Læsetid: 4 min.

Angsten for det homoseksuelle barn

Hvor i alverden kommer alle de besynderlige uskrevne regler om børns kønsidentitet egentlig fra?
Hvor i alverden kommer alle de besynderlige uskrevne regler om børns kønsidentitet egentlig fra?
26. september 2008

Jeg kender en børnehave, hvor de har en hel kasse fuld af udklædningstøj, alt muligt polyestergejl. Men kisten har en regel: Kjolerne er kun for pigerne. Drengene må ikke klæde sig ud som prinsesser, for det kan nemlig 'forvirre deres kønsidentitet'.

Det er da en regel, man kan forholde sig til: Her i Mariehønehuset er det forbudt at tæve hinanden, male på væggene og forvirre kønsidentiteter.

Det er lidt pudsigt med den regel, for ellers er alt, hvad der har med børn at gøre i dagens Danmark omklamret af et uskrevent regelsæt, der strækker sig så langt ind i privatsfæren, at 1984 bliver til det rene Peter Plys i sammenligning.

De uskrevne regler står i en uskreven bog, som må hedde noget i stil med, Vi fødes som piger og drenge, og der er nok en grund til, at naturen har tænkt det sådan, men det kan også være, den bare hedder Biologibogen, hvad ved jeg. Tilsyneladende er det en meget læst bog, for stort set alle de voksne, jeg møder, virker, som om de kan den forfra og bagfra, og jeg får det lidt ligesom dengang, jeg ikke så Krøniken og følte mig fattesvag i alle sociale sammenhænge.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Smuk tanke.

Vi kender jo godt dilemmaet fra andre sider af tilværelsen.

Det er lovligt at køre indenom en lastbil som skal svinge til højre.

Det er også lovligt at løbe i bar mave og stramme bukser omkring Utterslev Mose kl. 10 om aftenen.

Eller for den sags skyld flashe sin jødekalot på Blågårds Plads lørdag nat.

Men er det klogt ????

Eftersom virkeligheden forventer en bestemt affærd af drenge og piger i henhold til deres køn, er det vel ikke urimeligt at opdrage børnene i den retning indtil de selv siger fra.

Alle valg her i livet har konsekvenser, og børn har i det mindste krav på at få at vide hvad der er normalt, det vil sige, hvad der omgivende samfund forventer af dem.

Det er da altid noget at mænd må have lov at barbere sig, så de ser lidt mere kvindagtige ud.

Så er der da ikke gået helt Taleban i den.

Jeg har altså meget svært ved at genkende det billede der tegnes af børneinstitutionen af i dag
Men måske er mine egne erfaringer fra 10 - 15 år siden forældede?
Jeg har aldrig stødt på forbud eller regler om noget begrundet i kønsidentitet. Men måske var mine børns daginstitution meget usædvanlig?
Også i mine børn daginstitution legede drenge og piger forskelligt og delte sig ofte i drenge- og pigegrupper af samme grund men ikke p. gr. a. ’uskrevne regler’ men fordi de selv organiserede sig sådan. Pædagogerne prøvede tværtimod at få dem til at lege sammen på tværs af køn - men det var en begrænset succes. Så er det forfatteren der i virkeligheden misfortolker?

Jeg forstår slet ikke, hvorfor det i den grad er skredet for dem i den børnehave.

Mine erfaringer er lykkeligvis anderledes. Jeg gik i børnehave i den dybeste provins (by med 7000 indbyggere) i 70erne og der var absolut i regler for hvilket udklædningstøj, hvem måtte bruge, så vi legede som det passede os.

Desuden kender jeg en fyr, der var i lærerpraktik for få år tilbage, hvor en dreng i den klasse, som han var lærer for, foretrak prinsesserollen. Her var lærerne meget omhyggelige med at forhindre at de mere konservativt indstillede blandt hans klassekammerater generede ham af den årsag. Så han dyrkede sin prinsesserolle under beskyttelse fra de voksne. Det var ifølge min bekendte for øvrigt noget, som man gjorde en del for, at de fremtidig lærere skulle være omhyggelige med, på det seminarium, hvor han gik. Så noget må være galt i Mariehønen.

Kære alle

En vis hjerneforsker (selvom hun er vistnok kun er cand.mag) råber højt om at drenge og piger altså er forskellige, og derfor skal de undervises forskelligt. Fordi drengene af natur jo ikke kan sidde stille, mens pigerne af natur er mere til stille-siddende arbejde.

Eller for at være grov: Piger er til veninde-pladder, MGP, perleplader og til at tegne med lyserøde tuscher. Drenge er til fodbold, vild leg, gerne med træsværd, eller lege med biler.

Dette er desværre den virkelighed, ungerne i dag befinder sig i forskellige børnehaver i Danmark i dag - fordi en forsker siger noget om dette emne.
(bl.a. ud fra en undersøgelse om drenges og pigers koncentration som hun vist selv har lavet).

Alle psykologiske undersøgelser viser desuden at børn i 3-6 års alderen har brug for nogen gange (eller mange gange) at klæde sig ud som det andet køn; det hjælper dem nemlig med at fastslå deres egen køns-identitet.

Og selvom pædagoger prøver at få børn til at lege sammen med det andet køn, er det altså ikke ordene, børnene lægger mærke til; det er krops-sproget, stemmen og ikke mindst intonationen i stemmen, som børn lægger mærke til. Pædagogen kan sagtens sige til Lise, at hun skal lege med Peter, men hvis Lise hører modvilje i pædagogens stemme, ja så gør Lise det altså ikke.

Det er da sandt nok at virkeligheden (samfundet) forventer en bestemt adfærd af piger og drenge. Det er bare det som er problemet. Problemet er at man gør det naturbundet at piger er omsorgsfulde (det ligger i deres gener), mens drenge er vilde (det ligger også i generne). På den måde kan vi lynhurtigt komme derhen, at kvinder er bedst til at passe børn, mand og hus, mens mænd er bedst til at arbejde i samfundet. Eller derhen hvor vi var i 1850erne, at videnskaben i fuldt alvor ikke mente, at kvinder skulle (eller kunne dyrke) dyrke sport; ufeminint var det jo - disse svedende og prustende kvinder som jo også kunne risikere at ophidse mændene seksuelt - når og hvis de optrådte uden alt for meget tøj på.

Jeg ved ikke om man er bange for at drenge skal blive til bøsser, men jeg har da læst en artikel hvori en lærer sagde (om en dreng som ville lege med perleplader) "Det er altså ikke fordi vi er bange for han skal blive bøsse".

Det siger vel sådan set alt...

Ja jeg oplever også som Blue lidt af et 'deja vue' i denne tråd, men der er åbenbart behov for at gentage nogle af de 'gennempløjede' debatter.
Jeg kan kun gentage hvad jeg skrev før: Det afgørende for mig er om forskellene mellem drenge og piger er nogle der trækkes ned over hovedet på børnene af pædagoger eller andre eller om det er noget der viser sig af sig selv fordi de to køn er forskellige. Det første kan vi godt blive enige om er uheldigt (ikke sandt?) det andet er vel ok? Vi er vel enige om at kønsforskelle/ individuelle forskelle skal respekteres? At det f.eks. er ok hvis drenge foretrækker at lege med andre drenge frem for med piger? og i de tilfælde hvor f. eks, en dreng hellere vil lege med piger at det også er i orden? Kønsidentiteten skal børnene nok selv finde ud af så længe vi voksne ikke blander os

Travis Malzon skriver:
"Eftersom virkeligheden forventer en bestemt affærd af drenge og piger i henhold til deres køn, er det vel ikke urimeligt at opdrage børnene i den retning indtil de selv siger fra."

Man kunne også mene, at det ikke var urimeligt, at forsøge at udvide virkeligheden og dens forventninger til kønsadfærd frem for blot at tilpasse børnene og dermed reproducere "virkeligheden" og dens uhentsigtsmæssige kønsklicheer. Opdragelse er netop et af midlerne til langsomt at ændre/udvide virkeligheden. Gennem opdragelse - og især i institutionaliseret form som i børnehaver- er vi netop med til at skabe den virkelighed, som vores børn skal vokse op i. Og derfor er det også vores (og pædagogernes) ansvar at skabe en virkelighed med størst mulig frihed og mangfoldighed ved at udvide de snævre forventninger til kønsrelateret adfærd.

Frem for at opdrage barnet til at opfylde forventningerne til køn, bør vi altså opdrage til selv at være med til at sætte kriterierne for disse adfærdsregulerende forventniger.

"Kønsidentiteten skal børnene nok selv finde ud af så længe vi voksne ikke blander os"

Det må siges at være en ganske naiv forestilling, da børn jo ikke lever i et voksentfrit univers. Tværtimod kopierer børn som bekendt voksnes adfærd og gør alt for at afkode de voksnes forventninger. Desuden er de voksnes (samfundets, kulturens, fællesskabets) forestillinger om og forventninger til kønsidentitet og dertil hørende adfærd massivt tilstede i børnenes verden i form af mediebilleder, reklamer, legetøjsindustri, fjernsyn (MGP i høj grad) osv osv. Børn lever jo ikke i et kulturtomt rum.

"vi voksne" (både som de konkrete voksne i børnenes liv og som kulturen/samfundet) blander os derfor hele tiden og på alle mulige måder i børnenes verden og identitetsudvikling, det hverken kan eller skal vi undlade. Det vigtige bliver derfor, hvordan vi blander os, og at denne indblanding (påvirkning, rollemodelfunktion), særligt i børnehaver etc., bliver bevidst frem for at figurere som ureflekterede signaler og forventninger, der ubevidst opretholder kulturens snævre forventninger til køn.

De konkrete voksne i barnets liv SKAL netop blande sig eksplicit og bevidst for at nuancere og danne modvægt til de anonyme kulturelle forventninger og adfærdsreguleringer, som medier, reklamer etc. "opdrager" til. Denne bevidste indblanding i barnets udvikling er jo netop pædagogikkens essens og opgave, og skal vel ikke tilsidesættes, når det gælder køn og kønsidentitet.

Marie: Nej selvfølgelig lever børn ikke i et voksenfrit univers. Vi skal blot ikke ende der hvor vi ikke anerkender at børn har en autonomi - at de er med til aktivt at skabe deres identitiet - det skal de har plads til ellers bliver vores indblandning til et overgreb. Det er da udmærket med 'modbilleder' og alternative rollemodeller - men det er barnet der i sidste ende er den der 'vælger' sin identittet

Marie Løntoft

Ole: men spørgsmålet er jo om barnet kan "vælge" sin (køns)identitet, hvis det stort set kun får een "valgmulighed" præsenteret (nemlig den gængse, heteronormative, genkendelige kønsstereotyp). Man kan ikke tale om et valg, hvis der reelt kun er een socialt accepteret mulighed. Derfor mener jeg, at der netop er brug for en aktiv indblanding fra de voksnes side for at manifestere andre (valg)muligheder, andre identitetskomponenter, andre mulige selvbilleder. Denne indblanding fra de voksne er altså garant for og beskyttelse af netop barnets autonomi og mulighed for at 'skabe' eller 'vælge' sin egen identitet. Ellers er det nemlig massekulturens "indblanding" med dens kønsstereotype identifikationsmuligheder og succeskriterier, der bliver til et overgreb og ikke levner plads til autonomi.

Inger Sundsvald

Tiderne skifter – og så alligevel ikke.

For hundrede år siden, var det piger, som ikke var skabt til at sidde stille og lære noget væsentligt.

I dag er det drenge, der ikke er skabt til at sidde stille - og det er deres ’natur’.

Den dag i dag bliver vi tæppebombet med film, som i den grad sætter kønnene på plads.

Demi Moore lader tårerne flyde, og den rette mand kommer og redder hende. Og sådan er det i den ene amerikanske film efter den anden. Og i øvrigt også i danske film.
Hvor er det deprimerende.

Den mindste undermåler af en mand (psykisk, intellektuelt og mentalt) er til enhver tid, mere værd end en hvilken som helst kvinde og får mere i løn, er mere respekteret o.s.v.

Piger der insisterer på at have et sværd i hånden til fastelavn, må sidde og vente på at drengene kommer og redder dem i legen. Uha, uha, er hun på vej til at blive lesbisk?

Drenge der laver perlekranse, må ikke selv have dem på, selv om de synes de er pæne, for så er de måske på vej til at blive bøsser.

Hvor er det syyyygt!

Hvad ville der ske med vores samfund, hvis der var piger, som var rigtig gode til at bruge en boremaskine eller køre en gravemaskine?
Eller med en dreng, hvis han var rigtig god til at lave mad, sy, eller passe gamle mennesker?

Kasserne står parat, og kønsdiskrimineringen for begge køn er intakt.

Hvis køns-forholdet var genetisk, ville det være universelt; men det er det bestemt ikke, der findes matriarkater, hvor rollerne i forhold til vore begreber er vendt på hovedet. Og der findes alle mulige andre varianter af kønsidentitet.
Normalitet er en konstruktion.

PeterH: Den gamle diskussion igen? Ok vi tager en tur til: Kønsidentitiet er både genetiskt og kulurelt 'bestemt'. Og hvad er det for matriarkater du tænker på?

Malene Andreasen

Jeg har mødt alle tiders dejligt barn, hun var da rundt på gulvet, for første gang har hun mødt en voksen der også kunne sige jeg er også født som dreng :-)