvor det kitschede blev dyrket som guder, og alle kunne gennemskue verdens koder
30. august 2008

Alt kunne lade sig gøre og alt blev lige meget. Muren var faldet, den store trussel fra øst gået i opløsning, og det økonomiske opsving permanent. Alvoren var væk, moralen bandlyst, og Poul Kjøller var Gud. Vi dyrkede det kitschede; Susi og Leo, tyske reklamefilm, Karl Stegger og Master Fatman, mens Jacob Haugaard blev valgt ind i Folketinget på at håndhæve retten til at være rig, grim og dum.

1990'erne var ironiens årti. Årtiet, hvor ingen mente, hvad de sagde, og alle troede på, at historien var forbi. Der var ingen nævneværdige fjender, ingen frygt, intet Dansk Folkeparti og ingen religiøse fanatisme. Tiden var euforisk, men to fly i synet på World Trade Center sendte en ny verdensorden tilbage, og alvoren, moralen og oprigtigheden fulgte. Ironi blev so ninetees.

"90'erne kommer efter det 20. århundrede, men før det 21. århundrede," siger sociologen Henrik Dahl kryptisk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men siger vi farvel og tak for fisk til ironien, så siger vi goddag til noget andet. Den her artikel kan godt bekymre en familie i Roskilde, der er vilde med både at citere Gramsespektrum, samtlige Zucker-film og Blazing Saddles. Uden at mangle lange, vigtige samtaler om de store spørgsmål i livet. Tingene hænger jo sammen. Og uden evnen til at ironisere ville vi ikke vide, at præmissen (9.11) for hele artiklen kan diskuteres. Min ironi byder mig altid at tænke på mandag d. 10. Can't help it. Måske er klimaspørgsmål og fordeling af verdens goder vigtigere end endnu et sut på den nyere vesterlandske histories slikkepind. Forbud mod rygning har hjulpet mig til at holde op. De kommende års tiltag mod fedme vil hjælpe mig til en bedre kontakt med min krop. Men pjecer, plakater og pr med opfordringer til at undgå ironi? Hvor skal vores lille familie så bo? Når vi putter en Trojan-horse virus i karantæne på min 10-årige datters computer, så citerer hun glad Monty Python fra den pragtfulde scene, hvor de får kørt apparatet ind, men glemmer at placere sig selv i dets indre. Jeg behøver ikke engang forklare hende, hvad en trojansk hest er. Hun har allerede via ironien gættet sig til, hvordan det ”burde” have set ud. Jeg forsøgte at læse Hector Malots Frændeløs op for hende og hun kedede sig gudsjammerligt. Der skal lag til. Mange lag.
Måske skal vi gribe dybt i samfundsbarmen og se på, hvad der sker når alvoren får lov til at holde sådan en fest, som Lasse Lavrsen her lægger op til. Med Knud Romer som uimodsagt sandhedsvidne. Ironi og hvad deraf følger; herunder Frank Zappa (er de gamle krikker ved at forstå omfanget...?) forsvinder først, når verden er helt igennem retfærdig og forståelig i sin fulde båndbredde. Men sådan ser verden altså ikke ud. Vi er langt fra at kunne lukke for de mentale ventiler. Sandheden sejler. Sexualitet er stadig et tabu. Jeg kan ikke stille mig op og danse nøgen rundt på min arbejdsplads. Ikke engang Casper Christensen kan. Jeg kan hverken bestemme at verden lige om lidt skal være retfærdig eller antallet af toiletter og p-pladser for handicappede er for stort. Men positive tiltag starter altid med godt humør. Det er sikkert.

Søren Rehhoff

Det kan godt være jeg tager tingene for alvorligt, men jeg skulle være hammerstiv, for at nyde den fede ironi i et Sussi og Leo show, de var ikke engang gode som en ironisk joke. Ikke så underligt at forbruget af stoffer og alkohol er steget op igennem firserne og halvfemserne. Bortset er det vel lidt misvisende at kalde 60erne og 70erne for en specielt alvorstung periode både Monty Python og Zappa opstod jo i den periode, Beatles og Godard var vel heller ikke uden ironi og folk har altid gjort grin med reklamer. Forskellen er vel mere at i halvfemserne og i dag funger ironi mange gange mere som en form for eskapisme, istedet for at fungere som oplysende.På den måde er vi mere endt med at gå tilbage til de eskapistiske halvtredsere, hvor der heller ikke blev stillet så mange spørgsmål.

Søren Rehhoff, 70erne og 80erne var den ægte humors store tid med de fremragende tv-satirer, skrevet af rigtige tekstforfattere med rigtige skuespillere til at fylde ud. Hvad man i dag kalder satire, har intet med begrebet at gøre.