Læsetid: 11 min.

Over alle bjerge

Forfatteren Thomas Boberg har været på rejse fra New Delhi til Kashmir. Læs hans rejsereportage her
Forfatteren Thomas Boberg har været på rejse fra New Delhi til Kashmir. Læs hans rejsereportage her
8. september 2008

...

Ankomst

"Sir, where you go," råbte en eller anden bag mig.

"This way," svarede jeg uden at vende mig om.

Jeg følte mig stadig ufokuseret, som om jeg var blevet ramt af en hestehov i skallen. Sandheden var jo, at jeg var ankommet til New Delhi kl. 3 om natten i 38 graders varme, at jeg, da jeg endelig efter flere timer havde fundet et hotel, alligevel ikke kunne sove, at jeg var stået op, var gået ud, havde taget en rickshaw til Connought Place, denne enorme runde plads eller rundkørsel af koncentrisk cirklende veje, i folkemunde også kaldet Connought Cirkus.

"Sir, nothing, nothing there," råbte han tilbage.

Jeg blev ved med at gå, men efter en stund måtte jeg erkende, at vedkommende nok havde en slags ret. Jeg vendte om for at begynde forfra. Og der var han så, en ældre mand i brune pjalter.

"You see, sir, no good things there."

Han stod ved siden af en rickshaw, føreren var en fed sikh med et stort listigt smil og en voldsom turban på det runde hoved med de fede blodsprængte kinder.

"Where you go?"

"Turistinformationen," sagde jeg og fortrød. Sekundet efter knaldede jeg af sted ud i Delhis endeløse trafik som passager i Singhs hostende rickshaw. Han kørte flere gange rundt i Connought Cirkus, og på et tidspunkt standsede han ud for Delhis Government Tourist Office.

En yngre forretningsmand i lyseblå jellaba havde papirer, fotoalbums og brochurer klar. Jeg fortalte, at mit ønske var en vandretur i bjergene omkring Manali.

"No good," sagde Ahmed, som manden hed.

"Why?"

"All hotels full, rain, much rain."

"Det passer ikke," modsagde jeg ham, "der er netop sol og blå himmel over Manali, alle anbefaler Manali på denne årstid."

"They don't know truth." Han holdt stædigt på sit og insisterede på Srinagar, Kashmir, Paradise on earth, The Moghuls' Valley of Heaven. Og i løbet af få minutter havde jeg i min omtågede tilstand underskrevet en kontrakt på en rejse til Dal Lake i Srinagar den følgende morgen, hvor en eller anden ville hente mig i lufthavnen. Det var ingen ubetydelig sum, jeg lagde på Mr. Ahmeds bord, men som en sagde til mig senere: "Money, yes money, money is just money."

Liv er helligt

Jeg drev lidt rundt i byen, sveden piblede ud af alle porer, køer tumlede rundt i heden, hunde strejfede, overalt var der gang i gadehandelen. Man skulle se sig ekstra for, når man krydsede en gade, og for resten kører de i venstre side.

Jeg så hindutempler sitrende og mumlende af religiøs aktivitet.

Jeg mødte en jainpræst i Old Delhi, der viste mig det gamle tempel og fuglehospitalet, et mærkeligt foretagende fyldt med syge duer, de ville slippe ud i friheden, når nu de var blevet raske. Religiøs tolerance, venskab og sameksistens er jain-filosofiens essens, forklarede han mig. Edderkoppen, der spandt sit net om Lord Mahaviras hellige guldhoved inde i templet, den sidste af de 24 hellige mænd, søn af Siddharta og Trisala, var det ikke tilladt at slå ihjel, næ, man måtte nøjes med at støve luften af omkring ham, alt er jo karma. Ahimsa er den rette måde: Liv i en hvilken som helst form er helligt, intet liv må harmes, dette er det højeste etiske princip.

Jeg så den enorme Jamma Moske, Indiens største. For foden af den store trappe kan man se det sædvanlige freakshow, mennesker uden lemmer på bræt med hjul og en skål til almissen. Monsunen var endnu ikke ankommet, solen brændte gennem den tunge fugtige smog og fik støvet til at gløde.

Efter solens nedgang fandt de hjemløse tilbage til deres gadepladser. De lå i hundredvis på række ude foran hotellerne i Desh Bandhu Gupta Road, hvor også jeg havde indlogeret mig.

I Hindustan Times havde jeg læst, at den indiske økonomi nu var så formidabel, at man forventede, at den i 2050 ville være verdens næststørste, kun overgået af Kina. Det var 23 år siden jeg sidst havde været i Delhi, men gadebilledet lignede til forveksling, bortset fra at trafikken var blevet endnu mere frenetisk.

Virkelighed er morderisk

Det var først om aftenen, da afrejsen nærmede sig, og jeg skulle pakke igen, jeg begyndte at huske lidt af det, jeg trods alt havde læst om Kashmir, ja sågar en samtale med en ven dukkede op med alarmerende klarhed. Kunne jeg da ikke huske noget som helst? Han havde sagt, Kashmir, nej Kashmir, det skal man for alt i verden undgå, det er en tidsindstillet bombe, ud over at Pakistan og Indien står på hver sin side af en grænse ingen er tilfredse med og skærer tænder ad hinanden, så ønsker Kashmirs befolkning selvstændighed, og den ambition har siden 1989 kostet et sted mellem 60.000 og 100.000 døde. Det var vigtigt at ajourføre sig med situationen på nettet, før man tog til Kashmir, den kunne ændre sig på et øjeblik.

Også før delingen af Indien, the partition, som fortsat determinerer det eksplosive forhold mellem Pakistan og Indien, eksisterede der en lov i Kashmir, som kun tillod borgere født i Kashmir at købe jord. For et par år siden havde den indiske regering, ved at korrumpere nogle lokale politikere, købt jord omkring et pilgrimssted for hinduer. Rygtet om denne illegale handel var pludselig sluppet ud nogle dage før. Folk i Srinagar blev rasende, lokalregeringen trådte tilbage, der var en stor demonstration, og syv blev dræbt af politiet. Turismen, som ellers er Srinagars store indtægtskilde, stoppede fra et øjeblik til et andet.

Om morgenen tog jeg en rickshaw til Delhi Government Tourist office.

"What you do?" spurgte rickshawføreren.

"Cancel my trip to Kashmir."

"Very good, Kashmir very dangerous."

Det lykkedes at finde bureauet, hvor jeg havde booket min billet, skønt et hvert turistbureau smykkede sig med dette Government. Jeg spurgte efter Ahmed. Han var der ikke, men en tredje fætter var parat til at assistere mig. Jeg fik en kop te og en bunke affable smil. Senere dukkede Ahmed op, denne slebne forretningsmand.

Jeg ønskede ikke at tage af sted, sagde jeg, der var jo en slags undtagelsestilstand i Kashmir, jeg var ikke kommet for at deltage i en krig, men for at gå en lille tur i bjergene. Ikke desto mindre lykkedes det ham at dæmpe min uro. En time og et kvarter senere sad jeg i flyet på vej til Srinagar i Kashmir.

Husbådsarrest

"Welcome to paradise on earth," stod der på et skilt, paradisets lufthavn i Srinagar mindede om en militærbase, soldater overalt. Tre gange skulle jeg vise pas, tjekke bagage, udfylde papirer: I rubrikken Work skrev jeg "Writer". Dumt gjort, tænkte jeg, da jeg afleverede blanketten, hvorfor skrev jeg ikke bare skolelærer. Men da var det for sent. Det var den følelse, jeg havde, endnu et skridt ud i dumheden. Hvad hjælper det at læse bøger, hvis man aldrig lærer af dem? Havde jeg måske ikke læst en bog om sådan en mand engang, The Blunderer af Patricia Highsmith? Hvert skridt han tog førte ham længere ud i ulykken, og så var han endog uskyldig, hvis man så bort fra hans medskyld i dumheden.

Men der var ikke andet at gøre end at fortsætte, nu jeg var i gang. Jeg viklede mig gennem spidsroden af indiske soldater, nåede udenfor, hvor der stod en mand i lys jellaba og med den klassiske skovsnegl under næsen. Jeg var stafetten, Mr. Gopa, som han præsenterede sig som, overtog den. I det mindste havde jeg ikke købt 10 dage (som Ahmed ellers havde forsøgt at sælge mig) på en husbåd i Dal-søen, men kun tre.

Mr. Gopa var som sin kollega Ahmed i Delhi en mand i professionel balance. Han forstod at føre mig gennem de første minutter med sikker hånd. Der var en bil og en chauffør, og han kørte os fra lufthavnen til bredden af Dal-søen, hvor de gondol-lignende både venter ved kajen på at fragte turister ud til The Houseboats.

Heller ikke englænderne fik i sin tid lov til at opkøbe jord i Kashmir, hvor de ellers holdt af at tage til, når Delhis hedebølge hærgede. Man byggede så husbåde og opholdt sig ude på søen, samtidig kunne man så sejle lidt omkring. Husbådene sejlede ikke længere, de var heller ikke fra kolonitiden, de lå side om side i hundredvis og hed Louis Armstrong, Venezia, Queen of Heaven etc. Alt var det fineste træskærerarbejde, Kashmirs dekorative hånd havde formet dæk, suiter, møbler, senge og paneler.

Det blev tre lange flinke dage i denne husbådsarrest, hvor jeg fik brug for den medbragte lekture. William Dalrymples bog om Delhi, City of Djinns, var et suverænt fund. Jeg var i Muhammeds hænder, når ikke Mr. Gopa havde tid. Muhammed var en ældre, kæderygende muslim, der, når han ikke sad og sugede i en vandpibe, bommede smøger af alle, han mødte på sin vej. Det var hans hus, Mr. Gopa med familie havde taget ophold i. Alligevel var det tydeligt, at Muhammed var Mr. Gopas håndlanger, tjener, stik-i-rend-dreng, skønt han havde rundet de 75. Jeg døbte ham hurtigt min fangevogter, for det var ikke muligt at stikke af fra båden på egen hånd, uden han straks var der.

"Where you go? I show you mosque," råbte Muhammed og grinede.

Muhammed prajede en gondol og førte mig på sightseeing, jeg så de hvide tæpper af lotusblomster, de faste øer, de menneskeskabte flydende og de blå bjerge omkring søen.

Den evige tæppehandler

"Nu skal vi drikke te," sagde Muhammed, gondolen lagde til ved et flydeskur midt i søen. Når teen introduceres, ved man, at løbet er kørt ... Få øjeblikke efter sad jeg i butikken, mens en ivrig tæppehandler hvirvlede eksempler på de navnkundige Kashmirtæpper ud for fødderne af mig.

"Beautiful carpet, so many blessings, yes, so many blessings."

De ville sende tæppet til mig, derefter kunne jeg så overføre pengene, eller jeg kunne aflevere pengene hos den danske forbindelse, kollegaen i Helsingør. Nej, ingen forudbetaling.

"We trust," sagde de alle sammen og nikkede på denne diffuse måde, der minder om et nej - "we trust, many blessings, yes".

Sandheden

En af øerne var indrettet til endnu en militærbase, de indiske soldater kedede sig i solen.

Vi er under belejring, sagde folk fra byen, vi er besat af Indien, de forsøger at smadre vores land, at ødelægge vores turisme og vores særpræg ved at opfordre inderne til at strømme hertil i stort tal.

"Folk i Kashmir er velhavende," sagde Mr. Gopa. "Tiggerne, du ser, kommer ikke fra Kashmir, de er indere. De kriminelle elementer, der findes i vores samfund, kommer ikke fra Kashmir, men udefra, de er indere. Nu har soldaterne været her siden 1989, men de er nødt til at rejse," sagde Mr. Gopa. "De udretter intet her, vi er ligesom palæstinenserne."

