Læsetid: 4 min.

Til afdansningsbal på Forfatterskolen

Lørdag slog Forfatterskolen dørene op og præsenterede årets ni afgangselever. Interessen for den litterære elites skole synes voksende, og arrangementet trak fulde huse
Lørdag slog Forfatterskolen dørene op og præsenterede årets ni afgangselever. Interessen for den litterære elites skole synes voksende, og arrangementet trak fulde huse
15. september 2008

”Der plejer at være sådan en blomsteropsats, når Bjarne Riis præsenterer sine ryttere,” siger Forfatterskolens rektor, Hans Otto Jørgensen. Det er lørdag eftermiddag på skolen i det indre København. Han forsøger at forklare inspirationen til dagens scene, hvorfra hans hold af ni nye talenter præsenteres. Den manegeagtige opstilling har dog ikke meget cykelsport over sig. Folk sidder på stole hele vejen rundt om det tæppe på gulvet, der i dagens anledning udgør scenen.
Jørgensen beder folk om at komme nærmere. ”Hvis Gyldendals repræsentanter også vil træde ind, så er vi fuldtallige,” siger han henvendt til en redaktør fra forlaget. Rektoren korrigerer dog sig selv. ”Nej, vi repræsenterer alle sammen kun os selv i dag. Er det ikke rigtigt?” Folk mumler bekræftende.

Stemningen i Forfatterskolens lokaler er lørdagsmat, inden arrangementet går i gang. Skolens hjemlige fællesrum med sofaer og et lille køkken fyldes med folk, efterhånden som klokken nærmer sig 15. Der er et bredt udvalg af litteraturinteresserede. Midaldrende kvinder med smarte briller og korte frisurer. Unge og gamle, ukendte og kendte forfattere. Nye og gamle forfatterskolehold. Institutionen har efter flere års nomadetilværelse fundet en fast plads i selskab med Kunstakademiet.

Der stilles øl og vin op på et bord. En tier pr. stk. og pr. glas. For skolen har ikke særlig mange penge, siger folk. Stemningen er blevet livlig. Der bliver røget tæt. Og pludselig står stedets rektor, Hans Otto Jørgensen, på et bord, så alle kan se og høre ham, og byder folk velkommen. Dansk litteraturs store patriark beroliger os og fortæller, at vi er mange, men at det hele nok skal gå.

Stand-in for Rógvu

Inde i klasseværelset, hvor oplæsningen skal foregå er der allerede næsten fyldt. Hans Otto Jørgensen introducerer afgangseleverne. Han er glad for det massive fremmøde. ”Vi bliver nødt til at finde et andet sted næste år,” indrømmer han ydmygt.

En kollega fortæller, at afgangselevernes oplæsning for bare et par år siden slet ikke var det tilløbsstykke, som det tydeligvis er blevet. Folk står op ved indgangen til lokalet.

Rasmus á Rógvu er første oplæser, men han har ikke lyst til at læse sin egen tekst op. Så det gør en af sidste års afgangselever, Katinka My Jones.
”Det er simpelthen så fint, at du er Rasmus i dag” siger Hans Otto Jørgensen lettere forvirret til Jones, hvorefter forfatterinden med den korte frisure og rockstjerneattituden agerer stand-in og læser op af Rógvus ”Skuffen og Skeden”.

Ina Christensen læser sin novelle Nielsine. Rockstjernen er væk. Der bliver skruet lidt op for lyden og nu kan alle høre historien om det forvirrede unge kvindelige jeg. Det foregår underligt opremsende og fint.

Det er noget lort, det du laver

Stemningen er generelt hyggelig og jovial under og efter oplæsningerne. Hyggesnakken går. Midt i en samtale med forfatteren Mads Eslund står Hans Otto Jørgensen pludselig ved siden af mig og spørger, om det er mig der er Johan Davidsen. Det bekræfter jeg. ”Det er noget lort, det du laver! Det duer simpelthen ikke!,” siger han bryskt og refererer til et interview med Vagn Remme, hvor forfatteren retter et skarpt angreb på skolen for at være for elitær og stilbevidst. Senere glatter Jørgensen ud. Men det er blevet markeret, hvem der er rektor.

Vi får også Signe Brønseruds minikrimi ”Det fjerde rum”, og derefter er det Ida Marie Hede, der læser sin tekst om Wollstonecraft og Percy Bysshe Shelley. Det er prosa, hvor tilhørerne nærmest kommer helt ind i karakterernes kroppe.

Mellem oplæsningerne fortrækker folk til rummet med sofaerne. Den interimistiske bar bliver flittigt benyttet.

Marie Kudahl og hendes prosa om den utilpassede Lillith efterfølges af Christian Biojhan. Det handler om varder.

”Markeringer på stier man har vandret ad” forklarer Bioljahn. Hans lille datter der lader til at synes om farens arbejde, kan nu slet ikke skjule sin begejstring, da han læser op.

”Hvad sker der far?” lyder det nede fra et af bordene. Til sidst bliver moren nødt til at bære hende ud. Folk griner. og Bioljahn siger ”Hej, hej,” til datteren.

Mange der gerne vil skrive

Vinduerne er støvede efter stilladsarbejdet, men solen kan sagtens trænge igennem alligevel. På en tavle foran rummets mange bogskabe, står der ”Køb antologien” med store bogstaver.

Christel Wiinblad læser digte om ikonerne fra hendes debut ”49 forelskelser”. Winehouse, Leth og Jagger bliver til poesi. Hun rødmer og virker en anelse forpustet. Måske ligesom jeget i hendes anden tekst. En pige i flere aldre med en vild lillebror.

Simon Tolsgaard er optaget af kroppen. Selv har en han en stram hvid t-shirt på den markerede overkrop. Jørgensen klapper Tolsgaard på skulderen og introducerer ham med et ”Simon er jo ikke så stor”. Måske en indforstået joke.
Tolsgaards tekster, der er eftermiddagens sidste, handler derefter om kroppen på en klam fremmedgjort måde.

Der er blomster og pæne ord til alle de nyudannede forfattere. Jørgensen kalder holdet på scenen en efter en. ”Der er rigtig mange, der gerne vil skrive. Men ikke så mange, der gerne vil læse,” slutter Jørgensen af og opfordrer dermed folk til at købe dette års afgangsantologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu