Læsetid: 1 min.

Den vilde bande (1969)

"Blodballet" døbte vittige sjæle den form for filmvold, Sam Peckinpah slap løs i Den vilde bande. Med sin spektakulære blanding af lynsnar klipning og langstrakte slowmotion ildkampe blev filmens kontroversielle actionscener revolutionerende i voldsæstetisk henseende
Kultur
22. august 2008

"Blodballet" døbte vittige sjæle den form for filmvold, Sam Peckinpah slap løs i Den vilde bande. Med sin spektakulære blanding af lynsnar klipning og langstrakte slowmotion ildkampe blev filmens kontroversielle actionscener revolutionerende i voldsæstetisk henseende. Den vilde bande er en såkaldt anti-western, altså et opgør med den klassiske westerngenres konventioner og vedtagne sandheder. Den foregår så sent som i 1913, hvor civilisationen for længst har fortrængt vildmarken, og den nye æras magthavere, de ære- og ansigtsløse kæmpeselskaber, befæster deres position. "We've got to start thinking beyond our guns. Those days are closing fast," fastslår outlaw-bandens leder, Pike Bishop (spillet af William Holden). Men ak, gamle hunde har som bekendt svært ved at lære nye tricks. Lige fra den legendariske titelsekvens, hvor vi ser en flok børn pine en skorpion, brydes stoisk-nostalgisk besyngelse af maskuline fællesskaber og ære blandt tyve med abrupt brutalitet. "If they move, kill 'em!" bjæffer Bishop, lige inden ordene Directed by Sam Peckinpah fylder skærmen. Det er dog ikke børnene, han mener.

-The Wild Bunch. Instruktion: Sam Peckinpah. Manuskript: Sam Peckinpah og Walon Green. Region 2. Sandrew Metronome har udsendt filmen på dansk dvd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her