"Det bliver nok vanskeligt for inderne at trække sig helt ud, for Pakistan står jo på lur."

"De er nødt til at forsvinde, jeg forudsiger, de er væk i løbet af nogle få år."

"Ønsker Kashmir at være uafhængigt, eller foretrækker det måske at være en del af Pakistan?"

"Uafhængigt," sagde Mr. Gopa. "Uafhængigt," sagde gondolføreren, "men skal Kashmir være en del af et andet land, så foretrækker vi Pakistan, de hjælper os, de forstår os, de er muslimer -"

"Det er jo tydeligt, vi er andre mennesker," sagde Mr. Gopa, "se blot, vi er lysere end inderne, vi har en anden religion -"

"Ja, religion," sagde jeg, "det er jo et af vor tids mest eksplosive temaer, inderne taler jo også om, at denne besættelse, som I kalder det, er led i deres krig mod terror, et forsøg på at holde fundamentalisterne i skak, som jo bevisligt trænes i Pakistan."

"Det er det store problem," sagde Mr. Gopa vredt, "en af den indiske regerings foretrukne strategier er jo at sammenblande politik og religion, dette har ikke noget med religion at gøre, det handler om jord, mineraler, vores ressourcer, økonomi -"

"Men det er jo et problem med fundamentalisterne, at -"

"Det er del af den samme kalkulerede misforståelse - fundamentalister, ja, men det er vi jo alle sammen, vi der følger vores religion. En god kristen er nødvendigvis fundamentalist, for han følger jo sin religions forskrifter, en god muslim ligeså, men det betyder ikke, at de kaster med bomber, altid denne sammenblanding."

"Men Islam indeholder jo også lovene," forsøgte jeg, "det er da også politik -"

"Det er godt med love, når en tyv får hugget hånden af, så vender han ikke mere tilbage til den aktivitet," sagde Mr. Gopa og smilede overbærende, "når vi har fået indført sharia her, som alle ønsker, så vil der ikke være flere kriminelle tilbage."

"Det ville jeg ikke gå med til," sagde jeg, "ligesom stening og den slags -"

"Det vil jo også kun ske i de allerfærreste tilfælde. Skal et samfund fungere, har det brug for love - som modgift mod den korruption, inderne bringer med sig."

"I øvrigt var der jo andre religioner før Islam i Kashmir, hinduismen bl.a., og Biblen for resten, den er 500 år før Koranen, der er vel plads til ... jeg mener -"

"Koranen er den sidste bog," sagde Mr. Gopa, "det er den bog, der samler alt det andet og skiller usandhederne fra, man behøver blot at analysere Koranen, så bliver det klart, i Koranen er Jesus den mest omtalte profet efter Muhammed. Hvad angår rygtet om, at Jesus skulle have erklæret sig selv som Guds søn, står der i Sura 5: 'O Jesus, Marias søn, har du sagt til menneskene: tag mig og min moder som to guder ved siden af Allah? Han sagde: Hellig er Du og fri for alle mangler. Det passede sig ikke, at jeg skulle sige, hvad jeg ikke havde ret til. Havde jeg sagt det, så havde Du vidst det. Du ved, hvad der er i mig, men jeg ved ikke, hvad der er i Dig, thi Du er alene Den, der kender de skjulte ting'."

Det var naturligvis den afgørende forskel. Allah havde ingen søn, det er vantro tale, det har Allah ikke brug for, men Han, som skabte livet og døden for at prøve os, kan også sætte en jomfrufødsel i gang, hvis han vil. Desuden fortæller Koranen, at Jesus slet ikke døde på korset. Ifølge visse kilder overlevede han og slap bort, helt til Indien, hvor han siden døde som hundredårig. Hans grav findes i Kashmir, Srinagar. I helligdommen Rozabal skal både den muslimske helgen Syed Nasr-ud-Din og profeten Yuz Asafs (Jesus) ligge begravet.

Læs fortsættelsen af Thomas Bobergs rejsereportage her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu